Obama, blot endnu en præsident?

Ja, måske. Den amerikanske venstrefløj har ikke megen fidus til ham, og udnævnelsen af en højredemokrat med israelsk statborgerskab som stabschef lover ikke umiddelbart godt for fremtiden.

Men der er en forskel, nemlig i den retorik, Obama har anvendt for at nå sit mål (aldrig har en amerikansk præsidentkandidat været så radikal og påvirket af borgerretsbevægelsen i sin retorik, indholdet eller mangel på samme ufortalt) og i den græsrodsbevægelse, der både har skaffet Obama sejren og fået millioner af mennesker over hele USA til at føle, at de selv har en aktie i den.

Tithi Battacharya gæsteblogger på Lenin’s Tomb, og gør det godt:

This is where the Obama electoral campaign will be remembered for its uniqueness. In an economy devastated by free market capitalism, in a society torn apart by racism, at a time when the combined cost of war in Iraq and Afghanistan has been over $3 trillion grassroot organizers campaigned tirelessly to elect a black, anti-war man who spoke openly about corporate greed. The campaigners gave the election campaign the flavour of a grassroots social movement.

This was done in several ways. As early as October 6 the much discussed Acorn claimed to have registered 1.3 million new voters. Although the NY Times argued that these numbers were vastly exaggerated the meticulous task of organizing these registration drives on a national scale, in door-to-door campaigns and campus mobilizations can hardly be denied. This process could not but have a historical resonance with people of colour in general and the African American community in particular where memories of the right to vote are still laced with violence. The usual process of voting was thus transformed in this election from the very start into a much more politicized practice.

Obama himself did not fail to see this transformation. His speeches repeatedly alluded to past social movements and more importantly to the power of social movements. “Words on a parchment” he told us in his speech on race in Philadelphia “would not be enough to deliver slaves from bondage”. What would be needed instead were actual people who “through protests and struggle, on the streets and in the courts, through a civil war and civil disobedience and always at great risk” narrowed the gap between ideals and reality. At a large anti-war rally in Chicago in 2002 in a sharp invocation of classical left-wing rhetoric he urged us to stop “the arms merchants in our own country” from “feeding the countless wars that rage across the globe”. More explicitly, dubbing the elections merely as an agitational platform in faux-Leninist fashion he reminded us that the campaign was merely “the occasion, the vehicle, of [our] hopes, and [our] dreams”. Over and over during the course of the campaign words such as community, grassroots and organizing were used in a fashion that matched the fervour and the demographic of the anti-war and anti-globalization movements of the recent past. Whole sections of people roused by this call plunged into the campaign as though it were a social movement and not merely an electoral campaign. But the most important thing to understand is that their doing so actually made it such.

In my small mid-western University town the Obama campaign included old social and labour activists, young students who had never been at a demonstration before and whole sections of people, particularly women and minorities who have been actively disenfranchised not just from the electoral process in the past but from society itself. It is also significant to remember in this context that in Indiana for instance although Obama secured a historic victory for Democrats, the first time in 44 years, none of the other local Democratic candidates fared well. Indeed only 22.2% of the votes polled in my county were straight Democratic votes. A vote for Obama was thus only nominally a vote for the democratic party. It was largely I would argue a vote for a radical new direction that the voter felt he represented. The Democratic Party label became almost incidental, Obama the man and his historic significance spilled over the ordinariness of a democratic party ticket and that is the man the ordinary woman/man voted for. There was an African-American woman at our hotel in Chicago that night who had come to the rally with her 84 year old father. My partner’s friend, an African American historian told us that he was “bawling like a baby” when Obama gave his speech at Grant Park. We will always remember those truly historic images of Jesse Jackson and even Oprah Winfrey crying that cold night at Grant Park. They all worked for the “movement” and not for the election of a Democratic Party candidate. So when victory was declared on November 4 th most of them were shocked to see Democratic party bureaucrats take over the floor of the campaign office and make speeches. One of my friends there told me “I was shocked to see these people. All I wanted to do was dance”. . We had all apparently forgotten that this was an electoral campaign to elect the head of the leading imperialist nation.

So as President Obama surrounds himself with big-business backers such as Robert Rubin and Paul Volcker, shapes his foreign policy in consultation with former secretaries of state and ex-CIA officials what is to become of the all the people who joined the “movement”?

There is a short answer to that question, given by a young black woman in Harlem. When asked by CNN about Obama’s victory, laughing and crying she said that she had helped achieve it and she was going to stay active to make him accountable. I cannot emphasize how right she is.

Rune Engelbreth er også lidt inde på det. Men hvor kom vi fra: Folketaleren og aktivisten Obama har givet en masse mennesker håb.

Det er meget muligt, at politikeren Obama nu er nødt til at sætte en regering op, der kan føre en politik, som han kan få igennem Senat og Hus, og som ikke kan undgå at skuffe mange af de håb.

Men, her er en del af humlen: Manden har selv sagt, at kampagnen kun er “the occasion, the vehicle, of [our] hopes, and [our] dreams“.

Ret beset er det vel ikke for meget at håbe på, at en del af den bevægelse, han selv har været med til at skabe, rent faktisk tager ham på ordet og opretholder presset. Der er al mulig grund til at være skeptisk og forbeholden over for manden Obama og hans politik, men der er også al mulig grund til at håbe, at den bevægelse, der trods alt ligger i symbolet Obama og måden, han blev præsident på, kan holde ved.

Link: Why I went to Grant Park on November 4th

Irak: Stadig værre end under Saddam

Ja, det er ikke mig, der siger det, men de fleste irakere, i hvert fald i den arabiske del af landet: Det er muligt, at amerikanernes fredsslutning med de fleste oprørere har gjort landet roligere, men håbet om et bedre liv efter Saddam Husseins fald er stadig knust, og alt i alt er folks vilkår stadig meget værre end under Saddam.

Som Waleed Ibrahim skriver på Reuters.com:

how did it come to be that Iraqis like my father-in-law, driven to live as an illegal immigrant outside Iraq, rue Saddam’s fall?

I can say without hesitation that many Iraqis share my father-in-law’s feelings. Not because they supported Saddam, although there are many who still do, but because the hopes of a better life that were born in April 2003 have been crushed.

Iraqis today spend a great deal of time comparing their lives today to the situation before 2003. It’s not a winning comparison. Unbelievable bloodshed, a lack of basic services from electricity to clean water, and widespread unemployment have made life hellish for many Iraqis.

It is true that there is less violence today than there was a year ago, but assassinations, bomb attacks and other grim acts still occur on a daily basis. All this casts a dark shadow on the security situation in Iraq and reminds us of the fragility of Iraq’s vaunted turnaround.

After waiting for decades for democracy, many believe it has brought nothing but chaos and bloodshed, the deaths of tens of thousands of Iraqis and the displacement of millions more. Three successive governments that have ruled since 2003 have delivered empty promises but little more.

An Iraqi I once interviewed in Baghdad commented to me that the only thing that had changed in Iraq since 2003 was that we had replaced one dictator with many.

Even I, someone who makes a living from the printed word, cannot seem to find the right terms to describe how so many Iraqis came to long for Saddam.

With such unbelievable destruction and death across Iraq, it makes one wonder whether in 10 or 20 years we will be gazing up at statues of Saddam in an Iraqi square once more.

Hvad kan man sige – Saddam var en af verdens værste diktatorer, i alle henseender a tough act to follow. Men amerikanerne gjorde det – livet i Irak har siden invasionen i 2003 konsistent været uhyggeligt meget værre end under Saddam, og nu på sjette år er der stadig intet, der tyder på, at det bliver bedre.

Måske der er et lille håb om, at tingene kan falde lidt til ro, når den sidste amerikaner er ude af landet. Men ikke før.

Link: Euphoria at Saddam’s fall becomes a sigh

Gellerups kriminalitet bruges som påskud for videovervågning

Jeg har lige set TV2-Østjylland, hvor en bekymret socialdemokratisk folketingsmand ville løse Gellerups problemer med ildspåsættelse og kriminalitet ved at opsætte videoovervågningskameraer stort set overalt i hele bebyggelsen.

I Stiftstidende læser vi, at ideen også har borgmesterens bevågenhed:

Videoovervågning er en af vejene til at få stoppet ildspåsættelser og kriminalitet i Gellerup.

Det mener borgmester Nicolai Wammen (S) og den konservative borgmesterkandidat, Marc P. Christensen. Sammen med Brabrand Boligforening lægger de to nu an til en tur til København for at overbevise Folketingets Retsudvalg om, at ideen er så god, at der skal skaffes ekstra ressourcer til den politimæssige del af overvågningen.

»Borgerne i Gellerup skal kunne færdes sikkert og trygt i deres eget nabolag. Det kan videoovervågning være med til at sikre«…

Nuvel, det er muligt, at opsætning af videokameraer hist og pist kan være med til at give nogle mennesker en følelseaf større tryghed – måske folk alligevel opfører sig pænere, når Big Brother er med på en kigger.

Ikke desto mindre er det måske værd at undersøge, hvilken effekt et sådant tiltag egentlig kan forventes at have, før man iværksætter det. Sådanne erfaringer har de i rigt mål i Storbritannien, som er et af verdens mest videoovervågede samfund.

I Storbritannien er det sådan, at alle undersøgelser af videoovervågningens indvirkning på kriminaliteten har vist, at overvågningen ikke har påvirket kriminalitetens omfang overhovedet. Se f.eks. her for nærmere forklaring.

En stor undersøgelse af sammenhængen mellem overvågning og kriminalitet i hele London-området gav sidste år det samme resultat: Storlondons kameraer har kostet over 200 millioner pund, men de har ikke gjort et eneste kvarter sikrere, og der er ikke umiddelbart nogen forskel på kriminaliteten i sammenlignelige kvarterer med og uden overvågningskameraer. Erfaringerne fra Storbritannien er med andre ord, at overvågningen som “tryghedsskabende foranstaltning” er penge hældt lige lukt i afløbet!

Bortset fra, at det lærer folk, at deres private gøren og laden i det offentlige rum er offentlighedens ejendom, og at ingen har ret til sådan noget som et “privatliv” uden for deres egen dør. Opsætning af overvågningskameraer i Gellerup vil med andre ord krænke beboernes privatliv – og det uden nogen som helst målbar virkning på kriminaliteten.

Var det ikke værd at overveje, før man begynder at sætte kameraerne op? Eller er der simpelt hen tale om, at Gellerup bruges som påskud – som løftestang og “rambuk” – for en overvågning, man i virkeligheden kunne tænke sig at indføre over det hele?

Højreorienteret terror mod Århus Byråd

De sidste måneder har der, som vi tidligere har været inde på, været en del højreorienteret terror mod den århusianske venstrefløj – den halvt jødiske folketingskandidat Sarah Victoria Bruun blev udsat for et voldeligt overfald med antisemitiske overtoner, ligesom Enhedslisten flere gange har fået vinduerne til sine lokaler knust – senest fik Peter Hegner Bonfils slået et par tænder ud, da han blev overfaldet af de højreorienterede bøller.

Århus Stiftstidende kan i dagens forsidehistorie fortælle, at den højreorienterede terror rammer bredere end som så – stort set samtlige byrådsmedlemmer med indvandrerbaggrund har således været udsat for overfald eller trusler på den konto. Cemal Metin fra SF fortæller, hvordan truslerne har tvunget ham til at dæmpe sig, rent politisk:

»Da det blev offentliggjort, at jeg var kandidat til Århus Byråd, begyndte jeg at få breve af en meget ubehagelig karakter. Nogle af dem havde racistisk indhold,« ­siger Cemal Metin.

Indholdet i brevene var så groft, at Cemal Metin blev urolig for sin sikkerhed. Han kontaktede politiet, der efterforskede sagen og gav politikeren gode råd om, hvordan han skulle opføre sig.

Oplevelsen har efterfølgende lagt en dæmper på ­Cemal Metin som politiker.

»Når jeg udtaler mig, sker det på en måde, så det ikke får de store konsekvenser. Det skal jeg være ærlig og sige.«

»Du lægger simpelthen en dæmper på dig selv i nogle situationer?«

»Ja, jeg har været lidt forsigtig med at udtale mig. Jeg har en familie, som jeg skal tage hensyn til, og jeg har ­ikke kunnet lade være med at tænke på, om mine børn kunne komme i farezonen.« …

Også Reza Teremian fra Socialdemokraterne har et par gange oplevet trusler.

»Jeg fik et par anonyme ­breve. Det var ikke trusler på livet, men man ville lukke munden på mig. Det var lidt ubehageligt,« siger han.

Ali Nuur fra Venstre op­levede til gengæld den trussel, han fik, som meget ubehagelig.

»Det skete i forbindelse med en diskussion om integration. Så var den nogle der sagde: »Vi ved, hvor du bor!«. Det blev jeg ked af, og jeg følte, at det var ubehageligt,« siger han.

“Heldigvis virker det ikke”, kunne man sige om denne terror. Bortset fra, at det gør den så faktisk alligevel: Cemal Metin holder sine meninger tilbage, og andre indvandrere har af byrådsmedlemmernes oplevelser lært, at en politisk karriere for dem er lig med en spidsrod gennem trusler, chikane og overfald.

Den højreorienterede terror mod venstrefløj og indvandrere er reelt et forsøg  på censur af det politiske liv – en censur, der ligesom chikanen mod venstreorienterede, indvandrervenlige læserbrevsskribenter, nok desværre kun virker alt for godt. Hvem ville ikke reagere som Cemal Metin og blive betænkelig, hvis de har familie at beskytte og samtidig ser, hvordan det er gået Peter Hegner Bonfils og andre venstreorienterede aktivister?

Og dog er det netop nu, at det er vigtigt at vise, at vi ikke giver efter – at vi ikke er bange for de racistiske bøller. Politikerne fra Århus Byråd kunne passende vise det ved at gå med, næste gang Antiracistisk Netværk og andre indkalder til demonstration mod de racistiske bøller og deres medløbere i det politiske liv.

Link: Racister chikanerer og truer politikere

Bush & Cheney og truslen mod Vestens værdier

Den konservative blogger og forhenværende Bush-støtte Andrew Sullivan gør en kort status over arven efter Bush og Cheney:

Cheney and Bush, unlike any presidency in American history, have dangerously pushed constitutional government to the brink of collapse. They did not merely assert a unified executive in which actions and regulations reserved to the executive branch were kept free from Congressional and judicial tampering. That is a perfectly defensible position, especially in wartime. They did not merely act in the immediate Agabuse wake of an emergency to protect American citizens swiftly – again a perfectly legitimate use of executive power, unhampered by Congress or courts. They declared such power to be unlimited; they asserted also that it was as permanent as the emergency they declared; they claimed their dictatorial powers were inherent in the presidency itself, and above any legal constraints; they ordered their own lawyers to provide retroactive and laughable legal immunity for their crimes; they by-passed all the usual and necessary checks within the executive branch to ensure prudence and legality and self-doubt in the conduct of a war; they asserted that emergency war powers applied to the territory of the United States itself; they claimed the right to seize anyone – anyone, citizen or not – they deemed an “enemy combatant,” to hold them indefinitely with no due process and to torture them until they became incoherent, broken, brutalized shells of human beings, if they survived at all. They did this to the guilty and they did this to the innocent. But they also had no way of reliably knowing which was which and who was who. Never before in wartime has the precious, sacred inheritance of free people been treated with such contempt by the leaders of the democratic West.

They seized countless individuals with no trials and no hearings. They tortured dozens to death. They subjected many more to some of the worst psychological torture techniques devised by Communist totalitarians and the worst physical suffering devised by the Gestapo. They crossed lines no American president had ever crossed before. They withdrew the US from the Geneva Conventions – and did so Padillagoggles secretly. They tapped American’s phones without warrants, and forced many of their randomly grabbed prisoners into the black hole of insanity. They set up secret sites in former Soviet gulags to torture their victims. They single-handedly devastated America’s reputation for human rights and the rule of law in the minds of the vast majority of people in other Western democracies, let alone the developing world, let alone the millions of Muslims across the Middle East who now suspect that America is not really better than their own thugocracies, that America also tortures when it wants to, that the shining city on a hill is actually a place where men above the law can do anything they want to other human beings in their custody.

Bush kan ende med at blive den præsident, der satte alt det, som de vestlige lande med rette kan rose sig af, over styr: Retssikkerhed, åbenhed, frihed, habeas corpus… og det er stadig et spørgsmål, hvor fuldstændigt disse tiltag kan rulles tilbage af den næste præsident. Uden pres sker det ikke, så meget er sikkert.

Link: Barack Obama For President

Glæden ved at læse ordentlig korrektur

Walisisk nej, engelsk ja

På dette skilt står der på engelsk: “Ingen adgang for varetransport. Kun beboelse“.

På walisisk står der: “Jeg er ikke på kontoret lige nu. Tekster til oversættelse bedes tilsendt med posten“.

(Og så er det, det er let at spørge sig selv, hvordan man kan finde på at producere noget så vigtigt som vejskilte uden at involvere nogen, som kan sproget.)

Via Boing Boing.

Nyt højreorienteret overfald i Århus – talsmand for Antiracistisk Netværk slået og sparket

Dette kommer kun knap en måned efter at folketingskandidat Sarah Victoria Bruun blev udsat for et politisk motiveret overfald med antisemitiske overtoner. Den overfaldne er Peter Hegner Bonfils, talsmand for Antiracistisk Netværk og medarrangør af sidste måneds vellykkede demonstration mod racistisk vold i Århus.

JP-Århus skriver om overfaldet:

I nat kl. 2.45 blev talsmand for Antiracistisk Netværk, Peter Hegner Bonfils overfaldet, slået og sparket af en gruppe på 10-15 hætteklædte mænd bag ved Huset i Vester Allé.

Ifølge Antiracistisk Netværk var de 10-15 hætteklædte fra den højreorienterede gruppe White Pride.

Peter Hegner Bonfils var sammen med sin kammerat Rune H. Jakobsen på vej ind i Huset, men bag bygningen lå de 10-15 mænd på lur, og det lykkedes dem at få fat i Peter Hegner Bonfils.

Forinden var der blevet ringet til politiet, og overfaldsmændene forsvandt, da en politibil kom til stedet. Den overfaldte tog efterfølgende på skadestuen, hvor det kunne konstateres, at han havde flækket en læbe og mistet en tand.

Overfaldet omtales også i Politiken, hvor vi læser, at politiet “ikke ved noget sikkert om gerningsmændene, men naturligvis i efterforskningen vil være særligt opmærksomme på visse personer i det højreorienterede miljø”.

En ting: Jyllands-Postens dækning er sådan nogenlunde OK, men overskriften er helt i skoven og proklamerer: “Nyt voldeligt højre-venstre-sammenstød“. Det fremgår helt klart af både Politikens og JP’s historie, at der ikke er tale om noget “højre-venstre-sammenstød”, men om et simpelt, uprovokeret overfald fra én part mod talsmanden fra Antiracistisk Netværk. Jyllands-Posten indsætter altså bevidst en misvisende overskrift, formentlig for at pleje deres helt egne politiske interesser i sagen.

Der findes indtil flere ord for dette, men ingen af dem er særligt pæne, og jeg skal derfor lade dem være usagte her på bloggen. I denne omgang.

I mellemtiden vil jeg gerne opfordre alle med interesse for det politiske liv i Århus og Danmark i det hele taget at udstrække deres sympati og solidaritet til Peter Hegner Bonfils, Antiracistisk Netværk og den århusianske venstrefløj  i en klar markering af, at den fortsatte højreorienterede terrorvirksomhed ikke er acceptabel.

Update: Århus Stiftstidende gør, hvad JP burde og dækker begivenheden objektivt og uden innuendo.

Update, 2. november: Politiken har i dag en fyldigere dækning og interviewer bl.a. Bonfils om overfaldet.

Læs også:
Demonstration mod racistisk vold i Århus, 11. oktober 2008
Antisemitisk, højreekstremistisk overfald på åben gade i Århus
Højreorienteret chikane mod humanistiske debattører
Århus: Højreekstremister angriber unge i Huset

17 kinesere på Guantanamo – helt uskyldige, kommer aldrig fri

17 kinesere, der har siddet på Guantánamo i næsten syv år, som ikke er sigtet for noget som helst og altså er 100% juridisk og praktisk uskyldige og har en dommers ord for, at de hører til på fri fod, har nu fået at vide, at de formentlig kommer til at tilbringe resten af deres liv i et amerikansk fængsel.

The Guardian fortæller:

No country is willing to accept them and the US justice department has now blocked moves for them to be allowed to go to the US mainland, where they had been offered a home by refugee and Christian organisations.

The men’s lawyer, Sabin Willett, is flying to Guantánamo Bay this weekend to break the news to the men, who are members of the Uighur ethnic group seeking autonomy from China. In a blunt and angry letter to justice department lawyers, Willett spelled out what he thought of the way the men had been treated.

“After years of stalling and staying and appellate gamesmanship, you pleaded no contest – they are not enemy combatants,” Willett has written. “You have never charged them with any crime.”

Last month a federal judge ruled that the men should be freed. “They were on freedom’s doorstep,” said Willett. “The plane was at Gitmo. The stateside Lutheran refugee services and the Uighur families and Tallahassee clergy were ready to receive them.” However, the justice department appealed against the ruling and Willett claims this will put the men into a potentially endless limbo.

Men hvad er det, man helt præcis har på dem, siden man ikke vil slippe dem fri? Ifølge det amerikanske justitsministerium har mændene (haft? – syv år er lang tid) “tilknytning” til en organisation, som udenrigsministeriet opfatter som en terrororganisation. Den pågældende organisation opfattes ganske vist ikke som en trussel, men det er “beside the point  because the law excluding members of such groups [from US soil] does not require such proof”.

Så – efter at have tilbageholdt 17 helt skyldige mennesker i syv år i en af verdens mest ubehagelige tortur- og isolationslejre afviser man at løslade dem med henvisning til, at de vist nok er tilknyttet en organisation, der vist nok ved en fejltagelse er optaget på en terrorliste.

USA står dog ikke alene med skændslen, idet man er villig til at løslade kineserne til et andet land, hvis det vil modtage dem som flygtninge. Men ak:

So far, more than 100 countries have been asked to take them as refugees but none have agreed. Willett blamed US authorities for incorrectly describing them as terrorists.

Min første indskydelse: Danmark bør tage dem som flygtninge, og det straks. Vi har en forpligtelse her: USA er vor nærmeste allierede,  vores statsminister har de sidste syv år rendt i hælene på den amerikanske præsident som en puddelhund i løbetid, og takket være ham og resten af det borgerlige sammenrend i regeringen har vi taget lystigt del i amerikanernes krigsforbrydelser. Disse menneskers skæbne er lige så meget dit og mit ansvar, som det er George Bushs.

Danmark må tage dem, og hvis de senere ønsker at vende tilbage til Kina, må vi forhandle med Kina om det derfra. Nogen må tage dem. For helvede da: 17 uskyldige mennesker skal da ikke rådne op i fængsel resten af deres liv, fordi alverdens lande og regeringer leger “Jerusalem brænder” med ansvaret.

Link: No charges but US may never release Guantánamo Chinese

Højreorienteret chikane mod humanistiske debattører

Baggrunden for dette indlæg er, at jeg (og det er jo glædeligt nok) forleden, den 27. oktober,  havde dette læserbrev i Ekstra Bladet:

VELLYKKET DEMONSTRATION
Luk Lejren-demonstrationen har været meget vellykket og har vist  stor
opbakning til flygtningene i Sandholm,  hvilket  mange  af Sandholms
beboere har været glade for, og har været gennemført helt ikke-voldeligt
fra demonstranternes side.

Forholdene i Sandholm og racismen i dette land gør mig flov over at være
dansker – Luk Lejren gør mig en lille smule stolt igen.

Alle andre end Dansk Folkepartis kernevælgere burde være glade for denne
aktion.

I går fik jeg så en ufrankeret forsendelse (med tilhørende strafporto), der viste sig at indeholde denne besked:

Autentisk chikanebrev

Det mest irriterende ved sådan en besked er selvfølgelig, at det ikke er første gang, jeg får sådan en hilsen. Det er heller ikke tredje, eller femte. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvor mange gange, jeg har fået breve med beskyldninger om at være “landsforræder”, postkort med skydeskiver og besked om at under besættelsen ville jeg være blevet skudt, osv.

Man kunne sige, det er harmløst, og i grunden bekymrer det mig vel ikke så meget: En person, der endikke tør underskrive sine forblommede trusler, tør rimeligvis heller ikke gøre nogen form for alvor af dem.

Men på ytringsfrihedens og den offentlige debats vegne bekymrer det mig en del. Hvordan kan det være, at netop folk, der taler om værdighed og menneskelige forhold til alle, skal intimideres til at holde deres kæft. Hvordan kan det være, at netop debattører, der tør stå frem og sige tidens dominerende antisemitisme (nemlig den, der er rettet mod muslimer) midt imod og gøre opmærksom på, at deres muslimske naboer ikke har mindre ret til at være her og være i fred end alle andre,  skal kanøfles ud af debatten?

Og det er værre end som så: Dels er den chikane, jeg selv har været udsat for, forholdsvis mild i forhold til, hvad f.eks. fremtrædende indvandrerpolitikere har måttet tåle, dels er jeg måske også mere hårdhudet end så mange andre. Hvor mange humanistisk sindede mennesker har forsøgt sig med et enkelt læserbrev eller lignende, blot for at blive mødt af trusselsbreve af typen “vi ved, hvor du bor”, og hvor mange ender med pludselig at blive helt betænkelige ved ideen om at sige højt, hvad mange tænker?

Det er læserbrevsdebattens og lokalpolitikkens svar på de White Pride-bøller, der i Århus forsøger at chikanere venstrefløjen ud af bybilledet. Og som sådan er de en del af et spektrum, der går fra Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet; over en Mogens Camres åbenlyse krav om etniske udrensninger på europæisk plan af en skala, der ikke er set siden 30erne, og en Lars Hedegaard, der i sit grænseløse og nærmest sygelige had til muslimer og islam ikke kunne drømme om at mod- eller undsige en sådan udrensning; over den mere ekstreme, uformelle højrefløj i Den Danske Forening og blandt højrebloggere, der dagligt hepper på og drømmer om en sådan udrensning; over de anonyme stormtropper, der chikanerer debattører af mere “humanistisk”, indvandrervenligt tilsnit, truer dem og beskylder dem for at være landsforrædere; helt ud til de SA-lignende bøller og stormtropper i White Pride og Danmarks Nationale Front.

Er Dansk Folkeparti et fascistisk parti? Nej, hverken fascistisk eller eurofascistisk, som vi flere gange har fastslået. Fascismen er et kontinuum i dette land. White Pride og DNF er stolte af at stemme på Dansk Folkeparti, som de føler er dem, der bedst repræsenterer deres interesser. Dansk Folkeparti har et “pænt” image, men når Mogens Camre ruller sig ud med krav om storstilede etniske udrensninger, der ikke ville kunne undgå at resultere i storstilede massakrer, nægter partitoppen at tage afstand fra ham.

Højrebloggerne tager behørigt afstand fra White Prides afstraffelser af “landsforræderne”, men lægger med deres egen retorik og hyppige krav om atombomber over Mellemøsten i allerhøjeste grad selv op til det.

Og tværs gennem dette kontinuum finder vi bånd af samarbejde, venskaber, partitilhørsforhold og alle mulige andre former for forbindelser. Og intimideringen af folk, der vover at stikke hovedet frem i læserbreve, er blot ét aspekt.

Den bølleagtige udhængning i højreorienterede læserbreve og på højreblogs er et andet. Dansk Folkepartis dehumaniserende retorik over for muslimer, et tredje. Og det er derfor, jeg overhovedet gider at skrive om den platte, intimiderende hilsen, jeg har modtaget.

Dansk Folkeparti er måske ikke et fascistisk parti, men det er en del af et kontinuum, der i praksis fungerer som en fuldgyldig fascistisk bevægelse. Denne bevægelse har udpeget sine “jøder” (muslimer og andre “fremmede”) og er i fuld gang med at udgrænse dem. Og den har virtuelle stormtropper på plads for at true og skræmme debattører, der tør stikke hovedet frem og undsige racismen. Det kan godt være, det ikke lykkes særlig godt, men der kan ikke være nogen tvivl om, at målet med en sådan intimidering er at sætte ytringsfriheden ud af kraft, så Dansk Folkeparti med flere kan udføre sine mørke gerninger uden alt for megen kritik.

Og jeg ved ikke andet, end at en intimidering som den, jeg selv har været udsat for her, allerede reelt har skræmt mange fra at ytre sig af frygt for repressalier fra de højreorienterede. Det er vel derfor, jeg skriver om det her: Idioterne skal vide, at deres trusler ikke hjælper, at ingen er eller burde være bange for anonyme kujoner, der endikke tør underskrive deres hengemte præk med deres eget navn; og alle andre skal vide, at den slags altså forekommer i dette engang så tolerante land.