Category: Politik

‘… and the walls came tumblin’ down’

Dagens overskrift på BTs spiseseddel: Er din pension i fare?

Wall Street bløder, vores egen redningsplan redder spekulanterne og rammer de fattige, de britiske finansmarkeder er i frit fald.

Hvad betyder det alt sammen? Én konsekvens kan være, at der ryger nogle hoveder, når 300.000 danskere skal have genforhandlet deres flexlån til vinter. Folk, der har sat sig for hårdt eller har belånt friværdien i flexlån for at få til lidt forbrug, kan gå hen og få en meget grim overraskelse. I værste fald bliver der tvangsauktioner, tomme parcelhuskvarterer og bolignød i den almene sektor.

Hvad der egentlig stadig slår mig er den skræmmende enkelhed i BTs spiseseddel. Er din pension i fare? Hvis folk for alvor begynder at miste deres pensioner … kan den sidste rest af optimisme på markedets vegne vist snart lægges på hylden.

Politisk censur af vindersang

Engelbreth har historien, her ganske kort:

Forfatteren Hans Kragh-Jacobsen vandt i foråret KODAs Spil Dansk Dagens tekst-konkurrence 2008 med den samfundskritiske sangtekst: “Det land der rummer alle jordens farver”. Siden fortsatte konkurrencen så om at skrive den bedste melodi til vindersangen, ligesom der skulle kåres to øvrige vindersange (’Årets Danske Børnesang’ og ‘Årets Danske Sang med frit valg af tekst’), og forfatteren fik stillet i udsigt, at alle tre vindersange til sidst ville blive opført i radioen på Spil Dansk Dagen den 30. oktober.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for DR har nemlig overraskende besluttet, at kun to af de tre vindersange skal i radioen – Hans Kragh-Jacobsens sang er blevet fravalgt, for det hedder nu, at der kun er “plads” til to sange.

Censur?

Det er jo pudsigt, at den sang der ikke er plads til, liiige præcis er den sang, hvis indhold er egnet til at bringe Dansk Folkeparti i harnisk. Faktisk er det mere end pudsigt: Det er et signal om, at fremover ønsker DR kun “pæne” sange uden samfundskritisk slagside, og frem for alt uden slagside mod den racisme, der ellers fejer hen over landet som en pestånde fra Dansk Folkepartis gulnede tænder.

Jeg har derfor sendt følgende klage til DRs lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup:

KLAGE OVER URIMELIG BEHANDLING AF VINDERSANG
Jeg vil gerne udbede mig en forklaring på, at Hans Kragh-Jacobsens sang “Det land der rummer alle jordens farver” ikke må spilles i DR på SPIL DANSK-dagen 30. oktober.

I forbindelse med udskrivelsen af konkurrencen lå det i kortene, at Kragh-Jacobsens sang ville blive spillet i radioen sammen med vinderne af de to øvrige konkurrencer, “Årets Danske Børnesang” og “Årets Danske Sang med frit valg af tekst”.

Pludselig viser det sig imidlertid, at der ikke er “plads” til Kragh-Jacobsens sang på den dag. Kunne de skyldes, at sangen indeholder et samfundskritisk element, der kunne tænkes at få folk fra Dansk Folkeparti op af stolen?

Men en vinder er stadig en vinder. DR ændrer her konkurrencens spilleregler med tilbagevirkende kraft for at tækkes bestemte politiske kræfter, og det tjener bestemt ikke institutionen til ære.

med venlig hilsen …

DU kan også klage – skriv et læserbrev til din foretrukne avis, eller klag direkte til Mollerup på hans adresse jmol@dr.dk.

Hvis regeringen og Dansk Folkeparti virkelig skal have held til at indføre åbenlys (selv-?) censur af DR, så lad det i det mindste ikke gå upåtalt hen.

Link: DR og KODA censurerer samfundskritisk fædrelandssang

Den amerikanske middelklasses død

Et andet syn på “sunny California”: Husenes værdi rasler ned, tvangsauktioner florerer, og et firma lever af at male de tomme huses forsømte græsplæner grønne, så det er mindre oplagt, at halvdelen af kvarteret huse røg på tvangsauktion eller er overtaget af banken.

Via Lenin’s Tomb.

Apropos Afghanistan og “angrib, angrib, angrib”

Chefkonsulent Gunnar Olesen antyder i en kronik i Politiken, at krigen i Afghanistan nok slet ikke kan vindes – men at freden måske kan.

Hvis han har ret i dét, er de danske soldaters skandaløse “angrib, angrib, angrib!“-holdning ærligt talt cirka så galt afmarcheret, som det overhovedet kan være.

Olesen vover endda at antyde, at der måske kan være mere end én opfattelse af virkeligheden, alt efter hvem man er:

Udsigten til militær sejr er problematisk, da konflikten rummer flere tolkninger end dem, vi møder i Vesten. Set fra de involveredes synsvinkel kan de groft udtrykkes som følger:

Versionen i Vesten lyder:

Et demokratisk samfund er under opbygning i Afghanistan, hvor befolkningen hjælpes til ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sundhed og mulighed for økonomisk fremgang. Alt i respekt for samfundets muslimske karakter. Folk er glade for den udvikling. Processen vanskeliggøres imidlertid af væbnet modstand fra en gruppe radikale fanatikere, som ikke kender deres eget og andres bedste. Deres kamp muliggøres bl.a. ved narkopenge.

For en Taleban ville den muligvis lyde:

Atter har en fremmed, vantro invasion besudlet Afghanistans jord for at ødelægge islam og indføre vantro skikke. Med hjælp fra forrædere i Nord har de drevet pashtunerne ud af deres hjem, ødelægger deres livsgrundlag og dræber kvinder og børn. Men om Gud vil og med vore muslimske brødres hjælp, vil vi drive dem ud, som deres forgængere blev drevet ud før dem.

For en ’almindelig’ pashtun, dvs. befolkningen på krigsskuepladsen, ville den måske lyde:

Den nye konge i Kabul regerer sammen med krigsherrerne fra Nord og de fremmede soldater.

Hjælpearbejdere bidrager med skoler og sundhed, men de er ude på at ødelægge opiumsmarkerne. Krigsherrerne og deres politi og soldater er farlige. Taleban er også farlige, men de kæmper for islam og retfærdighed til pashtunerne. Når der er krig, er det nødvendigt at være venner med dem, der har fremgang, også de fremmede soldater.

Og for ’en almindelig borger’ i Kabul eller i Nordafghanistan:

Præsidenten har sat mange gode ting i gang med de fremmede soldaters hjælp, og jeg og min familie har fået mulighed for et bedre liv. Men regeringens medlemmer tager det meste selv, og livet er stadig usikkert.

Som Citizen ville have sagt, han kan da vist ikke have fattet ret meget af det hele. Her er vi mindre sarkastiske og vover at antyde, at det måske er de vestlige politikere, som intet har forstået, hvis de stadig tror, de kan “vinde” krigen. Måske det ville hjælpe at tage udgangspunkt i, hvordan folk i Afghanistan faktisk oplever situationen, og ikke koge det hele ned til en kamp mod dæmoniske, men ikke-eksisterende fugleskræmsler som “Taleban!!!” og “international terror”.

Link: Krig og fred i Afghanistan

Danske soldater i Afghanistan: “Angrib, angrib, angrib!”

Anmeldelse i Information af Kim Hundevadts bog “I morgen angriber vi igen”:

Danske soldater og deres befalingsmænd har forsøgt at omgå NATO’s egne regler for krigsførelse i Afghanistan ved at provokere, lokke og skræmme deres modpart til konfrontationer og krigshandlinger.

Af bogen fremgår det, at de angrebslystne danskere opfatter NATO’s selvforsvarsdirektiv som en kilde til frustration – en irriterende formalitet, som de forsøger at omgå ved at provokere og skræmme fjenden til at affyre det første skud, så »festen kan begynde« (side 238).

En af mulighederne var en kreativ brug af SoundCommanderen (højttalersystem). Et hold soldater fra 2. deling, lavede på en bærbar computer, som fik strøm fra lejrens generator, en lydfil med et miks af krigs- og horrorlyde: Brølende monstre fra filmen Alien vs. Predator. Vilde skrig fra en gyserfilm. You tube-videoer med amerikanske soldaters angreb på Falluja i Irak. Egne lydoptagelser fra TMG’ernes (de tunge maskingeværers) skratten…

»Angrib, angrib, angrib, og selv om vi bliver ramt hårdt, så angriber vi igen i morgen.« (side 18).

Det [lå] lige for at rette bager for smed – hævne sig på afghanerne, da de to kammerater blev dræbt af englændere:

Side 149:
»Mange danske soldater havde en følelse af indestængt vrede vendt mod Taleban, efter at Thorbjørn Ole Reese og Mikkel Keil Sørensen havde mistet livet. Inderst inde havde de accepteret, at kammeraterne var blevet dræbt af britiske missiler, men de følte stadig, at det dybest set var fjendens skyld, og håbede på at komme i kamp, så regnskabet kunne blive gjort op.«

Igen var selvforsvarsdirektivet en formel hindring. For at få gang i festlighederne råbte man denne gang i SoundCommanderen:

»I er kujoner. I kæmper som kvinder …«

Sic! Kommentarer overflødige …

Link: Angrib, angrib, angrib!

Er journalister røde lejesvende?

Det lyner gennem borgerlige kredse og især blandt ekstremisterne i Dansk Folkeparti og skrigosfæren: Medierne er røde, de er samfundsundergravende, de onde, onde, MSM (MainStream Media)  forholder os sandheden og bilder os ind, at verden faktisk ikke ser ud som beskrevet i det seneste nummer af Danskeren og Dansk Folkepartis nyhedsbrev.

Og når medierne er røde, er det, fordi journalisterne er røde. MSM forråder deres land, fordi de skjuler sandheden om indvandringen, ivrer eurofascisterne.

Men passer det? Professor i statskundskab fra Syddansk Universitet Erik Albæk angriber det fra en uventet og for den ideologisk fastlåste ganske unfair vinkel, nemlig den rent empiriske.

Albæk har foretaget en statistisk undersøgelse af landets journalistelever og af de politiske journalister på Christiansborg, og resultatet er ret klart: Danmarks journalister er mindre venstreorienterede end befolkningen som helhed. De er også  mindre højreorienterede og er således klart mere tilbøjelige til at stemme på et midterparti, igen end befolkningen som helhed.

Albæk konkluderer:

Hvad der adskiller danske politiske journalister og journaliststuderende markant fra befolkningen som helhed såvel som fra personer med gymnasieuddannelse, er, at de er midtsøgende – om end i opposition til den siddende regering.

Om det så har nogen betydning for journalistikken, dvs. om journalisternes politiske holdninger påvirker deres journalistiske produkter…, har vi endnu ikke forskningsmæssigt belæg for at vurdere i dansk sammenhæng.

Udenlandske undersøgelser tyder på, at journalisternes personlige holdninger næsten intet betyder. Langt vigtigere er f.eks. den kultur, der kollektivt opstår over tid på en nyhedsorganisation. En kultur, som blandt andet er bestemt af organisationens ejerskab og lederskab, og som påvirker den enkelte journalists arbejde.

Så hvis journalister i deres arbejde kan forekomme at understøtte en bestemt politisk dagsorden, vil det ofte ikke have noget med deres eget ståsted at gøre, men skyldes f.eks. arbejdspladsens holdninger og journalistiske traditioner. Vi kan her ønske os en systemisk analyse á la Bourdieu, men helt fundamentalt forekommer det i hvert fald, at journalistikken i en kommerciel verden som den moderne altid vil understøtte det “etablerede” verdenssyn, som den samtidig selv skaber ved at spejle sig i det. Nyhedsformidlingen svælger således ofte i mistanker om afvigelse fra “normal” adfærd, lige som det vigtigste i en historie ofte kan være det, som ikke siges, men underforstås.

Men en sådan systemisk analyse hører for dansk presses vedkommende fremtiden til.

Til gengæld regner jeg med, at vi nu én gang for alle har fået hamret en pæl igennem vandrehistorien om de “venstresnoede” danske journalister.

Link: Er journalister røde lejesvende?

Antisemitisk, højreekstremistisk overfald på åben gade i Århus

Tankevækkende:

Det kan være farligt at være politisk aktiv i Århus. Det måtte Enhedslistens 19-årige folketingskandidat Sarah Victoria Bruun sande, da hun blev slået ned på gaden i weekenden. Hun var på vej til fest i Huset.

»Jeg var på vej til fest, da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, og så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Jeg røg direkte i asfalten«, siger Sarah Victoria Bruun til B.T.

Hun har stadig sår i ansigtet efter at have ramt asfalten. Da hun lå på jorden, blev der råbt ad hende.

»Jeg hørte ham sige: »Det er din egen skyld, Sarah«, og han sagde også »Jøde«. Det var ret uhyggeligt, at han kendte mit navn og åbenbart også min baggrund, for jeg er halvt jøde. Jeg har ellers ikke gjort mig bemærket, udover at jeg er opstillet for Enhedslisten …«

Det har længe været klart, at Århus er samlingssted for højreekstremister af enhver art, men det er trods alt sjældent, man ser et så åbenlyst politisk overfald, beregnet på at tage modet fra en folketingskandidat.

De plejer vist at holde sig til at knuse ruderne i Enhedslistens lokaler i nærheden, men på det sidste har der været flere tilfælde. Måske et eksempel på, at volden er ved at brede sig fra Dansk Folkepartis og Camres Endlösung-retorik og ud på gaden?

Sarah Palin – professionel løgnhals

Rolling Stone har samlet en liste af 11 myter om Sarah Palin, suppleret med de hårde, verificerede fakta.

Det er lidt af en øjenåbner, især hvis man stadig har en eller anden forestilling om, at McCain er en gentleman, hvis ord man på nogen måde kan regne med:

1. THE MYTH: “She took the luxury jet that was acquired by her predecessor and sold it on eBay. And made a profit!” — John McCain, at a campaign stop in WisconsinTHE FACTS: No one bought the jet online. It was eventually sold through an aircraft broker — at a loss to taxpayers of nearly $600,000.

2. THE MYTH: “I told the Congress ‘Thanks, but no thanks’ on that Bridge to Nowhere.” — Sarah Palin, convention speech

THE FACTS: Supported the infamous pork project in her 2006 run for governor, even after Congress had killed the bridge; derided its opponents as “spinmeisters.” Reversed her stance a year later — but kept the money, doling out the $223 million in federal funds to other pork projects throughout the state.

3. THE MYTH: “We … championed reform to end the abuses of earmark spending by Congress.” — Sarah Palin, convention speech

THE FACTS: As mayor, employed a lobbyist who also worked for Jack Abramoff to secure $27 million in pork spending for Wasilla — more than $4,000 per resident. In her two years as governor, requested $453 million in earmarks. Alaska ranks first in the nation for pork, raking in seven times the national average.

Take note, punditokrater og andre!

Link: The Truth About Sarah Palin (via Boing Boing).