Category: Diverse

Salman Rushdie faldet til patten?

Apropos det seneste indlæg om “Salman Rushdie Redux” har jeg i dag dette læserbrev i Nyhedsavisen:

Salman Rushdie er faldet til patten

Salman Rushdie blev forleden gjort til ridder og er hermed blevet til Sir Salman – et eksempel på den form for belønning, der venter en intelligent og talentfuld forfatter, der er villig til at falde til patten.

Præsenteret med chancen for at kunne bekende kulør, at vise, at han stadig har vid og bid og ikke spiser af hånden, vælger den store forfatter ikke at afslå, men at tage imod et ‘ridderskab’ i det blodbestænkte britiske imperium, alt imens han udtrykker sin »ydmyge taknemmelighed«.

Intellektuel hæderlighed? Mod til at sige fra over for en regering, hvis store bidrag til England har været fattiggørelse, nedskæringer og kommercialisering? Og hvis bidrag til verden har været ukritisk støtte til krige bygget på løgn og tortur? Mod til at vise sin foragt og gøre klart, at ‘hædersbevisninger’ fra den kant ikke er mere værd end støv og aske? Modet til overhovedet at tale magthaverne midt imod?

Nej, disse kvaliteter har Rushdie ikke tid til at udvise – han har alt for travlt med at tage imod priser på denne verdens bonede gulve.

Måske det bare er mig, men burde man ikke kunne forvente mere af forfatteren til romaner som ‘De Sataniske Vers’ og ‘Midnatsbørn’?

 

Se også:

Salman Rushdie redux

Priyamvada Gopal i The Guardian:

Vociferously supporting the invasions of Afghanistan and Iraq on “humane” grounds, condemning criticism of the war on terror as “petulant anti-Americanism” and above all, aligning tyranny and violence solely with Islam, Rushdie has abdicated his own understanding of the novelist’s task as “giving the lie to official facts”. Now he recalls his own creation Baal, the talented poet who becomes a giggling hack coralled into attacking his ruler’s enemies. Denuded of texture and complexity, it is no accident that this fiction since the early 90s has disappeared into a critical wasteland. The mutation of this relevant and stentorian writer into a pallid chorister is a tragic allegory of our benighted times, of the kind he once narrated so vividly.

Mere  om Rushdies nyfundne ridder-”ære” på Modspil.dk.

Asmaa Abdol-Hamid: Sagens fakta

Enhedslistens nye folketingskandidat har været igennem en forrygende mediestorm, hvor hun er blevet kaldt fundamentalist, shariatilhænger, ekstremist og meget andet, tilsyneladende alene fordi hun vælger at gå med tørklæde.

Men hvad siger hun selv, hvad har hun ment gennem tiden, og hvordan er hendes politiske karriere forløbet og begyndt?

Den fynske radikale Rasmus S. Larsen har skrevet en lang og meget grundig og 100% dokumenteret gennemgang af sagen, som vi nu har fået lov til at bringe på Faklen.dk. Er man enig eller uenig med hende, og hører hun ifølge syne synspunkter til på venstrefløjen eller ej?

Her har du chancen for at få det opklaret – uden om de primitive og tåbelige fjendebilleder, som medierne fra Jyllands-Posten til Politiken – og politikerne, fra Dansk Folkeparti til SF – har disket op med.

Rasmus S. Larsen fortæller bl.a.:

[Abdol-Hamid] går ind for individets frihed til at vælge ægtefælle (selv vil hun kun giftes med en muslim), foretage skilsmisse, være nøgenmodel i reklamer (selvom hun selv ikke bryder sig om dette fænomen), vælge sin religion (hendes egne børn skal frit kunne vælge religiøst ståsted) samt gå med tørklæde eller lade være, hvis det vel at mærke skyldes en moden og selvstændig beslutning og ikke pres udefra.

Hendes syn på homoseksuelles ret til adoption var uafklaret pga. manglende viden om emnet på det tidspunkt, hvor hun fik stillet spørgsmålet. Hvis hun lægger Enhedslistens principprogram til grund for holdningen, er den klart positiv.

Hun er imod dødsstraf i enhver sammenhæng og under alle former, uanset om det er i Saudi-Arabien, USA eller Nigeria.

Hun er markant modstander af den israelske Palæstina-politik, den amerikanske George W. Bush og Irakkrigen, hvorved hun ligger helt på linie med resten af sit parti.

Som religiøs muslim betragter hun begrebet ”sharia” som identisk med islam, men i en udformning, der er fuldt kompatibel med et moderne, vestligt samfund. Hun mener, at integrationsproblemerne reelt er sociale eller kulturelle problemer. Dette passer udmærket ind i Enhedslistens tradition for at tilskrive samfundsstrukturerne en større betydning for individets udfoldelsesmuligheder end noget andet parti i det danske Folketing. Samtidig frikender Abdol-Hamids indstilling nærmest pr. automatik religionen for at have ansvar for nogle negative tendenser i samfundet. I stedet tolker hun enhver negativ følge af religiøs tradition som en ”kulturel” uvane, der skal gøres op med. Desuden er hun klar tilhænger af at indføre en statsautoriseret islamisk teologiuddannelse i Danmark for at skabe modvægt til de mange ”firkantede” tolkninger af islam.

Uanset om man er for eller imod hver enkelt af disse holdninger, afviger billedet af Asmaa Abdol-Hamid markant fra den rabiate anti-demokrat og forkæmper for nigerianske tilstande i Danmark, som mange af hendes modstandere ellers har udnævnt hende til.

Der er intet odiøst i at lange ud efter anti-demokratiske og reaktionære grupperinger, uanset disses religion. Men det mindste, man kan forlange af debattører med denne målsætning, er, at de sætter en meningsfuld adresse på deres angreb.

Artiklen er som sagt grundig og veldokumenteret, og bør helt afgjort læses i sin helhed.

Lorten ligger for Foghs dør

En dansk soldat er blevet dræbt i Irak, og de irakiske oprørere har udsendt billeder, hvor de fejrer deres angreb og hans død. Hvem har ansvaret for, at sådan noget sker?

Svar: Dem, som sendte vore soldater afsted til en hovedløs krig og bad dem blive som besættelsesmagt i et fremmed land, hvor de intet har at gøre, og som støtte for en besættelsesmagt, den irakiske befolkning ønsker længere væk end der, hvor peberet gror.

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive lidt mere om det, men Engelbreth siger det meget klart på sin Politiken-blog:

Mange irakere betragter med god ret danske, britiske og amerikanske soldater som en besættelsesmagt og så gerne, at tropperne forlod deres land hurtigst muligt.

Det er derfor, de jubler, når besættelsesmagtens køretøjer og soldater bliver ramt. Ret meget længere er den ikke.

Det er sandsynligvis spontant og har højst sekundært noget med »psykologisk krigsførsel« at gøre – hvis der er et kamerahold til stede kan man jo vise alverdens tv-seere (og dermed besættelsesmagten), at man har slået igen med succes.

Det skal naturligvis ses på baggrund af den kendsgerning, at besættelsesmagten er så uønsket, at flere og flere irakere sågar foretrækker diktaturet under Saddam Hussein. Mere utvetydigt kan amerikanernes (og briternes og danskernes) politiske og militære fiasko i Irak ikke udtrykkes.

Ifølge en rapport fra amerikanske forskere, der blev offentliggjort i det britiske tidsskrift The Lancet i 2006, er ca. 650.000 irakere blevet dræbt siden den amerikansk-ledede invasion og besættelse af Irak. Nogle anslår lavere tal, andre højere, men om det er 100.000 eller en million er i alle tilfælde vanvid.

Det hverken kan eller skal forklejne tabet af eller sorgen over ét eneste menneskeliv i øvrigt, hvad enten det er en iraker eller dansker – men det sætter tingene i perspektiv.

I ethvert land, der er besat i en årrække og kastet ud i en brutal borgerkrig af en uønsket besættelsesmagt med stribevis af tortur-skandaler på samvittigheden og sekshundredeoghalvtredstusind døde, vil der naturligvis være mennesker, som jubler ekstatisk, når de får ram på besættelsesmagten.

Som man i parantes bemærket også har set i andre situationer. Som sagt: Hvis man ønsker at vide, hvorfor dette er sket, skal man spørge, hvad vore soldater mon overhovedet lavede på det sted og det tidspunkt, hvor de for mig at se intet havde at gøre.

Lorten ligger for Foghs dør.

Begyndelsen til enden for Dansk Folkeparti

De sidste par uger har bestemt ikke været gode for Pia Kjærsgaard og hendes følge i Dansk Folkeparti. Krarup, Camre og Messerschmidt, som alle forløb sig på det pinligste og måtte irettesættes, Messerschmidt som skejede ud i Tivoli og trak sig efter et par solide antydninger fra partiledelsen, Ny Alliance som en alvorlig trussel mod deres nuværende position som regerings(støtte)parti og nu Louise Frevert, som går og smækker med døren:

I et stort interview med Berlingske Tidende fortæller Louise Frevert, at Dansk Folkeparti er et rædselsregime. Styret af toppen i en så voldsom grad, at flere meninge medlemmer sidder tavse, triste og modløse tilbage. De tør ikke komme med politiske forslag, og de tør slet ikke tage en politisk debat.

»Vi har aldrig haft en afstemning i folketingsgruppen,« siger Frevert.

Da Louise Frevert efter kommunalvalget i 2005 vendte tilbage til Folketinget, var der kun en plads tilbage i gruppeværelset: Helt henne ved døren.»Det var helt åndsvagt, at jeg fandt mig i det. Man tror, at det går over. At det bliver bedre, hvis man giver det en chance.«

»Pia Kjærsgaard kan uden videre gå forbi dig på gangen uden at hilse, og det selv om jeg jo fylder godt. Hun går bare forbi. Hun er næsten altid sur. Tænk, altid at være så sur. Hun sætter sådan en uhhhhhh stemning. Så kan hun smile lidt til de andre i ledelsen, mens hun ser halvmuggent på os andre. Bare, at man som medlem af partiet er i live, er en stor ting.«

Selvom Frevert ikke selv er den mest troværdige kilde, som tænkes kan, begynder de sidste par ugers begivenheder så småt at ligne en byge af slag, som Dansk Folkeparti vil få endog meget svært ved at forvinde. Er det virkelig en æra i dansk politik, der er ved at rinde ud – et forbandet tiår, hvor Dansk Folkeparti satte dagsordenen? Måske en lille portion forsigtig optimisme langt om længe er på sin plads.

‘ Sex er generelt blevet til noget farligt, truende og dæmonisk’

God kronik i dagens Information om tidens grasserende puritanisme som eksemplificeret i de “pæne” progressive SF’ere og radikales pres for at forbyde prostitution og marginalisere de prostituerede yderligere:

Medierne har hidtil i det 21. århundrede således virkelig haft dommedagsbasunerne fremme, når de beskæftigede sig med pornografi, prostitution, unges seksualitet eller subkulturelle seksuelle miljøer og udtryksformer.

Sex er generelt blevet til noget farligt, truende og dæmonisk; en dyster underverden af sexslaver, kvindehandel, rufferi, pædofili, børneporno, incest, sadisme og gruppevoldtægter.

Sidste sommers gigantiske VM-agurketidsflop er kun et ud af mange eksempler på, at redaktører og journalister glemmer al deres rygmarvsdisciplin, hvad angår kildekritik, objektivitet og sund fornuft, når de dækker det seksuelle område.

Stort set samtlige danske medier piskede dengang (uden nogen form for dokumentation eller kildehenvisning) stemningen op omkring de 40.-60.000 sexslaver, der angiveligt ville blive fragtet som kvæg til Tyskland af væmmelige alfonser for at tilfredsstille liderlige fodboldfans, men efter turneringen – og en månedlang, national tysk kampagne med et gratis hotline-nummer – havde politiet dernede modtaget i alt 51 anmeldelser af mulig tvangsprostitution, og der blev endda kun rejst sigtelser i 28 af disse sager. I et land med 82 millioner indbyggere og legal prostitution.

Ud over Radioavisen korrigerede ikke ét dansk medie og ikke én dansk journalist deres pinlige kolletive solstik, da hedebølgen havde lagt sig …

Men hvorfor skulle nogen dog også kere sig om at fortælle sandheden, når man har travlt med at piske en stemning op?

Læs også:

Link til forfatteren Henrik Lists kronik i Information.

Khaders udbrud og Ny Alliance – dårligt nyt for Dansk Folkeparti og det ekstreme højre

Rune Engelbreth analyserer på Humanisme såvel som på weblog.dk situationen efter Naser Khaders udbrud fra det Radikale Venstre og drager en konklusion, som jeg i det store og hele er enig i, nemlig at Khaders udbrud kan være til fordel for både Khader og de radikale – og er en særdeles dårlig nyhed for Dansk Folkeparti.

Hvad vi ser med udbruddet er først og fremmest en konsolidering af midten i dansk politik. Khaders parti vil stå for en mere ægte, borgerlig linje, som personificeret ved Naser Khader selv, der i de radikale har stået for en “strammer”-kurs med  stram udlændingepolitik og samarbejde til højre i salen. Hvis partiet går i luften med en ægte liberalt borgerlig profil og en klar undsigelse af og afstand til Dansk Folkeparti, kan det opsamle mange stemmer fra borgerlige, der har været trætte af V og Ks mange knæfald for Dansk Folkeparti og angreb på retsstaten og har set sig mere eller mindre drevet i armene på de radikale eller det, der er værre – måske f.eks. Citizen kunne få sig et nyt politisk hjem her, hvis de følger op på afstanden til Dansk Folkeparti med klare udmeldinger f.eks. omkring Irak-krig og retspolitik.

Og samtidig kan de radikale, hvis de holder fast i den nuværende kurs, få stemmer tilbage, som de ellers har mistet netop til Khaders mere højresøgende linje.

Resultat? I bedste fald en stor, politisk blok på midten i dansk politik, som alle er nødt til at forholde sig til, hvis de vil i regering – og som effektivt gør det umuligt at basere en regering på Dansk Folkeparti.

Som Engelbreth skriver:

… at Seeberg bestemt ikke vil omklamres af Kjærsgaard, levner hun ingen tvivl om: »Nok er nok. Jeg deler ikke værdifællesskab med Dansk Folkeparti og er, lad mig bare sige det lige ud, træt af Pia Kjærsgaard, der har bestemt, hvad jeg måtte udtale mig om og ikke måtte udtale mig om, især når det handler om udlændingepolitik, EU og globalisering. Og så er jeg er træt af, at Langballe og Krarup får lov til at sætte dagsordenen for den danske udlændingepolitik. (…) Vi burde forlængst have taget afstand fra Dansk Folkepartis fremmedfjendske holdninger. At tie er at samtykke.« (avisen.dk, 7.5.2007).

Så bliver det ikke meget tydeligere.

Endvidere hedder det i det foreløbige præsentation på Ny Alliances hjemmeside: »Vi ønsker en realistisk indvandringspolitik og human flygtningepolitik med vægt på demokratisk integration. Ingen lidende asylbørn. Det skal være slut med, at Søren Krarup og Pia Kjærsgaard definerer politikken hen over hovedet på den store del af befolkningen, der ønsker en fair politik.«

Endelig fastslog Naser Khader på partiets første pressemøde: »Vi peger på den statsminister, der giver Dansk Folkeparti mindst indflydelse, og det kan godt være Anders Fogh Rasmussen.« (JP.dk, 7.5.2007).

Dermed er midten og højrefløjen i dansk politik sprængt åben i en uventet grad. Det kan yderligere sikre Anders Fogh Rasmussens billet til endnu en regeringsrunde efter næste valg, og det kan meget vel være SF’s farvel til ministerbiler og Thorning-Schmidts sikre farvel til statsministertaburetten – men ét synes endnu mere givet: Der er en overvejende chance for, at det i alle tilfælde bliver et farvel til Dansk Folkepartis dirigentstok i dansk politik.

Og hvis dét sker, vil det – hvor lidt jeg end sympatiserer med Naser Khader rent politisk, og det ér vitterlig meget lidt – kun kunne føre godt med sig. Måske vi endda vil få et opbrud, hvor Dansk Folkeparti trænges op i en krog uden for indflydelse (fordi også Venstre og Konservative tvinges til at vende sig bort fra dem), så der kunne blive plads for en efterhånden ret tiltrængt offensiv fra venstre, for mangfoldighed, forskellighed og social retfærdighed i vores dag for dag mere ensrettede samfund?

Man har jo lov at håbe, og nogle dage ser der heldigvis også ud til ligefrem at være grund til det.

Britisk general: Irakiske guerillaer gør det rigtige

Den britiske general Michael Rose (der bl.a. ledede de britiske styrker i Bosnien i sin tid) har skrevet en bog, hvor han bl.a. sammenligner den irakiske modstandsbevægelses taktik mod de amerikanske styrker med George Washingtons taktik mod briterne, og udtaler sig endog særdeles klart om det rent moralske aspekt af at angribe en fremmed besættelsesmagt som den amerikanske i Irak:

 

Asked if he thought the insurgents were “right” to try to get the American forces out of Iraq, he said: “Yes I do.

“As Lord Chatham said, when he was speaking on the British presence in North America, he said ‘if I was an American, as I am an Englishman, as long as one Englishman remained on American native soil, I would never, never, never lay down my arms’.

“The Iraqi insurgents feel exactly the same way. I don’t excuse them for some of the terrible things they do, but I do understand why they are resisting the Americans.”

Via Lenin’s Tomb.