Sørøveriets ædle kunst


Medierne har i disse dage travlt med at fortælle os om, hvor væmmelige de somaliske pirater er. De er farlige. De er usympatiske.

Så det er godt, vi har ansvarlige medier som Jyllands-Posten og fredelige, lovlydige statsledere som Anders Fogh Rasmussen og Gordon Brown til at bringe tingene i orden og sætte flåden ind mod de opsætsige sorte krabater. Hvor vover fattige, forhutlede og radmagre sorte at tage sig den slags friheder til et forgribe sig på andres ejendom, som følger med den Hvide Mands Byrde?

Selvfølgelig er der små ekstreme menighedsblade på yderspidsen af venstrefløjen, som spilder deres egen og vores andres tid med irrelevant pjat som at tage ned at tale med piraterne og høre, hvad de har at sige. “Balanceret dækning” – ja, en eller anden undskyldning skal de jo for Fanden have for deres ufattelige had mod vestlige værdier.

Nåja, og så er der krigsnørden Gary Brecher på Exiled Online:

Every day I love these Somali pirates more. You know that Lefty line, “this is what democracy looks like”? Well, this is what Robin Hood looks like: a bunch of black skeletons swarming over the side with RPGs. These guys used to be humble fishermen, till the Taiwanese and Korean trawlers took advantage of the fact that Somalia has no government to scoop every last sculpin out of the waters they used to fish. No government means no coast guard, so who was going to stop them?

Well, karma went out and traded in its fishing boats for a few fast outboards and some Yemeni guns, and made a career move into the piracy business. Now they are what the NT would call “fishers of men.” And getting rich off it, bling and all the nomad girls you can buy.

So a big hundred million ton shout out to my perps, showin’ your fat Jack-Sparrow-worshipping kiddies what piracy is all about.

Link: War Nerd Update: Yo Ho Ho and a Tanker of Crude

Antisemit i eksil

Lars Hedegaard er efter sin afskedigelse fra Berlingske Tidende kommet til ære og værdighed som gæsteskribent hos Jyllands-Posten – på en skala fra 1 til 10 ikke ugens mest overraskende begivenhed.

I dag lægger han ud med at skrive om den seneste uenighed i regeringen:

Velfærdsminister Karen Jespersen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kan ikke blive enige om, hvad islamisme er for noget, og hvordan fænomenet skal bekæmpes.

Rønn Hornbech er sikker på, at islamisme er det modsatte af islam og foreslår derfor, at de danske skatteydere skal investere i udbredelsen af islam som modgift mod islamisme. Imamerne skal slippes løs i fængslerne, og der skal oprettes en kontaktenhed på højeste niveau, som man forstår skal fungere som et muslimsk kontrolorgan over for regering og folketing.

Man forstår, de valgte at fyre ham fra Berlingske – det er dog noget af det mest vrisne, hadefulde, faktuelt forkerte og umorsomme vrøvl, jeg nogen sinde har hørt.

Debattører som Hedegaard bliver somme tider kaldt “islamofober”, men det mest dækkende er nok i virkeligheden “islamomaner” – sygeligt optagede af islam som roden til alt ondt, mens sandheden er, at såvel verden som det danske samfund har væsentligt større problemer at slås med. Man kunne også vælge at kalde ham “antisemit“, for det er det, han er, historisk og retorisk.

Hans antisemitisme retter sig bare ikke mod jøder – og deri består hele forskellen. Hvor længe varer det endnu, før Jyllands-Posten skriver, at “man må indrømme Europa, at det har Ret til at skille sig af med sine Muslimer“?

Obama og håb

Jeg har skrevet om det før, men VHS siger det meget godt:

Obama har fået folk til at håbe og ønske at tingenes tilstand kan være anderledes. Bevægelsen – som er langt større og meget mere end politikeren Obama – har fået en tiltro til at de kan forandre noget. Det stopper naturligvis ikke med blot at vælge en centrumpolitiker, og Obamas politik har nærmest intet med hans valgsejr at gøre. Det var hans retorik, som ikke bare ramte utilfredsheden blandt vælgerne men også talte til alle de der normalt ikke stemmer, og gav dem et løfte om at forandring er mulig. Hvis den energi og optimisme kan videreføres til alle andre dele af samfundet – de steder, hvor der føres rigtig politik og kan laves rigtig forandring, så kan der bestemt komme noget godt ud af dette valg. Ikke på grund af valget af Obama, men på grund af den energi og det håb, der er blevet antændt rundt omkring blandt den menige og ofte marginaliserede befolkning i USA, og som kan føre til meget mere end en udskiftning af beboerne i Det hvide hus. Obama er ingen revolution, men det håb, der fik ham valgt og som han var med til at antænde, kan bedre føre til grundlæggende forandringer end venstrefløjsvrede og afmagt.

Frygt og vrede er også stærke drivkrafter, men der kommer intet positivt ud af en politik eller bevægelse, der er baseret på disse negative værdier. Det var disse følelser, som McCain-Palin forsøgte at blive valgt på, og det er glædeligt, at den tendens tabte. Gid det samme paradigme-skift også måtte finde sted i Danmark, hvor hadet og mistroen stadig er dominerende i valgkampe.

Men det er ikke bare højrefløjen, som primært kører på vrede. Også venstrefløjen (i både Danmark og USA) har det problem, at vi i vor kritik af systemet får det til at fremstå som en uovervindelig modstander, man ikke kan gøre noget ved. Det appellerer i bedste fald til den aktive følelse, vrede, og i værste fald til passiviserende afmagt, og ingen af disse fører til positive, progressive forandringer. Venstrefløjen bør lære af Obamas retorik og fokusere på muligheden for forandring, der kan give det håb, der gør rigtig forandring mulig.

Jeg er enig. Kritik af systemet og af de kræfter, man er oppe imod er vigtig, ikke mindst af hensyn til at kunne afdække, dokumentere og  oplyse om, hvad der foregår, men det er endnu vigtigere at gøre noget for at tilvejebringe de positive forandringer, man ønsker.

Dette er en grund til, at fri software-bevægelsen er vigtig, ikke mindst som eksempel: Richard Stallman og andre begyndte ikke at samle underskrifter ind mod Microsoft og IBM for at forlange, at de skulle åbne deres programmer, men skabte i stedet og fra grunden et nyt system, som det står alle frit for at bruge, det såkaldte GNU/Linux-system.

Det er også derfor, Luk Lejren er så vigtigt et initiativ: I stedet for blot at dokumentere, hvordan flygtninge behandles i Danmark og frugtesløst kræve, at regeringen skulle gøre noget ved det, tog man selv ansvar og forsøgte (symbolsk) at lukke Sandholmlejren på trods af myndighedernes protester. Både fri software og Luk Lejren er eksempler på direkte aktion, og Obamas grædsrodsbevægelse har mere end en rem af huden.

Begrebet “direkte aktion” leder tankerne hen på de tidlige anarkister, der i stedet for at reformere staten eller vente på, den skulle reformere sig, ønskede at opbygge et frit samfund nedefra og op ved hjælp af brugerstyrede kooperativer.

Og rent faktisk hedder VHS’ indlæg “Kropotkin om Obama og håb”. Kropotkins observation om Obamas kampagne var den enkle, at vellykkede revolutioner udspringer af håb, ikke af fortvivlelse. Det er muligt, at Obama ikke selv hverken vil eller kan forandre det helt store, men han har givet mange mennesker håb. Og det er måske i sig selv den bedst mulige begyndelse.

Link: Kropotkin om Obama og om håb

Fortsat krig mod stoffer

Et område, hvor vi ikke skal vente megen forandring  (i hvert fald ikke til det bedre) under præsident Obama, er narkotikapolitikken. Den konservative blogger Daniel Larison skriver om Obamas track record som kriger i kampen mod narkotika:

John Schwenkler notes that Rahm Emanuel was and is a drug war hawk and this has been leading some libertarians to expect continuity in drug policy, but it’s not as if this should come as a big surprise.

To make the point about Emanuel clear: his appointment tends to confirm what we already know about Obama’s policy views; it is not evidence of a sudden shift away from views that he has held in the past. It is because Obama is a drug war hawk that Emanuel’s views on this subject will simply reinforce Obama’s own, and the same is true about other subjects.Obama has stated his support for Plan Colombia, which is the clearest expression of militarized interdiction and combining anti-narcotics efforts with meddling foreign policy, but heavy-handed, useless drug war tactics will not be limited to other countries. As he said in May:

We have to do our part. And that is why a core part of this effort will be a northbound-southbound strategy. We need tougher border security, and a renewed focus on busting up gangs and traffickers crossing our border. But we must address the material heading south as well. As President, I’ll make it clear that we’re coming after the guns, we’re coming after the money laundering, and we’re coming after the vehicles that enable this crime. And we’ll crack down on the demand for drugs in our own communities, and restore funding for drug task forces and the COPS program. We must win the fights on our own streets if we’re going to secure the region.

Not to worry–infringing your constitutional liberties is necessary to make sure that farmers in Colombia cannot make a living, so it’s all for the greater good.

Det er USAs hovedløse “krig mod narkotika”, der sammen med en nådesløs “klyng dem op”-politik har gjort dette “land of the free and the brave” til det land i verden, der fængsler flest af sine indbyggere (USA udgør i dag 5% af verdens befolkning men har 25% af alle verdens fanger).

“Change we can believe in” er altså tiltrængt også på dette område, men efter alt at dømme ikke på vej.

Dagens citat: Heiberg, Gress og den spanske borgerkrig

Godt brølt, løve:

I den standende debat i JP mellem Morten Heiberg og David Gress har vi således på den ene side en internationalt anerkendt forsker, Morten Heiberg, der har udgivet videnskabelige artikler og bøger om Den Spanske Borgerkrig. Disse bøger er bl.a. udgivet i Spanien, hvor de har høstet stor anerkendelse. Morten Heiberg er blandt de førende europæiske kapaciteter på området.

På den anden side har vi David Gress, der også er historiker, men hvis kendskab til Den Spanske Borgerkrig stammer fra amerikanske koldkrigshistorikere og et par populærvidenskabelige bøger om emnet. Skal man vurdere efter videnskabelig lødighed, er der ikke behov for målfoto: Det er Berliner Filharmonikerne mod Østjysk Musikforsyning, Real Madrid mod FC Cepos.

På den anden side – er det  hele ikke meget nemmere, hvis man bare kan skrive det man nu synes, ligesom David Gress og Kim “syvtal” Møller? Dokumentation eller viden om det, man skriver om, pfft!

Det står bare i vejen for  evnen til at drage gode, solide politiske konklusioner om, at verden ser sådan ud, som man besluttede sig for, før man begyndte at kigge efter. Kildekritik og historisk stringens er stærkt overvurderet og kan slet ikke sammenlignes med nationalfølelse og troskab mod tidsånden.

Obama, blot endnu en præsident?

Ja, måske. Den amerikanske venstrefløj har ikke megen fidus til ham, og udnævnelsen af en højredemokrat med israelsk statborgerskab som stabschef lover ikke umiddelbart godt for fremtiden.

Men der er en forskel, nemlig i den retorik, Obama har anvendt for at nå sit mål (aldrig har en amerikansk præsidentkandidat været så radikal og påvirket af borgerretsbevægelsen i sin retorik, indholdet eller mangel på samme ufortalt) og i den græsrodsbevægelse, der både har skaffet Obama sejren og fået millioner af mennesker over hele USA til at føle, at de selv har en aktie i den.

Tithi Battacharya gæsteblogger på Lenin’s Tomb, og gør det godt:

This is where the Obama electoral campaign will be remembered for its uniqueness. In an economy devastated by free market capitalism, in a society torn apart by racism, at a time when the combined cost of war in Iraq and Afghanistan has been over $3 trillion grassroot organizers campaigned tirelessly to elect a black, anti-war man who spoke openly about corporate greed. The campaigners gave the election campaign the flavour of a grassroots social movement.

This was done in several ways. As early as October 6 the much discussed Acorn claimed to have registered 1.3 million new voters. Although the NY Times argued that these numbers were vastly exaggerated the meticulous task of organizing these registration drives on a national scale, in door-to-door campaigns and campus mobilizations can hardly be denied. This process could not but have a historical resonance with people of colour in general and the African American community in particular where memories of the right to vote are still laced with violence. The usual process of voting was thus transformed in this election from the very start into a much more politicized practice.

Obama himself did not fail to see this transformation. His speeches repeatedly alluded to past social movements and more importantly to the power of social movements. “Words on a parchment” he told us in his speech on race in Philadelphia “would not be enough to deliver slaves from bondage”. What would be needed instead were actual people who “through protests and struggle, on the streets and in the courts, through a civil war and civil disobedience and always at great risk” narrowed the gap between ideals and reality. At a large anti-war rally in Chicago in 2002 in a sharp invocation of classical left-wing rhetoric he urged us to stop “the arms merchants in our own country” from “feeding the countless wars that rage across the globe”. More explicitly, dubbing the elections merely as an agitational platform in faux-Leninist fashion he reminded us that the campaign was merely “the occasion, the vehicle, of [our] hopes, and [our] dreams”. Over and over during the course of the campaign words such as community, grassroots and organizing were used in a fashion that matched the fervour and the demographic of the anti-war and anti-globalization movements of the recent past. Whole sections of people roused by this call plunged into the campaign as though it were a social movement and not merely an electoral campaign. But the most important thing to understand is that their doing so actually made it such.

In my small mid-western University town the Obama campaign included old social and labour activists, young students who had never been at a demonstration before and whole sections of people, particularly women and minorities who have been actively disenfranchised not just from the electoral process in the past but from society itself. It is also significant to remember in this context that in Indiana for instance although Obama secured a historic victory for Democrats, the first time in 44 years, none of the other local Democratic candidates fared well. Indeed only 22.2% of the votes polled in my county were straight Democratic votes. A vote for Obama was thus only nominally a vote for the democratic party. It was largely I would argue a vote for a radical new direction that the voter felt he represented. The Democratic Party label became almost incidental, Obama the man and his historic significance spilled over the ordinariness of a democratic party ticket and that is the man the ordinary woman/man voted for. There was an African-American woman at our hotel in Chicago that night who had come to the rally with her 84 year old father. My partner’s friend, an African American historian told us that he was “bawling like a baby” when Obama gave his speech at Grant Park. We will always remember those truly historic images of Jesse Jackson and even Oprah Winfrey crying that cold night at Grant Park. They all worked for the “movement” and not for the election of a Democratic Party candidate. So when victory was declared on November 4 th most of them were shocked to see Democratic party bureaucrats take over the floor of the campaign office and make speeches. One of my friends there told me “I was shocked to see these people. All I wanted to do was dance”. . We had all apparently forgotten that this was an electoral campaign to elect the head of the leading imperialist nation.

So as President Obama surrounds himself with big-business backers such as Robert Rubin and Paul Volcker, shapes his foreign policy in consultation with former secretaries of state and ex-CIA officials what is to become of the all the people who joined the “movement”?

There is a short answer to that question, given by a young black woman in Harlem. When asked by CNN about Obama’s victory, laughing and crying she said that she had helped achieve it and she was going to stay active to make him accountable. I cannot emphasize how right she is.

Rune Engelbreth er også lidt inde på det. Men hvor kom vi fra: Folketaleren og aktivisten Obama har givet en masse mennesker håb.

Det er meget muligt, at politikeren Obama nu er nødt til at sætte en regering op, der kan føre en politik, som han kan få igennem Senat og Hus, og som ikke kan undgå at skuffe mange af de håb.

Men, her er en del af humlen: Manden har selv sagt, at kampagnen kun er “the occasion, the vehicle, of [our] hopes, and [our] dreams“.

Ret beset er det vel ikke for meget at håbe på, at en del af den bevægelse, han selv har været med til at skabe, rent faktisk tager ham på ordet og opretholder presset. Der er al mulig grund til at være skeptisk og forbeholden over for manden Obama og hans politik, men der er også al mulig grund til at håbe, at den bevægelse, der trods alt ligger i symbolet Obama og måden, han blev præsident på, kan holde ved.

Link: Why I went to Grant Park on November 4th

Irak: Stadig værre end under Saddam

Ja, det er ikke mig, der siger det, men de fleste irakere, i hvert fald i den arabiske del af landet: Det er muligt, at amerikanernes fredsslutning med de fleste oprørere har gjort landet roligere, men håbet om et bedre liv efter Saddam Husseins fald er stadig knust, og alt i alt er folks vilkår stadig meget værre end under Saddam.

Som Waleed Ibrahim skriver på Reuters.com:

how did it come to be that Iraqis like my father-in-law, driven to live as an illegal immigrant outside Iraq, rue Saddam’s fall?

I can say without hesitation that many Iraqis share my father-in-law’s feelings. Not because they supported Saddam, although there are many who still do, but because the hopes of a better life that were born in April 2003 have been crushed.

Iraqis today spend a great deal of time comparing their lives today to the situation before 2003. It’s not a winning comparison. Unbelievable bloodshed, a lack of basic services from electricity to clean water, and widespread unemployment have made life hellish for many Iraqis.

It is true that there is less violence today than there was a year ago, but assassinations, bomb attacks and other grim acts still occur on a daily basis. All this casts a dark shadow on the security situation in Iraq and reminds us of the fragility of Iraq’s vaunted turnaround.

After waiting for decades for democracy, many believe it has brought nothing but chaos and bloodshed, the deaths of tens of thousands of Iraqis and the displacement of millions more. Three successive governments that have ruled since 2003 have delivered empty promises but little more.

An Iraqi I once interviewed in Baghdad commented to me that the only thing that had changed in Iraq since 2003 was that we had replaced one dictator with many.

Even I, someone who makes a living from the printed word, cannot seem to find the right terms to describe how so many Iraqis came to long for Saddam.

With such unbelievable destruction and death across Iraq, it makes one wonder whether in 10 or 20 years we will be gazing up at statues of Saddam in an Iraqi square once more.

Hvad kan man sige – Saddam var en af verdens værste diktatorer, i alle henseender a tough act to follow. Men amerikanerne gjorde det – livet i Irak har siden invasionen i 2003 konsistent været uhyggeligt meget værre end under Saddam, og nu på sjette år er der stadig intet, der tyder på, at det bliver bedre.

Måske der er et lille håb om, at tingene kan falde lidt til ro, når den sidste amerikaner er ude af landet. Men ikke før.

Link: Euphoria at Saddam’s fall becomes a sigh

Gellerups kriminalitet bruges som påskud for videovervågning

Jeg har lige set TV2-Østjylland, hvor en bekymret socialdemokratisk folketingsmand ville løse Gellerups problemer med ildspåsættelse og kriminalitet ved at opsætte videoovervågningskameraer stort set overalt i hele bebyggelsen.

I Stiftstidende læser vi, at ideen også har borgmesterens bevågenhed:

Videoovervågning er en af vejene til at få stoppet ildspåsættelser og kriminalitet i Gellerup.

Det mener borgmester Nicolai Wammen (S) og den konservative borgmesterkandidat, Marc P. Christensen. Sammen med Brabrand Boligforening lægger de to nu an til en tur til København for at overbevise Folketingets Retsudvalg om, at ideen er så god, at der skal skaffes ekstra ressourcer til den politimæssige del af overvågningen.

»Borgerne i Gellerup skal kunne færdes sikkert og trygt i deres eget nabolag. Det kan videoovervågning være med til at sikre«…

Nuvel, det er muligt, at opsætning af videokameraer hist og pist kan være med til at give nogle mennesker en følelseaf større tryghed – måske folk alligevel opfører sig pænere, når Big Brother er med på en kigger.

Ikke desto mindre er det måske værd at undersøge, hvilken effekt et sådant tiltag egentlig kan forventes at have, før man iværksætter det. Sådanne erfaringer har de i rigt mål i Storbritannien, som er et af verdens mest videoovervågede samfund.

I Storbritannien er det sådan, at alle undersøgelser af videoovervågningens indvirkning på kriminaliteten har vist, at overvågningen ikke har påvirket kriminalitetens omfang overhovedet. Se f.eks. her for nærmere forklaring.

En stor undersøgelse af sammenhængen mellem overvågning og kriminalitet i hele London-området gav sidste år det samme resultat: Storlondons kameraer har kostet over 200 millioner pund, men de har ikke gjort et eneste kvarter sikrere, og der er ikke umiddelbart nogen forskel på kriminaliteten i sammenlignelige kvarterer med og uden overvågningskameraer. Erfaringerne fra Storbritannien er med andre ord, at overvågningen som “tryghedsskabende foranstaltning” er penge hældt lige lukt i afløbet!

Bortset fra, at det lærer folk, at deres private gøren og laden i det offentlige rum er offentlighedens ejendom, og at ingen har ret til sådan noget som et “privatliv” uden for deres egen dør. Opsætning af overvågningskameraer i Gellerup vil med andre ord krænke beboernes privatliv – og det uden nogen som helst målbar virkning på kriminaliteten.

Var det ikke værd at overveje, før man begynder at sætte kameraerne op? Eller er der simpelt hen tale om, at Gellerup bruges som påskud – som løftestang og “rambuk” – for en overvågning, man i virkeligheden kunne tænke sig at indføre over det hele?

Højreorienteret terror mod Århus Byråd

De sidste måneder har der, som vi tidligere har været inde på, været en del højreorienteret terror mod den århusianske venstrefløj – den halvt jødiske folketingskandidat Sarah Victoria Bruun blev udsat for et voldeligt overfald med antisemitiske overtoner, ligesom Enhedslisten flere gange har fået vinduerne til sine lokaler knust – senest fik Peter Hegner Bonfils slået et par tænder ud, da han blev overfaldet af de højreorienterede bøller.

Århus Stiftstidende kan i dagens forsidehistorie fortælle, at den højreorienterede terror rammer bredere end som så – stort set samtlige byrådsmedlemmer med indvandrerbaggrund har således været udsat for overfald eller trusler på den konto. Cemal Metin fra SF fortæller, hvordan truslerne har tvunget ham til at dæmpe sig, rent politisk:

»Da det blev offentliggjort, at jeg var kandidat til Århus Byråd, begyndte jeg at få breve af en meget ubehagelig karakter. Nogle af dem havde racistisk indhold,« ­siger Cemal Metin.

Indholdet i brevene var så groft, at Cemal Metin blev urolig for sin sikkerhed. Han kontaktede politiet, der efterforskede sagen og gav politikeren gode råd om, hvordan han skulle opføre sig.

Oplevelsen har efterfølgende lagt en dæmper på ­Cemal Metin som politiker.

»Når jeg udtaler mig, sker det på en måde, så det ikke får de store konsekvenser. Det skal jeg være ærlig og sige.«

»Du lægger simpelthen en dæmper på dig selv i nogle situationer?«

»Ja, jeg har været lidt forsigtig med at udtale mig. Jeg har en familie, som jeg skal tage hensyn til, og jeg har ­ikke kunnet lade være med at tænke på, om mine børn kunne komme i farezonen.« …

Også Reza Teremian fra Socialdemokraterne har et par gange oplevet trusler.

»Jeg fik et par anonyme ­breve. Det var ikke trusler på livet, men man ville lukke munden på mig. Det var lidt ubehageligt,« siger han.

Ali Nuur fra Venstre op­levede til gengæld den trussel, han fik, som meget ubehagelig.

»Det skete i forbindelse med en diskussion om integration. Så var den nogle der sagde: »Vi ved, hvor du bor!«. Det blev jeg ked af, og jeg følte, at det var ubehageligt,« siger han.

“Heldigvis virker det ikke”, kunne man sige om denne terror. Bortset fra, at det gør den så faktisk alligevel: Cemal Metin holder sine meninger tilbage, og andre indvandrere har af byrådsmedlemmernes oplevelser lært, at en politisk karriere for dem er lig med en spidsrod gennem trusler, chikane og overfald.

Den højreorienterede terror mod venstrefløj og indvandrere er reelt et forsøg  på censur af det politiske liv – en censur, der ligesom chikanen mod venstreorienterede, indvandrervenlige læserbrevsskribenter, nok desværre kun virker alt for godt. Hvem ville ikke reagere som Cemal Metin og blive betænkelig, hvis de har familie at beskytte og samtidig ser, hvordan det er gået Peter Hegner Bonfils og andre venstreorienterede aktivister?

Og dog er det netop nu, at det er vigtigt at vise, at vi ikke giver efter – at vi ikke er bange for de racistiske bøller. Politikerne fra Århus Byråd kunne passende vise det ved at gå med, næste gang Antiracistisk Netværk og andre indkalder til demonstration mod de racistiske bøller og deres medløbere i det politiske liv.

Link: Racister chikanerer og truer politikere