Kultur – Page 7

Argument for borgerløn: Harry Potter og J.K. Rowling

Har J.K. Rowlings bøger om Harry Potter skabt værdier i det britiske samfund? Er det godt, at hun har fået lejlighed til at skrive dem?

Jeg taler ikke om litterære værdier, for jeg er ikke selv nogen stor fan af dem – hverken af historierne, som jeg opfatter som en slags omskrivning af Enid Blytons kostskole- og børnedetektivromaner med lidt magisk glimmer, eller af budskabet eller indholdet, som er en festligholdelse af middelklassen og borgerskabets værdier, som Harry må siges at inkarnere, garneret med en infantil og meget kristen skelnen mellem “godt” og “ondt”, helte og skurke.

Men ikke desto mindre: Når nu J.K. Rowling havde et sådant projekt oppe i hovedet, er det vel godt, at hun fik lov til at forfølge det – bøgerne har underholdt en masse mennesker og givet os mulighed for at diskutere de bagvedliggende tankers værdi eller mangel på samme. Ud fra det rent pekuniære perspektiv, som liberalisterne plejer at lægge vægt på, har bøgerne skabt store eksportindtægter for Storbritannien. Så i den forstand er det vel godt, at J.K. Rowling fik mulighed for at skrive dem?

Vel, hvis man skal følge den danske regering og dens insisteren på at jagte og “aktivere” de arbejdsløse, er det ikke helt så simpelt. J.K. Rowling skrev nemlig de første Harry Potter-bøger, mens hun var enlig mor på bistand, i den tid, hun havde til rådighed, fordi hun ikke kunne finde et arbejde, hun kunne passe samtidig med, at hun også skulle hellige sig den krævende rolle som enlig forælder. Efter dansk (og britisk) lovgivning begik hun socialt bedrageri. “I virkeligheden” burde hun selvfølgelig have været aktiveret, så hun i stedet kunne have brugt tiden på noget “fornuftigt”. Eller hvad?

Mon ikke der blev skabt flere af de værdier, vi alle sammen efterlyser, om de arbejdsløse fik lov at være lidt i fred – eller hvis vi måske endda alle sammen fik lov til at tage den form for frihed, hvis vi havde brug for det, i form af en almindelig ret til borgerløn?

J.K. Rowling er i hvert fald ikke særligt bodfærdig over sin “brøde” eller taknemmelig over den hjælp, hun fik fra samfundet – tværtimod er hun rasende over de vilkår, som enlige mødre må leve under, samtidig med, at de får skylden for stort set alle ulykker i samfundet:

I had become a single mother when my first marriage split up in 1993. In one devastating stroke, I became a hate figure to a certain section of the press, and a bogeyman to the Tory Government. Peter Lilley, then Secretary of State at the DSS, had recently entertained the Conservative Party conference with a spoof Gilbert and Sullivan number, in which he decried “young ladies who get pregnant just to jump the housing list”. The Secretary of State for Wales, John Redwood, castigated single-parent families from St Mellons, Cardiff, as “one of the biggest social problems of our day”. (John Redwood has since divorced the mother of his children.) Women like me (for it is a curious fact that lone male parents are generally portrayed as heroes, whereas women left holding the baby are vilified) were, according to popular myth, a prime cause of social breakdown, and in it for all we could get: free money, state-funded accommodation, an easy life.

An easy life. Between 1993 and 1997 I did the job of two parents, qualified and then worked as a secondary school teacher, wrote one and a half novels and did the planning for a further five. For a while, I was clinically depressed. To be told, over and over again, that I was feckless, lazy — even immoral — did not help…

Nobody who has ever experienced the reality of poverty could say “it’s not the money, it’s the message”. When your flat has been broken into, and you cannot afford a locksmith, it is the money. When you are two pence short of a tin of baked beans, and your child is hungry, it is the money. When you find yourself contemplating shoplifting to get nappies, it is the money. If Mr Cameron’s only practical advice to women living in poverty, the sole carers of their children, is “get married, and we’ll give you £150”, he reveals himself to be completely ignorant of their true situation.

Mon ikke vi i det moderne overflodssamfund gjorde klogere i at give de folk, som der lige nu ikke er plads til på arbejdsmarkedet, lidt frirum – frem for at jagte dem og beskylde dem for at “nasse”? Mette Frederiksens drøm om at samfund, hvor alle tvinges til at arbejde for deres bistandshjælp, er i alle tilfælde et samfund uden Harry Potter-succeser.

The single mother’s manifesto (via Boing Boing)

Dagens citat: D.H. Lawrence

Fra hans bog Studies in Classic American Literature, kapitel 8:

Man should never do the thing he believes to be wrong. Because if he does, he loses his own singleness, wholeness, natural honour.

If you want to do a thing, you’ve either got to believe, sincerely, that it’s your true nature to do this thing – or else you’ve got to let it alone.

Believe in your own Holy Ghost. Or else, if you doubt, abstain.

A thing that you sincerely believe in cannot be wrong, because belief does not come at will. It comes only from the Holy Ghost within. Therefore a thing you truly believe in, cannot be wrong.

Vampyrer og Magia Posthuma Q&A

Niels K. Petersen, hvis navn vil være en del bekendt fra fan- og andre sammenhænge, bliver interviewet af Anthony Hogg på hans blog Diary of an Amateur Vampirologist.

Interviewet er i to dele og handler om Niels’ arbejde med vampyrer, ikke mindst på den engelsksprogede blog Magia Posthuma:

AH: You started your blog in 2007, but your readers probably aren’t aware that you’ve been writing about vampires for a lot longer. Could you give us a background?

NKP: Well, I edited a fanzine on vampires and horror fiction when I was pretty young, so I wrote some articles on vampires that were based on books like Anthony Masters’ The Natural History of the Vampire. Later on, I was asked to write a couple of articles on similar matters, including a history of vampire cinema for a Danish magazine on horror movies to coincide with Coppola’s movie Bram Stoker’s Dracula.

But for many years I wasn’t actively doing anything related to the subject apart from perhaps watching the occasional vampire movie. I had become a father and was busy with other things. And I was still pretty disillusioned with most of the books that were published at the time. I suppose I had more or less dropped the subject.

But in 2006 I decided to compile the material I had for a book in my native language, Danish. However, when I began working on it, I started looking for extra information and for some of the books I didn’t have. I also discovered papers and a few books published in recent years, mostly in German, and thanks to the internet I was able to finally get hold of some of the books that had been almost impossible to find earlier on. […]

AH: Part of the reason for your blog’s existence, was to relay your attempts at finding a copy of de Schertz’s famous Magia Posthuma, a work very few authors have read. Where did you find your copy and why do you think other writers have struggled to find a copy of this work?

NKP: If I wasn’t seriously searching for that book, I may never have started my blog, and probably would not have attempted to launch the term “magia posthuma” as a kind of brand for the topic. Magia Posthuma is famous because of Dom Calmet who wrote about it in his Dissertation, but apparently it wasn’t widely read or even known in the 18th century, and probably never has been. Because of Calmet and those who have cribbed from him it has become a well-known title, even becoming the name of a Belgian metal band for a short period.

I was finally able to read a copy thanks to the Royal Library in Copenhagen, but I had to help them by pointing in the direction of a copy. As far as I know now, there are two copies in the Czech Republic and one in France, the latter one probably the copy that Calmet himself read. […]

AH: Apart from finding a copy of de Schertz’s book, what would you say is your proudest achievement, so far, in your vampirological studies and aims?

NKP: I am happy to have inspired people in Vienna to arrange a conference on vampirism and to have participated. That certainly has been one of the highlights of my active interest in the subject. I also want to mention my delight in inspiring and helping various people in their studies and research. It seems that I have inspired a couple of students in their choice of thesis. I am frequently surprised at the kind of response I get from my blog. Some of the feedback I have received can be seen on the blog, but a lot of it is only communicated by e-mail.

Magia Posthuma er altså en blog om vampirismen og dens historie, eller for at sige det med dens egne ord:

On several occasions, particularly on the periphery of the Habsburg Empire during the 17th and 18th centuries, dead people were suspected of being revenants or vampires, and consequently dug up and destroyed. Contemporary authors named this phenomenon Magia Posthuma. This blog is dedicated to understanding what happened and why.

Med andre ord, et ofte spændende bekendtskab.
Link: Q & A with Niels K. Petersen, Part 1, Q & A with Niels K. Petersen, Part 2.

Politibrutalitet

Bemærk, hvordan “crowd control” åbenbart består i at tæske løs på de nærmeststående, helt uden tanke for, hvem eller hvordan man rammer.

Men selvfølgelig er Danmark ikke en politistat, som forfatter Thomas Strømsholt skriver i et læserbrev i Jyllands-Posten:

Vi ved nemlig godt, at der i enhver demonstration findes lømler, som kun er ude på at ødelægge det for de andre. Disse lømler ser som regel afvigende ud. Folk i sort tøj og Hare Krishna-munke er særligt suspekte, og derfor må de ansvarlige myndigheder gribe til administrativ frihedsberøvelse.

Det kan dog være nødvendigt at frihedsberøve hele bundtet for deres egen skyld, idet de uforvarende kunne komme til at forstyrre den offentlige orden.

Når demonstranterne så har siddet og kølet af i nogle timer, bliver de sluppet fri, men selvfølgelig kun, hvis de har opført sig pænt.

Som en yderligere storsindet gestus fra politiets side vil der kun i yderst sjældne tilfælde blive rejst sigtelse mod nogen.

I hvilket andet land ses mon et så gemytligt forhold mellem borgere og politi?

Så naturligvis kan man ikke sammenligne Danmark med en politistat. Der bliver hverken trukket stave eller affyret vandkanoner, hvis blot man ikke generer politiet – og bliver hjemme.

Via A guide to Denmark and the Denish way.

Kristendommens skiftende ansigter

Professor, dr. theol. Per Bilde forklarer i en kronik i dagens Jyllands-Posten, hvorfor han og en del andre er kommet til at tvivle på kristendommen. I hans eget tilfælde har det at gøre med et intimit kendskab til religionens opståen og tidlige historie, der slet ikke hænger sammen med, hvad kirken og kristendommen senere blev til:

Jeg vil fokusere på fire problemer, som gennem tiderne også har fået mange kristne, herunder mig selv, til at tvivle på og opgive deres nedarvede religion:

1) Jesus’ eskatologiske forhåbningers sammenbrud,

2) udeblivelsen af Jesu genkomst,

3) kristendommens transformation fra at være en hinsidigt til at være en dennesidigt orienteret religion og

4) kristendommens generelle “kamæleonisering”, hvormed jeg sigter til dens formidable evne til at antage skikkelse efter enhver omgivende kultur. […]

Jesu tilhængere [var] samtidig sikre på, at han meget snart ville vende tilbage til Jorden, opvække de døde, gennemføre den eskatologiske dom, sende de vantro og onde til Helvede og – for sine troende tilhængere – (gen)oprette det “gudsrige”, som var kernen i den historiske Jesu forkyndelse. Denne intense forhåbning om Jesu genkomst, som mere eller mindre stærkt behersker skrifterne i Det Nye Testamente, blev, som vi ved, heller ikke indfriet. Denne skuffelse satte en række omtolkninger af erindringerne om Jesus i gang. […]

Den oprindelige jødiske messianske Jesus-bevægelse ændrede skikkelse til en hellenistisk-romersk religiøs foreningsdannelse, hvor vægten ikke blev lagt på troen på, at Jesus var Messias, men i stedet på den religiøse dyrkelse af den guddommeliggjorte, himmelske Kristus-skikkelse. Måske allerede i dens første fase, men i alt fald i denne anden fase blev kristendommen til en hinsidighedsreligion. […]

Efter Nietzsche og Grønbech gennemgik kristendommen atter en af sine fundamentale transformationer og skiftede igen fuldstændigt karakter. For de kristne teologer, præster og apologeter er det i dag latterligt at tro på opstandelse, eskatologisk dom, Helvede og Paradis.

Bilde nævner så ikke “hinsidighedsreligionens” rolle som fundamentalt sekulær magtfaktor i Middelalderen, hvor Paven fik møvet sig ind som øverste verdslige autoritet med ret til at indsætte og afsætte konger og kejsere.

Til gengæld minder han om, at intet af det, som diverse højreorienterede apologeter ynder at fremhæve som særligt udmærket ved “kristen” kultur og religion er unikt for kristendommen: “Det generer tilsyneladende ikke disse apologeter, at kritisk rationalitet, videnskab og demokrati faktisk stammer fra det gamle Grækenland, at næstekærlighedsbuddet forekommer i andre religioner end kristendommen, og at europæisk kristendom op igennem historien har strittet gevaldigt imod de fleste kulturelle, videnskabelige og politiske fremskridt“.

Hvad kirken lærer i dag, er altså i flere lag og gennem flere radikale omtolkninger adskilt fra den tidlige kristendoms dommedagshåb, som igen formodentlig ikke er det samme, som hvad den historiske Jesus lærte (hvis der overhovedet var nogen historisk Jesus).

Kristendommen er med andre ord passé. Måske det efterhånden var på tide at komme videre.

Link: Kritik af kristendommen

Læs også: Kristendom, næstekærlighed og ‘gudløs humanisme

Burqini – chic and coming to a beach near you

Mon der her så også skal forbydes? Aman Ali skriver på Boing Boing:

When I first heard of this product a few years ago, I’ll admit it made me laugh, even with me being a Muslim. It’s a swimsuit called the Burqini that’s designed for Muslim women.

Men and women in Islam are both asked to dress modestly but many of the swimsuits designed for women today are too revealing to allow them to do that. As you can see, the Burqini doesn’t show any skin but it’s not too loose to the point where it’s difficult to swim.

No woman should be denied the freedom to have a fun filled day at the pool or beach, which is why this company designed the Burqini. The more I thought about the product, the more I began to realize how awesome it is. It’s another way Muslims have been able to adapt to local cultures and customs without compromising their beliefs, an issue many religions face today.

The Burqini has gotten a lot of backlash from governments in Europe. But I don’t think any government has a right to tell people how to dress. How come a woman is not allowed to wear a burqini to a pool, but there’s no law saying she can’t wear a giant panda suit? If she wants to wear either of those outfits, hey go right ahead.

Amans indlæg gav ikke helt overrskende anledning til en del diskussion. Den mest begavede kommentar so far kommer fra Xeni Jardin:

I am a non-Muslim female. I fully support the notion that women of various faith — Christian, Jewish, Muslim, or other — might adhere to a more conservative, modest forms of presenting themselves.

You know what else is oppressive? Presuming that every woman wants to be practically naked in order to enjoy the sea or the pool or whatever. Some women, faith or no faith, would prefer for that experience not to be sexualized, or involve physical exposure.

Og hvis nogen har et sådant ønske, hvad skulle nogen så kunne have imod det?

Link: Itsy Bitsy Teenie Weenie Burqini

Dagens citat: Islam og europæisk kultur

Af professor, dr. phil. Johannes Pedersen i hans bog Islams kultur (Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1928):

Blandt de kulturer der har dannet sig uden for Europa, er der ingen der står europæisk kultur nærmere end Islams. Dette beror på at disse to kulturer har dannet sig på et fælles grundlag, middelhavslandenes hellenistisk-kristelige livsformer. (…)

Islams kulturhistorie er i mange måder parallel med Europas. Også den dannedes ved at nye folk trængte ind på middelhavslandenes område og tilegnede sig deres dannelse. Den står ikke mere for os som et appendix til eller endog en karikatur af Europas kultur, men som en selvstændig nydannelse, der i sin blomstringstid var forud for det samtidige Europa i rigdom og magt. Betegnelsen “middelalder” har her endnu mindre real gyldighed end for Europas vedkommende. Efter den arabiske erobring omdannedes den byzantinsk-kristelige og den persiske kultur umærkeligt til at blive islamisk uden at der kan tales om et pludseligt og radikalt brud. (…)

Forskellen mellem Islams kultur og den samtidig udviklede kristelige ligger ikke blot i den forskellige karakter af de oprindelige kristelige og muslimiske idealer, men i langt højere grad i at den middelalderlige kristelige kultur udformedes i Vestens lande og hos nye folk, der modtog kristendommen udefra og formede den på deres egen måde, medens Islam udformedes i Østen, i selve oldtidskristendommens gamle lande. De samme folk som havde dannet den østlige kristendom med dens særlige idealer, dens tænkning og livsopfattelse, blev senere skaberne af den muslimske kultur. Ligesom den byzantinsk-kristelige kultur skabtes ved hellenismens optagelse af kristendommen, således opstod Islams kultur ved den byzantinsk-kristelige kulturs optagelse af Islam.

Det er ikke først Islam som har skabt en kulturel ensartethed i Forasien. Men islams oprindelige repræsentanter, araberne, der selv boede på grænsen af det byzantinske kulturområde, gav den gamle kultur, som de tilegnede sig, et nyt præg med et nyt sprog og en ny kultus.

Og dermed kom den islamiske civilisation til at stå som den hellenistiske kultur og måske især læge- og naturvidenskabs kustoder i en tid, hvor Europa lod til at have tabt i hvert fald dén tråd.

Dagens citat: Islams historie og dogmatik

Jørgen Bæk Simonsen, i Politikens bog om Islam (JP/Politikens Forlagshus 2008), s. 139-41:

Det er ikke kun i den klassiske islamiske tradition, at man kan forledes til at tro, at islam ved Muhammeds død var en fuldt færdig religion. Samme opfattelse af islam anføres også i adskillige værker forfattet af ikkemuslimer, der forklarer læserne, at den islamiske verden med de store erobringer blev skabt som ved et trylleslag, men intet er i virkeligheden mere forkert. […]

Den islamiske verdens historie har fra begyndelsen været præget af en dynamisk og vedvarende diskussion om, hvordan Koranens anvisninger kan og skal oversættes til daglig religiøs praksis, og den diskussion finder fortsat sted, hvor muslimer nu engang lever sammen. Derfor er det afgørende at fastholde, at et ønske om at vide, hvad islam mener om dette eller hint, ikke er helt så ligetil at besvare. Islam fortolkes ligesom alle andre religioner hele tiden af sine troende, og de er sjældent enige. Der er i Koranen forestillinger og antagelser, som har udgjort centrale elementer af det fundament, hvorpå islam som religion er funderet, eksempelvis troen på den ene Gud, og udsagn om det er blevet diskuteret og formuleret som dogmer og teologiske udsagn. På samme måde findes allerede i Koranen juridiske anvisninger, der siden er blevet suppleret med regler, som har fundet tilslutning hos større grupper af muslimer. Det er det, der med visse forbehold gør det muligt at sige noget generelt om islam. Men det er vigtigt at fastholde, at islam ikke er noget i sig selv, ikke er noget uden muslimer. Religionen islam giver ikke af sig selv svar, de(t) gives og formuleres af troende muslimer, fordi det er dem, der i fortolkningen omsætter anvisningerne i en social praksis, de opfatter som rigtig, også selvom de igen og igen har måttet sande, at deres fortolkninger er blevet draget i tvivl af andre.

Noget lignene kan siges om kristendommen. Men centralt er her udsagnet om, at islam (som alle bogreligioner) ikke er noget i sig selv, men er, hvad dens tilhængere gør den til.

Aisha Fukushima: Leave on the Light

En sang inspireret af irakerne i Brorsons Kirke.

Fra beskrivelsen på YouTube:

A collaborative song by Aisha Fukushima and the Glendorf Brothers. “Leave on the Light” is inspired by the experiences of Iraqi asylum seekers who were in sanctuary at Brorsons Church in Copenhagen, Denmark.

Aisha sings the chorus and raps the second verse in English. Mads Glendorf raps the first and third verses in Danish. His brother, Rasmus Glendorf, made the instrumental.

Follow the progress of Aisha Fukushima’s international hip hop project “RAPTIVISM” at: http://aishafukushima.tumblr.com

Se den og spred den!

Dagens citat: Islam og velfærdssamfundet

Tariq Ramadan, i hans bog Western Muslims and the Future of Islam (Oxford University Press, 2004), s. 149-50:

Every being must have the right, in any society, to the minimum amount of food necessary to live. And we are speaking of living, not surviving. All the Islamic sources call human beings in general and Muslims in particular to live like human beings, in dignity and respect for themselves and for others. A social organization that does not provide its members with this minimum undermines their integrity as created beings who have to give account of themselves before the Creator. To be by nature responsible means that one should have the means by which to carry out the responsibility one bears; otherwise, the innocent become “guilty” and we are blaming the victim. […]

Housing is the first prerequisite for family life, and Islam insists heavily on the sanctity of private space. A society should provide each of its members with a roof; it is a prime responsibility. It is essential to think of adequate local structures: living five or eight to a room is not establishing a household – it is constructing a prison, arranging a suffocation, creating future ruptures and tomorrows full of isolation and marginalization. The state in which suburbs, cities, and inner cities are kept or rather abandoned is truly unacceptable. A man without a home is not a citizen; he is an outcast and a victim. Speeches change nothing. To deprive people of the conditions necessary for their humanity and then make them pay for their vagrancy is doubly unjust.

Hvis disse krav er en hård anklage mod forholdene i mange vestlige lande, er de en fordømmelse af forholdene i de fleste islamiske lande, hvor fattigdom og bolignød er udbredt. Dette er Ramadan selvsagt udmærket klar over.

Jeg er selv meget enig i konklusionerne, omend jeg som ikke-muslim ikke er det i præmisserne. Jeg ville nok selv nøjes med at konstatere, at “a social organization that does not provide its members with this minimum undermines their integrity” uden at henvise til skabninger eller Skaber – men selve konklusionen er svær at komme uden om.