Denne tråd her på bloggen er ved at udvikle sig til en af de væsentligste diskussioner om ACTA, rettighedsforvaltning, fildeling og fornyelse af branchen, som jeg har set længe – med deltagelse af anti-ACTA-aktivister, KODAs kommunikationschef og direktør, diverse bloggere og et par professionelle musikere. Værd at læse, hvis du overhovedet interesserer dig for nogle af de emner. Læs KODAs multiple, ofte selvmodsigende, forklaringer, hør deres argumenter og se dem få tørt på af deres egne medlemmer.
Herover ses den video, som Aarhus-bandet Qu’est-ce Que Fück? indspillede som protest mod ACTA og i protest over at Koda nægtede dem tilladelse til at spille deres egen musik til lørdagens demonstration, og som altså nu er lagt på YouTube.
Zaz alias Isabelle Geffroy fik sit gennembrud i 2010 og lægger sig mellem fransk visekunst og mere traditionel jazz. Sangen hedder “Les passants“.
PS: Hvis du ser denne sang, vil du ikke fortryde det. Den er rimeligt mindblowing.
Update: “Passe, passe, passera, la dernière restera” er fra en fransk børnesang og betyder noget i retning af det kendte: “Første gang så lader vi ham gå, anden gang så lige så, men tredje gang så tager vi ham og putter ham i gryden.” Her kan du finde en engelsk oversættelse af sangteksten.
Lad os forestille os, at der er storstilede demonstrationer mod statsmagten i et land, hvor alle ved, at undertrykkelsen er hård. Lad os forestille os, at mens demonstrationen ruller gennem gaderne i Teheran, Beijing, Harare, Caracas eller Havana, slår ordensmagten ned på den med jernhånd. Blandt demonstranterne befinder sig en tyve-årig med spastisk lammelse i en rullestol, der ikke selv kan bevæge sig og derfor bliver skubbet gennem demonstrationen af sin bror.
Da politiet udser sig denne unge mand, flår ham ud af hans rullestol og banker ham, er der nogle af de andre demonstranter, der har held til at filme det. Filmklippet bliver smuglet ud og vækker så stor opmærksomhed, at regimets egne, statskontrollerede medier er tvunget til at omtale sagen.
Forestil jer omverdenens reaktion, når de forklarer, at den unge provokatør i rullestolen i virkeligheden “rullede hen mod politiet” og derfor var meget suspekt, i hvert fald suspekt nok til at fortjene de fleste af de bank, han fik. Forestil jer de vrede ledere i Jyllands-Posten og Politiken, den intense dækning i TV-Avisen, interviewet med korrespondenterne om, hvordan det ikke vil lykkes regimet at narre befolkningen på den måde.
Og se så klippet herover. Faktisk var det ikke i Teheran, det var i London, og det var de kun alt for villige lokale medier, der gik med på ideen om den “farlige”, angribende spastiker i rullestolen. Det kunne have været i København, hvor politidirektøren lige har forklaret, hvorfor det er i orden at slå pressefolk i en lovligt anmeldt demonstration ned med “rødglødende knipler”.
Nuvel, denne vinkel på sagen er tyvstjålet fra China Mieville, der opsummerer, hvad der var sket, hvis det her havde fundet sted i en “slyngelstat”:
The British & American media response can be imagined. Shock. Disgust at such overt & disgraceful victim-blaming. Sympathy for the young activist, who becomes an international hero. Revulsion at the outlet’s patently ridiculous claims of ‘objectivity’. Bitter humour, perhaps, at the sheer Leviathan absurdity of the implied justification.
‘Rolling towards the police’ might become a media meme, this year’s Comical Ali, a shorthand for any self-evidently ridiculous & tasteless claim by the media apparatchik of a repressive regime. Hipsters begin to wear t-shirts emblazoned with the phrase & the face of the ‘journalist’ who spoke it.
Men nu fandt det selvfølgelig sted hos os selv, så det bliver der ikke noget af. I stedet må vi huske, at politiet er der for at beskytte os alle sammen, og at Jody McIntyre nok havde et eller andet voldeligt for, den lede spastiker. Kun således kan vi blive ved med at bilde os selv ind, at regimerne i Danmark og Storbritannien er åbne for kritik og demokratiske demonstrationer, som truer de mest fundamentale interesser. Lad os gøre “slyngelstaternes” dissidenter til helte – og vore egne …
