Kultur, natur og modstand
Et andet syn på “sunny California”: Husenes værdi rasler ned, tvangsauktioner florerer, og et firma lever af at male de tomme huses forsømte græsplæner grønne, så det er mindre oplagt, at halvdelen af kvarteret huse røg på tvangsauktion eller er overtaget af banken.
Via Lenin’s Tomb.
Chefkonsulent Gunnar Olesen antyder i en kronik i Politiken, at krigen i Afghanistan nok slet ikke kan vindes – men at freden måske kan.
Hvis han har ret i dét, er de danske soldaters skandaløse “angrib, angrib, angrib!“-holdning ærligt talt cirka så galt afmarcheret, som det overhovedet kan være.
Olesen vover endda at antyde, at der måske kan være mere end én opfattelse af virkeligheden, alt efter hvem man er:
Udsigten til militær sejr er problematisk, da konflikten rummer flere tolkninger end dem, vi møder i Vesten. Set fra de involveredes synsvinkel kan de groft udtrykkes som følger:
Versionen i Vesten lyder:
Et demokratisk samfund er under opbygning i Afghanistan, hvor befolkningen hjælpes til ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sundhed og mulighed for økonomisk fremgang. Alt i respekt for samfundets muslimske karakter. Folk er glade for den udvikling. Processen vanskeliggøres imidlertid af væbnet modstand fra en gruppe radikale fanatikere, som ikke kender deres eget og andres bedste. Deres kamp muliggøres bl.a. ved narkopenge.
For en Taleban ville den muligvis lyde:
Atter har en fremmed, vantro invasion besudlet Afghanistans jord for at ødelægge islam og indføre vantro skikke. Med hjælp fra forrædere i Nord har de drevet pashtunerne ud af deres hjem, ødelægger deres livsgrundlag og dræber kvinder og børn. Men om Gud vil og med vore muslimske brødres hjælp, vil vi drive dem ud, som deres forgængere blev drevet ud før dem.
For en ’almindelig’ pashtun, dvs. befolkningen på krigsskuepladsen, ville den måske lyde:
Den nye konge i Kabul regerer sammen med krigsherrerne fra Nord og de fremmede soldater.
Hjælpearbejdere bidrager med skoler og sundhed, men de er ude på at ødelægge opiumsmarkerne. Krigsherrerne og deres politi og soldater er farlige. Taleban er også farlige, men de kæmper for islam og retfærdighed til pashtunerne. Når der er krig, er det nødvendigt at være venner med dem, der har fremgang, også de fremmede soldater.
Og for ’en almindelig borger’ i Kabul eller i Nordafghanistan:
Præsidenten har sat mange gode ting i gang med de fremmede soldaters hjælp, og jeg og min familie har fået mulighed for et bedre liv. Men regeringens medlemmer tager det meste selv, og livet er stadig usikkert.
Som Citizen ville have sagt, han kan da vist ikke have fattet ret meget af det hele. Her er vi mindre sarkastiske og vover at antyde, at det måske er de vestlige politikere, som intet har forstået, hvis de stadig tror, de kan “vinde” krigen. Måske det ville hjælpe at tage udgangspunkt i, hvordan folk i Afghanistan faktisk oplever situationen, og ikke koge det hele ned til en kamp mod dæmoniske, men ikke-eksisterende fugleskræmsler som “Taleban!!!” og “international terror”.
Anmeldelse i Information af Kim Hundevadts bog “I morgen angriber vi igen”:
Danske soldater og deres befalingsmænd har forsøgt at omgå NATO’s egne regler for krigsførelse i Afghanistan ved at provokere, lokke og skræmme deres modpart til konfrontationer og krigshandlinger.
Af bogen fremgår det, at de angrebslystne danskere opfatter NATO’s selvforsvarsdirektiv som en kilde til frustration – en irriterende formalitet, som de forsøger at omgå ved at provokere og skræmme fjenden til at affyre det første skud, så »festen kan begynde« (side 238).
En af mulighederne var en kreativ brug af SoundCommanderen (højttalersystem). Et hold soldater fra 2. deling, lavede på en bærbar computer, som fik strøm fra lejrens generator, en lydfil med et miks af krigs- og horrorlyde: Brølende monstre fra filmen Alien vs. Predator. Vilde skrig fra en gyserfilm. You tube-videoer med amerikanske soldaters angreb på Falluja i Irak. Egne lydoptagelser fra TMG’ernes (de tunge maskingeværers) skratten…
»Angrib, angrib, angrib, og selv om vi bliver ramt hårdt, så angriber vi igen i morgen.« (side 18).
Det [lå] lige for at rette bager for smed – hævne sig på afghanerne, da de to kammerater blev dræbt af englændere:
Side 149:
»Mange danske soldater havde en følelse af indestængt vrede vendt mod Taleban, efter at Thorbjørn Ole Reese og Mikkel Keil Sørensen havde mistet livet. Inderst inde havde de accepteret, at kammeraterne var blevet dræbt af britiske missiler, men de følte stadig, at det dybest set var fjendens skyld, og håbede på at komme i kamp, så regnskabet kunne blive gjort op.«Igen var selvforsvarsdirektivet en formel hindring. For at få gang i festlighederne råbte man denne gang i SoundCommanderen:
»I er kujoner. I kæmper som kvinder …«
Sic! Kommentarer overflødige …
Link: Angrib, angrib, angrib!
“Saudi Cleric calls for the killing of Mickey Mouse!! And a group of cartoon characters responds to the call immediately!!!“.
Hæh. Tegning af Emad Hajjaj, via Black Iris of Jordan.
Det lyner gennem borgerlige kredse og især blandt ekstremisterne i Dansk Folkeparti og skrigosfæren: Medierne er røde, de er samfundsundergravende, de onde, onde, MSM (MainStream Media) forholder os sandheden og bilder os ind, at verden faktisk ikke ser ud som beskrevet i det seneste nummer af Danskeren og Dansk Folkepartis nyhedsbrev.
Og når medierne er røde, er det, fordi journalisterne er røde. MSM forråder deres land, fordi de skjuler sandheden om indvandringen, ivrer eurofascisterne.
Men passer det? Professor i statskundskab fra Syddansk Universitet Erik Albæk angriber det fra en uventet og for den ideologisk fastlåste ganske unfair vinkel, nemlig den rent empiriske.
Albæk har foretaget en statistisk undersøgelse af landets journalistelever og af de politiske journalister på Christiansborg, og resultatet er ret klart: Danmarks journalister er mindre venstreorienterede end befolkningen som helhed. De er også mindre højreorienterede og er således klart mere tilbøjelige til at stemme på et midterparti, igen end befolkningen som helhed.
Albæk konkluderer:
Hvad der adskiller danske politiske journalister og journaliststuderende markant fra befolkningen som helhed såvel som fra personer med gymnasieuddannelse, er, at de er midtsøgende – om end i opposition til den siddende regering.
Om det så har nogen betydning for journalistikken, dvs. om journalisternes politiske holdninger påvirker deres journalistiske produkter…, har vi endnu ikke forskningsmæssigt belæg for at vurdere i dansk sammenhæng.
Udenlandske undersøgelser tyder på, at journalisternes personlige holdninger næsten intet betyder. Langt vigtigere er f.eks. den kultur, der kollektivt opstår over tid på en nyhedsorganisation. En kultur, som blandt andet er bestemt af organisationens ejerskab og lederskab, og som påvirker den enkelte journalists arbejde.
Så hvis journalister i deres arbejde kan forekomme at understøtte en bestemt politisk dagsorden, vil det ofte ikke have noget med deres eget ståsted at gøre, men skyldes f.eks. arbejdspladsens holdninger og journalistiske traditioner. Vi kan her ønske os en systemisk analyse á la Bourdieu, men helt fundamentalt forekommer det i hvert fald, at journalistikken i en kommerciel verden som den moderne altid vil understøtte det “etablerede” verdenssyn, som den samtidig selv skaber ved at spejle sig i det. Nyhedsformidlingen svælger således ofte i mistanker om afvigelse fra “normal” adfærd, lige som det vigtigste i en historie ofte kan være det, som ikke siges, men underforstås.
Men en sådan systemisk analyse hører for dansk presses vedkommende fremtiden til.
Til gengæld regner jeg med, at vi nu én gang for alle har fået hamret en pæl igennem vandrehistorien om de “venstresnoede” danske journalister.
Lars Raapil så et spinatbed, tog tilløb, samlede benene og sprang skrev, endda i et ellers fornuftigt indlæg: “Det eneste, Tomas Kirstein har ret i, er at den indvandrings- og flygtningepolitik, der blev ført i Danmark i 80erne og 90erne var dum og naiv, men …”
Var den det? Var det “dumt og naivt” at modtage flygtninge fra Bosnien og Iran? Allan følger beundringsværdigt op ovre på sin mavepuster-blog, hvor han sætter sagen på spidsen ved at spørge, om det var “dumt og naivt” at redde de europæiske jøder fra udryddelse under 2. Verdenskrig:
Lad os kigge lidt mere på denne “dumme og naive” politik. Hovedmængden af flygtninge der kom i 80erne var iranere – der flygtede fra det som Dansk Folkeparti beskriver som et nazistisk land, ja selv Angela Merkel har lavet sammenligningen. Sammenligningen er naturligvis stupid, men der er vist ingen tvivl om at Iran er et frygteligt land at leve i, og dem der flygtede ofte flygtede fra den sikre død. Det var altså disse flygtninge vi var dumme og naive at hjælpe.
Derefter kom vi så til 90erne hvor de fleste flygtninge kom fra Ex-jugoslavien. Alle typer jugoslavere flygtede, lige fra muslimske albanere til kristne serbere. De flygtede fra krig, død og ulykke, og i ekstreme tilfælde fra etniske udryddelse. Igen åbnede vi dørene og lod naivt folk undslippe etnisk udrenselser af værste skuffe.
Amila – der sammen med sin mor flygtede fra ex-jugoslavien, har et fremragende blogindlæg om netop den “dumme og naive” flygtningepolitik, der reddede hende fra død og krig. Hun ville aldrig være sluppet ind i Danmark hvis den nuværende regering sad på magten, og kan ikke forstå at det var “dumt og naivt” at redde hendes liv.
Mit spørgsmål til højrefløjen og midten af dansk politik, der som en folk naivister smider skældsord efter tidligere tiders indvandringspolitik – Var det en fejl at redde jøderne fra udryddelse af nazisterne? Var det en fejl at redde politiske flygtninge fra det i beskriver som et nazistisk land? Var det “naivt” at redde bosniske muslimer fra etnisk udryddelse?
Og var det “naivt”, kunne man fortsætte, at tage imod flygtninge fra Saddam Husseins diktatur i Irak? Ja, for allerede før invasionen i 2003 sendte vi mange af dem tilbage.
Jeg må bare korrigere Allan: De europæiske jøder blev i det store og hele ikke reddet fra udryddelse. Endlösung virkede faktisk efter hensigten, de seks millioners død og de tilhørende progromer har faktisk udslettet Nord- og Centraleuropas jødiske samfund.
De danske jøder blev temmelig mirakuløst reddet, men også her var der mange mennesker, der ikke syntes, at Danmark skulle være så “dum og naiv” at give husly til tyske flygtninge, og op gennem 30erne blev jødiske flygtninge rutinemæssigt afvist og returneret, når de viste sig ved Padborg og Rødby. Konsekvensen af at sige, at 80ernes flygtningepolitik var “dum og naiv” er, at man ønsker at sende mennesker i nød tilbage til forfølgelse, tortur og død.
Havde det stået til dem – Dansk Folkeparti, Kierstein og nu åbenbart også Raapil, som jeg ikke troede, var på den galej -var Amila og tidens øvrige bosniske og iranske flygtninge ikke blevet reddet.
Havde det stået til dem, havde ca. en promille af befolkningen ikke været så “dumme og naive” at redde deres jødiske medborgere, da det gjaldt i 1943. Så er det sagt.
Endnu en gang tak til Allan for at påpege det.
Joseph Stiglitz i The Guardian:
We are told the patient needs a massive transfusion; but everyone can see that the patient is suffering from internal bleeding – in California, the number of foreclosures may already be outpacing voluntary sales. Yet nothing is being done to stem the haemorrhaging.
While the president says the economy faces the risk of economic meltdown, he threatens to veto a stimulus package that would create jobs – and he seems particularly adamant about a stimulus package that includes improved unemployment benefits. Traditionally, this is done when there is a threat of an economic downturn; if the downturn doesn’t materialise, it doesn’t cost anything. And while the administration and Wall Street promise this is just a temporary loan, not a bail-out, there was strong opposition to making the financial industry pay for any losses. Why would that be, if they are so sure that there won’t be losses?
Lad os redde Wall Street – men bedre sikring af de arbejdsløse, så vi ikke får så mange tvangsauktioner? The horror!
Link: Good day for democracy
Hvor hårdt kæmpede Jyllands-Posten for ytringsfriheden, før den blev ytringsfrihedens forkæmper?
Som forfatter og mangeårig JP-medarbejder Flemming Chr. Nielsen skriver i et åbent brev til Kurt Westergaard, kæmpede den i hvert fald ikke særligt hårdt for Kurt Westergaards ytringsfrihed:
I de år, hvor jeg var din kollega på Jyllands-Posten, kendte jeg dig som en fremragende tegner. Du tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede du dem med tre eller fire yppige bryster. Du tegnede præsident Clinton som sexual maniac med stor cigar, og du gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.
Men de tegninger gjorde dig sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. Du kom slukøret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle dine tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor du blev kaldt til orden.
Den censur sad vi på dit kontor og morede os over. Og i et par uger holdt du dig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og din utæmmelige fantasi ved dig igen: Du tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyllands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for din dæmoniske tuschpen.
Ny akut opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og da kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: ”Stop pressen!” Altid reagerede du med det frække glimt i øjnene, som er liv og åndedræt for en bladtegner af dit format, en anarkist og dissident i det overdimensionerede parcelhus, som er Jyllands-Postens domicil i Viby J. Den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.
Ikke alene respekterede Jyllands-Posten som arbejdsgiver ikke Kurt Westergaards ytringsfrihed, den forsøgte endda på et tidspunkt og i strid med alle regler at tvinge Westergaard på “frivillig efterløn”:
Da fik de en frihedskæmper at se. Du afviste alle krav. Du forlod dit tomme kontor og drog i eksil i bladhusets kælder. Man jager ikke en tegner som dig på porten. Du tegner, til du segner. Og du frydede dig dagligt over, at du havde besat din arbejdsplads.
Dengang burde Dansk Journalistforbund have bespist dig på Prytaneion, for du blev i din kælder, indtil Jyllands-Posten kapitulerede og erkendte, at man ikke med loven i hånd kunne beordre dig på efterløn.
Gad vide, om der er nogen ovre på Jyllands-Posten, der stadig ved, hvordan man staver til “hykleri”?
Link: Da Jyllands-Posten regelmæssigt krænkede Kurt Westergaards ytringsfrihed
Vi er sikkert mange, der husker, hvordan den danske regering i 2002-2003 igen og igen slog på, at det var nødvendigt at gå i krig mod Irak, fordi vi simpelt hen ikke kunne leve med truslen fra landets masseødelæggelsesvåben.
Per Stig Møller udtalte i TV-Avisen, at krigen var nødvendig, fordi “nu kunne det altså være nok” med de masseødelæggelsesvåben, og folk der blev ved med at stille spørgsmål, gavnede i virkeligheden bare Saddam Hussein. Anders Fogh Rasmussen sagde, at “Irak har masseødelæggelsesvåben – det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved”.
Men i dag er de alle sammen enige om, at hvad der ellers kan have været af gode grunde til at gå i krig med Irak, har masseødelæggelsesvåben ikke noget med sagen at gøre. Bortset fra Venstres løstgående Jens Rohde, der i Politiken langer ud efter Anders Fogh og andres svigtende hukommelse:
“Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig,” siger Rohde.
I en ny bog, ‘ Vejen til Irak’, som beskriver beslutningsprocessen bag Irak-krigen, træder Anders Fogh Rasmussens tidligere politiske ordfører Jens Rohde frem og fastslår, at masseødelæggelsesvåbnene var et helt centralt argument for at sende danske soldater til Irak – også selv om det ikke fremgik af regeringens beslutningsforlag.
“Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen”, siger Jens Rohde.
You can say that again. Såvel den danske og den britiske som den amerikanske regering hamrede i de dage igen og igen løs med truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben, og hvor vigitgt det var at udskadeliggøre de.
Jeg ved ikke, om der var nogen, der rent faktisk troede på det (jeg gjorde ikke, og Colin Powell gjorde ikke, selvom han sagde noget andet), men de har grund til at føle sig noget så gevaldigt snydt. I dag har stats- og udenrigsministeren så travlt med at forsikre, at masseødelæggelsesvåben ikke havde noget med beslutningen at gøre, og forsvarsministeren overvejer endda, jfr Politikens artikel, at anlægge sag mod forfatterne til en bog, der siger noget andet.
Man kunne her retorisk spørge, om det er løgnen eller løgnen om løgnen, der er det værste. Men det er let: Det er ikke løgnen, der er det værste, men krigen, de mange hundrede tusinde cvile irakere, der er døde og såret siden invasionen – de mange hundrede tusinde civile irakere, hvis blod nu drypper Anders Foghs og Per Stig Møllers hænder.
At de nu lyver om den løgn, der førte Danmark ud i denne nyttes- og formålsløse krig, gør såmænd hverken fra eller til i det store billede. At krigen var nyttesløs, ikke har ført noget godt med sig og blev lanceret på en løgn – det er derimod humlen.
Update, mandag d. 29.: Engelbreth skriver også og lidt mere detaljeret om dette.
Forfatteren Cory Doctorow skriver på Boing Boing om planlagte og gennemførte ændringer i den britiske udlændingelov, der også påvirker ham selv som britisk gift canadier:
Jacqui Smith, the British Home Secretary, has unilaterally (and on 24 hours’ notice) changed the rules for Highly Skilled Migrants to require a university degree, sending hundreds of long-term, productive residents of the UK away (my immigration lawyers had a client who employed over 100 Britons, had fathered two British children, and was nonetheless forced to leave the country, leaving the 100 jobless). Smith took this decision over howls of protests from the House of Lords and Parliament, who repeatedly sued her to change the rule back, winning victory after victory, but Smith kept on appealing (at tax-payer expense) until the High Court finally ordered her to relent (too late for me, alas).
Now, it seems, I will become one of the first people in Britain to be forced to carry a mandatory biometric RFID card in a pilot programme being deployed first to foreign students and we spousal visa holders (government is looking to curtail spousal visas altogether, capping all visas at 20,000 per year, including spousal visas, denying Britons the right to bring their spouses into the country once the quota has been filled). The card will be eventually linked to all of the national databases — credit, health, driving, spending.
Man forestiller sig beskeden: Beklager, du er nr. 20.001 i år, så du kan ikke leve i Storbritannien med din engelske hustru og børn. Næste!
Skæbnens ironi vil, at Doctorow er efterkommer af russiske jøder, der flygtede fra Sovjet efter krigen og undervejs reddede livet ved at ødelægge de papirer, det kommunistiske diktatur påtvang sine borgere, til friheden i Vesten, hvor fremmede var velkomne, og staten ikke holdt øje med folk.
Sceneskift til England i dag:
Many of my British friends act as if I’m crazy when I say that we must defeat Labour in the next election. We’re all good lefties, and a vote for the LibDems is considered tantamount to handing the country over to the Tories. But what could the Tories do that would trump what Labour has made of the country? The Labour Party has made a police state with a melting economy, a place where rampant xenophobia makes foreigners less and less welcome — where we are made to hand over our biometrics and carry papers as we conduct our lawful business.
To my friends, I say this: your Labour Party has taken my biometrics and will force me to carry the papers my grandparents destroyed when they fled the Soviet Union. In living memory, my family has been chased from its home by governments whose policies and justification the Labour Party has aped. Your Labour Party has made me afraid in Britain, and has made me seriously reconsider my settlement here. I am the father of a British citizen and the husband of a British citizen. I pay my tax. I am a natural-born citizen of the Commonwealth. The Labour Party ought not to treat me — nor any other migrant — in a way that violates our fundamental liberties. The Labour Party is unmaking Britain, turning it into the surveillance society that Britain’s foremost prophet of doom, George Orwell, warned against. Labour admits that we migrants are only the first step, and that every indignity that they visit upon us will be visited upon you, too. If you want to live and thrive in a free country, you must defend us too: we must all hang together, or we will surely hang separately.