Kultur – Page 3

Iemanjá – havets dronning og gudernes moder

Havgudinden Iemanjá i en typisk fremstilling.

Iemanjá er en af de vigtigste orishaer i det moderne Brasilien, og hendes popularitet rækker langt ud over den religiøse praksis i templerne – i stedet har hun status af en fast bestanddel af den brasilianske kultur og af mange brasilianeres liv.

Iemanjá (som kan staves på mange måder, på yoruba f.eks. Yemọja) er en havgudinde, eller rettere sagt, hun er havgudinden. Hendes navn kommer af yoruba-udtrykket Yèyé omo ejá, “moderen hvis børn er fisk”, og hun omtales med tilnavne som mãe d’água og rainha do mar, vandets moder og havets dronning.

Iemanjá er en første-generationsgudinde: Det fortælles, at hun først var gift med divinationsguden Orunmila og senere med fader- og skaberguden Oxalá. Som sådan var hun involveret i den første skabelse, og hun anses for at være de “yngre” orishaers moder. Blandt hendes børn er Xangô, Oxóssi, Oxum og Exu (men dette varierer fra myte til myte).

En myte fortæller om Iemanjás rolle i skabelsen, at Iemanjá for længe siden levede helt alene i Orun – hun levede, sov og spiste dér helt alene[1]:

En dag besluttede Olodumaré at Iemanjá havde brug for en familie, så hun havde nogen at spise og tale og lege og leve med. Så Iemanjás mave voksede og voksede, og hun fødte alle himlens stjerner. Men stjernerne drog afsted for at sætte sig på den fjerne himmelhvælving.

Iemanjá var stadig alene.

Så begyndte hendes mave at vokse igen, og denne gang fødte hun alle himlens skyer. Men skyerne fløj frem og tilbage over himlen, indtil de faldt ned på jorden som regn.

Iemanjá var stadig alene.

Nu begyndte hendes mave imidlertid at vokse igen, og nu fødte hun orishaerne; hun fødte Xangô, Oya, Oxum, Obaluaiyé og de to Ibejis.

Og de gjorde Iemanjá selskab.

I Jorge Amados roman Mar Morto fortælles om Iemanjás store betydning for de fattige fiskere i delstaten Bahia, hvordan hun hjalp dem med deres fangst, men hvordan hun også kunne elske én af dem så meget, at hun kunne finde på at beholde ham hos sig selv som sin elsker, og folk ville sige, at han var druknet på havet.

Iemanjá

Iemanjá er kendt som en magtfuld gudinde, der meget håndfast kan gøre krav på den opmærksomhed, hun fortjener. Reginaldo Prandi genfortæller endnu en myte[2], hvor menneskene forberedte en stor fest for alle guderne – men af uforklarlige årsager havde de glemt Iemanjá.

Den rasende Iemanjá påkaldte havet, og havet begyndte at opsluge jorden. Det var frygtindgydende at se den oprørte Iemanjá ride øverst på bølgerne med sin sølvvifte i den ene hånd og krigerskens bue og pil på ryggen. De forskrækkede mennesker vidste ikke hvad de skulle gøre og bad Obatalá om hjælp. Mens Iemanjás overvældende kræfter allerede havde ramt det, der var tilbage af jorden lagde Obatalá sig imellem, tog sin stav og beordrede Iemanjá til at stoppe. Det var Obatalá [Oxalá], der skabte menneskene, og han ville ikke acceptere deres undergang. Af respekt for Skaberen beroligede havets herskerinde sine vande og afsluttede sin rasende hævn – hun var også godt tilfreds med den straf, hun allerede havde påført de uforsigtige dødelige.

Iemanjá kan udvise en lignende beslutsomhed ved udvælgelsen af sine præster. I min gamle artikel om emnet citerede jeg den amerikanske antropolog Ruth Landes[3] for denne myte:

En gravid kvinde lovede engang Iemanjá, at barnet, hvis det blev en pige, ville blive indviet til hende. Havets gudinde opfyldte hendes ønske, og kort efter fødte kvinden en lille pige, der voksede sig stor og stærk, men moderen glemte sit løfte.

Familien boede ved havet, men pigen fik aldrig lov til at gå ned til vandet. En skønne morgen skulle der være sejlads i Pôrto dos Tainheiros, og hele familien sejlede derhen i kano. I det øjeblik pigen nåede ned til havet, blev hun meget rastløs, hun skreg og råbte: »Mor, se den pæne dame derude som kigger på mig! Se, tante, hun siger noget til mig!«, hvorefter hun kastede sig i vandet.

Moderen og tanten græd hjælpeløst, og familien sendte bud efter en præst, der ankom med slagtøj og en gylden bakke. Han fik orkestret til at spille, sang de hellige sange og tilbød gudinden bakken. Iemanjá nægtede at udlevere pigen og udfordrede folk ved at smide hende op i luften, så hun faldt ned i vandet igen. Først da præsten smed bakken i havet, og den blev opslugt af dybet, blev barnet sat fri, og præsten sørgede for, at pigen blev indviet som præstinde for Iemanjá.

Iemanjá er som modergudinde meget knyttet til familie og moderlig omsorg, og hun er også meget forbundet med kulten for ori, hovedet forstået som den personlige skæbne, som vi før har skrevet om.

Iemanja repræsenterer samtidig havet som arketype, og i et land med en 7.500 kilometer lang kystlinje, hvor meget af samfundslivet er koncentreret omkring kysterne og med utallige traditionelle fiskersamfund er dette en meget betydelig størrelse. Dette er i øvrigt interessant nok et aspekt, som Iemanjá synes at have fået i Den Nye Verden, i Afrika er hun først og fremmest flod- og modergudinde.

Men Iemanjá er som havgudinde i hvert fald meget populær, og den offentlige fejring af hende er især koncentreret om nytårsaften og hendes egen årlige dag, som er kyndelmisse, dvs. 2. februar. Utallige pop- og sambasange er komponeret til hendes ære, og de nævnte offentlige fejringer kan være af en ret overvældende størrelse, som det en passant fortælles i en bog om moderne brasiliansk musik[4]:

Every New Year’s Eve, millions of Brazilian men and women dress in white and throw flowers and other gifts into the sea as offerings to the goddess Iemanjá.

Iemanjá fejres på en strand i Rio de Janeiro.

Iemanjás hilsen er odo oya! Hendes ugedag er lørdag, og hendes farver er blå og hvid. Hendes præster går ofte med halskæder af gennemsigtige hvide perler. Hvis man ønsker at give hende en gave (hvilket kan anbefales), vil hun sætte pris på hvide eller blå ting, f.eks. hvide blomster.

Noter

[1]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001 (s. 365).
[2]: ibid., s. 395.
[3]: Ruth Landes: The City of Women, University of New Mexico Press, 1994 (s. 95-96).
[4]: Chris McGowan & Ricardo Pessanha: The Billboard Book of Brazilian Music, Guiness Publishing 1991 (s. 23).

Exu, gudernes sendebud

Traditionel afrikansk fremstilling af Eshu

Nu, hvor jeg har talt om gudernes (orishaernes) rolle i candomblé og nogle af deres egenskaber som eksemplificeret ved jagtguden Oxóssi, vil jeg så småt begynde at introducere de enkelte guder – og hvem kan jeg begynde med andre end Exu (udtales “eshú”), den allestedsnærværende trickster, der på en måde er den vigtigste af dem alle sammen?

Før jeg starter alligevel endnu et par caveats: Når vi taler om guder og skal forklare deres egenskaber, kommer vi uvægerlig til at genfortælle myter. Der er en risiko for, at man opfatter myterne som eventyr, og måske man ligesom i gamle illustrationer af græsk-romerske myter forestiller sig statelige, værdige guder, der bevæger sig rundt i en eventyrverden uden nogen forbindelse med verden, som vi ellers kender den. Måske vi forestiller os, at disse statelige væsner er de guder, som man “tror på” i candomblé, og at myterne handler om de ting, som man “tror”, at de “gjorde engang”. Men selv om det står enhver frit for at nyde myterne som gode historier, er selve ideen misvisende. Som jeg før har skrevet er orishaerne involveret i skabelsen af verden, og myterne handler på et dybere plan om, hvordan denne skabelse foregår. Under templets ritualer tager deltagerne(!) selv del i denne skabelse, og den energi eller axé, de herved tilfører deres egne liv, er selve ritualets mening. Sagt på en anden måde, i candomblé tror man ikke på guderne, man interagerer med dem.

Exu er som sagt gudernes sendebud og på en måde den vigtigste af alle guderne. Exu forestår nemlig al kontakt mellem menneskene og de andre guder, og hvis han ikke var der til at skabe forbindelsen, ville religionen ikke være mulig. På en måde repræsenterer han al bevægelse, som Reginaldo Prandi forklarer[1]:

Exu er den orisha, der altid er tilstede, for alle de andre orishaers ritualer afhænger af hans rolle som budbringer. Han kaldes også Legba, Bará og Eleguá, og uden hans deltagelse er der ingen bevægelse, ingen forandring og ingen forplantning, ingen handel, og ingen biologisk befrugtning. Da kristne missionærer først kom i kontakt med yorubaerne i Afrika, associerede europæerne noget vulgært Exú med djævelen, og denne byrde har han båret lige siden. (s. 20)

Exu er tricksteren, som man ikke kan regne med, eller som man netop kan regne med, og samtidig er han bevægelse, liv, forplantning. Ved ethvert offer til andre guder giver man altid Exu først; det er hans løn for at bringe offeret videre, og glemmer man ham, bliver han vred.

En myte fortæller, at to venner altid dyrkede deres marker samtidig, men en dag glemte de at ære Exú, og det blev han meget træt af. Han iførte sig derfor en hat, der var hvid på den ene side og rød på den anden, hvorefter han gik hen til de to venners marker, således at han havde den ene på sin venstre side og den anden på sin højre. Han hilste højlydt på dem, og de to bønder undrede sig over, hvem denne fremmede mon var.

“Hvem er ham manden med den hvide hat?” – sagde den ene.
“Hvem er ham manden med den røde hat?” – sagde den anden.

“Den var da hvid!”, sagde den ene. “Nej, den var rød!!”, sagde den anden. Hvid! Rød! Hvid! Rød! De kunne ikke blive enige og var begge overbevist om, at den anden løj. Hvid! Rød! Hvid!! Rød!! De to venner kom op at slås og endte med at slå hinanden ihjel. Og Exú sang og dansede – han havde fået sin hævn (Prandi, s. 48-49).

Den franske etnolog og fotograf Pierre Verger skriver i sin bog Lendas africanas dos orixás[2], der mest består af myter, som han selv har indsamlet i Afrika, bl.a.:

Exu er den skarpsindigste og snedigste af alle orishaerne.

Han udnytter sine evner til at skabe misforståelser og skænderier mellem menneskene, eller han lægger fælder for dem.

Han kan udføre enestående bedrifter som for eksempel at bære den olie, han har købt på markedet, hjem i en si, uden at olien bliver spildt fra denne mærkelige beholder!

Exu kan have dræbt en fugl i går med en sten, han har kastet i dag!

Hvis han bliver gal i hovedet, tramper han på en sten ude i skoven, og stenen begynder at bløde!

Hans hovede er spidst og så skarpt som en knivsæg. Han kan ikke bære noget på det.

Exu kan være meget ondskabsfuld, hvis folk glemmer at ære ham. Det er derfor altid nødvendigt at give gaver til Exu før man giver til nogen af de andre guder.

Exus ugedag er mandag – mandag er altså en rigtig god dag at tænke på ham eller give ham gaver.

Exu kan blandt meget andet godt lide sprut, cigarer og chilier.

Exu er som sagt ofte synkretiseret med den katolske djævel, men associeres i Brasilien også ofte med Sankt Antonius.

Exus farver er sort og rød. Et anarkistisk flag er med andre ord meget exuisk, og det passer også godt med hans tricksternatur og tendens til at skabe ballade og vende op og ned på hierarkier, der ikke passer ham.

Exus hilsen er Laroyé! eller Laroyé Exu!

På grund af Exus rolle som sendebud, hans ekstreme vitalitet og ikke mindst sendebudets tendens til at være alle steder er han en af de orishaer, det er lettest at komme i kontakt med.

Han er associeret med korsveje, med seksuelt begær og vitalitet, med handel, og han er mester for al handel, al kontakt, og al uro. Han er en “handler” uden mange moralske overvejelser, men samtidig er han aldeles uundværlig: Intet kan lykkes og ingen rejsende kan nå frem uden Exu, for han er den, der åbner vejene – både bogstaveligt og figurativt.

Exu er (behøver jeg sige det) ekstremt populær i Brasilien, og ikke mindst inden for umbanda findes der en hel hær af “Exu-ånder”, aspekter eller kvaliteter af Exu, der relaterer sig til specifikke sider af hans personlighed. Exu har også ofte en hustru, gudinden Pomba Gira, der trods sin bantu-oprindelse i dag opfattes som en kvindelig Exu, en kvindelig manifestation af den samme ånd som Exu.

Hende vil vi se nærmere på i en fremtidig artikel i denne serie – men med denne langtra udtømmende præsentation af Exu er vi allerede godt i gang med at forklare de allermest centrale guder og deres rolle. Det forventer jeg at fortsætte med i de kommende uger. Exu

Noter

[1]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001
[2]: Pierre Fatumbi Verger: Lendas africanas dos orixás, Corrupio Edições, 4. ed. 1997

Oxóssi, skovens herre (gudernes rolle i candomblé 2)

Prøv at lytte til ovenstående sang.

Her er en oversættelse af teksten[1]:

Oxóssi, søn af Iemanjá
guddom fra Ogums klan
han er Ibualama, han er Inlé
som Oxum tog med til floden
og Logunedé blev født.

Hans natur er månens
og under månen er Oxóssi Odé

Odé-odé, konge af Ketu, indianer fra skoven, odé-odé

Hans ossé er torsdag
Axoxó, sorte bønner, rejer og mandler
Hans farver er blå og grøn
(…)
I hånden ofá, iluqueré
Okê okê, okê arô, okê
Jurema er det hellige træ
Okê arô, Oxóssi, okê okê
I Bahia er han Sankt Georg
I Rio Sankt Sebastian
Det er Oxóssi som hersker
Der hvor mit hjerte bor.

Jeg citerer sangen, fordi den beskriver mange egenskaber ved Oxóssi, som er karakteristisk for orishaer i almindelighed.

Lad os tage det linje for linje:

Oxóssi, søn af Iemanjá – Oxóssi anses normalt at være søn af havgudinden Iemanjá, som i mytologien optræder som mor til de mest centrale guder i den yngre generation og opfattes som “gudernes moder”.
guddom fra Ogums klan – Oxóssi er ifølge mange myter bror til kriger- og smedeguden Ogum, og de to danner med Ossain et trekløver af orishaer, der er knyttet til skovene.
han er Ibualama, han er Inlé – Ibualama og Inlé er to forskellige navne for jagtguden Erinle, der i Brasilien opfattes som et aspekt af Oxóssi, men som i Afrika er en selvstændig jagt- og flodgud.
som Oxum tog med til floden, så Logunedé blev født – en myte fortæller, at kærlighedsgudinden Oxum Ipondá en dag blev forelsket i jægeren Erinlé, der ikke ville vide af hende, fordi han kun kunne lide skovkvinder, ikke flodkvinder. Oxum smurte nu sin krop ind i honning og rullede sig i blade, og således blev Erinlé forelsket i hende, og sammen fik de sønnen Logunedé, der derfor er halvt flod og halvt skov[2].
Hans natur er månens, og under månen er Oxóssi Odé; Odé-odé, – Odé betyder “jæger” på Yoruba og bruges i Afrika som et generisk navn for en række jagtguder.
Konge af Ketu, indianer fra skoven, odé-odé – kulten for Oxóssi udgik i Afrika fra kongeriget Ketu i det nuværende Benin. Ketu-riget gik under i det 19. århundrede, og mange af dets indbyggere blev gjort til slaver og endte i Cuba eller Brasilien, hvilket er en af grundene til, at han i dag er så populær, som han er, i disse lande. I Brasilien opfattes Oxóssi endvidere som skovens herre som stærkt knyttet til landets oprindelige befolkning – men “indianer fra skoven” sigter også til de indianer-ånder, der under navnet “caboclos” er så ekstremt populære i både candomblé og umbanda (hvorom mere i en fremtidig artikel).
Hans ossé er torsdag – ossé er en regelmæssig fejring af guden, som foregår på en bestemt dag i ugen, som er associeret med denne. Oxóssis ugedag er altså torsdag. De øvrige orishaer har også deres associerede ugedag – havgudinden Iemanjá har for eksempel lørdag.
Axoxó, sorte bønner, rejer og mandler – alt dette er madretter, som Oxóssi traditionelt godt kan lide, og som kan serveres for ham under ritualerne. Det er med andre ord retter, der er associeret med Oxóssi, og som er med til at sikre netop hans tilstedeværelse.
Hans farver er blå og grøn – og det er så simpelt, som det siges her: Oxóssi er associeret med farverne blå og grøn. Andre guder er associeret med andre farver, og den enkelte guds associerede farve kan variere fra tempel til tempel.
I hånden ofá, iluqueré – ofá er Oxóssis karakteristiske bue og pil. Iluqueré er en fluepisk af hestehår. De to genstande er Oxóssis regalier, symboler på hans værdighed, som han ofte vil bære, når han manifesterer sig i templet. Andre guder har andre regalier, f.eks. har tordenguden Xangô sin karakteristiske dobbeltøkse.
Okê okê, okê arô, okê – hver gud har sin karakteristiske hilsen, som man kan bruge ved manifestationer i templet eller ved påkaldelser, og Oxóssis er “okê arô!“.
I Bahia er han Sankt Georg, i Rio Sankt Sebastian – af historiske grunde eksisterer der både i Brasilien og Cuba en udstrakt synkretisme mellem orishaerne og de katolske helgener, der indgik i slaveholdernes officielle religion, nemlig katolicismen. Denne synkretisme kunne bl.a. bruges som et dække, således at afrikanerne i disse lande så ud som om de dyrkede helgenen, mens de i virkeligheden tænkte på orishaen. Denne linje siger om Oxóssi, at han i Brasilien kan være associeret med to forskellige helgener, nemlig Skt. Georg i Bahia og Sankt Sebastian i Rio de Janeiro.

Ud over at vi har lært en hel del om Oxóssi og hvem denne meget centrale guddom er, hvad kan vi så uddrage af ovenstående?

Hver orisha er associeret med en række myter, der belyser hvem vi har med at gøre – familie, ophav, afkom; ligesom Oxóssi er søn af Iemanja, bror til Ogum og gift med Oxum.
Hver orisha har sit eget område – i Oxóssis tilfælde jagten og skoven.
Hver orisha har en række kvaliteter, variationer, der enten kan være andre guder, der er blevet “optaget” som en del af denne gud, eller særlige aspekter måske associeret med bestemte myter. Vi har f.eks. her set Oxóssis kvaliteter Ibualama og Inlé.
Hver orisha er associeret med en bestemt ugedag, hvor det er særligt passende at dyrke eller ihukomme guden.
Hver orisha er også associeret med en række bestemte retter, der kan serveres under ritualerne – vi har nævnt Oxóssis, andre guder har dere egne livretter.
Hver orisha er også forbundet med en særlig hilsen, hvormed man kan modtage eller påkalde netop denne gud. Oxóssis er altså “okê arô!“
Hver orisha kan også være forbundet med en katolsk helgen, der dog kan variere fra sted til sted. For eksempel er tordenguden Xangô i Brasilien associeret med Johannes Døberen, i Cuba med Sankt Barbara.

Den smukke sang, som du lyttede til i begyndelsen af dette indlæg (og ellers kan du jo gøre det nu!) refererer altså til de fleste af de oplysninger, der er karakteristiske for Oxóssi – hans mytologiske baggrund, område, ugedag, retter, farve, hilsen og associerede helgen.

En orisha kan på ingen måde reduceres til disse egenskaber, men det, at de har disse egenskaber er endog særdeles nyttigt, hvis man skal forstå de kulturelle referencer, man kan støde på. En kvinde ved en flod med en gul kjole? Det lyder som Oxum, og så fremdeles.

Vi er med denne introduktion til Oxóssi og til orishaernes egenskaber ikke færdige med at forklare disse egenskaber og deres betydning for menneskene, men vi er nået et langt stykke, og vi er også ved at have et grundlag for at lave dybere introduktioner til de enkelte guder.

Mere herom, som sædvanlig, i en fremtidig artikel i denne serie.

Noter

[1]: Portugisisk tekst her: https://www.letras.mus.br/toninho-geraes/oxossi/
[2]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, myte 64.99

Aiyé og Orun – de to verdener

Jose Beniste: Orun Aiyé

Et centralt begreb i candomblés verdensbillede, der som vi senere skal se også er højst relevant for Ossains rolle som bladenes herre, er de to verdener aiyé og orun.

Aiyé er denne verden – det vil sige, det er den fysiske virkelighed, vores velkendte verden af borde og stole og hårde økonomiske realiteter og fysiske love. Det er i aiyé, vi mennesker fødes og dør, og det er i aiyé, vore liv udspiller sig.

Orun er den anden verden -den åndelige verden, som er gudernes og alle andre åndelige væseners hjemsted.

Den argentinske antropolog Juana Elbein dos Santos formulerer det således[1]:

Yorubaerne mener, at tilværelsen foregår på to planer: Aiyé, det vil sige verden, og orun, det vil sige det hinsidige. Aiyé omfatter det konkrete fysiske univers og tilværelsen for alle de væsener, der bebor den – ikke mindst dem, der kaldes ara-aiyé eller arayé, verdens indbyggere, dvs. menneskeheden.

Orun er det overnaturlige rum, den anden verden. (…) Det er en umådelig, uendelig udstrækning – ode orun – beboet af ara-orun, indbyggerne i orun, overnaturlige væsener eller entiteter.

Mange kilder oversætter orun som “himlen” eller “paradiset”, men her er der mest tale om en afsmitning fra kristendommen – helt generelt er orun nemlig ikke “oppe” eller i nogen anden bestemt retning i forhold til aiyé. I mange myter fortælles om orishaer (guder), der oprindelig var mennesker, indtil de en dag steg ned i jorden til orun og blev en orisha.

Det betyder ikke, at gudernes verden er nede i jorden, kun at den er andetsteds – det er en helt anden verden, der ikke har nogen bestemt “lokation” i forhold til vores (aiyé).

Forestillingen om de to verdener vil være velkendt for mange. I keltisk mytologi kender vi Tir na nOg, det fortryllede land, som også her er gudernes hjemsted. I Det Nye Testamente hører vi om apostlen Paulus, at han bliver “bortrykket til den tredje himmel” (af syv), og i den nordiske mytologi fortæller Snorre, at der er ni verdener over og ni verdener under Midgård, som er menneskenes verden.

Elbein dos Santos fortsætter:

Orun er en verden, der er parallel med vores egen, og som korresponderer med hele indholdet i denne. Hvert individ, hvert træ, hvert dyr, hver by, osv., har en abstrakt og åndelig dobbeltgænger i orun; og i orun bor alle de overnaturlige væsener, som vi vil tale om senere. Eller omvendt: Alt, hvad der findes i orun, har sin eller sine materielle repræsentation(er) i aiyé. (s. 55-56)

En yorubamyte fortæller[2], at orun og aiyé oprindelig ikke var adskilt, og at både mennesker og guder uhindret kunne gå fra den ene verden til den anden. Denne situation varede ved, lige til et ægtepar, der ikke kunne få børn, havde held til at overtale skaberguden Oxalá til at hjælpe dem til at få en søn. Oxalá indvilligede, men betingede sig til gengæld, at deres søn altid skulle forblive i aiyé og aldrig måtte besøge orun. Da sønnen voksede op, udviklede han sig imidlertid til en meget nysgerrig ung mand, som absolut måtte kende den verden, han havde forbud mod at besøge. Oxalá blev meget vred og stødte sin stav tværs gennem verdenerne, og dermed skilte han til evig tid aiyé fra orun, denne verden fra den hinsidige.

Og dog kan der stadig opnås forbindelse mellem de to verdener. Guderne kan besøge aiyé ved at nedstige i deres menneskelige præster ved at besætte dem, og de kan udtrykke deres viden gennem divination. Mennesker kan også opleve gudernes nærhed under særlige omstændigheder, i drømme eller i situationer, der er fyldt med megen kraft, axé.

Lydia Cabrera: Afro-Cuban Tales

Den cubanske antropolog Lydia Cabrera fortæller i eventyret om “Brigantino Brigantín”[3], hvordan historiens heltinde Sanune,”en stædig kvinde med samme farve som ristede mandler”, i sin fortvivlelse flygter ud i skoven, hvor hun møder orishaerne Oxóssi og Ogum, henholdsvis jagt- og krigsguden:

Two big, proud, handsome black men appeared before her. One was carrying a gun and was followed by a dog and a stag with a cross on his forehead. The other was armed with a bow and an arrow and wore a wildcat skin over one shoulder.

Sanune touched the earth and kissed it on her fingertips. Prostrate at the men’s feet, she lost consciousness. When she opened her eyes, she was surrounded by night, in a room thick with the smell of warm foliage and guavas, as if a crowd of blacks had just gathered there a few minutes before. She found herself before and altar made of two wildcat skins and two freshly cut poplar branches propped against the wall. On the ground she could see several soup tureens with their lids on, a horseshoe, two huge pots of rice, some red beans, and popcorn. Beside her, an old woman with her head wrapped in a veil held in her kerchief twenty-one little snails, all beautifully white like unpolished ivory, and she kept counting and recounting them for fear that one might be lost (specifically the one belonging to Elegguá). When she was convinced that none were missing, she touched Sanune’s shoulders and sent her off, giving her a bundle of multicolored cloths.

Sanune møder guderne og rejser til den anden verden, og dér får hun svar på det spørgsmål, der hjemsøger hende (hvordan hun skal redde sit barns liv) – et svar i form af anvisninger på magi, hun skal udføre. Denne form for oplevelser, hvor viden indhentes fra den guddommelige verden gennem drømme og syner eller åbenbaringer, er på linje med besættelsen og divinationen meget centrale i en afrikansk-inspireret praksis som candomblé.

Det rum, hun finder sig selv i, minder til forveksling om et tempel i santería, en yoruba-inspireret cubansk praksis, der minder meget om candomblé. Denne lighed er næppe nogen tilfældighed: Alt i aiyé har sin genpart i orun, men i ritualet nærmer de to genparter sig, og i templet kan de smelte helt sammen.

Som den danske antropolog Inger Sjørslev får at vide[4], da hun spørger til den egentlige mening med den rituelle omgang med guderne: “Når vi fødes i aiyé, fødes vi i orun (…) og alt, hvad vi mennesker gør med vores orixá her, det gør vi for at opretholde den tætte forbindelse med os selv dér, i orun”.

Hvordan dette mere konkret foregår og hvad det betyder vil vi se nærmere på i fremtidige artikler i denne serie.

Noter

[1]: Juana Elbein dos Santos, Os nagô e a morte, Editora Vozes, 2012.
[2]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001.
[3]: Lydia Cabrera: Afro-Cuban Tales, University of Nebraska Press, 2004.
[4]: Inger Sjørslev: Gudernes Rum, Gyldendal 1995.

Candomblé, en naturreligion

Oxum ved vandfaldet

Når man som vesterlænding læser om en afrobrasiliansk religion som candomblé eller (eller tilsvarende cubanske traditioner som Santería eller palo) og forstår, at det er religioner, som dyrkes i supermoderne storbyer som Salvador, São Paulo, Rio de Janeiro, Buenos Aires, Montevideo, Berlin, New York og Miami, kan man let få det indtryk, at der er tale om en meget moderne og urban praksis, som er lige så langt fra naturen som den kristendom, de fleste af os selv er vokset op med.

Det er også let at få den tanke ud af kilderne, når man i Inger Sjørslevs fremragende Gudernes Rum[1] om en ung candomblé-præst fra São Paulo, der er indviet til skaberguden Oxalá for eksempel læser, at “denne ånd, hvis yndlingsdrik i øvrigt var Martini Bianco, såfremt han ikke syntes om en fest og ikke havde lyst til længere at være til stede, uanfægtet og stadig inkorporeret i åndefaderen kunne gå op og tage åndefaderens bil og køre bort.”

Og dog skrev jeg selv i mit sidste indlæg, at bladenes herre Ossain “er et af de tydeligste udtryk for candomblés karakter af naturreligion“. I det forrige beskrev jeg, hvordan et candomblé-tempel ganske naturligt kommer til at ligge “tæt på en flod og anden paradisisk natur”. Hvordan kan det hænge sammen?

Problemet er til en vis grad manglende kontekst. Hvis noget er tilstede hele tiden er der ingen, der nævner det, fordi alle tager det for givet, men hvis andre læser en beskrivelse uden denne kontekst, kan de ikke regne ud, hvad det er, der mangler. Og i dette tilfælde er det, der mangler, en forståelse af nogle grundvilkår i candomblé, der går tilbage til religionens oprindelse i Yorubaland i det nuværende Nigeria og Benin.

Orishaerne, de afrikanske guder, der dyrkes i candomblé, er grundlæggende naturkræfter.[2] Hver gud har sit eget område og er nært knyttet til dette. Tordenguden Xangô er en himmelgud, der især er knyttet til torden og lyn – i egenskab af gudernes konge er han også gud for retfærdighed. Kærlighedsgudinden Oxum er knyttet til alt ferskvand – floder og søer og, hvilket er meget vigtigt i en brasiliansk kontekst, vandfald. Ossain er knyttet til skoven, og det er også der, jagtguden Oxóssi bor. Stormgudinden Iansã er også knyttet til skoven, men hun er også en flodgudinde og kan som Xangôs hustru være den storm, som indvarsler hans komme.

Gudinden Oya i skoven

Og jeg kunne blive ved. Oxumaré er en slange, men også regnbuen. Hans mor Nanã er det primordiale mudder og gudinde for alt stillestående vand. Havgudinden Iemanjá er Havet, men hun er også havfruen, sømændenes skytsånd, som også kan være deres nemesis.

Pointen er, at det bagvedliggende verdensbillede forudsætter disse naturfænomener, og at religionen har udviklet sig under omstændigheder, hvor der var let adgang til den slags natur. Hvor det er muligt, er templerne altid anlagt på steder, der er gunstigt placeret i forhold til den natur, som templets guder er knyttet til.

Den cubanske antropolog Lydia Cabrera skriver[3] om el monte som det sted, hvorfra guderne kommer. “Monte” hentyder til vegetation som buske og træer og betyder i denne sammenhæng nærmest “vildnis” – steder, hvor “der ikke er noget”, hvor naturen får lov til at passe sig selv. Naturen, vildnisset, “el monte”, er det sted, hvor guderne og andre overnaturlige kræfter kommer fra og har hjemme, og som Cabreras afrocubanske informanter opsøger for at lave ritualer og samle blade. Sem folhas não tem orixá, uden blade er der ingen guder, som jeg skrev i sidste uge.

Forfatteren Serge Bramly fortæller i sin letlæste og anbefalelsesværdige lille bog Macumba[4], at de blade, der skal bruges til gudernes ritualer, netop skal indsamles i Ossains eget domæne, den vildtvoksende og urørte skov.

Candomblé i naturen

Den argentinske antropolog Juana Elbein dos Santos beskriver i sin doktordisputats fra Sorbonne, udgivet under titlen Os Nagô e a Morte[5], det berømte terreiro Ilé Axé Opô Afonjá i Salvador, hvor hun selv blev indviet som præstinde (min oversættelse):

“Terreiroet” indeholder to områder med forskellige særpræg og karakteristika: a) et område, som vi vil betegne som “urbant”, som omfatter alle bygninger til offentligt og privat brug; b) et jomfrueligt område, som omfatter træer og et kildevæld, som betragtes som “vildnisset” og svarer til den afrikanske urskov, som Lydia Cabrera kalder “el monte” og beskriver så indgående. (…)

“Vildnisset” dækker næsten to tredjedele af “terreiroet”. Det gennemskæres af træer, buske og alle slags urter og udgør et naturligt reservoir, hvorfra man kan hente de planter, som er helt uundværlige for den liturgiske praksis. Det er et farligt område, hvor “terreiroets” urbane medlemmer meget sjældent kommer. Det er præsterne for Òsanyìn [Ossain], som er plantelivets skytsånd og mere generelt præsterne for de guder, der hører til skoven – Ogum og Oxóssi – der udfører de ritualer, der skal laves i “vildnisset”. “Vildnisset” er helt overordnet set et helligt sted.

For at anskueliggøre den beskrivelse vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det omtalte candomblétempel eller “terreiro” dækker et område på 3,9 kvadratkilometer. Vi taler altså om mere end 250 hektar vild, urørt natur.

Hvis man gerne vil se et eksempel på, hvordan samspillet med en sådan vild, urørt natur kan se ud i en brasiliansk kontekst, anbefaler jeg meget Eliciana Nascimentos kortfilm The Summer of Gods, der med et barn som hovedperson tager os i hånden og langsomt indvier os i kultens mysterier. jeg indsætter en trailer for den herunder, og man kan købe et download på filmens hjemmeside.

Sammenfattende må vi altså sige, at candomblé er en moderne naturreligion, som er meget tæt knyttet til de naturkræfter, til de steder i naturen og til de dyr og planter, som guderne er knyttet til. Hele religionen forudsætter disses eksistens, og den åndelige energi og kraft, som er knyttet til de steder og til det liv, de rummer, vil automatisk drive dens tilhængere til at værdsætte og beskytte naturen, hvor det er muligt.

Noter

[1] Inger Sjørslev: Gudernes Rum, Gyldendal 1995.
[2] https://candomble-berlin.de/orixas/
[3] Lydia Cabrera: El monte, Ediciones Universal, 1954 (9. udg. 2006).
[4] Serge Bramly: Macumba – The Teachings of Maria-Jose, Mother of the Gods, Avon 1979.
[5] Juana Elbein dos Santos, Os nagô e a morte, Editora Vozes, 2012.

Ossain, bladenes herre

Ossain

I sidste uges artikel om filmen Jardim das folhas sagradas nævnte jeg,at filmens hovedperson er indviet til yorubaguden Ossain, der også kendes under navnet Osanyin (kan også staves Ossaim, og i øvrigt på et utal af andre måder). Jeg skrev, at Ossain er “gud for blade, især for bladenes iboende kraft eller axé i rituel og medicinsk sammenhæng”.

Da det ikke er let at finde materiale om denne gud på dansk, ligesom jeg heller ikke fik nævnt ham hverken i mine egen gamle artikel om candomblé eller i den tilhørende gudeliste, er det måske en idé med en lidt nærmere præsentation af Ossain og hans betydning.

Ossain ejer kort fortalt alle blade og især hemmelighederne ved deres medicinske og rituelle kræfter. Dette er vigtigt, fordi blade er altafgørende i candomblé – uden blade af forskellige ganske bestemte planter virker ritualerne slet ikke, og en meget central sentens udsiger, at sem folhas não tem orixá – uden blade er der ingen orishaer, uden blade er der ingen guder. Uden Ossains viden om planternes kraft, og uden Ossains tilladelse til at bruge bladene i hvert enkelt ritual, kan hele religionen ganske enkelt ikke fungere.

En myte fortæller[1], at divinationsguden Orunmila engang tog Ossain som slave i pant for et lån. Ossain gik rundt i skoven ved Orunmilas gård, og der mødte han Aroni, en etbenet nisse, der vidste alt om planter. Aroni og Ossain blev venner, og Aroni lærte Ossain alt, hvad han vidste.

En dag bad Orunmila Ossain rydde et stykke skov, hvor han gerne ville lave en plantage. Ossain gik derud, men kom ikke langt, fordi han hele tiden udbrød:

“Den kan jeg ikke fjerne, det er den plante, der hjælper mod smerter!” Om en anden sagde han: “Denne her får blodet til at koagulere, den må jeg ikke skære ned!” Andre planter, han kom forbi, kurerede feber eller kunne bruges i magiske ritualer og tiltrække penge eller graviditeter.

Da Orunmila kom for at inspicere arbejdet, havde Ossain ikke fået luget en eneste plante væk. Orunmila var forstod straks, hvor vigtige disse kundskaber var og befalede, at Ossain altid skulle være hos ham, når han skulle divinere, og at han skulle hjælpe med at kurere de syge.

I andre myter fortælles det dog, at det er Ossain selv, der kun har et ben.

Endnu en myte fortæller[2], at da den højeste gud Olorun skabte orishaerne, gav han hver enkelt af dem deres særlige axé eller kraft – og Ossain fik kundskaben om bladenes kræfter. Ossains monopol på bladenes hemmeligheder gik nogle af de andre guder på, og tordenguden Xangô forlangte, at han skulle dele dem med de andre guder. Da Ossain nægtede, fik Xangô sin hustru, stormgudinden Oya til at blæse bladene af samtlige træer i Ossains skove.

Da Ossain så det, råbte han: “Bladene virker!” og beordrede bladene til at vende tilbage til skovene – og de adlød hans ordrer. Kun nogle få blade blev tilbage hos Xangô, og de havde mistet deres kraft.

Xangô, gudernes konge, erkendte nu sit nederlag, og at magten over bladene og deres medicinske og magiske kræfter var nødt til at ligge hos Ossain. Ossain forbarmede sig nu på sin side over de øvrige orishaer og gav hver af dem bladene fra én plante, hvis kraft de kunne bruge, og som herefter ville være knyttet til dem.

Ossain er en skov-orisha – han bor i skoven og fremstilles ofte klædt i blade, nogle gange med kun ét ben. I skoven er han tæt knyttet til sine venner, jagtguden Oxóssi (eller Erinle) og smedeguden Ogum[3]. Ossain, hvis betydning for candomblé som vogter over bladenes hemmeligheder er vanskelig at overvurdere – sem folhas não tem orixá – er således et af de tydeligste udtryk for candomblés karakter af naturreligion. Herom vil et kommende indlæg handle.

I mellemtiden kan du nyde denne sang til Ossain, som hører hjemme i den nordøstbrasilianske musiktradition afoxé, som jeg også håber at behandle i et kommende indlæg:

Noter

[1]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001.
[2]: Lydia Cabrera: El monte, Ediciones Universal, 1954 (9. udg. 2006).
[3]: Ulli Beier: Yoruba Myths, Cambridge University Press, 1980.

De hellige blades have

Jardim das folhas sagradas (2011, på dansk: “De hellige blades have”) er en brasiliansk film om en mand, der er fanget i et utilfredsstillende og indholdstomt liv og har tabt forbindelsen til sine rødder – og om hans vej tilbage til netop disse rødder, der i filmen repræsenteres af den afro-brasilianske religion candomblé. Samtidig handler den om candomblés vilkår og mulige udvikling i en hypermoderne nutid med hurtigt skiftende normer.

Candomblé er kort fortalt (for en grundigere forklaring henviser jeg til min gamle artikel om emnet) en moderne afro-brasiliansk religion, der adskiller sig fra vores vante begreber om religion ved at være levende: Guderne (de såkaldte orishaer eller orixás) er ikke fjerne, abstrakte entiteter, som man “tror på”, de handler aktivt i verden og manifesterer sig gennem besættelse af særligt indviede.

Miguel Bomfim er en sort bankmand i Bahias hovedstad Salvador. Han er gift og lever det gode middelklasseliv med lejlighed, bil og en mandlig elsker. Han er dog utilfreds med dette liv og længes tilbage til den afro-brasilianske kultur og det candomblé-tempel, hvor hans mor var præstinde.

Ved filmens begyndelse er han netop begyndt at komme der igen. Folkene i templet er meget glade for at se ham igen og spørger, hvorfor han forsvandt? Bomfim er også glad for at være tilbage og begynder at komme der mere. Dette udløser imidlertid en voldsom reaktion fra hans kone, der er evangelisk kristen og siger, at hun vil bede for, at han kan komme ud af dette “djævelskab” og blive frelst i Jesus og det evige liv ligesom hun selv. Bomfim bliver rasende og siger, at candomblé er en religion, ikke noget djævelskab, og oven i købet en religion, hvor man tror på et liv før døden.

Bomfim er nu splittet mellem arbejdet og bankverdenens latente men umiskendelige racisme, hustruens religiøse intolerance og templets verden af natur, åndelighed og venlige, hvidklædte præstinder. Som følge af denne splittelse får han foretaget en divination med kauriskaller (merindilogun) i templet, og den giver det overraskende resultat, at hans skæbne er at videreføre traditionen ved at åbne et candomblé-tempel og og lade guderne manifestere sig dér.

scene fra filmen

Bomfim har bedre forudsætninger for dette end de fleste – hans mor var nemlig gravid med ham, da hun blev indviet, og derfor blev han selv indviet sammen med hende, før han blev født. Bomfims orixá eller gud er yorubaguden Ossain, der er gud for blade, især for bladenes iboende kraft eller axé i rituel og medicinsk sammenhæng. Bomfim vægrer sig ved ideen om at åbne et tempel – han har ikke beskæftiget sig med candomblé i mange år og slet ikke som ansvarlig præst. Hvordan skal han nogensinde lære alle de ting, han har brug for? En af hans venner, der er antropolog, opmuntrer ham og forsikrer, at mange ville være glade for at komme i et tempel drevet af Bomfim.

Kort efter oplever Bomfim en episode på arbejdet, hvor hans hudfarve kommer op, fordi han tager en ligeledes sort rengøringsmedarbejder i forsvar og en kollega antyder, at de “brune” (os morenos) jo alle holder sammen. Bomfim mister besindelsen og råber, at han ikke er brun, han er sort, sort, SORT!

Bomfim ser nu, at han er nødt til at følge sin skæbne og finder et stykke jord tæt på en flod og anden paradisisk natur i udkanten af en af Salvadors favelaer. De næste år opbygger han gradvist et tempel med mange tilhængere og indvier sine egne præstinder eller filhas de santo (åndedøtre). På trods af modstand fra lokale kristne og trusler om udsmidning, da Bomfims skøde på grunden viser sig at være af tvivlsom gyldighed, klarer templet sig igennem og udvikler sig efterhånden til et kendt og populært terreir0.

Nyindviet iawo

Der er dog stadig en grundlæggende uenighed mellem Bomfim og den mere traditionelle candomblé: Som indviet til Ossain er han skeptisk over for de dyreofringer, der normalt praktiseres i candomblé. Denne modstand fastholder han trods mange advarsler fra folk, der gør opmærksom på, at man har brug for blod for at grundfæste et tempel, og at guderne ikke i længden vil acceptere et tempel, der ikke følger denne regel. Bomfim føler, som andre Ossain-præster før ham (bl.a. den meget berømte Agenor Miranda Rocha (1907-2004), der i starten af filmen netop citeres for sin modvilje mod dyreofringer), at der er givet blod nok allerede, så man i hans tempel vil kunne nøjes med planter og “planternes blod” i form af plantesaft.

Denne kontrovers ender, da tordenguden Xangô bliver vred over de manglende blod-ofre og brænder templet ned til grunden. Bomfim er sønderknust og begynder sammen med sine venner og medpræster at genopbygge templet – men indser samtidig, at han er nødt til at give sig og vende tilbage til den traditionelle candomblé også på dette punkt.

Filmen behandler spændingsfeltet mellem modernitet og tradition i nutidens Brasilien. Hvor langt kan man komme væk fra sine rødder og de traditioner, man er vokset op med, uden at miste sig selv? Hvis man vender tilbage til den religiøse fordi det er dér, der er mest rigdom og liv, og vender det moderne middelklasseliv – eksemplificeret ved bankverdenen og den evangeliske kristendom – ryggen, hvor meget kan man så rokke ved traditionerne, hvis det stadig skal give mening?

Nogle af de konklusioner, som filmen drager, er at Bomfim var faret vild, da han havde vendt sine forældres religiøse kultur ryggen og ladet sig opsluge af hverdagslivets tryghed og rigdom; og at hans tilbagevenden først for alvor lykkedes, da han accepterede hele den tradition han havde forladt, også de blodofre som han både som moderne menneske og som Ossain-præst havde svært ved at acceptere. Disse konklusioner taler direkte ind i candomblés udvikling i Brasilien i disse år, hvor traditionen og det moderne liv presser mod hinanden, hvilket resulterer i mange udfordringer og mange (ofte spændende) fornyelser.

Og denne diskussion er også relevant for os her i den vestlige verden og ikke mindst i Danmark, hvor folk også kan føle, at de er faret vild og uden forbindelse til den type tradition eller åndelig praksis, som de burde være knyttet til. Blot har vi ikke som i Bahia en levende praksis som candomblé at falde tilbage på. En af de store kulturelle opaver de næste mange år kan netop være at genopbygge en sådan levende, åndelig tradition, der kan bringe os tættere på livet før døden og de kræfter, der virker i det. I denne opgave kan vi vælge at genopfinde hjulet og genopbygge det hele from scratch, eller vi kan vælge at lære af andre kulturer, der har en levende og velfungerende praksis – som for eksempel brasiliansk candomblé.

Herom mere senere.

Trailer:

Konstruerede fortællinger og kold nødvendighed

Cory Doctorow skriver i Locus Magazine om den ubehagelige beslutnings nødvendighed – og ikke mindst om den intellektuelle uhæderlighed i de fortællinger, der iscenesætter den:

The first [example] is ‘‘The Cold Equations’’, Tom Godwin’s classic 1954 Astounding story about a shuttle pilot who has to kill a girl who has stowed away on his ship. The pilot, Barton, is on a mission to deliver medicine to a group of explorers on a distant world. They have contracted a fatal disease, and without the medicine, they will all die. The pilot has just gotten underway when he sees his fuel gauge dropping at a faster rate than it should. He deduces from this that there’s a stowaway aboard and after a search, he discovers a young girl.

She has stowed away in order to be reunited with her brother, who is on the plague-stricken world (though he’s a continent away from the sickness). She believes that she is to be fined for her rule-breaking, but then a stricken Barton explains the facts of the universe to her. The rescue ship has only enough fuel to reach the plague-planet, and with the girl’s additional mass, it won’t arrive. She will have to be pushed out of the airlock, otherwise the sick explorers will die of the plague. If Barton could, he’d sacrifice himself to let her live, but she can’t land the spaceship. It’s entirely out of his hands.

As the truth dawns on her, she weeps and protests: ‘‘I didn’t do anything!’’

But we know better, as does Barton – and as, eventually, does she. She has violated the laws of physics. The equations are there, and they say she must die. Not because the universe thirsts for her vengeance. There is no passion in her death. She must die because the inescapable, chilly math of the situation demands it.

Barton wanted her to live. Apparently, editor John W. Campbell sent back three rewrites in which the pilot figured out how to save the girl. He was adamant that the universe must punish the girl.

The universe wasn’t punishing the girl, though. Godwin was – and so was Barton (albeit reluctantly).

The parameters of ‘‘The Cold Equations’’ are not the inescapable laws of physics. Zoom out beyond the page’s edges and you’ll find the author’s hands carefully arranging the scenery so that the plague, the world, the fuel, the girl and the pilot are all poised to inevitably lead to her execution. The author, not the girl, decided that there was no autopilot that could land the ship without the pilot. The author decided that the plague was fatal to all concerned, and that the vaccine needed to be delivered within a timeframe that could only be attained through the execution of the stowaway.

It is, then, a contrivance. A circumstance engineered for a justifiable murder. An elaborate shell game that makes the poor pilot – and the company he serves – into victims every bit as much as the dead girl is a victim, forced by circumstance and girlish naïveté to stain their souls with murder.

Moral hazard is the economist’s term for a rule that encourages people to behave badly. For example, a rule that says that you’re not liable for your factory’s pollution if you don’t know about it encourages factory owners to totally ignore their effluent pipes – it turns willful ignorance into a profitable strategy.

‘‘The Cold Equations’’ is moral hazard in action. It is a story designed to excuse the ship’s operators – from the executives to ground control to the pilot – for standardizing on a spaceship with no margin of safety. A spaceship with no autopilot, no fuel reserves, and no contingency margin in its fuel calculations.

‘‘The Cold Equations’’ never asks why the explorers were sent off-planet without a supply of vaccines. It never asks what failure of health-protocol led to the spread of the disease on the distant, unexplored world.

‘‘The Cold Equations’’ shoves every one of those questions out the airlock along with the young girl. It barks at us that now is not the time for pointing fingers, because there is an emergency. It says that now is the time to pull together, the time for all foolish girls to die to save brave explorers from certain death, and not the time for assigning blame.

Doctorows overordnede konklusioner er endog meget relevante også uden for science fiction-genren:

If being in a lifeboat gives you the power to make everyone else shut the hell up and listen (or else), then wouldn’t it be awfully convenient if our ship were to go down?

Every time someone tells you that the environment is important, sure, but we can’t afford to take a bite out of the economy to mitigate global warming, ask yourself what’s out of the frame on this cold equation. Every time you hear that education is vital and taking care of the poor is our solemn duty, but we must all tighten in our belts while our lifeboat rocks in the middle of the precarious, crisis-torn economic seas, ask yourself whether the captain of our lifeboat had any role in the sinking of the ship.

Via Boing Boing.

Alan Moore om crowdfunding, overvågning og Internet

Citat:

I remember watching “Fall Out,” that final episode of “The Prisoner,” on I think a Wednesday night when I was around 13. And I can remember that scene where the whole series seems to break down into an absurdist collage. Where McGoohan’s Number Six finally confronts the mysterious Number One, who has been unseen throughout the series but is now a hooded figure. McGoohan pulls off his hood and there is a crude, rubber ape mask underneath. McGoohan pulls off the ape mask, and there is Patrick McGoohan underneath, laughing maniacally. Even at the age of 13, I dimly remember what that meant, that moment when he reveals that they are the same. It was answering the question, “Who is the one who restricts us and makes us all prisoners?” And I think McGoohan’s answer to that was incredibly liberating. It’s us, isn’t it?

Læs det hele.

Kunstens (eller bedømmelsesudvalgets) forfald

Det er et slående faktum og siger en hel del om tilstanden i moderne kunst – og ikke mindst om det bedømmelsesudvalg, der står bag Sculpture by the Sea – at Tall Ships Races faktisk har et langt stærkere visuelt udtryk.

Status for moderne skulpturkunst (og i hvert fald den, der kommer her til Århus) er altså, at den ikke kan hamle op med sejlskibe af træ. Det er da ærligt talt sørgeligt.