Kultur, natur og modstand
“La face cachée du Vlaams Blok” er et dokumentarprogram fra den fransksprogede belgiske TV-kanal RTBF, der dokumenterer højrepartiet Vlaams Belangs fascistiske rødder – rødder, som det ellers, omend med varierende held, forsøger at skjule bag en “pæn” borgerlig facade.
YouTube-udgaven er med engelske undertekster og er delt i otte afsnit. Hvis du gerne vil se den i højere opløsning, er det muligt at downloade originalen (på fransk med hollandske undertekster) fra Google Video.
Læs også:
I Kristeligt Dagblad:
Det har altid været sådan, at kun cirka 75 procent i den arbejdsdygtige alder er i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet. Før i tiden “gemte” mange kvinder sig hjemme. Men mennesker med kræft, sclerose, sindslidelser og med handicap som følge af trafikulykker vil altid være her og kan ikke klare sig selv. Vi ydmyger dem. Har vi virkelig glemt slutordene i den gamle salme “Sig langsomt månen hæver”: “Og trøst min syge nabo med”?
I Michigan er man ved det igen – ved at finde på krumspring og krummelurer, der kan forhindre sorte i at stemme. I Florida vil man afvise 85.000 nye vælgerregistreringer, skriver Greg Palast. Jeg gætter på, det er et mønster, vi vil se gentage sig i de nærmeste måneder.
Men gør det egentlig en forskel, når det kommer til stykket? Hvor stor en forskel kommer til til at gøre for den gennemsnitlige Joe American, hvem der sidder i det Ovale Kontor?
På den amerikanske venstrefløj kan man finde mange forskellige bud:
Hvis folk på den amerikanske venstrefløj er desillusionerede over Obama, er det ikke svært at forstå. Richard Stallman udtrykker det meget godt, i en kommentar til republikanernes valgsvindel:
I don’t hold any enthusiasm for Obama; at best he will be like Clinton but even less liberal. However, systematic destruction of democracy is dangerous even if there is no good candidate is likely to win this year.
And you can be sure that if Obama loses because of this disenfranchement, Democrat activists will blame it on the Green candidate.
Men hvor godt man end kan forstå denne desillusion, er der en forskel. Det er rigtigt, at Obamas snak om “change” til en vis grad er fluff og candy floss – som om, Obamas retorik reducerer “change” til et indholdsløst mantra og “feel good”-ord, som man kan lægge i, hvad man vil.
Men samtidig er Obama en repræsentant for meget af det, der er godt i USA, og han er især indbegrebet af en moderne, kosmopolitisk amerikaner. Hvilket vil sige: Han er ikke nogen stupid redneck, og han forsøger heller ikke at kapre stemmer ved at lade, som om han er en stupid redneck – han appellerer slet ikke til det segment.
Obama er med andre ord en intelligent og veluddannet mand, der ikke skammer sig over at være intelligent og veluddannet – og det har, med forlov, været en sjældenhed i omegnen af Det Hvide Hus i en alt for lang årrække.
Mona Eltahawy, som med sin ægyptiske baggrund selv er et skoleeksempel på en kosmopolitisk “orientalsk” amerikaner, håber således på at slippe af med den evindelige, selvcentrerede amerikanske stupiditet, der især rammer folk fra fjerne og eksotiske lande:
I remember a dinner-table conversation in Mumbai a couple of weeks ago when Sanjay — an architect and businessman — turned to me quite earnestly to proclaim, “Americans are inherently stupid.”
“How do you live with them?” he asked.
There we were — an Indian and an Egyptian — discussing America over dinner at the Royal Yacht Club, built by British colonialists for the enjoyment of white privilege and off limits to us brown people back when they ruled India.
Then Manique, a Sri Lankan woman, joined the conversation to tell us that during a visit to the United States a few years ago, someone actually asked her if they had bread in Sri Lanka. I asked her, half-jokingly, if it was the same American who asked my dad at an Athens hotel over dinner years ago whether we had fruit in Egypt.
More than just shocked amusement, these incidents show why all of us would vote for Barack Obama if we could. He would never ask us if we had bread or fruit in our countries. Why, Obama is much like us. He has traveled. He has lived abroad. And he has family in several countries. He has a different script for what an American is. He is an American who is comfortable as a citizen of the world – with or without his lapel pin.
Og som sådan ville en præsident Obama gøre en kolossal forskel for resten af verden. (Obamas fingre ville også være bedre placeret ved den termonukleære knap end Sarah Palins – just sayin’).
Men måske det bedste i virkeligheden ville være en gentagelse af miseren fra 2000: Obama har vundet valget – på en hårsbredde. Men så begynder rapporterne at rulle ind om valgsvindel i Florida, Michigan og andre svingstater, og efter en omtælling i tre counties i Florida og Michigan ender McCain med at vinde med 327 stemmers overvægt. Det er også klart, at optællingen af de 327 stemmer er forfusket, og at vi i alle tilfælde kun er så langt nede, fordi republikanerne har frataget på den grimme side af 500.000 sorte deres stemmeret.
Obama har vundet valget, men det er McCain der bliver præsident. Amerika var klar til forandring, verden var klar til forandring, men valget er stjålet. Igen. Og en kolossal vrede løfter sig, gør det umuligt for McCain at komme nogen som helst steder med kongressen de næste, og efter i fire år at have trådt vande, drevet USAs fattige længere ned og givet flere skattelettelser til de rige, skylles Obama 2012 ind i det Hvide Hus på en bølge af vrede, der denne gang har tvunget ham til at tale med en klart venstreorienteret, antiimperialistisk retorik.
Eller måske ikke. Og ja, måske det vitterlig ikke er en stjålen McCain-sejr vi skal håbe på. Men … hvem ved? Det er ikke altid det mest oplagte, der er det rigtige.
Eller rettere sagt – lad de store, primært amerikanske, firmaer plyndre:
Fagforeninger er vi heller ikke glade for:
Long before the present regime took power, the U.S. had identified organized labor in Iraq as its adversary. President Bush sent Paul Bremer to Iraq to set up the occupation authority. He threw out much of Saddam Hussein’s legal code, disbanded the military and began playing “divide and conquer” with religious sects and ethnic, regional and tribal groups. But there was at least one law he kept on the books and enforced. That was Saddam’s 1987 Decree No. 150 that made it illegal for employees in the public sector and publicly owned enterprises (80% of all Iraqi workers) to have a union or negotiate over the terms of their labor. The Maliki government has continued to enforce this anti-labor edict of the dictatorship, despite the fact that the new constitution calls for enactment of a basic labor rights law, and that Decree No. 150 violates the internationally recognized fundamental rights of workers defined by International Labor Organization (UN) Conventions on the rights to organize, bargain and strike.
In Iraq today, union bank accounts have been frozen, union offices have been raided and ransacked by both U.S. and Iraqi forces, government ministers have ordered managers not to recognize or deal with unions (especially in the oil sector), union leaders have been beaten, arrested, kidnapped and assassinated.22 No democratic society can develop where workers are not free to organize into the unions of their choice, and where unions are not free from government control or interference.
Link.
David Simon i The Guardian:
In order to elect Baltimore’s mayor as Maryland’s governor, crime had to go down. And when that mayor was unable to do so legitimately, through a meaningful deterrent, his police officials did not merely go about cooking their statistics, making robberies and assaults disappear by corrupting the reporting of such incidents, they resorted to something far more disturbing.
For the last years of his administration, Mayor Martin O’Malley ordered the mass arrests of citizens in every struggling Baltimore neighbourhood, from eastside to west. More than 100,000 bodies were dragged to Central Booking in a single year – record rates of arrest for a city with fewer than 700,000 residents. Corner boys, touts, drug slingers, petty criminals – yes, they went in the wagons.
But school teachers, city workers, shopkeepers, delivery boys – they too were jacked up, cuffed and hauled down to Eager Street – hundreds of them a night on the weekends. Some were charged, but few were prosecuted. And in 25,000 such cases, they were later freed from the detention facility without ever going to court; no charges were proffered because, well, no crime had been committed.
In places like West Baltimore, the drug war destroyed every last thing that the drugs themselves left standing – including the credibility of the police deterrent. To elect one man to higher office, an entire city alienated its citizenry and destroyed its juror pool.
Link: The escalating breakdown of urban society across the US (via Bertram Online).
Brian Mikkelsen som justitsminister.
(Lyden af et hoved, der knaldes meget hårdt ind mod væggen, igen og igen.)
Her er, hvad jeg for nogle måneder siden skrev om Brian Mikkelsen, da han endnu “kun” var kulturminister:
Danmark har en ynkelig idiot som kulturminister, en ånd- og kulturløs filister, der i dag udstiller sin uvidenhed og Danmarks åndelige armod i en patetisk kronik i Jyllands-Posten, hvor han causerer over, hvor pragtfuldt det er, at det fascistiske, antisemitiske “Trykkefrihedsselskab” har uddelt deres afskyelige “Sappho-pris” til Jyllands-Postens i sammenhængen stort set sagesløse tegner Kurt Westergaard. Ynk! (Hvis han så endda ville holde sig til sporten, som han formentlig har lige så meget forstand på som alle andre).
Og nu er det så ham, der skal definere og forvalte landets retspolitiske kurs. Hvis et lands regering er som et spejl, og folket derfor virkelig til hver en tid har den regering, det har fortjent, åbner det nye perspektiver for, hvad man kan mene om Danmarks åndelige og øvrige stade i dag. Jeg græmmes.
Jon Stewart viser let og elegant, hvor let det er at blive præsidentkandidat – hvis bare man er villig til at sælge ud af alt, hvad man står for.
Børn helt ned til 9-års-alderen udsættes for vold og seksuelle overgreb i Iraks overfyldte fængsler, læser vi i dagens Guardian:
Hundreds of children, some as young as nine, are being held in appalling conditions in Baghdad’s prisons, sleeping in sweltering temperatures in overcrowded cells without working fans, no daily access to showers, and subject to frequent sexual abuse by guards, current and former prisoners say.
At Karkh juvenile prison, Omar Ali, a 16-year-old who has spent more than three years there, showed the multiple skin sores he and many other fellow inmates have contracted through lying on thin, sweat-soaked mattresses night after night.
Guards often take boys to a separate room in the prison and rape them, Omar alleged. They also break prison rules by lending their mobile phones to boys to ring home, on condition that each time their families top the phone up by $10 or $20. The teaching staff resigned en masse in November because of low pay, according to an international official. As a result, the children lounge around aimlessly with no daytime activities, other than an exercise yard.
Though the boys in the prison have been convicted, international standards for fair trials are never met.
Hvorfor var det lige præcis, at Danmark var med til at angribe Irak og vælte Saddam Hussei, tilbage i 2003? Nåh ja – for at bringe frihed og demokrati til landet. Jeg håber, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller er tilfredse med, hvor deres løgne og deres ulovlige krig har bragt Irak hen!
Eller også håber jeg, de må stege i helvede.
Link: Inmates tell of sexual abuse and beatings in Iraq’s overcrowded juvenile prison system
Fra MAD Magazine, lækket til Huffington Post (via Boing Boing).
Informations Rune Lykkeberg har en udmærket artikel, hvor han demonterer myten om Birthe Rønn Hornbech som den “humane” borgerlige. Lykkeberg betegner i stedet Rønn Hornbech som opportunistisk “modløber”:
Inden valget i 2001 blev hun ikke regnet for en humanistisk heltinde i udlændingespørgsmålet. Dengang var hun radikal strammer og lovede, at specifikt tyrkere, somaliere og pakistanere skulle rammes af den nye lovgivning. Anders Fogh Rasmussen blev som Venstres formand nødt til at tage offentligt afstand fra hende og forsikre, at man naturligvis ønskede at behandle alle borgere lige og retfærdigt.
Dengang var Birthe Rønn Hornbech arkitekt bag Venstres udlændingepolitik, som Bertel Haarder som den første integrationsminister kunne bruge som udgangspunkt for stramningerne i 2002. Senere lagde hun sig på den anden side af sit eget parti og begyndte at kritisere de fanatiske anti-muslimer i Dansk Folkeparti. Men i 2001 var det hende selv, der påkaldte sig international opmærksomhed for sine rabiate udfald.
Birthe Rønn Hornbech var en succes som modløber. Hun havde ikke noget forvaltningsansvar som minister, hun kunne sige, hvad hun ville, det tilfredsstillede dem, der ønskede modsigelse, det udfordrede den topstyrede konsensus og bidrog til den almindelige underholdning i offentligheden.
Lykkeberg er ikke den første til at bemærke Rønn Hornbechs opportunisme. Preben Wilhjelm gav f.eks. i 1999, i et interview i tidsskriftet Faklen, en noget anden karakteristik af integrationsministerens “retspolitiske integritet”:
Det er vildt overdrevet, at hun er blevet Grundlovens forsvarer, bare fordi hun i modsætning til sit parti stemte imod Tvindloven. Faktisk stemte hele venstrefløjen imod Tvindloven og begrundede det med, at der formentlig var tale om et grundlovsbrud.
Birthe Rønn Hornbech har selv været lige så tæt på et grundlovsbrud med sit krav om et rockerforbud, som Rigsadvokaten måtte opgive efter at have brugt syv millioner kroner og tolv mennesker i halvandet år bare for at undersøge, om man kunne lave et forbud inden for rammerne af Grundloven. Men enhver, der gider at læse Grundlovens paragraf 78, kan se, at det er mere end tvivlsomt.
Hvis rockerne har begået noget ulovligt, skal de dømmes efter den almindelige straffelov – sådan er dét. Man skal være påpasselig med pludselig at udtynde Grundloven eller indføre landets første foreningsforbud.
Rønn Hornbech har brudt FN-pagten og Grundlovens paragraf 19 ved at støtte militæraktionerne mod Jugoslavien. I alle disse tilfælde har kun venstrefløjen stået vagt om Grundloven og vore internationale forpligtelser.
Men det er altid hende, som de hiver i medierne og kalder bannerføreren for Grundloven. Det er lidt mærkeligt, ikke?
Lykkeberg forklarer begrebet “modløber” med henvisning til Kierkegaard: “En taler på en Folke-Forsamling siger: Jeg beiler ikke til noget Bifald (almindeligt Bifald!), jeg vil blot Sandheden (Bifald fra Venstre) jeg gaaer den lige Vei uden at se til hverken Høire ell. Venstre (Bifald fra Høire og Centrum) osv.”
Og det forklarer også, hvorfor Rønn Hornbech har været så populær som modløber: Hun er imod, men hun er ikke sådan rigtig imod, og det gør hende langt mere ufarlig. Selv nok så hård kritik af udlændingelov og retspolitik er trods alt lettere at acceptere, når den kommer fra en af lovens egne arkitekter, end hvis den kommer fra en retspolitisk tænker som Wilhjelm.
Modløberens kritik er kritik light, som med Lykkebergs ord “bidrager til den almindelige underholdning i offentligheden” uden at sætte nogen fundamentale spørgsmålstegn ved noget som helst.
Hvis folk kan nøjes med at diskutere farven på postkasserne i fængslet, kan vi måske slippe for hele diskussionen om, hvorvidt der overhovedet burde være et fængsel. Og derfor vil en populistisk modløber som Hornbech altid være mere populær end en ægte kritiker som Wilhjelm i et mediebillede, hvor overflade og kommentatorspin har forrang for politisk substans.