Forfatteren Laila Ammitsbøl studser over onlinedebatten om fattigdom og arbejdsløshed på Politiken.dk og citerer bl.a.:
– Fattigdom findes ganske enkelt ikke i DK! Pensioner og bistandshjælp o.a. er helt i det niveau de bør være. Folk skulle hellere tilbydes kursus i bedre forbrugsvaner og lære at sætte ‘tæring efter næring’.
– Forhøj hellere beskæftigelsesfradraget og så kan det være, at flere af nasserøvene gad lette røven og gå på arbejde!
– Hvis man giver “fattige” flere penge, vil man fastholde dem i “fattigdommen”
– Jeg GIIIDER ikke høre om, at alle disse 800.000 ikke KAN arbejde pga. psykiske og fysiske problemer!
– Alle som kan skal arbejde, og hvis de nægter, skal straffen falde prompte: Nul overførselsindkomst! Vi har ikke plads til parasitter her!
Dette skal sammenlignes med en virkelighed, der i løbet af de seneste års opsving er blevet stadig mere barsk for netop arbejdsløse og førtidspensionister, som Ammitsbøl påpeger. Udover klapjagten på de arbejdsløse, der tvinges ud i menings- og udsigtsløs aktivering, er de materielle forhold efterhånden endog meget stramme.
Som Laila Ammitsbøl skriver:
Der har været nogle år, hvor man konstant hørte om, hvor fantastisk det gik for danskerne. Ja, de kære danskere nærmest væltede sig i penge. De var faktisk så rige, at da de først havde købt flotte huse, fyldt garagen med store biler og hvert et værelse med 42” fladskærms-tv, fået lavet samtalekøkkener og luksusbadeværelser, var de nødt til at investere i kunst, fordi de simpelthen ikke vidste, hvad de ellers skulle bruge pengene til. Og ja, så var det de fik skattelettelser af statsministeren, så de fik endnu flere penge, de ikke vidste hvad de skulle stille op med.
I samme tidsrum oplevede førtidspensionister som jeg selv, at huslejen steg, fødevarerne steg, alting steg for der var jo rigtig gang i hjulene. Det eneste der slet ikke steg i samme takt var førtidspensionen, så mens resten af Danmark badede i pengesedler på bedste Joakim Von And -manér fik førtidspensionisterne sværere og sværere ved at få pengene til at slå til.
Nu skal vi så til at betale regningen. Efter de 7 fede år, kan vi nu forvente 7 magre, så nu må vi alle sammen stå sammen. Alle ”staklerne” der nu bliver helt nervøse for at forbruget skal sættes ned, skal have skattelettelser igen, igen, så krisen ikke kommer til at tynge for hårdt på deres brede skuldre. Pengene skal komme fra grønne afgifter, der selvfølgelig rammer uforholdsmæssigt hårdt hos de der har få penge, som f. eks førtidspensionisterne.
Nogle gange kan man få den bitre tanke, at vi sgu bare skal helt ned i skidtet. Så langt ned så vi ikke mere magter at åbne vores usle munde og ytre noget som helst.
Så nu, hvor krisen begynder at kradse og 500.000 danskere kan forvente at miste deres jobs, lader det til, at politikernes “løsning” er flere skattelettelser – og en strammet skrue overfor arbejdsløse og pensionister, der mere eller mindre uundgåeligt kastes ud i storstilet fattigdom; alt sammen taktfast akkompagneret af den “almindelige dansker”s småfascistiske foragt, som eksemplificeret af de kun alt for almindelige kommentarer fra Politiken.dk.
Det viser dog i hvert fald noget om den danske, eller i hvert fald den Dansk Folkeparti’ske folkesjæl: Hvis der ikke er nogen indvandrere, vi kan hade, skal der nok være nogle syge eller fattige, vi kan kaste os over i stedet. Fremtiden tegner sandelig lyst i disse recessionstider!
Er Danmark i virkeligheden et provinsielt lorteland, et uvidende, tilbagestående bondesamfund, befolket af bønder, der er kommet til penge og blevet kræmmere, men stadig i hjertet er overbevist om, at livet er, som vor mor altid sagde det var, og at verden ender for enden af Lars Pæsens mark, og det ganske uanset, hvad alle de fine herrer fra Aarhus eller Kiöbenhawn mon finder på at sige?
