Hvorfor lige 700 milliarder?

Mange af os har hørt det – den amerikanske regering skal bruge 700 milliarder dollars til at redde finansverdenen og den vestlige verdens økonomi fra kollaps. Selv Jyllands-Posten er begyndt at lyde skeptisk.

Men … hvor kommer de 700 milliarder fra? Hvorfor lige præcis 700 milliarder, hvorfor ikke kun 500 milliarder, eller hvorfor ikke en hel billion, nu hvor vi er ved det?

I Forbes Magazine forklarer en medarbejder ved finansministeriet, hvilke beregninger hvilken beregning, der ligger til grund:

Some of the most basic details, including the $700 billion figure Treasury would use to buy up bad debt, are fuzzy.

“It’s not based on any particular data point,” a Treasury spokeswoman told Forbes.com Tuesday. “We just wanted to choose a really large number.”

Det er godt at se, at de tager det lovforberende arbejde alvorligt, derovre. Bwahaha, som Citizen ville have sagt.

USA: Otte års tilbagegang

Timothy Garton Ash skriver i The Guardian om Bush-regeringens nemesis:

The irony of the Bush years is that a man who came into office committedto both celebrating and reinforcing sovereign, unbridled national power has presided over the weakening of that power in all three dimensions: military, economic and soft. “I am not convinced we are winning it in Afghanistan,” Admiral Mike Mullen, chairman of the Joint Chiefs of Staff, told a congressional committee earlier this month. Many on the ground say that’s an understatement. The massive, culpable distraction of Iraq, Bush’s war of choice, leaves the US – and with it the rest of the west – on the verge of losing the war of necessity. Here, resurgent in Afghanistan and Pakistan, are the jihadist enemies who attacked the US on September 11 2001. By misusing military power, Bush has weakened it.

Economically, the Bush presidency ends with a financial meltdown on a scale not seen for 70 years. The proud conservative deregulators (John McCain long among them) now oversee a partial nationalisation of the American economy that would make even a French socialist blush. A government bailout that will total close to a trillion dollars, plus the cumulative cost of the Iraq war, will push the national debt to more than $11 trillion. The flagships of Wall Street either go bust or have to be salvaged, with the help of government or foreign money. Most ordinary Americans feel poorer and less secure.

Som Ash også bemærker, er det ikke kun den rå militære og økonomiske magt, men i allerhøjeste grad også landets moralske styrke og anseelse, der har lidt skade. George Bush kritiserer Putin for at invadere en uafhængig stat (Georgien), og hele verden ler. Amerikanerne taler menneskerettigheder i Kina og Rusland, og folk trækker på skuldrene og tænker på Abu Ghraib og Guantanamo.

Selv en medskyldig og republikaner som Colin Powell mener i dag, at en kommende præsidents vigtigste opgave må være at genoprette USAs anseelse ude i verden. Latinamerika er ved at falde fra, og den eneste rigtigt venligtsindede regering på de kanter er Colombia, der ledes af en notorisk krigsforbryder og bandit. Imperiet består måske stadig, men det har fået alvorlige ridser i lakken.

I stedet står USA nu, efter otte års svækkelse, overfor et valg mellem to kandidater, der repræsenterer mere eller mindre den samme politik, men med vidt forskellige kulturelle og symbolske betydninger. Det er til dels ud fra en formodning om, at det nok ikke kan blive meget værre, at vi i den anledning gerne vil gøre Garton Ashs håb til vores:

No one has done more to serve the cause of anti-Americanism than GW Bush. It is we who like and admire the US who should, by rights, be burning effigies. But now, at last, we live in hope of a better America.

Nyt fra blogland

Et par assorterede nyheder:

  • Amila Jašarević har fået eget domæne – hendes indlæg kan fremover læses på www.amilabosnae.com (og på iNorden.org). Vi ønsker tillykke og håber på mange gode indlæg i fremtiden.
  • Min kronik i Dagbladet Arbejderen er nu oppe på faklen.dk, hvor man kan hoppe over og læse den, hvis man ikke allerede har gjort det.
  • Modspil.dk er den 18. vigtigste danske weblog og den 9. vigtigste politiske blog, hvis man skal tro en undersøgelse fra firmaet Cision,  der ellers mest hæfter sig ved de mange højreekstreme blogs.  Rune Engelbreth Larsen har en god analyse af undersøgelsen og dens resultater  (og tak til Shevy for tippet!).

Mht. det sidste punkt er det da rart at dukke op på en top 20-liste, selvom man kan stille spørgsmålstegn ved undersøgelsens metoder, og ultimativt ved dens resultater. På den anden side: We can do better than that – vi skulle jo helst have vippet de højreorienterede blogs af pinden. 

Eurofascisme i danske blogs – underligt sammentræf

Vestlandets Flamske Ungdom, højregruppe med tilknytning til Vlaams Belang

Øyvind Strømmen om sin definition af Eurofascisme:

Instead of worrying about Islamofascism, European politicians should worry about not-so-good, old-fashioned European fascism, which increasingly makes it presence known in a number of European countries. Groups on the socalled far right use the onesidedness of the media to their advantage; and are gaining a momentum. The spokesmen of fascism are once again being listened to as wise and daring voices, voices who speak out against the «occupation» of Europe by «strangers».

Skjoldungen ovre på Hodjas blog:

[Filip Dewinter er et] fremtrædende medlem af Vlaams Belang (Flanderns Sag), et politisk parti som arbejder for løsrivelse fra den kunstige, anakronistiske stat Belgien, EUSSR’s hovedstad. Dette parti deler på mange måder skæbne med Dansk Folkeparti således at forstå at det konstant udsættes for de sædvanlige skældsord, som racister, rystende menneskesyn, ikke stuerene, islamofobe o.s.v., o.s.v.. – hele den primalreflektoriske floskulatur.

Filip Dewinter har Europa en politiker af den rette støbning. Her er der ingen “uld i mund” eller “jeg må på det bestemteste tage afstand fra”. Han siger tingene lige ud.

Og hvad er det så for ting, Dewinter “siger lige ud”? Et citat: “Islam does not belong in Europe, not yesterday, neither today, and certainly not tomorrow.

Ligesom Mogens Camre, med andre ord: “Islam” skal ud af Europa, og ikke et ord om, hvad det får af konsekvenser for vore muslimske medborgere. Underligt sammentræf, som sagt. Der er også andre ting, det minder mig om.

Det er dog ikke sikkert, at alle de mennesker, som “eurofascismen” og den nye antisemitisme appellerer til, selv kan se sammentræffet. Øyvind Strømmen fortsætter, i den artikel, vi citerede ovenfor:

The modern-day fascists come in all kinds of clothing, some of them dressing like liberals and some of them like conservatives. Many modern-day fascists will deny being so. But fascism is not as easy to recognise as in «V for Vendetta», not in most cases. European fascists have learnt to dress themselves in the robes of political correctness, that is – in a suit and with a tie. This is what Eurofascism looks like, and it even appeals to people who are not fascists at all. You will find both misguided conservatives and confused liberals joining forces with the descendants of brownshirts. Pointing out who they are hanging out with is sometimes contraproductive. The role of the martyr fits these people well.

Har vi lige påvist en sammenhæng?

Læs også:

 

Den stramme danske udlændingepolitik er en historisk fejltagelse

… blandt andet, fordi den er intolerant, umenneskelig og smålig.

Men formuleringen er nu ikke min, men skyldes Michael Treschow, bestyrelsesformand for Unilever, som udtaler sig til Information:

Dansk erhvervsliv har i de senere år måtte sige nej til ordrer for milliarder, bl.a. fordi virksomhederne har svært ved at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft. Mange virksomhedsledere peger i den forbindelse på, at den stramme danske udlændingepolitik har gjort det alt for kompliceret for udlændinge at opnå en arbejdstilladelse i Danmark.

“Det er en historisk fejltagelse. I Sverige har vi næsten samme problem. Vi byder ikke udlændinge velkommen som arbejdskraft. Det er ikke alene skamfuldt, at vi ikke byder flere velkommen, det er også et stort tab. Lige nu er vi nemlig i en situation, hvor mangel på arbejdskraft og demografien generelt betyder, at vi har brug for udlændinge i vores arbejdsstyrke,” siger Michael Treschow, der er bestyrelsesformand for en af verdens største fødevarevirksomheder Unilever og dermed en af det globale erhvervslivs tungeste drenge.

Så ikke alene er den danske udlændingepolitik og ikke mindst dens usædvanligt smålige og restriktive administration skamfuld, en skændsel og en plet på vores nationale ære – skal man tro Treschow, kommer den også til at kunne mærkes i form af arbejdsløshed og lavere levestandard.

Skoleskyderi i Finland – hvorfor sker sådan noget?

Fight Club
Hvorfor sker sådan noget, spurgte jeg 22. marts 2005 i anledning af en lignende begivenhed, hvor en 17-årig gymnasieelev gik amok og dræbte 10 mennesker – spurgte jeg uden at kunne give noget fornuftigt svar.

Nu er det sket igen på en skole i Finland – en ung mand på 20 år går amok og skyder vildt omkring sig.
Idet man faktisk godt kan forsøge at forstå et fænomen – jeg mener forstå, hvorfor det sker, hvordan det kan ske og hvordan det evt. kan forebygges – uden ligefrem at bifalde det, finder jeg det meget værdifuldt, at nogen faktisk forsøger at grave spadestikket dybere end automatreaktioner som fordømmelse, vantro og kritik af voldelige film og computerspil.

Lenin’s Tomb byder på en sådan lang, tænksom analyse med udgangspunkt i en bog af Mark Ames, der har udforsket området grundigt.

Det mest overraskende er måske ikke så meget mordenes uventede karakter som det er den forståelse, gerningsmændene ofte vil finde enten i de nærmeste omgivelser eller i tilsvarende “segmenter” af befolkningen.

Som et eksempel på det første nævnes en shoot-out begået i 1989 af en Joseph Wesbecker på hans arbejdslads, trykkeriet Standard Gravura – Wessbecker myrdede syv af sine kolleger og sårede tyve:

Ames was able to interview one of the survivors, Michael Campbell, whose body is deformed by the impact of six bullets from Wesbecker’s various munitions. Oh hell, Campbell has told Ames’ contact, “everybody supported him, everybody saw where he was coming from. His only problem was that he shot the wrong people.” He isn’t alone. Another worker at the plant tells Ames that Wesbecker was “pressed into it” And if he’d only got “the right people”, he would have “had a lot more sympathy. Still does, as it is!”

Hvad i al verden kan dog få Campbell til at sige sådan?

Der er her ikke tale om en enkelt mand, for hvem det hele bare slår klik, som det også i dette tilfælde blev forklaret i medierne, men om en desperat, forbitret reaktion på mere end et årtis mobning, pres og ringeagt.

Som Lenin forklarer, er dette hvad Ames fandt ud af:

In 1978, however, after working for the firm for seven years, he started to experience a multitude of problems – this was when he divorced his wife, when he son became sick and his other son got busted. In 1980, naturally enough, the stress of the work he had devoted himself to became too much. He requested that he be taken off ‘folder’ duty, and claimed that it was harming his health – other workers say that the ‘folder’ is indeed damaging. But the company refused to do so, and continued to refuse his request for years: no other worker wanted to take over, and he – a sort of laughing stock with both management and staff – didn’t have any leverage.

The union’s strength had been diminished by economic hard times, and a Reaganite anti-union drive was about to make it even weaker. The plants was exposed to severe job cuts and wage freezes, and the owners – the wealthy Bingham family – were secretly constructing a new plant in Tennessee to shift production. They told the union leadership, when it was discovered, that they had either to agree to austerity measures or face the plant’s closure. The union caved. So, when Wesbecker is expected to continue in a role that could well be killing him for a company that doesn’t appear to care about him and indeed seems intent either on getting rid of him or squeezing the last drop out of him, he looks for every means to escape.

The union will do little, so a doctor writes a letter for him begging the company to take him off the ‘folder’, to no avail. He files a discrimination complaint against the company on the grounds that he is diagnosed as a manic depressive, a form of incapacitation, and the company has made allowances for incapacitation in the past. The company’s ‘Human Resources’ department (how I hate those words, and those people) stonewalls, offering the county’s Human Relations Commission, which supports Wesbecker’s claim, an outlandish string of claims explaining why Wesbecker and only he must be available for the ‘folder’. Eventually, Wesbecker has to drop the claim and take medical leave for psychological stress. When he returns, instead of compromising, they stick him on long-term disability and drastically reduce his pay. The company was planning to cut his disability pension to 60% of its previous value in October 1989 – Wesbecker got them before they got him.

After his massacre, the company was destroyed and had to shut down: such was the aim. He wished to destroy both the specific agents he saw as responsible for his miserable condition and the company that encouraged the bullying and victimisation that he experienced.

I arbejdspladsmassakrer var dette ifølge Ames et mønster, der gik igen – det var ikke så meget en bestemt mennesketype, der begik disse forbrydelser, som det var et bestemt sæt af omstændigheder, der gik igen fra sag til sag:

Repeatedly, the killer is perceived as mild-mannered, pleasant, the last person to flip out. Repeatedly, it is discovered that the killer is experiencing either direct victimisation or serious distress as the corporate culture undermines basic conviviality. Repeatedly, the victims were picked off and others deliberately left to survive, with the supervisor being a primary target (often lucky enough to be out of the office, however). This is not random mayhem: it is insurgent rage.

Dette ville måske være stedet at indskyde, at selv nok så megen mobning og chikane ikke kan retfærdiggøre et shooting spree, der rammer uskyldige; og egentlig mener jeg personligt, at det er det enkelte menneskes pligt ikke at lade sig undertrykke og ikke finde sig i mobning og chikane, og altså heller slet ikke tillade det at stå på i årevis, som det er sket i disse sager.

Men alle mennesker er ikke lige stærke, og alle omstændigheder ikke lige nemme at komme ud af; f.eks. kunne man forestille sig, at en mand finder sig i chikane på arbejdspladsen, fordi der ikke er andet arbejde at få og familien ellers ville komme til at sulte.

Samtidig bliver det klart, at en god måde at undgå den slags arbejdspladsmassakrer på nok var at fremelske en arbejdspladskultur, hvor omsorg var reglen og mobning og chikane utænkelig – og hvor medarbejderne havde nogle sociale og faglige garantier, der gjorde det umuligt for selv den værste arbejdsplads at behandle nogen så svinsk, som Wesbecker blev behandlet.

Lenin mener dog, at mange ting i det økonomiske system i bl.a. USA trækker i en helt anden retning:

One document, an internal memo from the CEO of the Cernel Corporation, is sickening and vile in its attempt to bully the middle managers into bullying the staff more effectively. The car parks aren’t full at 8am, the boss whines, people are being allowed to come in late, and leave early. The managers are told that if they don’t make sure that everyone is at work, arriving half an hour early and leaving half an hour late, they will be fired: and this is to be achieved by out-of-hours emergency meetings with staff in which they are threatened with the boot. Staff numbers are cut, facilities are cut, benefits are frozen, etc etc. There ought, says the boss, to be pizza men arriving at 7.30pm to feed starving workers. And there is no shortage of official corporate ideology legitimising this. Welch explains, for instance, that fear is “healthy, like pain is healthy” because it “gets you out of that comfortable equilibrium”. It destroys “comfortable equilibrium” alright – sanity, marriages, families, livelihoods, communities…

Middle managers are therefore expected to humiliate and abuse, because it creates the necessary atmosphere for the efficient accumulation of capital. And surprise – the massacres often attempt to target victimising supervisors, screaming middle-managers, puffed up little tyrants who like to spy on the staff or threaten them with disciplinary action on the slightest grounds.

Jamen, hvorfor nu skolerne?
Men det kunne måske forklare lidt om, hvorfor massakrer er forekommet på de amerikanske arbejdspladser. Men hvorfor skolerne? Hvad driver folk som Dylan Klebold og Eric Harris, de to gerningsmænd i Colombine-massakren?

Hvad der er bemærkelsesværdigt er, at Klebold og Harris faktisk er helte blandt et betydeligt segment af den amerikanske ungdom, unge mennesker, der mødes anonymt i chat-rooms og debatfora og udveksler meninger om “St. Eric” og “St. Dylan”.

Hvorfor? Og hvilken slags unge mennesker ser op til sådanne uhyrer, mennesker som – i hvert fald i min opfattelse – vidt overskrider grænsen mellem, hvad der kan og ikke kan forsvares?

Vel, ifølge Ames er der mange af de samme ting på spil – Ames hævder faktisk, at det slet ikke er muligt at profilere gerningsmændene, kun de omstændigheder der frembringer dem:

As has been repeatedly pointed out, no successful profile of a typical school shooter has yet been devised. Good students, bad students, wealthy ones, poor ones, ones from stable familes, others from broken homes… there’s no archetype. This is because, as Ames puts it, “It isn’t the office or schoolyard shooters who need to be profiled – they can’t be. It is the workplaces and schools that need to be profiled”. Now, this bit is rather crucial. I quote verbatim from his list of characteristics to watch for:

– complaints about bullying go unpunished by an administration that supports the cruel social structure;

– antiseptic corridors and overhead fluourescent lights reminiscent of a mid-sized airports;

– rampant moral hypocrisy that promotes the most two-faced, mean, and shallow students to the top of the pecking order; and

maximally stressed parents push their kids to achieve higher and higher scores.

Pointen i Ames’ punkt nummer to er, at triste, fremmedgørende omgivelser forværrer effekten af års mobning og ydmygelse.

Så reelt er der mange af de samme ting på spil som i ved arbejdspladsmassakrerne: “Many of the most miserable, demeaning things that can happen at work can happen at school, and anyone who remembers their school years knows that it seems to matter a great deal more at that age, and it seems to last forever, even if its only a few years“.

Hvis man gerne vil undgå flere af den slags massakrer (og det vil man!), er det altså ikke de potentielle gerningsmænd, man skal profilere – det er omgivelserne.

Og dette forekommer i mine øjne at være en endog meget vigtig indsigt, såvel som et i mine øjne endog meget vægtigt bidrag til fremtidig forebyggelse af om ikke alle, så dog mange af den slags tragedier.

Link til analysen hos Lenin’s Tomb.
Link til Mark Ames’ fremragende artikel om Virginia Tech-massakren.

The Big Bailout – et godt tilbud til dig

Apropos big shit pile – se, hvad der (ikke) lå i min mailbox i morges:

Dear American:

I need to ask you to support an urgent secret business relationship with a transfer of funds of great magnitude.

I am Ministry of the Treasury of the Republic of America. My country has had crisis that has caused the need for large transfer of funds of 800 billion dollars US. If you would assist me in this transfer, it would be most profitable to you.

I am working with Mr. Phil Gram, lobbyist for UBS, who will be my replacement as Ministry of the Treasury in January. As a Senator, you may know him as the leader of the American banking deregulation movement in the 1990s. This transactin is 100% safe.

This is a matter of great urgency. We need a blank check. We need the funds as quickly as possible. We cannot directly transfer these funds in the names of our close friends because we are constantly under surveillance. My family lawyer advised me that I should look for a reliable and trustworthy person who will act as a next of kin so the funds can be transferred.

Please reply with all of your bank account, IRA and college fund account numbers and those of your children and grandchildren to wallstreetbailout@treasury.gov so that we may transfer your commission for this transaction. After I receive that information, I will respond with detailed information about safeguards that will be used to protect the funds.

Yours Faithfully Minister of Treasury Paulson

Tror I, det er for real? Det minder meget om alle de andre venlige forretningstilbud, jeg altid reagerer på.

Læs også:

The big bailout – moderne tids største tyveri?

Det kan godt være, der er nogen, der er glade for amerikanernes store økonomiske “redningsaktion“, og det kan også godt være, den er nødvendig, men… er det virkelig godt at lade finansverdenen køre friløb i årevis, ophobe hidtil usete profitter, pumpe penge ud til dårlige lån baseret på en “boble” i form af boligprisernes himmelflugt, og så simpelt hen friholde dem, der har forårsaget miseren – på alle andres bekostning?

Glenn Greenwald er ikke tilfreds:

Whatever else is true, the events of the last week are the most momentous events of the Bush era in terms of defining what kind of country we are and how we function — and before this week, the last eight years have been quite momentous, so that is saying a lot. Again, regardless of whether this nationalization/bailout scheme is “necessary” or makes utilitarian sense, it is a crime of the highest order — not a “crime” in the legal sense but in a more meaningful sense.

What is more intrinsically corrupt than allowing people to engage in high-reward/no-risk capitalism — where they reap tens of millions of dollars and more every year while their reckless gambles are paying off only to then have the Government shift their losses to the citizenry at large once their schemes collapse? We’ve retroactively created a win-only system where the wealthiest corporations and their shareholders are free to gamble for as long as they win and then force others who have no upside to pay for their losses. Watching Wall St. erupt with an orgy of celebration on Friday after it became clear the Government (i.e., you) would pay for their disaster was literally nauseating, as the very people who wreaked this havoc are now being rewarded.

Måske det simpelt hen er Bush-regeringens grande finale: Efter en inkompetent ført krig i Irak, baseret på en løgn, efter at have gjort USA til krigsforbrydelsernes og torturens internationale bannerfører, efter skamløst at have gennemførst ulovlige aflytninger af tusinder af amerikanere, efter Guantanamo og Abu Ghraib, skulle der jo ligesom noget til, som de for alvor kan huskes for.

Mange havde frygtet, at det ville blive en krig mod Iran – en ulykke, som Bush-regeringen dog ikke har fundet for godt at påføre verden, og som den amerikanske hær næppe er klædt på til heller. Men … verdenshistoriens største tyveri, 700 milliarder dollars (ca. 4 trillioner kroner) hældt direkte fra skatteydernes lommer over til Bushs venner på Wall Street – det er vel et lige så godt bud?

Camre: “Islam ud af Europa”

Mogens Camre holdt søndag middag en tale til Dansk Folkepartis årsmøde, hvor han kræver “islam ud af Europa”, skriver Berlingske Tidende:

“Islam kan ikke integreres. Islam vil dominere Europa. Og islam er uforenelig med vores værdier. Derfor skal islam sendes ud af Europa,” tordnede Mogens Camre og modtog efterfølgende et stort bifald fra salen.

Berlingske Tidende påpeger, at forhenværende medlem af Dansk Folkeparti Merethe Egeberg Holm sidste år sagde næsten det samme fra samme talerstol, da hun udbrød “Ud med alle muslimer i Europa og ind med jøderne i stedet!”

Holm blev efterfølgende ekskluderet fra Dansk Folkeparti. Det vil næppe overgå Camre, men man må unægtelig indrømme, at hans krav rejser nogle praktiske problemer. Hvordan vil man smide “islam” ud af Europa? Islam er et abstrakt begreb, der er til stede, overalt hvor der er muslimer.

Der bor en del muslimer i Europa. Hvad vil Camre gøre ved det? Smide alle muslimer ud – men hvor skulle de i givet fald tage hen? Tvangskonvertere dem, der ønsker at blive?  Og hvad med konvertitter og andre europæiske statsborgere, som trods alt har 100% lige så meget ret til at være her som alle andre, ja, som Camre selv?

Og hvad så med det, der bliver tilbage af samfundet? I Storbritannien ville sundheds- og skolevæsnet nærmest forsvinde, hvis det ikke var for indvandrere fra nær og fjern. Og hvad så i øvrigt med muslimer i Bosnien og Albanien, som også er en slags Europa?

Og hvad med religionsfriheden?

Enhver journalist med respekt for sig selv burde fra nu af gå ud fra, at hvis Mogens Camre ikke bliver smidt ud af Dansk Folkeparti for dette her, så er det Dansk Folkepartis officielle politik, at alle muslimer skal smides ud af Europa, og indrette deres spørgsmål til partiets talsmænd efter det.

Problemet er ikke, at jeg tror, det ikke kunne lade sig gøre at smide “islam ud af Europa”. Det 20. århundredes historie viser uhyggeligt og smerteligt, at det kan lade sig gøre. Men … ønsker Dansk Folkeparti med Camre i spidsen virkelig at lade præcis den samme retorik føre os ud over den samme kant én gang til?

Det virker helt utroligt.