Var 80ernes flygtningepolitik “dum og naiv”?

Lars Raapil så et spinatbed, tog tilløb, samlede benene og sprang skrev, endda i et ellers fornuftigt indlæg: “Det eneste, Tomas Kirstein har ret i, er at den indvandrings- og flygtningepolitik, der blev ført i Danmark i 80erne og 90erne var dum og naiv, men …”

Var den det? Var det “dumt og naivt” at modtage flygtninge fra Bosnien og Iran? Allan følger beundringsværdigt op ovre på sin mavepuster-blog, hvor han sætter sagen på spidsen ved at spørge, om det var “dumt og naivt” at redde de europæiske jøder fra udryddelse under 2. Verdenskrig:

Lad os kigge lidt mere på denne “dumme og naive” politik. Hovedmængden af flygtninge der kom i 80erne var iranere – der flygtede fra det som Dansk Folkeparti beskriver som et nazistisk land, ja selv Angela Merkel har lavet sammenligningen. Sammenligningen er naturligvis stupid, men der er vist ingen tvivl om at Iran er et frygteligt land at leve i, og dem der flygtede ofte flygtede fra den sikre død. Det var altså disse flygtninge vi var dumme og naive at hjælpe.

Derefter kom vi så til 90erne hvor de fleste flygtninge kom fra Ex-jugoslavien. Alle typer jugoslavere flygtede, lige fra muslimske albanere til kristne serbere. De flygtede fra krig, død og ulykke, og i ekstreme tilfælde fra etniske udryddelse. Igen åbnede vi dørene og lod naivt folk undslippe etnisk udrenselser af værste skuffe.

Amila – der sammen med sin mor flygtede fra ex-jugoslavien, har et fremragende blogindlæg om netop den “dumme og naive” flygtningepolitik, der reddede hende fra død og krig. Hun ville aldrig være sluppet ind i Danmark hvis den nuværende regering sad på magten, og kan ikke forstå at det var “dumt og naivt” at redde hendes liv.

Mit spørgsmål til højrefløjen og midten af dansk politik, der som en folk naivister smider skældsord efter tidligere tiders indvandringspolitik – Var det en fejl at redde jøderne fra udryddelse af nazisterne? Var det en fejl at redde politiske flygtninge fra det i beskriver som et nazistisk land? Var det “naivt” at redde bosniske muslimer fra etnisk udryddelse?

Og var det “naivt”, kunne man fortsætte, at tage imod flygtninge fra Saddam Husseins diktatur i Irak? Ja, for allerede før invasionen i 2003 sendte vi mange af dem tilbage.

Jeg må bare korrigere Allan: De europæiske jøder blev i det store og hele ikke reddet fra udryddelse. Endlösung virkede faktisk efter hensigten, de seks millioners død og de tilhørende progromer har faktisk udslettet Nord- og Centraleuropas jødiske samfund.

De danske jøder blev temmelig mirakuløst reddet, men også her var der mange mennesker, der ikke syntes, at Danmark skulle være så “dum og naiv” at give husly til tyske flygtninge, og op gennem 30erne blev jødiske flygtninge rutinemæssigt afvist og returneret, når de viste sig ved Padborg og Rødby. Konsekvensen af at sige, at 80ernes flygtningepolitik var “dum og naiv” er, at man ønsker at sende mennesker i nød tilbage til forfølgelse, tortur og død.

Havde det stået til dem Dansk Folkeparti, Kierstein og nu åbenbart også Raapil, som jeg ikke troede, var på den galej -var Amila og tidens øvrige bosniske og iranske flygtninge ikke blevet reddet.

Havde det stået til dem, havde ca. en promille af befolkningen ikke været så “dumme og naive” at redde deres jødiske medborgere, da det gjaldt i 1943. Så er det sagt.

Endnu en gang tak til Allan for at påpege det.

The Big Bailout: Det er da godt, nogen tænker på almindelige mennesker også

Joseph Stiglitz i The Guardian:

We are told the patient needs a massive transfusion; but everyone can see that the patient is suffering from internal bleeding – in California, the number of foreclosures may already be outpacing voluntary sales. Yet nothing is being done to stem the haemorrhaging.

While the president says the economy faces the risk of economic meltdown, he threatens to veto a stimulus package that would create jobs – and he seems particularly adamant about a stimulus package that includes improved unemployment benefits. Traditionally, this is done when there is a threat of an economic downturn; if the downturn doesn’t materialise, it doesn’t cost anything. And while the administration and Wall Street promise this is just a temporary loan, not a bail-out, there was strong opposition to making the financial industry pay for any losses. Why would that be, if they are so sure that there won’t be losses?

Lad os redde Wall Street – men bedre sikring af de arbejdsløse, så vi ikke får så mange tvangsauktioner? The horror!

Link: Good day for democracy

Bailout eller ej: Krisen kradser i Middle America

Det er endnu for tidligt at sige, om Bushs kriseplan går igennem.

Men hvordan er effekten af boblen krisen og ophedningen i Main Street, det Middle America, alle politikerne bejler til og alle er klar til at røvrende, så snart det får chancen? Hvad siger manden på gaden i Chattanooga, Tennessee, eller Beaver Falls, Pennsylvania?

Tjah. I dagens Guardian rapporter Paul Harris fra Yonkers, New York:

Yonkers residents are preparing grimly for hard times ahead. The effects of the credit crunch, the failed bail-out plan and the seemingly endless news about collapsing banks, has people on Yonkers’ Main Street deeply fearful for the future.

“I am really, really worried,” said Ellen Mittman, a retiree. She feared for her credit cards and her savings and was already cutting back on her spending. “I have been stopping doing things. I don’t go out to dinner anymore. I don’t spend any more money on buying clothes. I am cutting back. Everyone is cutting back,” she said. “They have to pass something. I know they have to. But I blame Bush. I blame the deregulation. All they cared about was the fat cats.”

With the cable news channels blaring out doom and gloom and newspaper headlines detailing the latest predictions of collapse, many ordinary Americans are simply tightening their belts. That might be a prudent step, but it will hurt small businesses as consumer spending falls. Those businesses will need even more credit to survive. Yet with bank lending virtually frozen, that credit will be much harder to find. Businesses will start to close, jobs will be lost and consumer spending will tighten further. The cycle will begin again.

Link: ‘I blame Bush … all they cared about was the fat cats’

JP og ytringsfriheden

Hvor hårdt kæmpede Jyllands-Posten for ytringsfriheden, før den blev ytringsfrihedens forkæmper?

Som forfatter og mangeårig JP-medarbejder Flemming Chr. Nielsen skriver i et åbent brev til Kurt Westergaard, kæmpede den i hvert fald ikke særligt hårdt for Kurt Westergaards ytringsfrihed:

I de år, hvor jeg var din kollega på Jyllands-Posten, kendte jeg dig som en fremragende tegner. Du tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede du dem med tre eller fire yppige bryster. Du tegnede præsident Clinton som sexual maniac med stor cigar, og du gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Men de tegninger gjorde dig sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. Du kom slu­køret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle dine tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor du blev kaldt til orden.

Den censur sad vi på dit kontor og morede os over. Og i et par uger holdt du dig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og din utæmmelige fantasi ved dig igen: Du tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyl­lands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for din dæmoniske tuschpen.

Ny akut opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og da kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: ”Stop pressen!” Altid reagerede du med det frække glimt i øjnene, som er liv og åndedræt for en bladtegner af dit format, en anarkist og dissident i det overdimensionerede parcelhus, som er Jyllands-Postens domicil i Viby J. Den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Ikke alene respekterede Jyllands-Posten som arbejdsgiver ikke Kurt Westergaards ytringsfrihed, den forsøgte endda på et tidspunkt og i strid med alle regler at tvinge Westergaard på “frivillig efterløn”:

Da fik de en friheds­kæmper at se. Du afviste alle krav. Du forlod dit tomme kontor og drog i eksil i bladhusets kælder. Man jager ikke en tegner som dig på porten. Du tegner, til du segner. Og du frydede dig dagligt over, at du havde besat din arbejdsplads.

Dengang burde Dansk Journalistforbund have bespist dig på Prytaneion, for du blev i din kælder, indtil Jyllands-Posten ka­pitulerede og erkendte, at man ikke med loven i hånd kunne beordre dig på efterløn.

Gad vide, om der er nogen ovre på Jyllands-Posten, der stadig ved, hvordan man staver til “hykleri”?

Link: Da Jyllands-Posten regelmæssigt krænkede Kurt Westergaards ytringsfrihed

Irak: Vi gik i krig på en løgn – nu lyver de om løgnen

Vi er sikkert mange, der husker, hvordan den danske regering i 2002-2003 igen og igen slog på, at det var nødvendigt at gå i krig mod Irak, fordi vi simpelt hen ikke kunne leve med truslen fra landets masseødelæggelsesvåben.

Per Stig Møller udtalte i TV-Avisen, at krigen var nødvendig, fordi “nu kunne det altså være nok” med de masseødelæggelsesvåben, og folk der blev ved med at stille spørgsmål, gavnede i virkeligheden bare Saddam Hussein. Anders Fogh Rasmussen sagde, at “Irak har masseødelæggelsesvåben – det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved”.

Men i dag er de alle sammen enige om, at hvad der ellers kan have været af gode grunde til at gå i krig med Irak, har masseødelæggelsesvåben ikke noget med sagen at gøre. Bortset fra Venstres løstgående Jens Rohde, der i Politiken langer ud efter Anders Fogh og andres svigtende hukommelse:

“Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig,” siger Rohde.

I en ny bog, ‘ Vejen til Irak’, som beskriver beslutningsprocessen bag Irak-krigen, træder Anders Fogh Rasmussens tidligere politiske ordfører Jens Rohde frem og fastslår, at masseødelæggelsesvåbnene var et helt centralt argument for at sende danske soldater til Irak – også selv om det ikke fremgik af regeringens beslutningsforlag.

“Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen”, siger Jens Rohde.

You can say that again. Såvel den danske og den britiske som den amerikanske regering  hamrede i de dage igen og igen løs med truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben, og hvor vigitgt det var at udskadeliggøre de.

Jeg ved ikke, om der var nogen, der rent faktisk troede på det (jeg gjorde ikke, og Colin Powell gjorde ikke, selvom han sagde noget andet), men de har grund til at føle sig noget så gevaldigt snydt. I dag har stats- og udenrigsministeren så travlt med at forsikre, at masseødelæggelsesvåben ikke havde noget med beslutningen at gøre, og forsvarsministeren overvejer endda,  jfr Politikens artikel,  at anlægge sag mod forfatterne til en bog, der siger noget andet.

Man kunne her retorisk spørge, om det er løgnen eller løgnen om løgnen, der er det værste. Men det er let: Det er ikke løgnen, der er det værste, men krigen, de mange hundrede tusinde cvile irakere, der er døde og såret siden invasionen – de mange hundrede tusinde civile irakere, hvis blod nu drypper Anders Foghs og Per Stig Møllers hænder.

At de nu lyver om den løgn, der førte Danmark ud i denne nyttes- og formålsløse krig, gør såmænd hverken fra eller til i det store billede. At krigen var nyttesløs, ikke har ført noget godt med sig og blev lanceret på en løgn – det er derimod humlen.

Update, mandag d. 29.: Engelbreth skriver også og lidt mere detaljeret om dette.

Udlændingelov og ægtefæller: Snart danske forhold i England

Forfatteren Cory Doctorow skriver på Boing Boing om planlagte og gennemførte ændringer i den britiske udlændingelov, der også påvirker ham selv som britisk gift canadier:

Jacqui Smith, the British Home Secretary, has unilaterally (and on 24 hours’ notice) changed the rules for Highly Skilled Migrants to require a university degree, sending hundreds of long-term, productive residents of the UK away (my immigration lawyers had a client who employed over 100 Britons, had fathered two British children, and was nonetheless forced to leave the country, leaving the 100 jobless). Smith took this decision over howls of protests from the House of Lords and Parliament, who repeatedly sued her to change the rule back, winning victory after victory, but Smith kept on appealing (at tax-payer expense) until the High Court finally ordered her to relent (too late for me, alas).

Now, it seems, I will become one of the first people in Britain to be forced to carry a mandatory biometric RFID card in a pilot programme being deployed first to foreign students and we spousal visa holders (government is looking to curtail spousal visas altogether, capping all visas at 20,000 per year, including spousal visas, denying Britons the right to bring their spouses into the country once the quota has been filled). The card will be eventually linked to all of the national databases — credit, health, driving, spending.

Man forestiller sig beskeden: Beklager, du er nr. 20.001 i år, så du kan ikke leve i Storbritannien med din engelske hustru og børn. Næste!

Skæbnens ironi vil, at Doctorow er efterkommer af russiske jøder, der flygtede fra Sovjet efter krigen og undervejs reddede livet ved at ødelægge de papirer, det kommunistiske diktatur påtvang sine borgere, til friheden i Vesten, hvor fremmede var velkomne, og staten ikke holdt øje med folk.

Sceneskift til England i dag:

Many of my British friends act as if I’m crazy when I say that we must defeat Labour in the next election. We’re all good lefties, and a vote for the LibDems is considered tantamount to handing the country over to the Tories. But what could the Tories do that would trump what Labour has made of the country? The Labour Party has made a police state with a melting economy, a place where rampant xenophobia makes foreigners less and less welcome — where we are made to hand over our biometrics and carry papers as we conduct our lawful business.

To my friends, I say this: your Labour Party has taken my biometrics and will force me to carry the papers my grandparents destroyed when they fled the Soviet Union. In living memory, my family has been chased from its home by governments whose policies and justification the Labour Party has aped. Your Labour Party has made me afraid in Britain, and has made me seriously reconsider my settlement here. I am the father of a British citizen and the husband of a British citizen. I pay my tax. I am a natural-born citizen of the Commonwealth. The Labour Party ought not to treat me — nor any other migrant — in a way that violates our fundamental liberties. The Labour Party is unmaking Britain, turning it into the surveillance society that Britain’s foremost prophet of doom, George Orwell, warned against. Labour admits that we migrants are only the first step, and that every indignity that they visit upon us will be visited upon you, too. If you want to live and thrive in a free country, you must defend us too: we must all hang together, or we will surely hang separately.

Link: Britain will make foreigners carry RFID identity cards and will put us in a huge, Orwellian database: the rest of Britain will be next

Hvorfor lige 700 milliarder?

Mange af os har hørt det – den amerikanske regering skal bruge 700 milliarder dollars til at redde finansverdenen og den vestlige verdens økonomi fra kollaps. Selv Jyllands-Posten er begyndt at lyde skeptisk.

Men … hvor kommer de 700 milliarder fra? Hvorfor lige præcis 700 milliarder, hvorfor ikke kun 500 milliarder, eller hvorfor ikke en hel billion, nu hvor vi er ved det?

I Forbes Magazine forklarer en medarbejder ved finansministeriet, hvilke beregninger hvilken beregning, der ligger til grund:

Some of the most basic details, including the $700 billion figure Treasury would use to buy up bad debt, are fuzzy.

“It’s not based on any particular data point,” a Treasury spokeswoman told Forbes.com Tuesday. “We just wanted to choose a really large number.”

Det er godt at se, at de tager det lovforberende arbejde alvorligt, derovre. Bwahaha, som Citizen ville have sagt.

USA: Otte års tilbagegang

Timothy Garton Ash skriver i The Guardian om Bush-regeringens nemesis:

The irony of the Bush years is that a man who came into office committedto both celebrating and reinforcing sovereign, unbridled national power has presided over the weakening of that power in all three dimensions: military, economic and soft. “I am not convinced we are winning it in Afghanistan,” Admiral Mike Mullen, chairman of the Joint Chiefs of Staff, told a congressional committee earlier this month. Many on the ground say that’s an understatement. The massive, culpable distraction of Iraq, Bush’s war of choice, leaves the US – and with it the rest of the west – on the verge of losing the war of necessity. Here, resurgent in Afghanistan and Pakistan, are the jihadist enemies who attacked the US on September 11 2001. By misusing military power, Bush has weakened it.

Economically, the Bush presidency ends with a financial meltdown on a scale not seen for 70 years. The proud conservative deregulators (John McCain long among them) now oversee a partial nationalisation of the American economy that would make even a French socialist blush. A government bailout that will total close to a trillion dollars, plus the cumulative cost of the Iraq war, will push the national debt to more than $11 trillion. The flagships of Wall Street either go bust or have to be salvaged, with the help of government or foreign money. Most ordinary Americans feel poorer and less secure.

Som Ash også bemærker, er det ikke kun den rå militære og økonomiske magt, men i allerhøjeste grad også landets moralske styrke og anseelse, der har lidt skade. George Bush kritiserer Putin for at invadere en uafhængig stat (Georgien), og hele verden ler. Amerikanerne taler menneskerettigheder i Kina og Rusland, og folk trækker på skuldrene og tænker på Abu Ghraib og Guantanamo.

Selv en medskyldig og republikaner som Colin Powell mener i dag, at en kommende præsidents vigtigste opgave må være at genoprette USAs anseelse ude i verden. Latinamerika er ved at falde fra, og den eneste rigtigt venligtsindede regering på de kanter er Colombia, der ledes af en notorisk krigsforbryder og bandit. Imperiet består måske stadig, men det har fået alvorlige ridser i lakken.

I stedet står USA nu, efter otte års svækkelse, overfor et valg mellem to kandidater, der repræsenterer mere eller mindre den samme politik, men med vidt forskellige kulturelle og symbolske betydninger. Det er til dels ud fra en formodning om, at det nok ikke kan blive meget værre, at vi i den anledning gerne vil gøre Garton Ashs håb til vores:

No one has done more to serve the cause of anti-Americanism than GW Bush. It is we who like and admire the US who should, by rights, be burning effigies. But now, at last, we live in hope of a better America.

Eurofascisme i danske blogs – underligt sammentræf

Vestlandets Flamske Ungdom, højregruppe med tilknytning til Vlaams Belang

Øyvind Strømmen om sin definition af Eurofascisme:

Instead of worrying about Islamofascism, European politicians should worry about not-so-good, old-fashioned European fascism, which increasingly makes it presence known in a number of European countries. Groups on the socalled far right use the onesidedness of the media to their advantage; and are gaining a momentum. The spokesmen of fascism are once again being listened to as wise and daring voices, voices who speak out against the «occupation» of Europe by «strangers».

Skjoldungen ovre på Hodjas blog:

[Filip Dewinter er et] fremtrædende medlem af Vlaams Belang (Flanderns Sag), et politisk parti som arbejder for løsrivelse fra den kunstige, anakronistiske stat Belgien, EUSSR’s hovedstad. Dette parti deler på mange måder skæbne med Dansk Folkeparti således at forstå at det konstant udsættes for de sædvanlige skældsord, som racister, rystende menneskesyn, ikke stuerene, islamofobe o.s.v., o.s.v.. – hele den primalreflektoriske floskulatur.

Filip Dewinter har Europa en politiker af den rette støbning. Her er der ingen “uld i mund” eller “jeg må på det bestemteste tage afstand fra”. Han siger tingene lige ud.

Og hvad er det så for ting, Dewinter “siger lige ud”? Et citat: “Islam does not belong in Europe, not yesterday, neither today, and certainly not tomorrow.

Ligesom Mogens Camre, med andre ord: “Islam” skal ud af Europa, og ikke et ord om, hvad det får af konsekvenser for vore muslimske medborgere. Underligt sammentræf, som sagt. Der er også andre ting, det minder mig om.

Det er dog ikke sikkert, at alle de mennesker, som “eurofascismen” og den nye antisemitisme appellerer til, selv kan se sammentræffet. Øyvind Strømmen fortsætter, i den artikel, vi citerede ovenfor:

The modern-day fascists come in all kinds of clothing, some of them dressing like liberals and some of them like conservatives. Many modern-day fascists will deny being so. But fascism is not as easy to recognise as in «V for Vendetta», not in most cases. European fascists have learnt to dress themselves in the robes of political correctness, that is – in a suit and with a tie. This is what Eurofascism looks like, and it even appeals to people who are not fascists at all. You will find both misguided conservatives and confused liberals joining forces with the descendants of brownshirts. Pointing out who they are hanging out with is sometimes contraproductive. The role of the martyr fits these people well.

Har vi lige påvist en sammenhæng?

Læs også:

 

Den stramme danske udlændingepolitik er en historisk fejltagelse

… blandt andet, fordi den er intolerant, umenneskelig og smålig.

Men formuleringen er nu ikke min, men skyldes Michael Treschow, bestyrelsesformand for Unilever, som udtaler sig til Information:

Dansk erhvervsliv har i de senere år måtte sige nej til ordrer for milliarder, bl.a. fordi virksomhederne har svært ved at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft. Mange virksomhedsledere peger i den forbindelse på, at den stramme danske udlændingepolitik har gjort det alt for kompliceret for udlændinge at opnå en arbejdstilladelse i Danmark.

“Det er en historisk fejltagelse. I Sverige har vi næsten samme problem. Vi byder ikke udlændinge velkommen som arbejdskraft. Det er ikke alene skamfuldt, at vi ikke byder flere velkommen, det er også et stort tab. Lige nu er vi nemlig i en situation, hvor mangel på arbejdskraft og demografien generelt betyder, at vi har brug for udlændinge i vores arbejdsstyrke,” siger Michael Treschow, der er bestyrelsesformand for en af verdens største fødevarevirksomheder Unilever og dermed en af det globale erhvervslivs tungeste drenge.

Så ikke alene er den danske udlændingepolitik og ikke mindst dens usædvanligt smålige og restriktive administration skamfuld, en skændsel og en plet på vores nationale ære – skal man tro Treschow, kommer den også til at kunne mærkes i form af arbejdsløshed og lavere levestandard.