Category: Politik

Ytringsfrihed på tværs af grænser

Denne sag lyder højst problematisk, må man sige:

Retten i Helsingør har fængslet to mænd, som tyskerne anklager for at udsende ulovlig musik.

Mændene mistænkes af de tyske myndigheder for at sælge stærkt højreorienteret musik til aftagere syd for grænsen.

Det har fået statsadvokaten i Frankfurt til at begære de to – en dansker og en tysk statsborger – udleveret.

Statsadvokaten har udstedt en europæisk arrestordre, der medfører, at de to kan udleveres, uden at retten skal tage stilling til, om de har overtrådt dansk lov.

Bør man overhovedet kunne straffes for at “udbrede racistisk musik”? Og hvor går grænsen, i så fald? David Bowie er kun én blandt mange populære musikere, der har flirtet med grimme ting.

Er der ytringsfrihed, hvis man kan blive straffet for at udbrede musik med en bestemt politisk holdning? Og bør danske statsborgere kunne udvises til Tyskland, uden at retten tager stilling til, om vedkommende har overtrådt dansk lov? Og selvom de så har, bør en dansk statsborger overhovedet kunne udleveres for at “udbrede musik”? Der er et eller andet her, som ikke stemmer.

De tyske myndigheder er ikke helt så imødekommende eller konsekvente i det spørgsmål:

I en anden sag nægter Tyskland paradoksalt nok at udlevere en dansker med tysk statsborgerskab, Søren Kam, som de danske justitsmyndigheder kræver udleveret for krigsforbrydelser under den tyske besættelse. Tyskerne anser hans krigsforbrydelser for at være forældede.

Ikke destomindre optræder Søren Kam på den internationale liste over de fem mest eftersøgte nazi-krigsforbrydere.

Kam var involveret i et drab på en redaktør og var efter de foreliggende oplysninger med til at skaffe navne og adresser på de danske jøder, som tyskerne ville sende til dødslejrene.

Men Kam er jo også kun eftersøgt for mord – herregud! Men “udbredelse af racistisk musik”, det er altså nok til en europæisk arrestordre? Man undres!

Irak: Yankee go home

Nu kan det snart ikke siges tydeligere:

Prime Minister Nouri al Maliki said Monday there would be no security agreement between the United States and Iraq without an unconditional timetable for withdrawal — a direct challenge to the Bush administration, which insists that the timing for troop departure would be based on conditions on the ground.

“No pact or agreement should be set without being based on full sovereignty, national common interests, and no foreign soldier should remain on Iraqi land, and there should be a specific deadline and it should not be open,” Maliki told a meeting of tribal Sheikhs in Baghdad.

Maliki said that the United States and Iraq had agreed that all foreign troops would be off Iraqi soil by the end of 2011. “There is an agreement actually reached, reached between the two parties on a fixed date, which is the end of 2011, to end any foreign presence on Iraqi soil,” Maliki said.

Den irakiske regering vil have amerikanerne ud, og de mener helt ud. Pinligt for Bush-regeringen, der gerne vil fastholde en “strategisk” tilstedeværelse, og ikke mindst pinligt for en kommende præsident McCain, der gerne ser USA blive i landet i hundrede år eller så.

Det er også pinligt for amerikanerne, at al-Maliki – som står i spidsen for den regering, amerikanerne selv understøtter og står som garanter for – er Irans største ven i området. Udover de store mængder død og lidelse, Irak-krigen har afstedkommet, kan dens nettoresultat ende med at blive, at den arabiske del af Irak nu er Irans bedste ven og vigtigste allierede. Nok ikke lige det, man regnede med for fem år siden.

24-års-reglen, den danske Nürnberg-lov

Filminstruktøren Christian Braad Thomsen har et skarpt indlæg om 24-års-reglen i dagens Information:

I 1930’erne hindrede Nürnberglovene ariske tyskere i at gifte sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland. Den danske 24-årsregel er det første eksempel siden Nürnberglovene på, at statsmagten sender unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer.

Siden Anders Fogh Rasmussen tilsluttede sig den amerikanske krig i Irak, er det blevet acceptabelt, at politiske beslutninger begrundes med løgne. Derfor har mange også vænnet sig til løgnen om, at 24-årsreglen er nødvendig for at forhindre tvangsægteskaber. Det gør den ikke. Derimod forhindrer den unge danskere i at gifte sig med den, de elsker, hvis de fortsat vil bo i Danmark

Endnu tør Enhedslisten og Radikale kæmpe mod uretten. Men ellers har politikere i dag ingen intentioner om at stille sig i spidsen for nytænkning. De vil ikke lede, men underkaster sig de mest nedrige tendenser i folket, selv når politikerne regner med, at der er et flertal for en nazistisk lov. Det er dybt tragisk for et retssamfund, at selv oppositionen ikke længere tør tale løgn og uret af frygt for aldrig at komme til magten.

Amen, havde jeg nær sagt. 24-års-reglen og tilknytningskravet repræsenterer en form for apartheid eller diskrimination, som simpelt hen burde være uacceptabel i et moderne samfund, og til sammen forhindrer de mange danskere i at bo i Danmark. Det er simpelt hen en skændsel.

Link.

Joseph Biden – “blød” demokrat, krigsmager, zionist

Obamas valg som vicepræsident-kandidat får megen ros, og der lader også til at være fælles demokratisk fodslaw på vej, men alt er ikke fryd og gammen.

Indenrigspolitisk står Biden måske for mange af de rigtige ting, men på det udenrigspolitiske plan har Biden, som andre også har påpeget, bl.a. ført sig frem med en destruktiv plan for deling af Irak, som lugter langt væk af kynisk magtpolitik og pleje af amerikanske interesser på bekostning af civile irakere – fænomener, som vi egentlig synes at have set nok af i de senere år.

Eksilpalæstinenseren Haitham Sabbah er ikke i tvivl om, hvad valget af Biden betyder for Israel/Palæstina-konflikten:

What Biden’s pick means to Arab and Palestinians? Don’t wonder much… it means, “fuck you Arabs/Palestinians!!!” (Excuse my French)

As our Arabic proverb says: “The straw that broke the camel’s back.” This is how I can describe Obama’s move. The guy (Obama) is ignorant and naive when it comes to cases such as Israeli occupation of Palestine. And now he picks a guy who proudly says “I’m a Zionist. You don’t have to be a Jew to be a Zionist!” So, what are you expecting from Obama if he’s in office?

Hvis Biden, selverklæret zionist og tro støtte af krigen mod Irak, virkelig er valgt for sine “udenrigspolitiske kvalifikationer”, lover det ikke nødvendigvis godt for fremtiden.

Kashmir på vej mod kanten

Mens nyhedsmedierne er optaget af de tåbelige børnelege i Beijing og dansk sejlsports ligegyldige guldmedaljeskærmydsler, er den indiske provins Kashmir stille og roligt ved at eksplodere.

Eller rettere sagt, det er selvfølgelig ikke sikkert, det går så galt. Indtil videre er området splittet mellem muslimske Kashmirier i Kashmir-dalen og hinduer i Jammu (se evt. Wikipedias artikel om området for en kort introduktion), lammet af civil ulydighed og under militær besættelse af en halv million soldater, der de sidste mange år har stået for omfattende undertrykkelse og menneskeretskrænkelser.

Det hele begyndte, da en lokal guvernør besluttede at overfø re ca. 40 hektar land til ledelsen af Amarnath-templet, et helligsted, der i de senere år er begyndt at tiltrække mange hinduistiske pilgrimme – 500.000 i 2008 mod mindre end 20.000 i 1989. Overførslen vakte bekymring hos den muslimske del af befolkningen, der satte den i forbindelse med det stadigt større antal pilgrimme og den voksende hindu-fundamentalisme i selve Indien, og der begyndte at gå rygter om, at tempelområdet ville blive et brohoved for hinduistiske bosættelser á la Israel og Vestbredden.

Utilfredsheden udløste store protestdemonstrationer, hvor kravet om tilbageførsel af jorden omkring templet hurtigt måtte vige for kravet om azadi, frihed eller uafhængighed af Indien, kulminerende i indisk politis nedskydning 11. august af separatistlederen Sheikh Abdul Aziz.

Lokalregeringen besluttede nu at tilbageføre jorden fra templet, kun for at opdage, at man havde sat en bevægelse i gang, der ikke længere kunne standses, og at spørgsmålet om jord til templet i mellemtiden var blevet komplet ligegyldigt i den store sammenhæng.

Bortset fra, at Jammus hinduer følte sig overset og trådt på og i øvrigt havde set frem til at kunne bygge nogle ordentlige faciliteter ved templet i Amarnath, og derfor lancerede deres egen protest mod tilbageførslen. Som led i protesterne blev landevejen mellem Srinagar og Jammu, Kashmirs eneste vej til resten af Indien og reelt områdets livsnerve, blokeret. Kashmir var nu afskåret fra omverdenen, reelt belejret og afskåret fra livsvigtige forsyninger.

Områdets militante grupper holder sig i baggrunden, og hovedstaden Srinagar domineres i stedet af fredelig civil ulydighed med krav om omgående uafhængighed af Indien. Men bag den fredelige protest gemmer sig en kolossal vrede, båret oppe af årtiers undertrykkelse og militær besættelse.

Den indiske forfatter Arundhati Roy beskriver situationen således:

The voice that the government of India has tried so hard to silence in Kashmir has massed into a deafening roar. Raised in a playground of army camps, checkpoints, and bunkers, with screams from torture chambers for a soundtrack, the young generation has suddenly discovered the power of mass protest, and above all, the dignity of being able to straighten their shoulders and speak for themselves, represent themselves. For them it is nothing short of an epiphany. Not even the fear of death seems to hold them back. And once that fear has gone, of what use is the largest or second largest army in the world? There have been mass rallies in the past, but none in recent memory that have been so sustained and widespread. The mainstream political parties of Kashmir – National Conference and People’s Democratic party – appear dutifully for debates in New Delhi’s TV studios, but can’t muster the courage to appear on the streets of Kashmir.

Day after day, hundreds of thousands of people swarm around places that hold terrible memories for them. They demolish bunkers, break through cordons of concertina wire and stare straight down the barrels of soldiers’ machine guns, saying what very few in India want to hear. Hum Kya Chahtey? Azadi! (We want freedom.) And, it has to be said, in equal numbers and with equal intensity: Jeevey jeevey Pakistan. (Long live Pakistan.)

Råbene om “længe leve Pakistan” skal ikke nødvendigvis opfattes som et ønske om tilslutning til Pakistan, forklarer den unge separatistleder Mirwaiz Umer Farooq til Outlook India:

Please look at the mood of the people. When someone on the street here says Pakistan or Nizam-e-Mustafa, what are they trying to convey? What he (the Kashmiri) is saying is that he rejects the present system. This does not necessarily mean he would choose Pakistan. People here know what has been happening within Pakistan. They are disappointed in what has become of the political system there.

Påkaldelsen af Pakistan er altså snarere beregnet på at afvise og provokere Indien og de indiske tropper så meget som muligt, end det er udtryk for noget egentligt ønske om, at Kashmir skulle blive en del af Pakistan. I det hele taget er det fredelige oprør præget af en nærmest dødsforagtende konfrontation med Indien og den indiske besættelsesmagt, som vi læser i Tehelka:

In 1990, militants openly displayed arms; today, students are walking up to the security bunkers, stones in hand, taunting the men in uniform, saying, “Kill us, we want to become martyrs.” Bravado? Maybe, but factor this in — if in the early 1990s there was romanticism about a movement that was just beginning; today, the protestors are only too aware of the might of the state. They did not know what counterinsurgency measures entailed then, today’s generation has grown up with them.

Hovedindtrykket af oprøret er fredeligt, men overvældende og potentielt farligt.

Arundhati Roy:

On the morning of August 18, people began pouring into Srinagar from villages and towns across the valley. In trucks, tempos, jeeps, buses and on foot. Once again, barriers were broken and people reclaimed their city. The police were faced with a choice of either stepping aside or executing a massacre. They stepped aside. Not a single bullet was fired.

The city floated on a sea of smiles. There was ecstasy in the air. Everyone had a banner; houseboat owners, traders, students, lawyers, doctors. One said: “We are all prisoners, set us free.” Another said: “Democracy without freedom is demon-crazy.” Demon-crazy. That was a good one. Perhaps he was referring to the insanity that permits the world’s largest democracy to administer the world’s largest military occupation and continue to call itself a democracy.

Everywhere there were Pakistani flags, everywhere the cry Pakistan se rishta kya? La illaha illallah. (What is our bond with Pakistan? There is no god but Allah.) Azadi ka matlab kya? La illaha illallah. (What does freedom mean? There is no god but Allah.)

For somebody like myself, who is not Muslim, that interpretation of freedom is hard – if not impossible – to understand. I asked a young woman whether freedom for Kashmir would not mean less freedom for her, as a woman. She shrugged and said “What kind of freedom do we have now? The freedom to be raped by Indian soldiers?” Her reply silenced me.

Også Roy understreger dog, at de mange råb om tilhørsforhold til Pakistan ikke skal forstås som et bogstaveligt ønske om tilslutning:

It would be a mistake to assume that the public expression of affection for Pakistan automatically translates into a desire to accede to Pakistan. Some of it has to do with gratitude for the support – cynical or otherwise – for what Kashmiris see as their freedom struggle, and the Indian state sees as a terrorist campaign. It also has to do with mischief. With saying and doing what galls India most of all.

Bevægelsen er primært en bevægelse for et selvstændigt Kashmir, selvom man ikke må tage fejl af, at det også er en bevægelse for et islamisk selvstændigt Kashmir; ganske vist, skal man tro dets ledere, for at islamisk Kashmir med fulde garantier for alle mindretal.

Og den årlige pilgrimsfærd til Amarnath forløb da også gnidningsløst; midt i oprøret og tumulten blev de 500.000 fremmede hinduers sikkerhed og komfort til en æressag for Kashmirs muslimske indbyggere. Men faren for communal violence, som de siger i Indien, for en voldelig konflikt mellem muslimer og hinduerne i Jammu, ligger alligevel hele tiden og lurer, næret af Jammus følelse af at blive glemt og Kashmiriernes frygt for et stadigt mere nationalistisk og hindu-fundamentalistisk Indien.

Arundhati Roy fortsætter:

The slogan that cut through me like a knife and clean broke my heart was this one: Nanga bhookha Hindustan, jaan se pyaara Pakistan. (Naked, starving India, More precious than life itself – Pakistan.)

Why was it so galling, so painful to listen to this? I tried to work it out and settled on three reasons. First, because we all know that the first part of the slogan is the embarrassing and unadorned truth about India, the emerging superpower. Second, because all Indians who are not nanga or bhooka are and have been complicit in complex and historical ways with the elaborate cultural and economic systems that make Indian society so cruel, so vulgarly unequal. And third, because it was painful to listen to people who have suffered so much themselves mock others who suffer, in different ways, but no less intensely, under the same oppressor. In that slogan I saw the seeds of how easily victims can become perpetrators.

Syed Ali Shah Geelani began his address with a recitation from the Qur’an. He then said what he has said before, on hundreds of occasions. The only way for the struggle to succeed, he said, was to turn to the Qur’an for guidance. He said Islam would guide the struggle and that it was a complete social and moral code that would govern the people of a free Kashmir. He said Pakistan had been created as the home of Islam, and that that goal should never be subverted. He said just as Pakistan belonged to Kashmir, Kashmir belonged to Pakistan. He said minority communities would have full rights and their places of worship would be safe. Each point he made was applauded.

I imagined myself standing in the heart of a Hindu nationalist rally being addressed by the Bharatiya Janata party’s (BJP) LK Advani. Replace the word Islam with the word Hindutva, replace the word Pakistan with Hindustan, replace the green flags with saffron ones and we would have the BJP’s nightmare vision of an ideal India.

Is that what we should accept as our future? Monolithic religious states handing down a complete social and moral code, “a complete way of life”? Millions of us in India reject the Hindutva project. Our rejection springs from love, from passion, from a kind of idealism, from having enormous emotional stakes in the society in which we live. What our neighbours do, how they choose to handle their affairs does not affect our argument, it only strengthens it.

Og håbet for fremtiden ligger selvfølgelig også i, at millioner af liberale i Pakistan afviser det islamistiske projekt, ligesom mange Kashmirier reelt også afviser den selvbestaltede men ikke reelle oprørsleder Syed Ali Shah Geelanis islamisme. Kashmir er måske nok islamisk, men har traditionelt ikke bekendt sig til strenge, wahhabi-lignende varianter af islam.

Lige nu er det bare kravet om azadi, frihed, der er det centrale krav fra folk, for hvem denne frihed også er frihed fra en årelang militær besættelse; det er en ånd, som ikke bliver let at få ned i flasken igen.

Og løsningen? Ikke nødvendigvis selvstændighed her og nu. Men selvstyre. Magasinet Tehelka interviewer ni forskellige parter i sagen, og de peger alle, trods meget stor uenighed, på nødvendigheden af mere selvstyre. Løsningen er selvstyre,  ophævelse af besættelsen, garantier, garantier til mindretallene.

Men hvis løsningen ikke kommer snart, risikerer det som antydet at gå helt galt; situationen er sprængfarlig.

Selv håber jeg ikke, det kommer så vidt – jeg boede selv i Kashmir i ca. to år af min barndom, og det er et usædvanligt smukt sted, som godt snart kunne fortjene at få fred.

Flere civile dræbt i Afghanistan

Denne gang er det 76 civile, der blev dræbt ved et fejlslagent bombardement i Herat-provinsen:

Det afghanske indenrigsdepartement har hævdet, at 76 civile blev dræbt under angrebet mod landsbyen Azizabad, blandt den 50 børn under 15 år.

En udsendt medarbejder fra Afghanistans uafhængige menneskerettighedskommission (AIHRC), besøgte landsbyen i Herat-provinsen i går og oplyser, at 78 mennesker blev dræbt, skriver NTB.

En fotograf fra nyhedsbureauet AP besøgte også landsbyen i går, og fandt over 20 grave, nogen af dem med flere døde.

Blandt ofrene er 20 kvinder og et ukendt antal børn. Som om sidste gang ikke var nok, kunne man sige, men det ville være misforstået: “Koalitionen” dræber civile afghanere hele tiden, det er bare ikke hver gang, vi hører om det. Hvis nogen spørger dig om, hvad vore danske soldater laver dernede, er det det, der er svaret: Hjælper de andre med at dræbe civile.

Hvis nogen spørger dig om, hvad de danske soldater laver af fornuftige ting dernede, er svaret meget nemmere: Ingenting. Vesten burde trække sine soldater ud af Afghanistan nu og i den forbindelse forsøge at forhandle en fredsordning/opdeling på plads med de civile. Det ville der være meget mere fremtid i.

McCain – er han ved at blive senil?

McCain påstår, han gik rundt på gaden i Baghdad uden beskyttelse, at general Petraeus går rundt uden livvagter, sender Al-Qaeda til Iran, mener, at han ville have håndteret orkanen Katrina bedre end Bush og kan i det hele taget ikke huske fra sin næse til sin mund.

Måske Obama alligevel har en chance (so help us God)?

Er Obama ved at tabe?

Journalisten og forfatteren David Lindorff mener i en artikel på CounterPunch, at Obama er ved at tabe valget. Hvorfor?

Ifølge Lindorff, fordi han er ved at begå samme fejl som Gore i 2000 og Kerry i 2004: Han trækker mod højre for ikke at støde de mere “traditionelle”, borgerlige demokrater der bare gerne vil af med George W. Bush og al hans væsen, og udvisker dermed forskellen på McCain og ham selv – samme fejl, som den danske opposition med Socialdemokratiet i spidsen har gjort i mange år:

Hvis Kerry reelt var “Bush light”, hvis Kerry stod for fortsat krig med Irak, hvor Bush stod for fortsat krig med Irak, hvis Kerry stod for angreb på Iran, hvor Bush stod for angreb på Iran, hvis Kerry sagde “skattelettelser”, hvor Bush sagde “skattelettelser” – hvorfor skulle folk så ikke hellere ville have den ægte vare?

I Danmark gælder det samme – hvis Helle Thorning reelt er “Fogh light”, Lars Løkke Rasmussens økonomiske politik og George Bushs udenrigspolitik kombineret med så meget af Dansk Folkepartis udlændingepolitik, som hun kan få SF til at sluge, hvorfor så ikke hellere, hvis man endelig har dé tilbøjeligheder, gå efter den ægte vare?

Og Obama er ved at gå samme vej, kunne det tyde på. Som antydet på billedet, har han støttet et lovforslag, der legaliserer aflytning af telefonsamtaler uden dommerkendelse. Udenrigspolitisk trækker han tættere og tættere på McCain, givetvis i et misforstået forsøg på at virke “ansvarlig“. Hvis det ikke virkede i 2000 og heller ikke virkede i 2004, så virker det nok denne gang:

Obama, who ran his primary campaign as a liberal, staking out an anti-war position, has morphed over recent weeks into a Republican-lite candidate, calling for a hard line against Palestinian rights, threatening to attack Iran, calling for an expansion of the disastrous war in Afghanistan, and backing away from genuine health care reform and other important progressive goals here at home.

One might think that after watching Democratic candidates lose the last two presidential elections by following exactly this kind of “strategy,” if it can be called that, Obama and his campaign managers would have decided to try something different, but it appears that the Democratic Party at the top is hopelessly in the grip of corporate interests that favor war, free-market nostrums and corporate welfare.

Obama got where he is—the first African-American major party nominee and the first black candidate with a real shot at winning the White House—by appealing to the Democratic Party’s liberal base. Now Zogby reports that Obama’s support among liberals has plunged 12 percent. That’s liberals folks!…

How can I or any progressive vote for a presidential candidate who goes from opposing a war to saying he not only supports the idea of keeping troops in Iraq for another five years—the length of the entire WWII!—but who further says he won’t rule out attacking Iran, even if that country poses no imminent threat to the US, simply because it develops nuclear weapons—the same weapons that our putative friends, Pakistan and India, have? How can I vote for a candidate who wants to expand the military (by 65,000 troops) instead of shrinking this huge, bloodsucking parasite of an organization which is costing as much as the rest of the world spends on its armies?

How can I or any progressive vote for a presidential candidate who cannot state categorically that he will defend the Constitution by reversing all of President Bush’s abuses of power and who will not promise to prosecute the president and members of his administration for any crimes committed while in office?

Obama is not just losing liberals in droves. Many liberals, after all, will in the end return and vote for grudgingly for Obama, though they probably won’t volunteer to do any of the critical campaign work registering voters, promoting his candidacy or getting people to the polls. The worst part is that by becoming just another middle-of-the-road, namby-pamby, Republican-lite clone of Kerry circa 2004 and Gore circa 2000, Obama is losing the young and also the disaffected, unaffiliated voters who were flocking to his campaign during the primaries. This group of erstwhile enthusiasts is down 12 percent, too. And it’s those people—particularly the unaffiliated voters–who are raising McCain’s numbers. The Zogby poll reports that McCain’s support among younger voters has reached 40 percent—not that much below Obama’s 52 percent.

Det fremhævede (min fremhævning) er vigtigt, fordi det også betyder, at Obama kan miste noget af det, som gjorde en virkelig forskel under primærvalgene, nemlig støtte fra aktivister og græsrødder. Under primærvalgene kunne man skaffe aktivister til at stemme noget nær samtlige dørklokker i de vigtigste områder. Hvem gider gøre noget sådant for “McCain light”?

Hermed ikke være sagt, at Obama som præsident ikke ville være at foretrække. “Obama som præsident” er en forestilling, der faktisk giver håb for fremtiden. Men han har efterhånden (og forudsigeligt) trukket i land på så mange områder, at det nærmere vil være symbolet Obama og de krav om forandring, symbolet Obama vil føre med sig, der vil gøre forskellen; politikeren Obama er som en anden Tony Blair efterhånden så svær at skelne fra en republikaner, at det næsten kunne være det samme.

9-11-konspirationer – sammensværgelser og sludder

En læser kritiserer os i en kommentar for ikke at have en side om “sandheden” om 11. september 2001.

Nåja, jeg har da ellers skrevet lidt om det, se f.eks. her og her.

En nylig diskussion på iNorden førte mig frem til en artikel af den britiske aktivist George Monbiot, som jeg synes, siger det rimeligt klart:

To qualify as a true opponent of the Bush regime, you must also now believe that it is capable of magic. It could blast the Pentagon with a cruise missile while persuading hundreds of onlookers that they saw a plane. It could wire every floor of the twin towers with explosives without attracting attention and prime the charges (though planes had ploughed through the middle of the sequence) to drop each tower in a perfectly timed collapse. It could make Flight 93 disappear into thin air, and somehow ensure that the relatives of the passengers collaborated with the deception. It could recruit tens of thousands of conspirators to participate in these great crimes and induce them all to have kept their mouths shut, for ever…

The obvious corollorary to the belief that the Bush administration is all-powerful is that the rest of us are completely powerless. In fact it seems to me that the purpose of the “9/11 truth movement” is to be powerless. The omnipotence of the Bush regime is the coward’s fantasy, an excuse for inaction used by those who don’t have the stomach to engage in real political fights.

The 9/11 conspiracy theories are a displacement activity. A displacement activity is something you do because you feel incapable of doing what you ought to do. A squirrel sees a larger squirrel stealing its horde of nuts. Instead of attacking its rival, it sinks its teeth into a tree and starts ripping it to pieces. Faced with the mountainous challenge of the real issues we must confront, the chickens in the “truth” movement focus instead on a fairytale, knowing that nothing they do or say will count, knowing that because the perpetrators don’t exist, they can’t fight back. They demonstrate their courage by repeatedly bayoneting a scarecrow.

Som Monbiot påpeger, er dette sludder ikke blot ørkes- og nyttesløst, det er også skadeligt, fordi det lægger gift for enhver seriøst arbejdende opposition. Hvilket er trist, ikke mindst, fordi der faktisk er mere end rigeligt af reelle ting at protestere imod.

Sandheden om Bush-regeringen, Al-Qaeda, Irak og Afghanistan er faktisk slem nok, som den er. Vi behøver ikke drømme umulige sammensværgelser op i tilgift.