Author: Carsten Agger

Irak: Så tæt på et nederlag, som man kan komme

Alle amerikanske tropper skal være ude af Irak inden udgangen af 2011. Og på hvilke vilkår?

The agreement stipulates that “all US forces shall withdraw from all Iraqi territory no later than December 31 2011”. More remarkably, all combat troops will leave Iraqi towns and villages and go back to base by the end of June next year. Pause for a moment and take that in. Six years and three months after the invasion, Iraqi streets will be a US-free zone again.

Iraq will have a veto over all US military operations. A clause added at the last minute after pressure from Iran says that Iraqi land, sea and air may not be used as a launch pad or transit point for attacks on other countries. The Iraqi government eagerly took up the point after US helicopters flew into Syria and attacked a compound there last month, claiming it was a base from which foreign fighters entered Iraq. Iraq joined Syria in protesting against the raid.

Under the withdrawal agreement, no Iraqi can be arrested by US forces except with permission from Iraqi authorities, and every Iraqi who is arrested in these circumstances must be handed to Iraqi forces within 24 hours. The tens of thousands of detainees in US custody must either be released or turned over to the Iraqis immediately. US troops may not enter or search any Iraqi house without an Iraqi judge’s warrant, except if they are conducting a joint combat operation with the Iraqi military.

US contractors – the armed mercenaries in their SUVs whom Iraqis hate even more than the American military – will lose their immunity and be subject to Iraqi law, a development that is already prompting many security firms to start pulling out. US troops who rape Iraqi women or commit any other crime while off duty and off base will have to stand trial in Iraqi courts.

USA har givet efter på alle de punkter, de hidtil har stået allerstejlest og mest principielt på. Amerikanske soldater for irakiske domstole! Ja, det manglede vel bare, vil mange sige, men det er altså ikke sådan, de Forenede Staters regering har set på det indtil nu.

Link: This is no sop. It is a vote to end the occupation of Iraq

Kan vi leve uden Congo?

Fotograf Jørn Stjerneklar har en fremragende og rystende kronik i Politiken om forholdene i Congo:

»Tutsi-babyer er intet værd. De tog babyerne fra deres mødre, og så dræbte de kvinderne. Det var en ung mand, der havde babyerne. Han kom med dem i en kurv, som han bar på hovedet. Han bragte dem til grisene. De holdt grise. Babyerne var meget små, og der var rigtigt mange grise. På den her måde skulle spædbørnene mærke Tutsiernes smerte. De fodrede svinene med babyer. »Har du set det hér?« De pegede, når en gris tyggede en baby«.

Luften står stille og tiden stopper. For os begge. Flashbacks til folkedrabet i Rwanda kører i to mentale biografer. I min bif er filmen kun forbudt for børn under 18. Den lille kvinde foran mig kører en film på sit indre lærred, der ikke tåler at blive vist for nogen. (…)

Kommer der en dag, hvor vi påtager os det ansvar, vi historisk har, for at skabe fred i Congo – det rigeste jordlod på kloden?  Jeg tvivler.

Men næste gang du sidder foran din PC, så tænk på Congo. Forestil dig, at det coltan, fabrikanten har brugt i din computer, er vasket i blodet fra millioner af døde mennesker.

Når du taler kærligt til din elskede i din mobiltelefon, så tænk på Congo. Forestil dig svedige unge mænd, der knokler under pres fra bevæbnede hooligans med at få hevet så meget coltan ud som muligt. Så du igen kan købe den nyeste mobilmodel.

Link: Congobajere, krig og kannibaler

Psykisk syge mishandles

Danmark, det oplyste, velstående land, hvor få har for meget og færre for lidt. Og hvor en lille gruppe af psykisk syges torteres og mishandles som intet andet sted i Europa:

Psykisk syge bliver mishandlet, når de lægges i bælte dagligt i flere måneder på lukkede psykiatriske afdelinger i Danmark. Og personalet bruger ulovlig tvang mod patienter på det hospital, hvor de mest sindssyge er indlagt.

Sådan lyder konklusionen fra Europarådets Torturkomité, der besøgte to hospitaler i februar. I en rapport om Danmark kalder komitéen det en »hastesag«, at regeringen begrænser brugen af tvang.

»Der er ingen lægelig grund til at fiksere patienter så meget, som man gør i Danmark. Vi har aldrig besøgt et land, der bruger bæltefiksering så længe som jer. Det er mishandling af patienterne«, siger Torturkomitéens delegationsleder, den islandske psykiater Petur Hauksson.

Delegationen besøgte blandt andet Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, hvor landets mest farlige sindssyge kriminelle er indlagt. Her så de en patient, der var blevet lagt i bælte en eller flere gange om dagen gennem en seks måneder lang periode. En anden havde været i bælte dagligt i fire måneder, mens en tredje havde ligget i bæltet en måned i træk.

Komitéens udsendte så også en »nedværdigende« tvangsmetode, som den aldrig havde set før. Fikseringen ligner den, man har set på Guantánamofangerne. Patienternes arme var sat fast til et bælte om maven. En rem mellem fødderne sikrede, at de kun kunne gå med korte skridt.

I dag er jeg ekstra stolt af at være dansker. Er der nogen, der ved, hvor man kan gå hen og brække sig?

Chinese Democracy

Jeg er egentlig ikke den store fan af Guns n’Roses, men kunne ikke helt stå for den efter Programmer Buydatis introduktion til det nye album ovre på KabobFEST:

Ten years in the making and Axel Rose, along with the new line-up of Guns N’ Roses, officially release Chinese Democracy. Say what you will about Axel and the boys, but they are without a doubt one of the greatest American rock groups of the 1980’s — if not all time.

Best of all — and the reason why I’m posting this on KABOBfest — is the fact that G n’ R dedicated the release of their new album and title track to “those fighting oppression” and even teamed with B’Tselem and UNRWA to produce a video that shows the carnage of daily life in Palestine.

For a man who’s invested 10 years of his life into creating this album and staked his entire musical legacy on the level of success it achieves, THAT TAKES BALLS.

Thank you Axel Rose for kicking ass both on and off stage.

Bemærk, at jeg synes bedre om sangen og videoen “Madagascar” for enden af linket herunder end om titelsangen, som jeg har indsat herover, men den video er åbenbart ikke på YouTube endnu. Så klik!

Obama vil afskaffe sommertiden

I USA, altså. New York Times gengiver hans synspunkt via Greendaily:

Turns out, according to two academics on the NYT Op-Ed page, there is little scientific proof that this reduces energy consumption. It also turns out that this practice could be wasteful, a bit annoying, and a lot of people, including Obama, want to get rid of it.

A study in Indiana, a state that recently started DST, showed an overall increase of 1 percent in residential electricity use with occasional increases of 2 to 4 percent in late spring and early fall. So much for conserving energy.

Jeg må indrømme, at jeg  aldrig har forstået pointen med sommertid. Ville det hele ikke være meget nemmere, hvis klokken var den samme om sommeren og om vinteren uden noget “spring forwards, Fall back”? Lige siden, den blev indført tilbage i 1980, er det forekommet mig en temmelig overflødig, nyttesløs øvelse.

Via Boing Boing, hvor Mark Frauenfelder heller ikke er begejstret for sommertidens velsignelser: “I hate DST. It throws me and my kids out of whack for a couple of days. I hope Obama gets rid of it.”

Sørøveriets ædle kunst


Medierne har i disse dage travlt med at fortælle os om, hvor væmmelige de somaliske pirater er. De er farlige. De er usympatiske.

Så det er godt, vi har ansvarlige medier som Jyllands-Posten og fredelige, lovlydige statsledere som Anders Fogh Rasmussen og Gordon Brown til at bringe tingene i orden og sætte flåden ind mod de opsætsige sorte krabater. Hvor vover fattige, forhutlede og radmagre sorte at tage sig den slags friheder til et forgribe sig på andres ejendom, som følger med den Hvide Mands Byrde?

Selvfølgelig er der små ekstreme menighedsblade på yderspidsen af venstrefløjen, som spilder deres egen og vores andres tid med irrelevant pjat som at tage ned at tale med piraterne og høre, hvad de har at sige. “Balanceret dækning” – ja, en eller anden undskyldning skal de jo for Fanden have for deres ufattelige had mod vestlige værdier.

Nåja, og så er der krigsnørden Gary Brecher på Exiled Online:

Every day I love these Somali pirates more. You know that Lefty line, “this is what democracy looks like”? Well, this is what Robin Hood looks like: a bunch of black skeletons swarming over the side with RPGs. These guys used to be humble fishermen, till the Taiwanese and Korean trawlers took advantage of the fact that Somalia has no government to scoop every last sculpin out of the waters they used to fish. No government means no coast guard, so who was going to stop them?

Well, karma went out and traded in its fishing boats for a few fast outboards and some Yemeni guns, and made a career move into the piracy business. Now they are what the NT would call “fishers of men.” And getting rich off it, bling and all the nomad girls you can buy.

So a big hundred million ton shout out to my perps, showin’ your fat Jack-Sparrow-worshipping kiddies what piracy is all about.

Link: War Nerd Update: Yo Ho Ho and a Tanker of Crude

Antisemit i eksil

Lars Hedegaard er efter sin afskedigelse fra Berlingske Tidende kommet til ære og værdighed som gæsteskribent hos Jyllands-Posten – på en skala fra 1 til 10 ikke ugens mest overraskende begivenhed.

I dag lægger han ud med at skrive om den seneste uenighed i regeringen:

Velfærdsminister Karen Jespersen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kan ikke blive enige om, hvad islamisme er for noget, og hvordan fænomenet skal bekæmpes.

Rønn Hornbech er sikker på, at islamisme er det modsatte af islam og foreslår derfor, at de danske skatteydere skal investere i udbredelsen af islam som modgift mod islamisme. Imamerne skal slippes løs i fængslerne, og der skal oprettes en kontaktenhed på højeste niveau, som man forstår skal fungere som et muslimsk kontrolorgan over for regering og folketing.

Man forstår, de valgte at fyre ham fra Berlingske – det er dog noget af det mest vrisne, hadefulde, faktuelt forkerte og umorsomme vrøvl, jeg nogen sinde har hørt.

Debattører som Hedegaard bliver somme tider kaldt “islamofober”, men det mest dækkende er nok i virkeligheden “islamomaner” – sygeligt optagede af islam som roden til alt ondt, mens sandheden er, at såvel verden som det danske samfund har væsentligt større problemer at slås med. Man kunne også vælge at kalde ham “antisemit“, for det er det, han er, historisk og retorisk.

Hans antisemitisme retter sig bare ikke mod jøder – og deri består hele forskellen. Hvor længe varer det endnu, før Jyllands-Posten skriver, at “man må indrømme Europa, at det har Ret til at skille sig af med sine Muslimer“?

Obama og håb

Jeg har skrevet om det før, men VHS siger det meget godt:

Obama har fået folk til at håbe og ønske at tingenes tilstand kan være anderledes. Bevægelsen – som er langt større og meget mere end politikeren Obama – har fået en tiltro til at de kan forandre noget. Det stopper naturligvis ikke med blot at vælge en centrumpolitiker, og Obamas politik har nærmest intet med hans valgsejr at gøre. Det var hans retorik, som ikke bare ramte utilfredsheden blandt vælgerne men også talte til alle de der normalt ikke stemmer, og gav dem et løfte om at forandring er mulig. Hvis den energi og optimisme kan videreføres til alle andre dele af samfundet – de steder, hvor der føres rigtig politik og kan laves rigtig forandring, så kan der bestemt komme noget godt ud af dette valg. Ikke på grund af valget af Obama, men på grund af den energi og det håb, der er blevet antændt rundt omkring blandt den menige og ofte marginaliserede befolkning i USA, og som kan føre til meget mere end en udskiftning af beboerne i Det hvide hus. Obama er ingen revolution, men det håb, der fik ham valgt og som han var med til at antænde, kan bedre føre til grundlæggende forandringer end venstrefløjsvrede og afmagt.

Frygt og vrede er også stærke drivkrafter, men der kommer intet positivt ud af en politik eller bevægelse, der er baseret på disse negative værdier. Det var disse følelser, som McCain-Palin forsøgte at blive valgt på, og det er glædeligt, at den tendens tabte. Gid det samme paradigme-skift også måtte finde sted i Danmark, hvor hadet og mistroen stadig er dominerende i valgkampe.

Men det er ikke bare højrefløjen, som primært kører på vrede. Også venstrefløjen (i både Danmark og USA) har det problem, at vi i vor kritik af systemet får det til at fremstå som en uovervindelig modstander, man ikke kan gøre noget ved. Det appellerer i bedste fald til den aktive følelse, vrede, og i værste fald til passiviserende afmagt, og ingen af disse fører til positive, progressive forandringer. Venstrefløjen bør lære af Obamas retorik og fokusere på muligheden for forandring, der kan give det håb, der gør rigtig forandring mulig.

Jeg er enig. Kritik af systemet og af de kræfter, man er oppe imod er vigtig, ikke mindst af hensyn til at kunne afdække, dokumentere og  oplyse om, hvad der foregår, men det er endnu vigtigere at gøre noget for at tilvejebringe de positive forandringer, man ønsker.

Dette er en grund til, at fri software-bevægelsen er vigtig, ikke mindst som eksempel: Richard Stallman og andre begyndte ikke at samle underskrifter ind mod Microsoft og IBM for at forlange, at de skulle åbne deres programmer, men skabte i stedet og fra grunden et nyt system, som det står alle frit for at bruge, det såkaldte GNU/Linux-system.

Det er også derfor, Luk Lejren er så vigtigt et initiativ: I stedet for blot at dokumentere, hvordan flygtninge behandles i Danmark og frugtesløst kræve, at regeringen skulle gøre noget ved det, tog man selv ansvar og forsøgte (symbolsk) at lukke Sandholmlejren på trods af myndighedernes protester. Både fri software og Luk Lejren er eksempler på direkte aktion, og Obamas grædsrodsbevægelse har mere end en rem af huden.

Begrebet “direkte aktion” leder tankerne hen på de tidlige anarkister, der i stedet for at reformere staten eller vente på, den skulle reformere sig, ønskede at opbygge et frit samfund nedefra og op ved hjælp af brugerstyrede kooperativer.

Og rent faktisk hedder VHS’ indlæg “Kropotkin om Obama og håb”. Kropotkins observation om Obamas kampagne var den enkle, at vellykkede revolutioner udspringer af håb, ikke af fortvivlelse. Det er muligt, at Obama ikke selv hverken vil eller kan forandre det helt store, men han har givet mange mennesker håb. Og det er måske i sig selv den bedst mulige begyndelse.

Link: Kropotkin om Obama og om håb

Fortsat krig mod stoffer

Et område, hvor vi ikke skal vente megen forandring  (i hvert fald ikke til det bedre) under præsident Obama, er narkotikapolitikken. Den konservative blogger Daniel Larison skriver om Obamas track record som kriger i kampen mod narkotika:

John Schwenkler notes that Rahm Emanuel was and is a drug war hawk and this has been leading some libertarians to expect continuity in drug policy, but it’s not as if this should come as a big surprise.

To make the point about Emanuel clear: his appointment tends to confirm what we already know about Obama’s policy views; it is not evidence of a sudden shift away from views that he has held in the past. It is because Obama is a drug war hawk that Emanuel’s views on this subject will simply reinforce Obama’s own, and the same is true about other subjects.Obama has stated his support for Plan Colombia, which is the clearest expression of militarized interdiction and combining anti-narcotics efforts with meddling foreign policy, but heavy-handed, useless drug war tactics will not be limited to other countries. As he said in May:

We have to do our part. And that is why a core part of this effort will be a northbound-southbound strategy. We need tougher border security, and a renewed focus on busting up gangs and traffickers crossing our border. But we must address the material heading south as well. As President, I’ll make it clear that we’re coming after the guns, we’re coming after the money laundering, and we’re coming after the vehicles that enable this crime. And we’ll crack down on the demand for drugs in our own communities, and restore funding for drug task forces and the COPS program. We must win the fights on our own streets if we’re going to secure the region.

Not to worry–infringing your constitutional liberties is necessary to make sure that farmers in Colombia cannot make a living, so it’s all for the greater good.

Det er USAs hovedløse “krig mod narkotika”, der sammen med en nådesløs “klyng dem op”-politik har gjort dette “land of the free and the brave” til det land i verden, der fængsler flest af sine indbyggere (USA udgør i dag 5% af verdens befolkning men har 25% af alle verdens fanger).

“Change we can believe in” er altså tiltrængt også på dette område, men efter alt at dømme ikke på vej.

Dagens citat: Heiberg, Gress og den spanske borgerkrig

Godt brølt, løve:

I den standende debat i JP mellem Morten Heiberg og David Gress har vi således på den ene side en internationalt anerkendt forsker, Morten Heiberg, der har udgivet videnskabelige artikler og bøger om Den Spanske Borgerkrig. Disse bøger er bl.a. udgivet i Spanien, hvor de har høstet stor anerkendelse. Morten Heiberg er blandt de førende europæiske kapaciteter på området.

På den anden side har vi David Gress, der også er historiker, men hvis kendskab til Den Spanske Borgerkrig stammer fra amerikanske koldkrigshistorikere og et par populærvidenskabelige bøger om emnet. Skal man vurdere efter videnskabelig lødighed, er der ikke behov for målfoto: Det er Berliner Filharmonikerne mod Østjysk Musikforsyning, Real Madrid mod FC Cepos.

På den anden side – er det  hele ikke meget nemmere, hvis man bare kan skrive det man nu synes, ligesom David Gress og Kim “syvtal” Møller? Dokumentation eller viden om det, man skriver om, pfft!

Det står bare i vejen for  evnen til at drage gode, solide politiske konklusioner om, at verden ser sådan ud, som man besluttede sig for, før man begyndte at kigge efter. Kildekritik og historisk stringens er stærkt overvurderet og kan slet ikke sammenlignes med nationalfølelse og troskab mod tidsånden.