Category: Diverse

Hvis man rigtig skulle have gang i den i Randers og omegn i slutningen af 80erne eller begyndelsen af 90erne var det The Snotlers, man skulle have fat i. Snotlers spillede en blanding af blues-rock, gammeldags syrerock og plovfure-country, med et repertoire bestående af cover-numre af klassikere som Hey Joe, Cocaine, Wild Thing (Wild Ting) og meget mere.

I centrum af bandet stod sangeren og guitaristen Chapper, langhåret, langskægget, smilende, på én gang bondsk og sofistikeret, strålende af energi, et smittende godt humør og ikke mindst en ikke ganske stueren humor. Snotlers var ikke uden grund efterspurgt både til lokale koncerter og begivenheder ude omkring i landet, ikke mindst hos motorcykelklubber og lignende.

Mod slutningen af 90erne gik der metal- og anden træthed i bandet, som det så ofte sker. Chapper kunne dog stadig fra tid til anden opleves på byens scener i spidsen for det (ikke helt) nye band CHAPPER & CO.

Ét af resultaterne af dette musikalske arbejde er dobbelt-CD’en GÅR GENNEM ILD, som snarere end en arvtager til tiden i Snotlers er et meget personligt værk, en rejse gennem livsformer, tanker og stemninger – en åndelig og musikalsk rejse, der spænder fra dyb sump over styrke og livsglæde til afklaring og erkendelse.

Værkets første CD repræsenterer rejsens ene ben og er en slags dagligdagens panorama, med udgangspunkt i en underlig blanding af jordnær, jysk muld og farverige personer og steder fra 80ernes Randers.

Det “80ernes Randers”, der fremmanes, er dog hverken morsomme ungdomsminder eller en fortabt idyl. Med musikernes egne ord er der tale om “et tilbageblik på en vild, kontrastfyldt, ubalanceret, anarkistisk, anakronistisk, syret og ungdommelig jagt på oplevelser i en underlig verden, vi ikke helt forstod midt i 80′ernes brændpunkt“.

80ernes Randers er hermed ikke det, man søger eller længes efter, det er et monster, man flygter fra, som det så smukt og koncist udtrykkes i ledsageteksten til sangen MORGENFUGLE: “Jeg var faldet i et sumphul, i forbindelse med at jeg ville skyde genvej over til nogle, som jeg troede, var mine kammerater“.

Andetsteds hedder det:

En nat, et skummelt sted, på en skummel væg så jeg en skummel fyr, i et skummelt spejl, da jeg lænede mig frem i min skumle tilstand for at kontakte en kvinde. Jeg gav et skrig over chokket over denne skumle fyr. Det var mig selv.
…
Henning Sommer var en hippie, der var flygtet fra Sjælland. Jeg tror, han skyldte penge til alle, han kendte. Sjovt nok gjorde han det også her efter ganske kort tid. Men snakketøjet var i orden, han havde både charme og et glimt i øjet…Efter ca. en 10 år var det ikke længere muligt for ham at låne flere penge hos venner og bekendte. De blåøjede piger, der faldt for hans løfter og veltalenhed, var også sunket til en lavere standard. Så rejste han tilbage til øen, hvor han kom fra. Nu havde tiden nok slettet gammel gæld.
…
Vi gik ofte ud på Staden, hvor vi sad sammen med en masse sovende krigere og misbrugere. Følsomme mennesker, der hellere ville sove frem for at stå ved det, de inderst inde stod for. Verden kunne godt bruge noget af den slumrende viden, disse sovende krigere har om næstekærlighed og et åbent hjerte.

Trist? Som al ægte blues gemmer sange som SYSTEM BLUES, SOMMER RAP, MORGENFUGLE, MASSO og WADERS først og fremmest på en stor mængde livsglæde og en ikke lille portion gedigen jysk humor – “fremført med et humoristisk islæt med tendens til grænseoverskridende platheder”, som det hedder i bandets pressemeddelelse.

Anden CD repræsenterer den anden side, gennembruddet, en åndelig oprejsning efter den sump, der så at sige ender med sangen JEG GIK KOLD.

Hvor CD1 er blues, er CD2 nærmest svævende og drømmende rock, ikke helt uden mindelser om dansk syrerock fra 70erne – musik, som jeg ikke helt tror på nytten af at beskrive; hvad er “smuk”, “melodisk” og “medrivende” andet end ord, som ikke kan blive andet end postulater, som læseren må holde op mod sin egen oplevelse?

Lad det være nok at konstatere, at ikke blot sanger og komponist Chapper (eller Per Møller Jensen, som han faktisk hedder) men også Tommy Lui på guitar, Per Hundborg på bas, Thomas Friis på trommer og Morten Kjeldsen på keyboard og slagtøj leverer en inspirerende og tydeligt engageret præstation, der overskygger, hvad der måtte være af skønhedspletter eller banalitet i enkelte af sangene.

I denne halvdel kan først og fremmest fremhæves titelsangen GÅR GENNEM ILD; kærlighedssangen BOSSA, der faktisk er én af de smukkeste sange på dansk, som jeg har hørt i mange år; og den lange, syrede instrumentale (og tl dels Pink Floyd-inspirerede) YAKAMA, der af bandet selv betegnes som “kronen på værket – som en sommerfugl, der kravler ud af puppen på toppen af det bjerg, den besteg som larve”.

Det er store ord – for store på en CD fra 2007 fra et nu hedengangent band i Randers? Og måske lidt for meget New Age efter nogens smag?

Rent forbrugeroplysningsmæssigt er første CD som sagt præget af bluesrock og af en humor, hvor jysk banalitet er et væsentligt element; anden CD er anderledes – syret, svævende rockmusik med en poetik, hvor jysk banalitet er et vigtigt poetisk og kontrastskabende element. Stilistisk er navne som Gnags, Alrune Rod og sågar Young Flowers (og hermed Cream) blandt de, der umiddelbart falder mig ind, hvis man skal sammenligne med noget.

Hvis man ikke bryder sig om den slags, vil man sikkert heller ikke bryde sig om GÅR GENNEM ILD.

Produktionsmæssigt præges musikken af den blanding af smittende engagement og dyb professionalisme man må forvente, når en flok så garvede musikere kaster sig over et yndlingsprojekt.

GÅR GENNEM ILD beskriver en rejse mod erkendelse og kærlighed, og jeg må indrømme, at den vej, dens ord beskriver, ikke altid er min vej; men hvad gør det?

GÅR GENNEM ILD er et helstøbt, dybt personligt værk om en rejse fra forvirring og dyb sump til åndelig erkendelse og transcendent kærlighed mellem mand og kvinde. Det er et værk, der tydeligvis har været mange år undervejs, og som jeg ærligt talt ikke rigtig kender mage til i dansk musikliv.

Hvis ordene er ægte, hvad betyder det så, hvis de ikke er mine? Der er gods i, gods af den slags, der kan sætte hjerter i brand. Det er – stort.

• Link til Chapper & Co’s hjemmeside.
• Hør sangen System-blues.
• Hør sangen Går gennem ild.
• Køb CD’en.

I dag fik jeg et brev, der venligt oplyste mig om, at jeg lørdag d. 19/1 havde dette læserbrev i Jyllands-Posten:

I dagens kronik i Jyllands-Posten tager “feministen” Lone Nørgaard – der gentagne gange har gjort sig bemærket ved en tilsynaledende komplet mangel på respekt for i hvert fald muslimske kvinder og deres bevæggrunde – afsked med ethvert hold i virkeligheden og overgiver sig helt til fabulerende, galopperende islamforskrækkelse.

I en opfordring til tørklædeforbud som “modværge” gør Nørgaard opmærksom på, at islamkritikere som hende må “slukke fjernsynet og sove en time mindre” for at gøre deres hjemmearbejde, hvorefter hun helt uden kildehenvisning eller mindste dokumentation i øvrigt fremlægger, hvad hun betegner som en “islamistisk køreplan” for overtagelse af det danske samfund.

Efter denne køreplan vil de 2,5% af landets befolkning, som er muslimer, langsomt, men sikkert overtage landet, så de om 50 år måske endda vil udgøre 3,5% og med fuld sikkerhed have omdannet Danmark til et islamisk diktatur – og de er alle sammen med i det; alle sammen, mine damer og herrer, alle muslimer i Danmark, alle vore tyrkiske, arabiske og somaliske medborgere, og specielt er alle tørklædeklædte kvinder med i det: “Tørklædet er spydspids i denne islamiserings-proces – bevidst eller ubevidst for tørklædebærerne.”

Ja, hvad skal man egentlig sige til en sådan gang fantastisk,
fantasifuld, frit fabulerende og uvidende paranoia?

At hvis ikke det var til at græde over, var det faktisk kun til at grine af. Lone Nørgaard ville gøre sig selv og os andre om hun tændte for fjernsynet og fik den ekstra times søvn om natten – måske det også ville rette lidt op på lødigheden af hendes artikler.

Afsenderen var en hr. Povlsen fra en desværre ulæselig adresse i Roskilde – jeg tror nok, hans hensigt var at udtrykke en slags støtte til Nørgaard, men jeg sover dog stadig roligt om natten, sålænge der stadig ikke er mindste dokumentation for Nørgaards sludder.

Læserbrevet er i øvrigt en forkortet udgave af dette indlæg på min anden blog.

En ung mand stikkes ned med en kniv, og ugerningen fanges på et overvågningskamera, og straks er geskæftige politikere klar med krav om video-overvågning i de store byer og skærpelse af forbudet mod at gå med kniv.

Man glemmer måske i skyndingen, at billederne fra overvågningskameraet hverken forhindrede drabet eller bidrog til politiets efterforskning – eller at det faktisk allerede er forbudt og temmelig strafbart at gå med kniv?

Samtidig er det en smertelig, men uundgåelig erkendelse, at vold og drab altid vil forekomme, hvordan man end vender og drejer det. Politikerne fisker i rørte vande og forsøger gladelig at løse et problem, der ikke kan løses, ved at indføre en overvågning, som formentlig ikke virker – og ved at forbyde noget, som allerede er forbudt.

Panikreaktion – eller ren demagogi?

Bistroisten rammer hovedet durk på sømmet:

Dansk Folkepartis flygtninge-/indvandrerpolitik kombineret med Venstres skattepolitik, tilsat nogle vage ord om servicegarantier? Ellers tak, jeg tror jeg står over.

Jan Öberg fra TFF har denne lidt bidende kommentar til Al Gores Nobelpris:

The 2007 Nobel Peace Prize – particularly the part to Al Gore – is a populist choice that cannot but devalue the Prize itself.

Alfred Nobel wrote in his will that the Peace Prize should be awarded to “the person who shall have done the most or the best work for fraternity between the nations, for the abolition or reduction of standing armies and for the holding and promotion of peace congresses.”

Without diminishing the importance of global warming and the work done by this year’s recipients – the Intergovernmental Panel on Climate Changes (IPCC) and Al Gore Jr. – it is highly disputable whether it qualifies as a PEACE prize in the spirit of Alfred Nobel – even if interpreted in the contemporary world situation and not that of 1895 when Nobel formulated his vision.

The concept and definition of peace should indeed be broad. But neither of the recipients have made contributions that can match thousands of other individuals and NGOs who devote their lives to fighting militarism, nuclearism, wars, reducing violence, work for peacebuilding, tolerance, reconciliation and co-existence – the core issues of the Nobel Peace Prize.

It is also regrettable that the Prize rewards government-related work, rather than civil society – Non-Governmentals, making the implicit point that governments rather than the people make peace.

In particular, Al Gore – as vice-president under Bill Clinton between 1993 and 2001 was never heard or seen as a peace-maker. Clinton-Gore had a crash program for building up US military facilities and made military allies all around Russia – and missed history’s greatest opportunity for a new world order.

In contravention of international law and without a UN Security Council mandate, they bombed Serbia and Kosovo, based on an extremely deficient understanding of Yugoslavia and propaganda about genocide that has caused the miserable situation called Kosovo today (likely to blow up this year or the next), and they bombed in Afghanistan and Sudan.

 Og ja, jeg er tilbøjelig til at give Öberg ret. Al Gores utvivlsomme fortjenester indenfor klima-oplysning til trods, er det svært at se, hvordan det kan berettige ham til en freds-pris.

 Med det caveat, at jeg muligvis til forskel fra Jan Öberg ikke havde ret meget respekt for Nobels fredspris i forvejen – når terroristen Begin og den kyniske magtpolitiker Arafat kunne få den, er jeg ikke sikker på, den er så eftertragtelsesværdig, når alt kommer til alt.

Microsofts direktør Steve Ballmer truer producenter af Linux-systemer og anden fri/Open Source-software med sagsanlæg. Har de en sag – eller er det ren skræmmekampagne?

Læs hele historien på Modspil.dk.

En nylig kronik i Politiken af historikerne Hans Kirchhoff og Lone Rünitz forklarer, hvordan Danmarks flygtningepolitik overfor tyske jøderne i 1933-45 var uforandret lige så hård og hjerteløs som vore dages benhårde afvisning af flygtninge fra Irak, Iran osv.:

Det var ikke, fordi tyskerne havde krævet parret udleveret. Tværtimod skulle der overtalelse til fra dansk side. Baggrunden var, at ægteparret havde overtrådt fremmedloven ved et år tidligere at være gået illegalt over grænsen fra Tyskland. I overensstemmelse med gældende praksis blev de prompte udvist og sat om bord på en færge til Polen. Her ville man ikke vide af polske jøder, som hidtil havde haft bopæl i Tyskland, og de blev returneret til Danmark, hvor de sad fængslet i tre måneder, mens myndighederne overvejede næste skridt. Da det ikke lykkedes at få hverken Tyskland eller Polen til at overtage dem, blev de løsladt for at forberede emigration til USA. Et visum lod imidlertid vente på sig, og i maj 1940 blev de på ny fængslet, og forhandlingerne med besættelsesmagten om at få dem sendt til Tyskland gik i gang. To måneder senere indvilgede man fra tysk side i at overtage dem. Efter et fængselsophold i Flensborg blev de sendt til en tvangsarbejdslejr. I 1942 blev de deporteret til Auschwitz, hvor den da 22-årige Ruth Niedrig omkom året efter.

(…)

Imellem de jøder, som under besættelsen søgte ly i Danmark, var to søstre i 50’erne, Dora og Lina Guttmann. De gik illegalt over landegrænsen en aften i august 1942. Umiddelbart efter blev de anholdt af en grænsegendarm, hvorefter de blev sat i arresten for at afvente en afgørelse fra København. Søstrene, som hidtil havde boet i Berlin, havde været på flugt i tre måneder. De forlod hjemmet, dagen før de skulle deporteres til Polen. De havde dels gået, dels kørt med tog og havde om natten sovet i skovene, og nu var de så nået i sikkerhed i Danmark, hvor deres bror boede – troede de. Fire dage senere blev de afleveret til tysk politi.

Det samme gentog sig et par måneder senere, da en ung kvinde, Brandla Wassermann, med tre børn i alderen syv, fem og to år blev sendt retur. Søstrene Guttmann omkom i Baltikum, Brandla Wassermann og de tre børn i Auschwitz. I modsætning til søstrene og familien Wassermann havde de fire polske jøder Szymon Zaitmann, Leon Weitz, Paul Koppel og Stefan Glücksman opholdt sig i Danmark siden 1938/39, da de i januar 1941 »efter forhandling« blev overgivet til Gestapo. Deres brøde bestod i, at de enten var kommet illegalt ind i landet og/eller var subsistensløse, og at det ikke var lykkedes at slippe af med dem til tredjeland. Også de måtte lade livet.

Hvordan SKAL vi forklare en sådan politik?

Link til Hans Kirchhoff og Lone Rünitz’ kronik i Politiken om Danmarks allerede i 30erne ikke særligt medmenneskelige flygtningepolitik. Kirchhoff og Rünitz forklarer i øvrigt, at disse udvisninger ikke skyldtes nogen negativ holdning til jøder – de pågældende blev således udvist, ikke på grund af, men på trods af, at de var jøder. Hvilket de utvivlsomt har sat pris på.

Jeg har dette læserbrev i Jyllands-Posten i dag …, i anledning af en usædvanligt vitriolsk leder, de bragte fornylig:

EN DANSK familie flytter til Argentina for at arbejde, og det er ikke uden stolthed, at man efter et stykke tid hører familiens børn tale flydende spansk.

Efter en del år melder der sig dog en vis bekymring: Poderne lader til helt at assimilere den lokale kultur, ligesom det er argentinsk historie og geografi, de lærer i skolen – ikke dansk. Vil børnene overhovedet betragte sig selv som danske, når de vokser op, og vil man “miste” dem, hvis man en dag flytter tilbage, mens børnene bygger rede i det nye hjemland?

Heldigvis viser der sig en dag en chance: Onkel hjemme i Albertslund tilbyder, at poderne kan bo i hans villa et par år og gå i den lokale folkeskole, så de forbliver i kontakt med dansk sprog og kultur.

I familiens kvarter i Buenos Aires rygtes det, hvordan familien forsøger at beskytte sit kulturelle tilhørsforhold, og en lokal redaktør skriver en leder om det i sin avis.

Hvad forventer familien nu at læse om sig selv og det valg, den har truffet? Nok ikke dette her, jfr. JP’s leder 24/8:

»[Nogle tilflyttere] vælger stædigt at forblive i den formørkede verden, som hersker i deres fødelande. Så er det, at forældrene og deres familier efter egen opfattelse i den bedste vilje, men i praksis med rystende brutalitet, tvinger børnene på såkaldte genopdragelsesrejser i ”hjemlandet” …«

Spørgsmål: Hvordan er den avis, der skønt altid borgerlig og med stærkt højretrækkende tendenser, engang var landets uomtvisteligt bedste avis – hvordan er Jyllands-Posten blevet hjemsted for et så (for nu at blive i tonen) infernalsk had, en så perfid intolerance og åndsformørkelse?

Jeg har netop anmeldt den klassiske indiske film Pakeezah med Meena Kumari og Raaj Kumar i hovedrollerne ovre på min anden blog – så skynd dig over at læse den, hvis du er interesseret i at høre mere om dette eventyr fra det gamle Lucknow og dets bordeller og tawa’ifs (kurtisaner).

Via Gülay Kocbay:

De danske myndigheder har en tradition for aldrig at hjælpe danske statsborgere, der kommer galt afsted i udlandet, og da slet ikke, hvis det på en eller anden måde kunne komme til at koste penge (evakueringen fra Libanon sidste sommer var en undtagelse i den sammenhæng).

Nogle gange kan man så godt få fornemmelsen af, at vores danske pengepugeri slet og ret overlader regningen til andre. For eksempel i sagen om den danske kvinde, der  kørte galt og måtte på hospital i Tyrkiet – og blev behandlet trods manglende forsikring. Gladsaxe Kommune nægtede at betale for hendes hjemtransport, så den tyrkiske regering har nu taget den regning, som den pågældende naturligvis aldrig selv ville kunne betale:

En 29-årig dansk mor og hendes femårige søn landede fredag ved 22-tiden i Københavns Lufthavn i Kastrup. De ankom fra Tyrkiet i et ambulancefly betalt af de tyrkiske myndigheder efter opfordring fra Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan. I Kastrup stod ambulancer klar til at transportere mor og søn videre til Rigshospitalets traumecenter.

Kvinden og hendes søn har været strandet på et hospital i Antalya-området i Tyrkiet efter en voldsom trafikulykke, men har ikke kunnet forlade landet, fordi familien ikke havde råd til at betale hverken ambulanceflyet hjem eller sygehusregningen på omkring en halv million kroner. Kvindens hjemkommune, Gladsaxe, har kun villet låne hende pengene.

De tyrkiske myndigheder betaler halvdelen af sygehusudgifterne samt hjemrejsen med ambulancefly.

Som Gülay Kocbay udtrykker det: “I stedet for, at give en hjælpende hånd, har Gladsaxe kommune åbenbart talt kroner og ører, og det synes jeg bare ikke, man kan være det bekendt over for en familie, der er kommet ud for en ulykke af så alvorlig karakter.  Det er ikke humant  OVERHOVEDET!”