Jeg mener, hvad fanden bilder manden sig ind?
Hvis vi lever i et frit land, er det vel folks egen sag, hvordan de vil hilse.
Kultur, natur og modstand
Jeg mener, hvad fanden bilder manden sig ind?
Hvis vi lever i et frit land, er det vel folks egen sag, hvordan de vil hilse.
I dag er det Dagbladet Arbejderens tur til at ramme hovedet på sømmet om Messerschmidt og Dansk Folkeparti:
Homoseksuelle er handicappede.
Mennesker med tørklæder burde have psykiatrisk behandling.
Bare rolig. Ovenstående udmeldinger er ikke udtryk for at galninge har overtaget Arbejderens lederplads i ly af gårsdagens kampdag. Det er udmeldinger fra Søren Krarup og Mogens Camre fra Dansk Folkeparti. Vel at mærke udmeldinger, der ikke koster dem partibogen.
Dansk Folkeparti er i den grad blevet en del af den politiske elite og sminker sig med demokratiske og almene fraser, men engang imellem slipper katten alligevel ud af sækken, så det minder om de gode gamle dage i Fremskridtspartiet.
Som nu forleden i Tivoli, da ynglingen Morten Messerschmidt i en syvhestes brandert slap sin indre landsbytosse løs og – tilsyneladende – heilede sig igennem natten og sang nazi-sange så det gjorde ham fortjent til en jernkors lige på stedet.
Det kostede ham til gengæld medlemskabet af dansk Folkeparti. Nazi-ordet er forbudt i partiet. Det er simpelthen for dumt og afslørende at opføre sig som Messerschmidt gjorde, mener partitoppen.
Opførslen er slem nok. Men det er pudsigt, at det er retorik og branderter, der fælder DF`ere, når deres politik i praksis viser deres reelle ståsted. Partiet er sammen med regeringen skyld i tragedier på stribe gennem deres umenneskelige flygtningepolitik og massemord og ødelæggelse via deres krig i Irak og Afghanistan.
DF er det stuerene højre, som den politiske magt hviler på. De har fundet præcis den velfærdsretorik, der skal få arbejdere til at stemme til højre og skabe splid mellem danskere og udlændinge. Men skinnet bedrager, og Pia Kjærsgaards damage control og particensur har stadig sværere ved at skjule partiets virkelige ansigt.
Venstre-kvinden Jette Plessner Dali er på gale veje, når hun i JP 2/5 beskylder deltagerne i en demonstration mod Israels krig i Libanon for at være “Hizbollah-sympatisører”.
I Israel har den officielle Winograd-kommission netop udgivet en rapport med en sønderlemmende kritik af premierminister Olmerts krigsførelse – bl.a. kritiseres, at man ikke gav diplomatiet en chance og at den hovedløse ødelæggelse af Libanons infrastruktur åbnede Israel for en hidtil uhørt trussel fra Hizbollahs raketter. Invasionen af Libanon var ikke blot uhørt brutal, den var dårligt militært håndværk og skadede Israels sikkerhed.
Det er altså muligt for alle – for israelerne såvel som for Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid – at kritisere Israels fremfærd i Libanon uden af den grund at kunne stemples som “Hizbolla-sympatisører”.
Postbud Sune Jensen fra Rødovre rammer plet i dette læserbrev i Jyllands-Posten om præsterne Krarup og Langballe og deres alt for store indflydelse på dansk politik, med udgangspunkt i to afstemninger på JPs hhv. BTs hjemmesider:
Tendensen er, at danskerne er parate til at give afkald på nogle af de vigtigste demokratiske frihedsrettigheder på baggrund af det fantasifoster om islamisk sammensværgelse, der i disse år suger næring til sig som aldrig før.
Det kunne i virkeligheden være rart at slippe for al den hykleriske snak om ytringsfrihed og vestlige værdier, når vi nu åbenbart lever i en tid, hvor et befolkningsflertal er indstillet på at eliminere en demokratisk stemme, inden den overhovedet er kommet til orde.
Konklusionen er under alle omstændigheder klar: Muslimske kvinder må ikke deltage i demokratiet, og dermed er Krarups og Langballes selvopfyldende profeti om de anti-demokratiske muslimer tæt på at blive virkeliggjort.
Morten Nielsen rammer også hovedet på sømmet:
Man skulle tro, at i et oplyst, udviklet land måtte det være op til hvert enkelt menneske hvordan det vil gå klædt og hvordan det vil interagere med andre. Og man skulle tro at der var en verden til forskel på ikke at forstå en adfærd og at ville tvinge en person til at opgive denne adfærd.
Sådan er det imidlertid ikke i dette land. Og hvis man ikke umiddelbart kunne overbevise den brede befolkning om, at Asmaa var et frygteligt menneske, fordi hun bærer tørklæde og ikke vil give hånd – så må man jo skifte taktik. Vee haf wayz! Parallelt med, at befolkningen i meningsmålinger og læserbreve gav sin støtte til at Asmaa måtte se ud og gøre som hun havde lyst til, holdt det politiske establishment under ledelse af bl.a. Helle Thorning-Schmidt dampen oppe blandt de arge tørklæde-modstandere, samtidig med at medierne under ledelse af Politiken/Jyllands-Postens hus gav sig til at manipulere og overfortolke med det ene mål at fremstille Asmaa Abdol-Hamid som en blanding af dødsstraf-tilhænger, homo-modstander, sharia-fanatiker og parti-shopper – en taktik Modspil på forbilledlig vis har illustreret i dette satiriske interview.
Det er et voldsomt stort maskineri at sætte i gang, blot fordi en enkelt muslimsk kvinde beslutter sig for at blande sig i det politiske liv – og ikke ønsker at benytte sig af den uniform, som er kotume i selvsamme. Den eneste reelle konklusion på dette må være: nej vi lever ikke i et moderne, oplyst demokrati. Vi befinder os i stedet i et samfund der i udstrakt grad styres af en menings-totalitarisme, der stille og roligt er trængt dybere og dybere ned i vort samfund og i hvor dagligdag – på en sådan måde at der ikke kan være mange der kan sige sig fri for at være smittet af den.
I et frit og oplyst samfund stoler den politiske ledelse så meget på befolkningen, at den lader dem træffe frie og rationelle valg om det der har indflydelse på deres egen dagligdag. I den danske menings-totalitære stat, bliver enhver ‘ret’ behæftet med en snærende, moralistisk forskift for præcis hvornår og under hvilke forudsætninger denne ret kan benyttes.
Læs hele Mortens indlæg.
Læs blot her:
I øvrigt vil jeg anbefale Asmaas selvbiografi på www.kvinfo.dk. til alle, der ikke lider af snæversyn. Giv dog en fremadstormende kvinde en chance, selv om hun insisterer på sin tro. Siden hvornår, er vi i Danmark begyndt at mobbe folk ud af det politiske liv, fordi de har en “forkert” mening? Ytringsfriheden og valgbarheden gælder naturligvis også for hende Asmaa.
Skønt, det er der åbenbart og desværre andre, der ikke mener.
“Den omstridte folketingskandidat for Enhedslisten Asmaa Abdol-Hamid
har givet forkerte oplysninger om sin politiske fortid,” skriver
Politiken i dag.
Det eneste, vi mangler at få at vide er, hvilken rolle det skulle
forestille at spille? Overskriften ligner et åbenlyst forsøg på at
miskreditere en kontroversiel politiker i en sag uden skygge af
substans.
Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at Politikens journalist
Claus Blok Thomsen var ude i et ubehageligt, personligt ærinde.
Kort sagt: Dækningen stinker af (forsøg på) karaktermord.
Se også denne satire over Politikens interview med Asmaa.
Mit indlæg fra forleden om forbuddet mod reklamer i São Paolo, Brasilien blev i dag bragt som læserbrev i Århus Stiftstidende – omend i en kortere version:
Brasiliens største by São Paolo har siden nytår taget konsekvensen af den stigende forurening med kommercielle budskaber i det offentlige rum og har ganske enkelt forbudt reklameskilte.
Dette betyder, at byen i dag er præget af tusindvis af tomme rum, hvor reklamerne engang hang.
Og det er jo let at forstå brasilianernes beslutning: Kunst og smukt komponeret arkitektur er en god ting og desværre alt for sjælden i det århusianske bybillede – kommercielle budskaber bombarderes man derimod med til stadighed, fra husfacader, byggestilladser og busstoppesteder.
Kunne man foreslå, at man i Danmarks næststørste by gjorde noget lignende – og om ikke forbød reklamer, så dog forbød dem på de dårligt designede busstoppesteder, vi skal trækkes med?
Og ja, det sidste er jo næsten en af mine kongstanker: Kan det virkelig passe, at man i vore dage end ikke kan designe et busstoppested, så det ikke regner ind på siddepladserne, og financiere det selv uden sponsorkroner?
I øjeblikket har man både reklamer og våd røv. Som det nu sker i São Paolo, må det sgu også her i Århus ku’ gøres bedre.
Link til Tony de Marcos billeder fra et reklamefrit São Paolo.
… eller er han bare fuld af vrøvl?
Giv Christiania til Københavns Kommune, siger Ritt Bjerregaard nu.
Ja, så hun kan sælge også det til Faderhuset? Københavns Kommune har ikke just imponeret ved deres vilje eller evne til problemløsning på det sidste.