Den handler, som altid, om berigelse og økonomiske intereser.
Author: Carsten Agger
Spilproducenten Valve opfordrer sine brugere til at installere Ubuntu
Hvis du er Windows-bruger og går ind på den store spilproducent Valves hjemmeside Steam, gør de dig ikke alene opmærksom på, at man nu kan downloade en beta-udgave af deres Steam-system, som gør det muligt at spille deres spil – de opfordrer dig til at skifte til Ubuntu for at prøve det, komplet med et link til download af Ubuntu 12.04 LTS!
Jeg mener personligt stadig, at det er et problem, at de bagvedliggende programmer (i modsætning til selve spillene) ikke er fri software, men i betragtning af, hvor stort et problem det har været med spil på Ubuntu og GNU/Linux i almindelighed, er det en meget velkommen udvikling, at så stor en spiller som Valve (producent af bl.a. CounterStrike) nu er på banen med deres Steam-platform. Selvom Steam (endnu?) ikke er fri software, vil dette skridt helt klart gør det lettere også for gamere at bruge fri software i det daglige.
Via Ubuntu Vibes.
Danske soldater til Mali til støtte for torturregering
Den danske regering vil sende et transportfly ned for at hjælpe med den franske intervention i Mali. Formålet med den franske intervention er at beskytte franske interesser efter at landet blev ustabilt i kølvandet på den vestlige intervention i Libyen.
Men hvad er det for en regering de danske soldater nu skal ned at støtte? Owen Jones forklarer det i en anbefalelsværdig artikel i The Independent:
Don’t fall for a narrative so often pushed by the Western media: a perverse oversimplification of good fighting evil, just as we have seen imposed on Syria’s brutal civil war. Amnesty reports brutality on the part of Malian government forces, too. When the conflict originally exploded, Tuaregs were arrested, tortured, bombed and killed by the security forces, “apparently only on ethnic grounds”, Amnesty says. Last July, 80 inmates arrested by the army were stripped to their underwear, jammed into a 5sqm cell; cigarettes were burnt into their bodies; and they were forced to sodomise each other. Back in September 2012, 16 Muslim preachers belonging to the Dawa group were rounded up at a checkpoint and summarily executed by the army. These are acts committed by those who are now our allies.
Det er altså det “demokrati”, Danmark skal ud at kæmpe for i fjerne lande. Jeg siger velbekomme!
Jones fortsætter:
When the UN Security Council unanimously paved the way for military force to be used at some point last month, experts made clear warnings that must still be listened to. The International Crisis Group urged a focus on a diplomatic solution to restore stability, arguing that intervention could exacerbate a growing inter-ethnic conflict. Amnesty warned that “an international armed intervention is likely to increase the scale of human-rights violations we are already seeing in this conflict”. Paul Rogers, professor of peace studies at Bradford University, has argued that past wars show that “once started, they can take alarming directions, have very destructive results, and often enhance the very movements they are designed to counter”.
It is conceivable that this intervention could – for a time – achieve its goals of pushing back the Islamist militias, and shore up Mali’s government. But the Libyan war was seen as a success, too; and here we are now engaging with its catastrophic blowback. In Afghanistan, Western forces remain engaged in a never-ending war which has already helped destabilised Pakistan, leading to drone attacks that have killed hundreds of civilians and unleashed further chaos. The price of Western interventions may often be ignored by our media, but it is still paid nonetheless.
Link (via Glenn Greenwald).
RIP Aaron Swartz (1986-2013)
Hvis du nogensinde har brugt et RSS-feed til at læse en blog på nettet, har du brugt Swartz’ arbejde.
Og hvis du bekymrer dig om din frihed i vor moderne tidsalder, bør du vide at Swartz måske begik selvmord under indtryk af retsvæsnets helt uproportionale forfølgelse af, hvad der i bund og grund var ment som et slag for friheden på nettet.
Og læs Cory Doctorows nekrolog over Swartz: RIP, Aaron Swartz.
Rejsekortet – den totale overvågning
Christian Panton har søgt aktindsigt i Rejsekortets oplysninger om ham og kan derfor dokumentere, at selskabet opbevarer personlige oplysninger om tid og sted for samtlige rejser med kollektiv trafik. Dette er en overvågning af danskerne bevægelser i et omfang, som tidligere dårligt nok har været mulig. Christian skriver:
I gårsdagens Politiken kritiserer Forbrugerrådet de nye rabatordninger som Rejsekortet vil begynde at tilbyde i slutningen af denne måned.
[Lise Bjørg Pedersen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet] kritiserer også, at det statsejede selskab bag kortet kræver, at brugerne oplyser deres cpr-nummer, før de kan få adgang til den indbyggede rabatordning i kortet.
»Det burde ikke være nødvendigt at udlevere personfølsomme oplysninger for at få den billigste rejse i den kollektive trafik. Men sådan er det faktisk med Rejsekortet. Det er ikke godt nok«, konstaterer hun. Kilde: Politiken/RitzauAt Rejsekort kræver CPR-nummer har tidligere været en varm kartoffel. Det ville jo svare til at vi kun kunne bestille togbilletter, Tivoli-turen eller flyrejser med CPR-nummer!? Rabatordninger og lignede lokkemidler har til opgave at flytte passagerer fra de dyre manuelle billetprodukter over på Rejsekortet. Hvad du ikke betaler for din billet, betaler du istedet med dit privatliv.
Som et godt eksempel på dette ses nedenfor resultatet af min registerindsigt hos Rejsekort A/S sidste år:
De seneste 200 check-ins, check-outs og billetkontroller står i nydelige kolonner, komplet med registrering af præcis hvilken stander på stationen eller stoppested, ned til sekundtet. 12 sider fylder disse oplysninger og dækker godt et halvt års brug. Jeg foretager typisk mindre end 2 rejser om ugen.Man kunne så tro at registreringsvanviddet stoppede her. Men næ-nej, da der er tale om økonomiske transaktioner, kommer bogføringsloven også ind over, hvilket betyder at der ikke kun gemmes de seneste 200 hændelser, men de seneste 5 år komplette rejsehistorik. Det data jeg har fået tilsendt fylder godt 6 sider for 2 års aktivitet, gemmes rejsens start og slut (tid og sted), dog i denne udgave kun ned til minuttet. Mere præcist behøver det åbenbart ikke at være.
Når de flerfarvede klippekort forsvinder i Hovedstaden i sommeren 2013, så starter registreringsfesten for alvor. Gad vide hvornår rejsekortsoplysninger bliver reguleret som selvstændige paragraffer i Retsplejeloven, for overvågningspotentiale har det da.
Rejsekortet A/S har over for mig personligt tidligere oplyst, at oplysninger om dine rejser med kollektiv trafik til hver en tid kan udleveres til relevante myndigheder mod en dommerkendelse. Må man anbefale selskabet et nyt slogan:
REJS BILLIGT – BETAL MED DIT PRIVATLIV!
I gårsdagens Politiken kritiserer Forbrugerrådet de nye rabatordninger som Rejsekortet vil begynde at tilbyde i slutningen af denne måned.
[Lise Bjørg Pedersen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet] kritiserer også, at det statsejede selskab bag kortet kræver, at brugerne oplyser deres cpr-nummer, før de kan få adgang til den indbyggede rabatordning i kortet.
»Det burde ikke være nødvendigt at udlevere personfølsomme oplysninger for at få den billigste rejse i den kollektive trafik. Men sådan er det faktisk med Rejsekortet. Det er ikke godt nok«, konstaterer hun. Kilde: Politiken/Ritzau
At Rejsekort kræver CPR-nummer har tidligere været en varm kartoffel. Det ville jo svare til at vi kun kunne bestille togbilletter, Tivoli-turen eller flyrejser med CPR-nummer!? Rabatordninger og lignede lokkemidler har til opgave at flytte passagerer fra de dyre manuelle billetprodukter over på Rejsekortet. Hvad du ikke betaler for din billet, betaler du istedet med dit privatliv.
Som et godt eksempel på dette ses nedenfor resultatet af min registerindsigt hos Rejsekort A/S sidste år:
De seneste 200 check-ins, check-outs og billetkontroller står i nydelige kolonner, komplet med registrering af præcis hvilken stander på stationen eller stoppested, ned til sekundtet. 12 sider fylder disse oplysninger og dækker godt et halvt års brug. Jeg foretager typisk mindre end 2 rejser om ugen.
Man kunne så tro at registreringsvanviddet stoppede her. Men næ-nej, da der er tale om økonomiske transaktioner, kommer bogføringsloven også ind over, hvilket betyder at der ikke kun gemmes de seneste 200 hændelser, men de seneste 5 år komplette rejsehistorik. Det data jeg har fået tilsendt fylder godt 6 sider for 2 års aktivitet, gemmes rejsens start og slut (tid og sted), dog i denne udgave kun ned til minuttet. Mere præcist behøver det åbenbart ikke at være.
Når de flerfarvede klippekort forsvinder i Hovedstaden i sommeren 2013, så starter registreringsfesten for alvor. Gad vide hvornår rejsekortsoplysninger bliver reguleret som selvstændige paragraffer i Retsplejeloven, for overvågningspotentiale har det da.
“Jeg er ved at brække mig over harmen over fattige Karina og dovne Robert”
J. K. Hugsted skriver, i et gæsteindlæg ovre på hovedsiden, om sin personlige erfaring med at være arbejdsløs og kæmpe for at blive selvforsørgende og alligevel ryge ud af dagpengesystemet til ingen verdens ting på grund af ren og skær vilkårlighed fra A-kassens side:
Vi bliver flere og flere i arbejdsløshedskøen, imens både vi selv og vore socialrådgivere brænder sammen i et inferno af regler, kurser, politiske tiltag, mediestemninger, og en økonomi og et arbejdsmarked, der ikke hænger sammen. Samtidig må vi arbejdsløse dagligt opleve, at alle disse strukturelle problematikker bliver reduceret til at være vores egne personlige problemer. Når dagen er omme og fjernsynet er slukket og kontoret er lukket, er det mig, der sidder med lorten. Det er mig, der ikke har nogen indtægt. Det er mig, der ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke kan komme i arbejde og må leve med denne daglige skuffelse og frustration, og det er mig, der pludselig er blevet frataget mine dagpenge og er ude af stand til at overskue konsekvenserne af at følge sagsbehandlerens afpresningsforsøg. Det er mig, der har lånt kontanter til at sætte i banken, så jeg kan betale mit månedlige afdrag på den gæld der virkede så lille, da jeg troede der var arbejde til mig efter endt uddannelse.
Jeg synes fandeme, at hver en dagpengekrone jeg har modtaget, har været surt tjent. Jeg er ved at brække mig over harmen over fattige Karina og dovne Robert. Jeg får dårlig mave af social dumping, løntrykkeri, dagpengestop og tomme tønder, der buldrer om jobgarantier. Jeg skider grønt næste gang et reality-show vil trække seere, eller en toppolitiker vil sutte vælgere, ved endnu en gang at træde på os tabersvin, der totalt selvforskyldt konstant hænger med røven i vandskorpen, fordi vi er snæversynede, inkompetente, dovne, dumme, underkvalificerede, overkompetente, eller sågar underoplyste. Ja, undskyld mit franske, men er det ikke sådan det er meningen vi skal opfatte os selv? – Hvilken anden grund kan der ellers være til at vi bliver behandlet som sådan?
Crypto Party!
Dette er så et kryptoparty eller Crypto Party i TV-udsendelsesform. Crypto parties er en bevægelse, der opstod i august 2012, og som gennem workshops af ofte uformel karakter – parties – oplyser om, hvordan du beskytter dit privatliv og dine private oplysninger på internettet. Det handler om at kryptere email, browsertrafik og telefoni, hvilket alt sammen muliggør en rimelig beskyttelse mod den trussel, som regeringers og andre forbryderes overvågning af Internettet udgør mod dit privatliv.
Udsendelsen varer fire timer, men en af de første ting, der sker (omkring 7:30) er et interview med Phil Zimmerman, som skabte PGP. I forbindelse med Open Space Aarhus åbne hackerspace på Aarhus Hovedbibliotek i februar måned overvejer vi bl.a. at organisere et kryptoparty en dag. Emner af særlig relevans for Danmark kunne være logningsbekendtgørelsen og sikker omgang med NemID … Hvis du kunne tænke dig at være med til at arrangere noget sådant så giv lyd, gerne så hurtigt som muligt. 🙂
The Spirit of Christmas
God jul!
Dagens citat: Revolutionens vildveje
Peter Kropotkin om, hvordan det alt for ofte går umiddelbart efter en “revolution” – fra hans bog The Conquest of Bread:
In several large towns the Commune is proclaimed. In the streets wander scores of thousands of men, and in the evening they crowd into improvised clubs, asking: “What shall we do?” and ardently discuss public affairs. All take an interest in them; those who yesterday were quite indifferent are perhaps the most zealous. Everywhere there is plenty of good-will and a keen desire to make victory certain. It is a time when acts of supreme devotion are occurring. The masses of the people are full of the desire of going forward.
All this is splendid, sublime; but still, it is not a revolution. Nay, it is only now that the work of the revolutionist begins.
Doubtless there will be acts of vengeance. The Watrins and the Thomases will pay the penalty of their unpopularity; but these are mere incidents of the struggle—not the revolution.
Socialist politicians, radicals, neglected geniuses of journalism, stump orators—both middle-class people and workmen—will hurry to the Town Hall, to the Government offices, to take possession of the vacant seats. Some will decorate themselves with gold and silver lace to their hearts’ content, admire themselves in ministerial mirrors, and study to give orders with an air of importance appropriate to their new position. How could they impress their comrades of the office or the workshop without having a red sash, an embroidered cap, and magisterial gestures! Others will bury themselves in official[Pg 19] papers, trying, with the best of wills, to make head or tail of them. They will indite laws and issue high-flown worded decrees that nobody will take the trouble to carry out—because revolution has come.
To give themselves an authority which they have not they will seek the sanction of old forms of Government. They will take the names of “Provisional Government,” “Committee of Public Safety,” “Mayor,” “Governor of the Town Hall,” “Commissioner of Public Safety,” and what not. Elected or acclaimed, they will assemble in Boards or in Communal Councils, where men of ten or twenty different schools will come together, representing—not as many “private chapels,” as it is often said, but as many different conceptions regarding the scope, the bearing, and the goal of the revolution. Possibilists, Collectivists, Radicals, Jacobins, Blanquists, will be thrust together, and waste time in wordy warfare. Honest men will be huddled together with the ambitious ones, whose only dream is power and who spurn the crowd whence they are sprung. All coming together with diametrically opposed views, all—forced to enter into ephemeral alliances, in order to create majorities that can but last a day. Wrangling, calling each other reactionaries, authoritarians, and rascals, incapable of coming to an understanding on any serious measure, dragged into discussions about trifles, producing nothing better than bombastic proclamations; all giving themselves an awful importance while the real strength of the movement is in the streets.
All this may please those who like the stage, but it is not revolution. Nothing has been accomplished as yet.
And meanwhile the people suffer. The factories are idle, the workshops closed; trade is at a standstill. The worker does not even earn the meagre wage which was his before. Food goes up in price. With that heroic devotion which has always characterized them, and which in great crises reaches the sublime, the people will wait patiently. “We place these three months of want at the service of the Republic,” they said in 1848, while “their representatives” and the gentlemen of the new Government, down to the meanest Jack-in-office received their salary regularly.
Tænk blot på komissærernes magtovertagelse efter den russiske revolution i 1917, og et tilsvarende forløb i alle andre revolutioner, som jeg kan komme i tanker om. Løsningen er, mener Kropotkin, at revolutionens “ledere”, hvis der er nogen, må tage ansvar for hele folkets velbefindende frem for at fokusere på deres egen betydning:
We must recognize, and loudly proclaim, that every one, whatever his grade in the old society, whether strong or weak, capable or incapable, has, before everything, THE RIGHT TO LIVE, and that society is bound to share amongst all, without exception, the means of existence it has at its disposal. We must acknowledge this, and proclaim it aloud, and act up to it.Affairs must be managed in such a way that from the first[Pg 21] day of the revolution the worker shall know that a new era is opening before him; that henceforward none need crouch under the bridges, while palaces are hard by, none need fast in the midst of plenty, none need perish with cold near shops full of furs; that all is for all, in practice as well as in theory, and that at last, for the first time in history, a revolution has been accomplished which considers the NEEDS of the people before schooling them in their DUTIES.
Hvorfor avisers iPad-udgaver flopper og altid vil floppe
Som Felix Salmon skriver på Reuters.com i anledning af Murdoch-imperiets store iPad-satsning The Daily og dens tidlige død:
When the iPad was first announced, there were lots of dreams about what it could achieve, and how rich its content could be. But in hindsight, it’s notable how many of the dreamers came from the world of print. Web people tended to be much less excited about the iPad than print people were, maybe because they knew they already had something better. The web, for instance, doesn’t need to traffic in discrete “issues” — if you subscribe to the New York Times, you can read any story you like, going back decades. Whereas if you subscribe to a publication on a tablet, you can read only one issue at a time.
When the iPad launched, it allowed people to do things they could never do with a print publication: watch videos, say. But at the same time the experience was still inferior to what you could get on the web, which iterates and improves incrementally every day. The iPad then stayed still — the technology behind iPad publications is basically the same as it was two years ago — even as the web, in its manner, predictably got better and better.
One of the things that confused me, when The Daily launched, was the way in which it failed to leverage the wealth of rich and valuable content available within News Corp. You couldn’t watch episodes of The Simpsons, you couldn’t get access to amazing footage from Avatar, you couldn’t read exclusive extracts from HarperCollins books. Murdoch was happy to spend a large eight-figure sum on building custom-made content for the new publication; he even shelled out for a Superbowl ad. But he never managed to use The Daily as a means of bringing his company’s already-existing content to life in new ways for a new platform, and I suspect that iPad constraints are part of the reason.
Fordi en låst, “kureret” platform i sidste ende aldrig vil kunne konkurrere med et helt åbent system, hvor alle kan lave mere eller mindre, hvad de har lyst til. Folk har ingen grund til at vælge den lukkede og begrænsede iPad-avis, når avisernes almindelige hjemmesider allerede har langt bedre tilbud.
Via Boing Boing.