Category: Bøger

Argument for borgerløn: Harry Potter og J.K. Rowling

Har J.K. Rowlings bøger om Harry Potter skabt værdier i det britiske samfund? Er det godt, at hun har fået lejlighed til at skrive dem?

Jeg taler ikke om litterære værdier, for jeg er ikke selv nogen stor fan af dem – hverken af historierne, som jeg opfatter som en slags omskrivning af  Enid Blytons kostskole- og børnedetektivromaner med lidt magisk glimmer, eller af budskabet eller indholdet, som er en festligholdelse af middelklassen og borgerskabets værdier, som Harry må siges at inkarnere, garneret med en infantil og meget kristen skelnen mellem “godt” og “ondt”, helte og skurke.

Men ikke desto mindre: Når nu J.K. Rowling havde et sådant projekt oppe i hovedet, er det vel godt, at hun fik lov til at forfølge det – bøgerne har underholdt en masse mennesker og  givet os mulighed for at diskutere de bagvedliggende tankers  værdi eller mangel på samme. Ud fra det rent pekuniære perspektiv, som liberalisterne plejer at lægge vægt på, har bøgerne skabt store eksportindtægter for Storbritannien. Så i den forstand er det vel godt, at J.K. Rowling fik mulighed for at skrive dem?

Vel, hvis man skal følge den danske regering og dens insisteren på at jagte og “aktivere” de arbejdsløse, er det ikke helt så simpelt. J.K. Rowling skrev nemlig de første Harry Potter-bøger, mens hun var enlig mor på bistand, i den tid, hun havde til rådighed, fordi hun ikke kunne finde et arbejde, hun kunne passe samtidig med, at hun også skulle hellige sig den krævende rolle som enlig forælder. Efter dansk (og britisk) lovgivning begik hun socialt bedrageri. “I virkeligheden” burde hun selvfølgelig have været aktiveret, så hun i stedet kunne have brugt tiden på noget “fornuftigt”. Eller hvad?

Mon ikke der blev skabt flere af de værdier, vi alle sammen efterlyser, om de arbejdsløse fik lov at være lidt i fred – eller hvis vi måske endda alle sammen fik lov til at tage den form for frihed, hvis vi havde brug for det, i form af en almindelig ret til borgerløn?

J.K. Rowling er i hvert fald ikke særligt bodfærdig over sin “brøde” eller taknemmelig over den hjælp, hun fik fra samfundet – tværtimod er hun rasende over de vilkår, som enlige mødre må leve under, samtidig med, at de får skylden for stort set alle ulykker i samfundet:

I had become a single mother when my first marriage split up in 1993. In one devastating stroke, I became a hate figure to a certain section of the press, and a bogeyman to the Tory Government. Peter Lilley, then Secretary of State at the DSS, had recently entertained the Conservative Party conference with a spoof Gilbert and Sullivan number, in which he decried “young ladies who get pregnant just to jump the housing list”. The Secretary of State for Wales, John Redwood, castigated single-parent families from St Mellons, Cardiff, as “one of the biggest social problems of our day”. (John Redwood has since divorced the mother of his children.) Women like me (for it is a curious fact that lone male parents are generally portrayed as heroes, whereas women left holding the baby are vilified) were, according to popular myth, a prime cause of social breakdown, and in it for all we could get: free money, state-funded accommodation, an easy life.

An easy life. Between 1993 and 1997 I did the job of two parents, qualified and then worked as a secondary school teacher, wrote one and a half novels and did the planning for a further five. For a while, I was clinically depressed. To be told, over and over again, that I was feckless, lazy — even immoral — did not help…

Nobody who has ever experienced the reality of poverty could say “it’s not the money, it’s the message”. When your flat has been broken into, and you cannot afford a locksmith, it is the money. When you are two pence short of a tin of baked beans, and your child is hungry, it is the money. When you find yourself contemplating shoplifting to get nappies, it is the money. If Mr Cameron’s only practical advice to women living in poverty, the sole carers of their children, is “get married, and we’ll give you £150”, he reveals himself to be completely ignorant of their true situation.

Mon ikke vi i det moderne overflodssamfund gjorde klogere i at give de folk, som der lige nu ikke er plads til på arbejdsmarkedet, lidt frirum – frem for at jagte dem og beskylde dem for at “nasse”? Mette Frederiksens drøm om at samfund, hvor alle tvinges til at arbejde for deres bistandshjælp, er i alle tilfælde et samfund uden Harry Potter-succeser.

The single mother’s manifesto (via Boing Boing)

Philip Pullman om ytringsfriheden og retten til at kritisere

Den britiske forfatter Philip Pullman bliver spurgt, om ikke titlen på hans seneste bog – The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ – er ret anstødelig.

Hans svar?

“It was a shocking thing to say and I knew it was a shocking thing to say. But no one has the right to live without being shocked. No one has the right to spend their life without being offended. Nobody has to read this book. Nobody has to pick it up. Nobody has to open it. And if you open it and read it, you don’t have to like it. And if you read it and you dislike it, you don’t have to remain silent about it. You can write to me, you can complain about it, you can write to the publisher, you can write to the papers, you can write your own book. You can do all those things, but there your rights stop. No one has the right to stop me writing this book. No one has the right to stop it being published, or bought, or sold or read. That’s all I have to say on that subject.”

Via Boing Boing.

Dagens citat: Islams historie og dogmatik

Jørgen Bæk Simonsen, i Politikens bog om Islam (JP/Politikens Forlagshus 2008), s. 139-41:

Det er ikke kun i den klassiske islamiske tradition, at man kan forledes til at tro, at islam ved Muhammeds død var en fuldt færdig religion. Samme opfattelse af islam anføres også i adskillige værker forfattet af ikkemuslimer, der forklarer læserne, at den islamiske verden med de store erobringer blev skabt som ved et trylleslag, men intet er i virkeligheden mere forkert. […]

Den islamiske verdens historie har fra begyndelsen været præget af en dynamisk og vedvarende diskussion om, hvordan Koranens anvisninger kan og skal oversættes til daglig religiøs praksis, og den diskussion finder fortsat sted, hvor muslimer nu engang lever sammen. Derfor er det afgørende at fastholde, at et ønske om at vide, hvad islam mener om dette eller hint, ikke er helt så ligetil at besvare. Islam fortolkes ligesom alle andre religioner hele tiden af sine troende, og de er sjældent enige. Der er i Koranen forestillinger og antagelser, som har udgjort centrale elementer af det fundament, hvorpå islam som religion er funderet, eksempelvis troen på den ene Gud, og udsagn om det er blevet diskuteret og formuleret som dogmer og teologiske udsagn. På samme måde findes allerede i Koranen juridiske anvisninger, der siden er blevet suppleret med regler, som har fundet tilslutning hos større grupper af muslimer. Det er det, der med visse forbehold gør det muligt at sige noget generelt om islam. Men det er vigtigt at fastholde, at islam ikke er noget i sig selv, ikke er noget uden muslimer. Religionen islam giver ikke af sig selv svar, de(t) gives og formuleres af troende muslimer, fordi det er dem, der i fortolkningen omsætter anvisningerne i en social praksis, de opfatter som rigtig, også selvom de igen og igen har måttet sande, at deres fortolkninger er blevet draget i tvivl af andre.

Noget lignene kan siges om kristendommen. Men centralt er her udsagnet om, at islam (som alle bogreligioner) ikke er noget i sig selv, men er, hvad dens tilhængere gør den til.

Hvem ejer din iPhone og din computer?

Det gør du selv, mener du måske (hvis du har nogen af disse ting). Men balladen omkring Amazons Kindle-læser viser, at det måske ikke lige præcis er dig der ejer disse ting i den forstand, at det er dig, der bestemmer, hvordan du kan bruge dem eller hvilke ting, du må have på dem. Farhad Manjoo beskriver situationen i en artikel i Slate:

The worst thing about this story isn’t Amazon’s conduct; it’s the company’s technical capabilities. Now we know that Amazon can delete anything it wants from your electronic reader. That’s an awesome power, and Amazon’s justification in this instance is beside the point. As our media libraries get converted to 1’s and 0’s, we are at risk of losing what we take for granted today: full ownership of our book and music and movie collections.

Most of the e-books, videos, video games, and mobile apps that we buy these days day aren’t really ours. They come to us with digital strings that stretch back to a single decider—Amazon, Apple, Microsoft, or whomever else. Steve Jobs has confirmed that every iPhone routinely checks back with Apple to make sure the apps you’ve purchased are still kosher; Apple reserves the right to kill any app at any time for any reason. But why stop there? If Apple or Amazon can decide to delete stuff you’ve bought, then surely a court—or, to channel Orwell, perhaps even a totalitarian regime—could force them to do the same. Like a lot of others, I’ve predicted the Kindle is the future of publishing. Now we know what the future of book banning looks like, too.[…]

In The Future of the Internet and How To Stop It, Harvard law professor Jonathan Zittrain argues that such “tethered” appliances give the government unprecedented power to reach into our homes and change how our devices function. In 2004, TiVo sued Echostar (which runs Dish Network) for giving its customers DVR set-top boxes that TiVo alleged infringed on its software patents. A federal district judge agreed. As a remedy, the judge didn’t simply force Dish to stop selling new devices containing the infringing software—the judge also ordered Dish to electronically disable the 192,000 devices that it had already installed in people’s homes. (An appeals court later stayed the order; the legal battle is ongoing.) In 2001, a company called Playmedia sued AOL for including a version of the company’s MP3 player in its software. A federal court agreed and ordered AOL to remove Playmedia’s software from its customers’ computers through a “live update.”

Mine fremhævelser. Modtræk? Nægte at bruge apparater og medier, der anvender nogen form for kopibeskyttelse, også når man sælger e-bøger og online-film. Insistere på, at alt skal kunne håndteres ved hjælp af fri software. Boycot iPhones og brug Android og andre GNU/Linux-baserede telefoner i stedet.  Afvis tanken om, at producenten skal bestemme, hvad man kan gøre ved eller have liggende på sine egne ting.

Link: Why 2024 will be like Nineteen Eighty Four

Mediernes vrængbillede af islam

Den ægyptiske forfatter Alaa al-Aswany (som du givetvis har hørt om, hans bøger er over det hele) skriver i dagens Guardian om de vrængbilleder, der florerer i mediernes dækning af de islamiske lande og påpeger de meget let gennemskuelige interesser, der ligger bag den vrængen verden på hovedet:

This western double standard is widespread, and there are countless examples. Elections recently took place in Iran and the winner was President Ahmadinejad. But there were allegations of vote-rigging. Western governments were up in arms, issuing strongly worded statements in support of democracy in Iran.

Yet Egyptian elections have been rigged regularly for many years and President Mubarak has taken office through rigged referendums, so why hasn’t that provoked such anger? The outcry is not to promote democracy but rather to embarrass the Iranian regime, which is hostile towards Israel and trying to develop its nuclear capabilities, which are a threat to western imperialism. The Egyptian government, on the other hand, in spite of being despotic and corrupt, is obedient and tame, so the western media overlook its faults, however horrendous they might be.

When the young Iranian woman called Neda Soltan was shot by an unknown assailant, her death quickly became global headline news. Western politicians were so moved that even President Obama, close to tears, said that it was heartbreaking. A few weeks later in the German city of Dresden, an Egyptian woman called Marwa el-Sherbini was attending the trial of a man who racially abused her because she was wearing a hijab. Fined €2,800 for insulting her, the extremist then went on a rampage, attacking Marwa and her husband with a knife. Marwa died on the spot.

The murder of Marwa and the murder of Neda should be seen as crimes of equal barbarity and of equal impact. But the murder of the Egyptian woman in the hijab did not break Obama’s heart and did not receive front-page coverage in the west. The murder of Neda incriminates the Iranian regime, whereas the murder of Marwa shows that terrorism is not confined to Arabs and Muslims – a white German terrorist kills an innocent women and tries to kill her husband simply because she is Muslim and wears a hijab. The western media do not care to convey this message.

Al-Aswany gør dog opmærksom på, at mange muslimer bærer et betydeligt medansvar for denne skævhed.

Det er fuldkommen rigtigt, at der kun er én eneste forklaring på, at mordet på Marwa el-Sherbini ikke har udløst lige så stort et ramaskrig som morden på Neda Soltan gjorde, og det er: Galopperende hykleri.

Og der er kun én eneste forklaring på, at diktaturets valgsvindel i Iran vækker forargelse, mens det tyranniske regimes valgfusk i Ægypten forbigås i stilhed, og det er: Galopperende hykleri.

Men samtidig er de reaktionære, bagstræberiske og med oliepenge velforsynede wahabitter og fanatiske fundamentalister i færd med at tage millioner af almindelige menneskers mere fredelige tro som gidsler – og som al-Aswany påpeger, er disse millioner af almindelige muslimer selv ansvarlige for at tage den tilbage:

If an ordinary westerner decided to find out the truth about Islam through what Muslims do and say, what would he find? Osama bin Laden would look out at him, as though emerging from a medieval cave to announce that Islam ordered him to kill as many western crusaders as possible, even if they are innocent civilians who have done nothing to merit punishment. Then the westerner would read how the Taliban has decided to close girls’ schools, arguing that Islam bans the education of women on the grounds that they are as intellectually and religiously deficient.

After that, the westerner would read statements from those who call themselves Islamic jurists, saying that a Muslim who converts to another faith must repent or have his throat cut. Some jurists will assert that Islam does not recognise democracy and that it is a duty to obey a Muslim ruler even if he oppresses and robs his subjects. They will welcome women covering their faces with the niqab so that those who see them are not driven by sexual desire.

The westerner will not find out that Islam gave men and women completely equal rights and obligations. He will not find out that in the eyes of Islam if someone kills an innocent it is as if he has killed everyone. He will never find out that the niqab has nothing to do with Islam but is a custom that came to us with the money of the Gulf from a backward desert society. The westerner will never find out that the real message of Islam is freedom, justice and equality, and that it guarantees freedom of belief, in that those who wish may believe and those who do not, need not, and that democracy is essential to Islam, in that a Muslim ruler cannot take office without the consent and choice of Muslims. After all that, can we blame the westerner if he considers Islam the religion of backwardness and terrorism?

Last year, I had to make a speech in Austria about the reality of Islam. I told how the Prophet Muhammad was so mild-mannered that when he knelt down to pray his grandsons Hassan and Hussein would often jump on his back in play. He would stay kneeling so as not to disturb the boys and then he would resume his prayers. I asked the audience: “Can you imagine that a man who stopped praying for the sake of children would advocate killing and terrorising innocent people?”

Men det er selvfølgelig også rigtigt, at de vestlige medier vitterlig kunne gøre et væsentligt bedre arbejde – hvis de ville. Men al-Aswany er milevidt fra nogen form for “offermentalitet” og understreger, at et egentligt opgør med de bagstræberiske kræfter, der i hans øjne forvansker og vanhelliger religionen, kun kan komme et sted fra, nemlig fra tilhængerne af islam som fredens, retfærdighedens og lighedens religion selv:

It is our duty to start with ourselves. We must save Islam from all the nonsense, falsehoods and retrograde ideas that have attached themselves to it. Democracy is the solution.

Link: Western hostility to Islam is stoked by double standards and distortion

Krystalnatten, Dan H. Andersen og (beskyldninger om) manipulation

Da jeg for lidt mere end tre år siden, inspireret af en parodi, der blev bragt på Humanisme.dk, ønskede at citere Jyllands-Postens originale leder fra 15. november 1938, havde jeg ikke adgang til den originale tekst – jeg søgte følgelig efter den på nettet, og fandt denne afhandling (et universitetsspeciale i historie fra 1974), der citerer det meste af lederen.

Det kom der i sin tid dette indlæg ud af. Det viser sig desværre, at lederen i denne afhandling ikke var præcist gengivet, eftersom passagen “Man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder” var ændret til “Man må indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder“, ligesom et andet sted en passage om, at tyskernes erfaring med jøderne “danner en vis Basis for deres Følelser” er ændret, så der i stedet står, at den “danner en vis Basis for deres Forfølgelser“.

Da jeg ikke så nogen grund til at tvivle på, at lederen var citeret korrekt i den pågældende afhandling, blev lederen altså her på siden citeret i en lettere forkert ordlyd. Hvor stor skade der hermed er sket er uvist, eftersom lederen med eller uden fejl i ordlyden var så afskyeligt antisemitisk i sin “forståelse” for Nazitysklands “jødeproblem”, at den rent saglige og polemiske pointe med citatet ærligt talt ikke ændres af denne unøjagtighed. Ikke desto mindre skal jeg beklage fejlen.

Historikeren og forfatteren Dan H. Andersen beskylder mig imidlertid i sin nye bog “Krystalnatten – vejen til Holocaust” for bevidst at have ændret og manipuleret lederen for at få Jyllands-Posten anno 1938 til om muligt at tage sig endnu mere usympatiske og antisemitiske ud, end de faktisk var.

Og der må jeg selvfølgelig melde hus forbi – fejlcitatet er en beklagelig fejl, men dog en fejl. Rent indholdsmæssigt mener jeg faktisk, at den er af mindre betydning: Hvis man allerede “kan” indrømme Tyskland, at det har ret til at udrense sine jøder, og man forstår de “følelser”, der blev udløst ved Krystalnatten, er man i mine øjne allerede så kompromitteret, at der ikke rigtig er noget tilbage at redde.

Jeg kan følgelig heller ikke se, hvordan jeg skulle have haft noget som helst motiv til at lave en sådan bevidst forfalskning af citatet, som Dan H. Andersen beskylder mig for – senest har han gentaget sine beskyldninger i DR Radio. Tværtimod – så snart, jeg blev opmærksom på fejlen, rettede jeg citatet til den korrekte ordlyd, på modspil.dk og på Wikipedias artikel om Jyllands-Posten, hvor nogen havde citeret den pågældende leder med modspil.dk som kilde.

Dan H. Andersen kunne selvfølgelig let have fundet ud af tingenes rette sammenhæng, herunder at der ikke var noget fordækt bag fejlen i det oprindelige citat, ved at rette henvendelse til undertegnede, inden bogen gik i trykken – men så havde han selvfølgelig ikke fået sin pointe om “bloglands” generelle upålidelighed i hus.

I det mindste har Dan H. Andersen  nu  lovet mig, at han ikke fremover vil skrive eller sige, at jeg selv skulle have ændret eller manipuleret med teksten til JPs leder om Krystalnatten.

Som en slags parantes eller krølle på halen følger Mikkel Andersson op  på Dan H. Andersens beskyldninger i et indlæg, hvor han går helt over bord i et retorisk festfyrværkeri: “decideret forfalsket”, “forfalskning”, “fuskeri”, “citatfusk”, “lokummet brændte” …

Ak ja – også Mikkel Andersson kunne selvfølgelig have sluppet for at dumme sig, hvis blot han havde undersøgt sagen, før han skrev sit indlæg.

Hvormed ikke være sagt, at jeg ikke beklager fejlen, hvad enten man nu selv føler, den har stor eller lille indflydelse på den overordnede vurdering af Jyllands-Postens holdning til “jødespørgsmålet”, dengang i 1938.

Men der var altså ikke tale om nogen “forfalskning”.

Dagens citat: Koranen

Tariq Ramadan, i hans bog Radical Reform (OUP 2009, s. 91-92):

The revealed Book neither stifles nor directs the mind, it liberates it at the heart of the Universe: the world speaks by itself, autonomously, and it is human intelligence’s task to understand its language, its vocabulary, its semantics, its rules, its grammar, and its order. The written Revelation is not a science book, but it calls on the human mind to engage all its critical, analytical and scientific potential in its quest for knowledge. Nothing is less present in the Quran than the fear or rejection of knowledge, whether sacred or profane, and this is what early scholars or scientists had felt and understood perfectly when they engaged in all the fields of learning (from philosophy to the exact and experimental sciences), confident that the absolute freedom of their reason in those fields in no way hampered the reasons and the essence of faith.

Og denne tolerante og åbne grundholdning i den tidlige islamiske civilisation var det også, som ansporede dels periodens store bidrag til videnskaber som matematik og astronomi, dels dén rolle somme kustoder af den antikke kulturarv, som araberne endte med at komme til at spille, og som senere fik en stor betydning for den eurpæiske renæssance.

Denne holdning blev senere afløst af en betydelig intellektuel stagnation, som intelligente moderne tænkere som for eksempel Tariq Ramadan forsøger at bryde blandt andet ved at vende tilbage til de første århundreders “åbne” læsning af Koranen og dens forhold til omverdenen.

Dagens citat: Reza Aslan

Fra hans bog “KUN ÉN GUD” (People’s Press 2008), s. 341:

Kan islam bruges til at etablere et ægte demokrati i Mellemøsten? Kan en moderne islamisk stat skabe overensstemmelse mellem fornuft og åbenbaring og derved skabe et demokratisk samfund, der er baseret på de etiske idealer, profeten Muhammad stadfæstede i Medina for næsten 1500 år siden?

Islam ikke alene kan. Islam skal. Og det foregår i virkeligheden allerede i dele af den muslimske verden. Men det er en proces, der kun kan baseres på islamiske traditioner og værdier. Den væsentligste lære, der kan drages af Europas forfejlede “civilisationsmission” er, at hvis demokratiet skal være levedygtigt og bestående, kan det aldrig importeres.

Jamen hov? Er Europa ikke truet af islam, så vi i virkeligheden burde være bange for, at noget sådant skulle ske?

Lad mig reformulere spørgsmålet: Er “Europa” “truet” af “islam”? Det er der nogen, der mener, primært paranoide intellektuelle letvægtere. For nu at imødekomme en sådan indvending, og for at understrege, at Aslan ikke nærer mange illusioner om den øjeblikkelige status af hans demokratisk-islamiske vision, tillader jeg mig også at citere denne korte status over den islamiske verden anno 2008:

Egypten er et enevælde, der udgiver sig for republik, med en livstidspræsident og et afmægtigt parlament. Syrien er et arabisk diktatur, hvis hersker regerer efter landets almægtige militærs forgodtbefindende. Jordan og Marokko er ustabile kongedømmer, hvis unge monarker har taget forsagte skridt hen imod demokratisering, dog uden at fortabe retten til deres enevældige styre. Iran er et fascistisk land, der styres af en korrupt gejstlighed, der sætter hårdt ind på at forhindre ethvert forsøg på demokratiske reformer. Saudi-Arabien er et fundamentalistisk teokrati, hvis eneste forfatning er Koranen, og hvis eneste lov er sharia. Alle disse lande betragter ikke alene sig selv som virkeliggørelsen af det medinensiske ideal. De betragter også hinanden som lande, der på foragtelig vis vanhelliger dette ideal.

Forestiller man sig, at så uenige diktaturlande nogensinde skulle blive enige om noget som helst, der nogensinde skulle kunne true Europa? De omtalte intellektulle letvægtere kan vist godt se at pakke deres grej.

Den fremtidige udvikling i Mellem-Østen er et internt islamisk anliggende, hvor vi som europæere ikke rigtig kan gøre fra eller til, bortset fra, at vi kan håbe på, at en demokratisk og menneskeretsanerkendende reform, som bl.a. Aslan taler for og som vi før har skrevet om her på siden. Eller … en ting, vi måske kunne gøre, er at bede de intellektuelle letvægtere om at skrue lidt ned fra deres paranoia. Europa er ikke ved at blive oversvømmet af islam, og den islamiske verden udgør knap nok en trussel mod sig selv.

Lad os med andre ord sætte alle de hadere, der i Danmark mest repræsenteres af Dansk Folkeparti og omegn, på porten. Karen Jespersens exit før en forventelig Løkke-fyring er i den forbindelse måske et gunstigt tegn.

Hvad en forlægger kan gøre

Man taler meget om, at Internettet er ved at overtage populærkulturen, at aviserne er ved at uddø, at pladeselskaberne er dinosaurer, osv.

Men dog må der vel være noget, som Internettet ikke bare kan, som f.eks. en forfatter har brug for et forlag og en musiker et pladeselskab/forlag til?

Den canadiske science fiction-forfatter og blogger Cory Doctorow, som vi også citerede i det forrige indlæg, svarer på spørgsmålet i sin seneste klumme i Locus Online os siger, at ja, der er én ting, forlagene kan gøre, som Internettet ikke kan: De kan få bogen ud på boghandlernes hylder.

Doctorow skriver:

Hardly a day goes by that I don’t get an e-mail from someone who’s ready to reinvent publishing using the Internet, and the ideas are often good ones, but they lack a key element: a sales force. That is, a small army of motivated, personable, committed salespeople who are on a first-name basis with every single bookstore owner/buyer in the country, people who lay down a lot of shoe-leather as they slog from one shop to the next, clutching a case filled with advance reader copies, cover-flats, and catalogs. When I worked in bookstores, we had exceptional local reps, like Eric, the Bantam guy who knew that I was exactly the right clerk to give an advance copy of Snow Crash to if he wanted to ensure a big order and lots of hand-selling when the book came in.

This matters. This is the kind of longitudinal, deep, expensive expertise that gets books onto shelves, into the minds of the clerks, onto the recommended tables at the front of the store. It’s labor-intensive and highly specialized, and without it, your book’s sales only come from people who’ve already heard of it (through word of mouth, advertising, a review, etc.) and who are either motivated enough to order it direct, or lucky enough to chance on a copy on a shelf at a store that ordered it based on reputation or sales literature alone, without any hand-holding or cajoling.

The best definition I’ve heard of “publishing” comes from my editor, Patrick Nielsen Hayden, who says, “publishing is making a work public.” That is, identifying a work and an audience, and taking whatever steps are necessary to get the two together (you’ll note that by this definition, Google is a fantastic publisher). Publishing is not printing, or marketing, or editorial, or copy-editing, or typesetting. It may comprise some or all of these things, but you could have the world’s best-edited, most beautiful, well-bound book in the world, and without a strategy for getting it into the hands of readers, all it’s good for is insulating the attic. (This is the unfortunate discovery made by many customers of vanity publishers.)

(…)

It’s easy to imagine a web-based discount printer, web-based copyeditors and proofreaders (the Distributed Proofreader Project, which cleans up the typos in the public domain books in Project Gutenberg, is a proof-of-concept here), web-based marketing and advertising firms (“web-based” may be redundant here — are there any marketers and advertising agencies left who aren’t primarily Internet-based?), web-based PR (ditto), and even web-based editors who serve as book-doctor, rabbi, producer, confessor, and exalted doler-out-of-blessings, gracing a book with their imprimatur, a la Oprah. (…)

This vision has captured the imagination of many of my fellow techno-utopians: a stake through the heart of the Big, Lumbering Entertainment Dinosaurs Who Put Short-Sighted Profits Ahead of Art. And there’s plenty of short-term thinking in the recent history of publishing and the rise of the mega-publishers. There are plenty of “little” publishers out there, dotted around the country, figuring out how to fill in the gaps that the big guys won’t stoop to conquer: short story collections, quirky titles, books of essays, art books, experimental titles, and anthologies. These are often fabulous books with somewhat respectable numbers, but they lag the majors in one key area: physical distribution.

Det er en glimrende observation og siger også noget om, hvad en forfatter får ud af at komme på et etableret forlag frem for selv at stå for det.

Mht. musik er der selvfølgelig den hage ved det, at pladeselskabernes  standardkontrakter snyder kunstnerne så vandet driver, jfr. Courtney Love’s analyse.

Inden for bogudgivelser er det vist ikke helt så slemt (endnu?).

Link: In Praise of the Sales Force