Hvorfor tale om fri software og ikke om ‘open source’?

Til det første møde i vores arbejdsgruppe om fri software var der noget diskussion af, hvorfor det er bedre at tale om fri software end om “open source”, som er blevet en mere udbredt betegnelse.

Nu kunne jeg skrive en lang forklaring (og det har jeg også tidligere gjort), men FSFE har faktisk en side, hvor det forklares meget godt:

Free Software is often referred to as “Open Source.” This is a result of an attempt by the Open Source Initiative (OSI) to create a marketing campaign for Free Software.

The OSI set out to maintain the integrity of the movement and prevent abuse by proprietary vendors by introducing “Open Source” as a trademark for Free Software; but this initiative failed.

Examining the development of the Open Source Initiative after three years, it becomes apparent that the reasons to prefer the term Free Software have become even more true. Speaking of Free Software or the equivalent term in other languages offers many advantages, which we explain below.

“Free Software” is easier to understand

Although some people say that using the term “free” creates ambiguity, many languages have separate terms referring to freedom and price. In these languages, the term “free” is not ambiguous. It may be in others, including English, but in those misunderstandings can easily be avoided by pointing out that free refers to freedom, not price.

The terminology “Open Source” refers to having access to the source code. But access to the source code is only a precondition for two of the four freedoms that define Free Software. Many people do not understand that access to the source code alone is not enough. “Free Software” avoids catering to this relatively common misunderstanding.

Free Software is harder to abuse

Unfortunately many companies have started calling their products “Open Source” if at least some parts of the source code can be seen. Users buy this software believing they are purchasing something “as good as GNU/Linux” because it claims to follow the same principle.

We should not allow proprietary vendors to abuse people’s enthusiasm like this. Since the “Open Source” trademarking initiative failed, there is no way to prevent abuse of the term that becomes possible because of the aforementioned misunderstanding.

Free Software is well-defined

Experience in science and philosophy has shown that a good and clear definition is to be preferred.

The Free Software Definition of the Free Software Foundation with its four freedoms is the clearest definition existing today.

Free Software provides additional value

Unlike Open Source, Free Software provides more than just a technical model how to develop better software, it provides a philosophy. Companies can learn and profit from the philosophy and background of Free Software.

Free Software offers freedom

Free Software provides the freedoms to

  • run the program, for any purpose.
  • study how the program works, and adapt it to your needs.
  • redistribute copies.
  • improve the program, and release your improvements to the public, so that the whole community benefits.

Because of these four freedoms, Free Software offers freedom to learn, freedom to teach, freedom of competition, freedom of speech and freedom of choice.

Freedom counts!

Link: Why we speak about Free Software

FSFE Fellowship-gruppe i Aarhus – næste gang mandag den 26. marts!

Ved det første møde i den nystartede arbejdsgruppe om fri software i Open Space Aarhus var vi 9 deltagere alt, og du kan se et referat her. Vi vedtog at fortsætte med at mødes den sidste mandag i hver måned, hvilket vil sige, at næste møde bliver mandag den 26. marts.

Gruppen har fået sin egen wiki-sideFSFEs wiki, som vil fungere som hjemmeside og præsentation af gruppens arbejde. Her finder du også dagsordenen for næste møde. For at rette i wikien skal du først oprette et login. Alle betalende fellows (støttemedlemmer) i FSFE kan logge ind med deres standardlogin til FSFEs hjemmeside – men alle andre kan oprette et gæstelogin. Det står dig altså frit for at oprette et login og opdatere beskrivelsen eller tilføje et punkt på dagsordenen, hvis du mener, det er en god idé.

Der er også oprettet en mailing-liste, som du kan tilmelde dig, hvis du gerne vil følge gruppens arbejde og komme med forslag til, hvad vi kan beskæftige os med – klik ind på denne side for at tilmelde dig:

https://lists.fsfe.org/mailman/listinfo/aarhus

Lad mig gentage, hvad jeg skrev i mit første indlæg om den nye arbejdsgruppe:

Møderne vil foregå i regi af Free Software Foundation Europe (FSFE), og de vil fungere som et regelmæssigt “Fellowship Meeting“, som det allerede foregår i 21 byer rundt omkring i Europa. Så hvis du allerede er Fellow i FSFE, er disse møder for dig. Hvis ikke, er de også for alle, som er interesserede i at mødes med arbejdet omkring fri software i Danmark.

Den nye arbejdsgruppes formål er:

  • at arbejde for at udbrede kendskabet til fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede bevidstheden om værdierne bag fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede brugen af fri software i Danmark.

Ved mødet d. 26. bliver der er oplæg ved Ole Nielsby om brugerstyret interaktion. Vi vil også fortsætte diskussionen om muligheden for at søge indflydelse ved at rette henvendelse til det politiske liv, og for at danne en arbejdsgruppe i Smart Aarhus, der kan komme med anbefalinger for brugen af fri software i Aarhus Kommune.

Så vel mødt mandag den 26. marts kl. 19.00 i Open Space Aarhus, Bryggervej 30 i Risskov!

Nej til NemID

NemID, den centrale login-løsning til offentlige hjemmesider, som bankerne og regeringen vil tvinge os til at bruge, er noget skidt. Den lever ikke op til kravene for en PKI-infrastruktur, den er bygget op med en central server som “single point of failure” så alt kan sættes ud af spillet på én gang, den lægger vore bankkonti og personlige oplysninger åbne for Man in the Midle-angreb, og den kræver, at brugeren installerer en Java-applet, som tillader DanID at læse alle brugerens filer. Det har jeg skrevet en masse om før.

Hjemmesiden Nej til NemID samler de mange problemer med NemID ét sted og fungerer også som underskriftindsamling, så du ad den vej kan tilkendegive din utilfredshed med NemID. Som der står på hjemmesidens afsnit om de tekniske problemer med NemID: “Sikkerheden i NemID ligger kun hos regeringen og Bankerne. Der er ingen sikkerhed for forbrugeren”.

Link: Nej til NemID

Tip + Qu’est-ce Que Fück? ACTA

Denne tråd her på bloggen er ved at udvikle sig til en af de væsentligste diskussioner om ACTA, rettighedsforvaltning, fildeling og fornyelse af branchen, som jeg har set længe – med deltagelse af anti-ACTA-aktivister, KODAs kommunikationschef og direktør, diverse bloggere og et par professionelle musikere. Værd at læse, hvis du overhovedet interesserer dig for nogle af de emner. Læs KODAs multiple, ofte selvmodsigende, forklaringer, hør deres argumenter og se dem få tørt på af deres egne medlemmer.

Herover ses den video, som Aarhus-bandet Qu’est-ce Que Fück? indspillede som protest mod ACTA og i protest over at Koda nægtede dem tilladelse til at spille deres egen musik til lørdagens demonstration, og som altså nu er lagt på YouTube.

Koda bortcensurerer gratis musik fra Aarhus’ demonstration mod ACTA

Jeg deltog i dag i den store demonstration i Aarhus mod ACTA. Til at begynde med vil jeg gerne slå fast, at demonstrationen må betegnes som meget vellykket. Jeg var faktisk imponeret over at se omkring 2000 mennesker mobiliseret mod en trods alt meget IT-politisk og langsigtet trussel som ACTA.

Men det var også meningen, at bandet Qu’est-ce Que Fück? skulle have spillet til demonstrationen. Det ville “musikernes organisation” KODA imidlertid ikke acceptere. Hvis KODA skulle acceptere bandets optræden med egne kompositioner, skulle de ifølge KODA have mindst 4.000 kroner i honorar. Man aner, at KODA ikke har sympatiseret med demonstrationens budskab og har misbrugt muligheden for at kvæle et bidrag, som bandet selvfølgelig burde have været i sin gode ret til at komme med.  Bandet/Queer Fox Art Collective har fremsat denne udtalelse om situationen, som også blev oplæst til demoen:

Kære aarhusianere imod ACTA – eller HOBAF som må være den danske forkortelse af det misvisende “Handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning”.

Vi modtog med glæde en henvendelse fra Stop Acta Aarhus om hvorvidt vi som musikere ville optræde til demonstrationen i dag den 25. februar 2012.

Vi fandt vi at det var en fantastisk mulighed for at dele vores musik med andre, og samtidigt fordømme denne forbandede traktat.

Så let skulle det imidlertid ikke være.

Vores såkaldte interesseorganisation KODA og det aarhusianske politi har gjort alt hvad de kunne for at forhindre vores optræden i dag, og det lykkedes dem.

Kravet fra KODA’s side til arrangørerne af demonstrationen var, at vi skulle have minimum 4000 kroner for at optræde i dag. 4000 kroner som arrangørerne af dagens demonstration selvsagt ikke har haft tid til at rejse, da kravet blev stillet igår, og man som bekendt ikke ligefrem tjener penge på at organisere folkelige protester.

Vi har forsøgt at forklare KODA at vi gerne vil spille vore egne kompositioner gratis for at støtte arrangementet, men det måtte vi ikke.

Vi foreslog dem så, at vi kunne improvisere hele koncerten og dermed undgå rettighedsproblemer i forbindelse med arrangementet. Dette var heller ikke en mulighed.

Vi oplever ikke at det er i vores bedste interesse at nægte os muligheden for at spille vores musik for offentligheden!

Vi er ikke kunstnere på grund af profitjagt og regelrytteri. Vi kan simpelthen ikke lade være med at skabe musik.

Naturligvis mener vi at alle mennesker har ret til betaling for deres arbejde, og som udøvende musikere ved vi at problemet ikke ligger i piratkopiering af vores musik eller deling af vores videoer på youtube.

Vi skaber netop vores musik for at dele den med verden, ikke for at få mundkurv på af et system der vil gemme os af vejen, så de kan påstå at lave love og regler for vores skyld.

Vi finder ACTA traktaten dybt forkastelig, og mener det er den forkerte retning at gå.

Vi finder det absurd at skabe mere lovgivning og i stigende grad inddæmme og opdele vores fælles offentlige fysiske såvel som virtuelle rum i mindre enheder, som nogen andre tjener penge på at have magten over.

Det er vores klare opfattelse, at årsagen til at vi ikke må optræde til dagens demonstration imod ACTA netop er fordi det ville være ganske forfærdeligt hvis nogen fra denne kreative gruppe som alskens politikere, profitmagere og skrankepaver påstår at passe ville passe på, faktisk siger at deres censur og kontrol ikke tjener vores interesser.

I stedet for at optræde til dagens demonstration vil vi gå i studiet og indspille et nummer, hvor vi vil læse uddrag af ACTA traktaten op på fransk til musikalsk improvisation.

Vi søger med nummeret at gøre det klart hvor sort vi synes traktaten er – de dyre ord og fornemme formuleringer er det rene nonsens for almindelige mennesker som os, men vi kan efter de seneste dages oplevelser med den allerede eksisterende lovgivning på området konstatere, at dem som tjener på dette er dem som altid tjener på musikken: Det er de store selskaber, ikke kunstnerne.

Hvis man som musiker vil undgå at blive taget i røven af folk der vil udnytte ens talenter, er løsningen ikke at nægte os muligheden for at spille koncerter hvor vi viser vores foragt for politik der strider direkte imod vores interesser.

Den sikreste måde at undgå at blivetaget i røven som musiker er, ikke at underskrive en kontrakt med et stort pladeselskab.

Hvis Danmark ønsker at foretage drastiske skridt i retning af at sikre kunstneres indtægt vil vi derfor opfordre til at pålægge alle større musikselskaber en skat, hvoraf pengene skal gå til gratis øvelokaler, instrumenter og studieudstyr til udøvende musikere, så vi selv kan producere vores musik!

Med kærlige hilsener

Qu’est-ce Que Fück? – Julie K & LoAH

Kilde

Ny arbejdsgruppe om fri software i Aarhus

Som jeg også fik annonceret til sidste T3-foredrag i Open Space Aarhus, starter vi en ny arbejdsgruppe om fri software i Open Space Aarhus, Bryggervej 30 i Risskov.

Gruppen vil arbejde politisk og socialt med fri software, idet vi holder fokus på værdierne bag fri software. Der er allerede meget fokus på “open source”, og hvordan man kan spare penge og få “smartere” programmer ved at “vælge open source”.

Selv for open source-bevægelsens succes har de helt fundamentale politiske og filosofiske ideer bag fri software dog vist sig at være vigtigere. Det, der gør en forskel, og som i længden vil tillade os at beholde vore almindelige borgerrettigheder også i et digitaliseret samfund, er muligheden for at undersøge, ændre, dele og videreudvikle de computerprogrammer, vi arbejder med i det daglige. Dette er forklaret nærmere i min artikel: Fri software – filosofi og baggrund samt i en masse gode artikler rundt om på nettet, for eksempel på gnu.org.

Møderne vil foregå i regi af Free Software Foundation Europe (FSFE), og de vil fungere som et regelmæssigt “Fellowship Meeting“, som det allerede foregår i 21 byer rundt omkring i Europa. Så hvis du allerede er Fellow i FSFE, er disse møder for dig. Hvis ikke, er de også for alle, som er interesserede i at mødes med arbejdet omkring fri software i Danmark.

Den nye arbejdsgruppes formål er:

  • at arbejde for at udbrede kendskabet til fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede bevidstheden om værdierne bag fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede brugen af fri software i Danmark.

Hvad der kan arbejdes med til møderne vil i høj grad være op til deltagerne. Ideer og hænder er velkomne!

Selv vil jeg gerne fokusere på tiltag, der kan gøre en reel forskel i forhold til gruppens formål. Jeg forestiller mig, at man kan skrive til folketingspolitikere, til partiernes IT-politiske ordførere og til lokalpolitiske nævn og udvalg.

En anden god idé vil være at skrive indstillinger til Smart Aarhus, hvor vi lægger vægt på, at al kommunikation med den nye digitale infrastruktur skal kunne foregå med fri software. Man kan også skrive til offentlige hjemmesider og gøre opmærksom på PDF Readers fremfor kun “Adobe Acrobat”, samt arrangere foredrag og afholde events i forbindelse med “mærkedage” som Software Freedom Day. Man kan også oversætte, skrive og uddele løbesedler og flyers. Mulighederne er mange, og som sagt forestiller jeg mig selv at fokusere på tiltag, som hurtigt kan gøre en reel forskel i forhold til mødernes formål. Men det kan du selv være med til at bestemme ved at møde op og komme med dine egne forslag.

Møderne vil foregå én gang om måneden, som udgangspunkt den sidste mandag i hver måned. Vi mødes første gang

Mandag d. 27. februar kl. 19.00

og det foregår som sagt i Open Space Aarhus, Bryggervej 30 i Risskov.  Vel mødt den 27. februar!

http://openspaceaarhus.dk/wiki/index.php/Location

ACTA er ikke en ‘sejr’: Svar til Pia Olsen Dyhr m.fl.

Pia Olsen Dyhr, vores venstreorienterede og p.t. meget lobby-bukkende handelsminister, skrev et indlæg i Information, hvor hun påstod at ACTA er “en sejr for Danmark“. Indlægget består mest af udenomssnak – Olsen Dyhr taler om “forfalskning” af tasker, sko og andre mærkevarer, mens hun slet ikke kommer ind på konsekvenserne for folks brug af Internettet.

Tech-journalisten Glyn Moody svarer hende og sætter et par ting på plads. Værd at læse, ikke mindst fordi det nok ikke er sidste gang, vi kommer til at høre den type argumenter:

The minister highlights problems with counterfeit goods. These undoubtedly exist, and are especially worrying for things like medicines or spare aircraft parts. But this does not address the real problem with ACTA: that it seeks to apply the same harsh legislation aimed at curbing dangerous counterfeit goods to the simplest digital copyright infringement.

For example, Article 9 of ACTA states: “In determining the amount of damages for infringement of intellectual property rights, a Party’s judicial authorities shall have the authority to consider, inter alia, any legitimate measure of value the right holder submits, which may include lost profits, the value of the infringed goods or services measured by the market price, or the suggested retail price.”

For physical counterfeits, that might make sense, but it doesn’t for digital copies. What is the lost profit from sharing one file? One Euro – the cost of the copy – or the millions that the copyright industries claim has been lost as a result of the multiple copies around the Net?

Not only that, but Section 4 on Criminal Enforcement uses a definition of “piracy on a commercial scale” that includes “indirect economic or commercial advantage.” Obviously, everyone that shares digital files without paying derives indirect economic advantage; and because there is no *minimum* level of infringement specified in ACTA, that means that sharing a single MP3 could in principle lead to criminal charges and imprisonment.

Moreover, another clause stipulates that signatories “shall ensure that criminal liability for aiding and abetting is available under its law.” Even linking to a site that holds unauthorised copies of copyright materials is clearly aiding someone download them, and therefore in principle, because of the very broad definitions employed by ACTA, anyone on Facebook or Twitter who points to a video clip that has not been authorised, and which has some advertising around it (thus making it “commercial”) could be subject to criminal charges and imprisonment.

These are just some of the examples of the way in which the inclusion of digital infringement alongside counterfeits has led to a situation where ordinary users of the Internet may find themselves threatened with criminal proceedings and imprisonment.

Other major issues include the fact that ACTA requires authorities to “order an online service provider to disclose expeditiously to a right holder information sufficient to identify a subscriber whose account was allegedly used for infringement.” That is, guilty upon accusation, and no right to privacy.

Since ACTA has been drawn up and agreed behind closed doors, there is now no way to amend these problematic passages. In order to protect European citizens from the disproportionate punishments that ACTA provides for, to preserve their privacy and the assumption of innocence before being proved guilty, the only solution is for the European Parliament to reject ACTA when it is presented for ratification, and for new treaties to be drawn up that deal with counterfeits and digital infringement separately.

Og mens den danske regering og andre har travlt med at stikke blår i øjnene på os alle sammen, er der forhandlinger i gang om TPP, en opfølger til ACTA, der ganske enkelt vil udstede retningslinjer for, hvordan en computer overhovedet må virke, hvis den skal kunne afspille musik. Der er virkelig og for alvor grund til at være på vagt og stoppe ACTA nu!

Stop ACTA

ACTA er en ny international traktat til beskyttelse af varemærker og ophavsret, der vil give rettighedshavere helt nye og usete muligheder for at gribe ind over for private borgere ved mistanke om piratkopiering. De værste afsnit er blevet nedtonet, men traktaten lægger stadig op til, at

  • Internetudbydere kan straffes, hvis der er mistanke om, at deres kunder udfører piratkopiering. Det svarer lidt til at retsforfølge postvæsnet, fordi der blev sendt piratkopier ud pr. brev. Det kan have en ødelæggende virkning, fordi det kan true udbyderne til at udelukke folk som kunder alene på mistanker og trusler om sagsanlæg. At være uden adgang til nettet er allerede i dag stort set det samme som at være meldt ud af samfundet.
  • Internetudbydere kan pålægges at udlevere oplysninger om deres kunders brug af internettet direkte til f.eks. film- eller pladeselskaber – uden, at sagen kommer for nogen form for dommer. Det vil reelt sige, at rettighedshaverne (som der lægges op til) skal kunne få udleveret oplysninger om din private færden på nettet på mistanke alene.
  • ACTA åbner for straf for “medvirken til brud på ophavsretten”. Det vil reelt true søgemaskiner som Google og andre sider, som indsamler links til spændende steder på Internettet. Det åbner også og igen for at straffe Internetudbydere for deres kunders handlinger.

ACTA blev forhandlet igennem i dybeste hemmelighed, uden nogen form for demokratisk proces. Parlamenterne i 22 EU-lande har nu underskrevet den – herunder Danmark.  Igen uden, at der har været nogen reel debat om det.  Ikke desto mindre er det en traktat, der kan få alvorlige konsekvenser for alle, der bruger Internettet.

Hjemmesiden effekts.dk forklarer, hvad du kan gøre for at standse ACTA:

Kontakt din MEP.

Læs mere om hvorfor her. I første omgang må der lægges pres på Danmarks MEP’er for at få dem til at stemme imod ACTA. Her er deres kontaktinformationer. Kontakt gerne mere end en, og helst dem alle:

Deltag i debatten og den globale underskriftindsamling mod vedtagelsen af ACTA.

Tving den danske presse til at informere befolkningen.

På trods af gentagne formelle klager[1] over mangelen på officiel mediedækning af disse kritiske begivenheder, har nuværende kun Ekstra Bladet en enkelt artikel om ACTA.

Vi opfordrer til at man kontakter de danske medier og høfligt spørger dem, hvorfor de ikke synes vi må få at vide hvad der sker i Polen og – mere nærværende – hvad Danmarks fulde rolle har været og er i forhandlingnerne om ACTA.

Til formålet kan man kan benytte de følgende e-mail adresser[2]:

Informer venner og familie.

Alle der bruger internettet fortjener fuld forståelse for de mulige konsekveser af de beslutninger der bliver truffet i deres navn. Skal vi indføre et totalitært overvågningssamfund, så lade os i det mindste gøre det med åbne øjne.

Jeg kan kun opfordre til at følge opfordringen og skrive til EU-parlamentarikerne – helst straks. Skriv roligt og venligt og forklar dine argumenter. Det er vigtigt at koncentrere sig om dem, der endnu er for traktaten. [Note, update: Bemærk, at i ovenstående liste er angivet, om parlamentarikerne er for eller imod at stamme NEJ. Når der står, at Margrete Auken og Morten Messerschmidt er FOR, betyder det altså, at de vil stemme IMOD. Det er altså vigtigere at skrive til dem, der er IMOD at stemme nej og som altså vil stemme FOR.]

Du kan læse mere om ACTA hos effekts.dk og hos La Quadrature du Net (på engelsk). Electronic Frontier Foundation har også en glimrende intro, og det samme har EDRI.

DRM og retten til at eje en computer

Cory Doctorow har en lang artikel på Boing Boing, hvor han forklarer hvorfor DRM aldrig vil virke, og hvorfor kampen for at gennemtvinge kopibeskyttelse og afbryde adgangen til The Pirate Bay og diverse andre “uønskede” hjemmesider kun kan lykkes, hvis man forbyder folk at have computere.

Doctorow sammenligner denne type lovgivning med den situation, der ville opstå, hvis man med henvisning til et stigende antal bankrøverier ville forbyde biler at have hjul. Det er et vigtigt argument. Artiklen er værd at læse i sin helhed, men nedenstående citat fanger en central politisk pointe:

The important tests of whether or not a regulation is fit for a purpose are first whether it will work, and second whether or not it will, in the course of doing its work, have effects on everything else. If I wanted Congress, Parliament, or the E.U. to regulate a wheel, it’s unlikely I’d succeed. If I turned up, pointed out that bank robbers always make their escape on wheeled vehicles, and asked, “Can’t we do something about this?”, the answer would be “No”. This is because we don’t know how to make a wheel that is still generally useful for legitimate wheel applications, but useless to bad guys. We can all see that the general benefits of wheels are so profound that we’d be foolish to risk changing them in a foolish errand to stop bank robberies. Even if there were an epidemic of bank robberies—even if society were on the verge of collapse thanks to bank robberies—no-one would think that wheels were the right place to start solving our problems.

However, if I were to show up in that same body to say that I had absolute proof that hands-free phones were making cars dangerous, and I requested a law prohibiting hands-free phones in cars, the regulator might say “Yeah, I’d take your point, we’d do that.”

We might disagree about whether or not this is a good idea, or whether or not my evidence made sense, but very few of us would say that once you take the hands-free phones out of the car, they stop being cars.

We understand that cars remain cars even if we remove features from them. Cars are special-purpose, at least in comparison to wheels, and all that the addition of a hands-free phone does is add one more feature to an already-specialized technology. There’s a heuristic for this: special-purpose technologies are complex, and you can remove features from them without doing fundamental, disfiguring violence to their underlying utility.

This rule of thumb serves regulators well, by and large, but it is rendered null and void by the general-purpose computer and the general-purpose network—the PC and the Internet. If you think of computer software as a feature, a computer with spreadsheets running on it has a spreadsheet feature, and one that’s running World of Warcraft has an MMORPG feature. The heuristic would lead you to think that a computer unable to run spreadsheets or games would be no more of an attack on computing than a ban on car-phones would be an attack on cars.

And, if you think of protocols and websites as features of the network, then saying “fix the Internet so that it doesn’t run BitTorrent”, or “fix the Internet so that thepiratebay.org no longer resolves,” sounds a lot like “change the sound of busy signals,” or “take that pizzeria on the corner off the phone network,” and not like an attack on the fundamental principles of internetworking.

The rule of thumb works for cars, for houses, and for every other substantial area of technological regulation. Not realizing that it fails for the Internet does not make you evil, and it does not make you an ignoramus. It just makes you part of that vast majority of the world, for whom ideas like Turing completeness and end-to-end are meaningless.

Læs det hele.

Ophavsretten er en pest for kunsten og kunstnerne

Det er ikke mig, der siger det, det er Bjørn Bredal i Politiken. Jeg ville ikke selv gå helt så vidt, se herunder. Men først Bredal:

Senest satte EU ’beskyttelses’-perioden for musikoptagelser op fra 50 år til 70 år. Et lodret vanvid, som følger op på det samme vanvid, som i 1990’erne førte til udvidelse af ’beskyttelses’-perioden for døde komponister, forfattere, malere etc.: Kunstnerne dør – og skal de beskyttes!

Logikken er til at græde over, og det var slemt nok, så længe ’beskyttelsen’ var 50 år: Vi taler helt enkelt om en syg mekanisme, der flytter penge over fra den levende kunst og de levende kunstnere til deres arvinger og især til hele den industri, der administrerer rettigheder.

Lige for tiden er det især filmindustrien, der forlanger sig bedre ’beskyttet’. Folk downloader film fra nettet uden at betale, og det går selvfølgelig ud over filmindustriens indtægter. Og muligvis er der ræson i at bremse den trafik på en eller anden måde – i nogle få år efter at en ny film har haft premiere.

Det er frygtelig forkert, når fortalere for ’mere beskyttelse’ på et eller andet område straks sætter sig op på en høj moralsk hest og taler om ’tyveri’ og ’kriminalitet’ hos dem, der glad og gratis bruger løs af kunsten.

Billedsproget spærrer for udsigten til de praktiske problemer, der skal løses, og fører til det ødelæggende galimatias, som rettighedsindustrien er blevet. Det er forfærdeligt, at Det Kongelige Teater ikke kan opføre en opera af Richard Strauss uden at betale en formue til den for længst døde komponists oldebørns advokater; at lærere på skoler og universiteter ikke kan vise et billede af Picasso uden at begå en ulovlighed; ja: eller at en gymnasielærer ikke kan vise den lille dumme kommentar, du læser netop nu, til sine elever, uden at gymnasiet skal betale royalty for det.

Jeg vil meget hellere have, at 100 gymnasieelever læser min kommentar, end at jeg får et par hundrede kroner udbetalt fra et firma, der for tiden vokser fuldstændig vildt i sin egen ødelæggende logik og hedder Copydan eller Tekst og Node, eller hvad det aktuelle navn nu er for den rettighedsindustri, der søger at hindre, fordyre og forkrøble udbredelse af tanker og ideer.

Bjørn Bredal og Politiken kunne selv gøre noget for at gøre det muligt for gymnasieelever at læse Bredals kommentar uden at betale for det – de kunne blot udgive bidrag fra Politikens egne skribenter under en Creative Commons-licens, der tillader ikke-kommerciel genanvendelse, hvilket også dækker uddannelsessystemet.

Generelt om ophavsret har den amerikanske juraprofessor Lawrence Lessig foreslået en “totrinsraket”: At ophavsretten gælder 21 år efter udgivelse og herefter mod et gebyr kan fornys i endnu 21 år. And that’s it.

Det ville formentlig løse de fleste af de problemer, Bredal her påpeger.