Modpress

Så er der igen filmanmeldelse ovre på min anden blog, same old song: Skynd dig at zappe over og læse den.

Det mener i hvert fald Ægyptens Hosni Mubarak, og han må vel vide det – han er selv end omend aldrende diktator, som Saddams endeligt må have gjort en smule nervøs.

Men alligevel: En ting er, at man ikke sørger for at gennemføre en ordentlig retssag – noget andet, at man vælger at gøre manden til martyr ved at henrette ham på en islamisk helligdag.

Alt, hvad amerikanerne (for deres beslutning var det) kunne have opnået af godt ved at henrette Saddam har de smidt på gulvet – til gengæld har de opnået en masse skidt.

Hvor dumt er det nu ikke lige?

Til hvem det nu måtte interessere: Jeg har netop anmeldt den indiske filminstruktør Yash Chopras seneste film Veer-Zaara ovre på min anden blog – en både smuk og fascinerende historie om kærlighed tværs af grænsen mellem Indien og Pakistan.

Jeg har i går anmeldt Erwin Neutzsky-Wulffs nye roman HJERNEN ovre på min anden blog – så skynd dig at hoppe derover og læse, hvis du har lyst til at høre om, hvad det nu er for en svend!

Hvis du har nogen kommentarer til anmeldelsen, kan de skrives i kommentarfeltet herunder – kommentarfunktionen er pt. slået fra på Modspil.dk.

Det er ikke godt at skrive svært, men det er svært at skrive godt.

Polemiken har for en gangs skyld begået et indlæg, som jeg er næsten fuldstændig enig i – i protest mod udvisningen af en mor til tre med fast arbejde:

det ikke undsluppet min opmærksomhed, at man p.t. åbenbart er blevet vanvittige og finder det naturligt at udvise mødre, der så må aflevere deres børn i børnehaven og sige farvel for altid eller i hvert fald for meget lang tid.

Dér er grænsen for galskaben dælendunseme nået og overskredet med flere lysår. Hvad har man gang i?????

Hvordan kan man vurdere, at en mor har større tilknytning til eksempelvis Kosovo end til sine egne små børn?

Sindssygt. Stop det dog!

Det er naturligvis dette her, Kimpolina skriver om. Og hvad kan man sige? Ja, det er trist, og det er en meningsløst hjerteløs administration af reglerne.

Denne administration har til gengæld været en direkte følge af de stramninger på udlændingeområdet og især den politiske råben og skrigen på en sådan  stramning, vi har set de sidste mange år, idet embedsmændene har fulgt de politiske vinde – og administreret de eksisterende regler usædvanligt nidkært og stramt, efter devisen: Enhver tvivl kommer den anklagede (udlændingen) til skade.

Denne hjerteløse praksis er dokumenteret gang på gang,  bl.a. i Magtens Bog af Erik Valeur et al. (2004). Det usædvanlige ved denne sag er, at det denne gang ikke lykkedes politiet at få kvinden lempet ud af landet, før det kom til pressens kendskab – hvilket gør hende og hendes familie til nogle af de få heldige ud af hundreder, der får lov til at få deres sag genovervejet af politiske grunde.

Det usædvanlige ved denne sag er altså ikke så meget sagen i sig selv, som at vi hører om den – desværre.

Jeg har netop skrevet en anmeldelse af den indiske filmklassiker SHARAABI ovre på min anden blog – hop over og læs den, hvis du har lyst!

Sharaabi betyder “dranker” og hentyder til hovedpersonen Vicky, der spilles af den altid veloplagte Amitabh Bachchan – trods den alvorlige titel er der dog tale om en komedie.

Any comments?

Da Vibeche Manniche og andre repræsentanter for den såkaldte “kvindebevægelse” Kvinder For Fred forleden begyndte at føre sig frem med røverhistorier om, at det slør, mange indvandrerkvinder går med (og som europæiske kvinder i de højere klasser også gik med for ikke så mange hundrede år siden) er som et “omvandrende fængsel”, der oven i købet er farligt for børn at gå med, fordi de kommer til at mangle D-vitamin, tænkte jeg umiddelbart: Og jøderne skænder hostier og spiser små kristne børn, og så nægter de halstarrigt deres egne børn dåben!

Jeg mener, det er jo lige før, at jeg ikke tør iføre mig den hat og det halstørklæde, jeg ellers foretrækker at udstyre mig med, når det er frostvejr!

At nogen for alvor skulle tage en så hadefuld og oplagt manipulerende propaganda alvorligt eller ligefrem sluge det råt for usødet anså jeg næppe for at være muligt … indtil jeg læste de seneste udgydelser, indtil jeg læste, at den evigt forargede, kronisk humorforladte og humørmæssigt udfordrede Jakob Fønsbo i et indlæg hos mrandersson gjorde kunststykket.

Tjah – hvad er der at sige andet end, at Fønsbo falder pladask for den moderne udgave af antisemitismen – den, der vender sig mod muslimer i stedet for mod jøder, men ellers i ét og alt bevarer den traditionelle europæiske antisemitismes retorik og argumentation. Fønsbo er med andre ord ny-antisemit. Og det er da i hvert fald rart for os andre at vide … så vi kan slette ham fra listen af mennesker, der kunne tænkes at have noget interessant at sige, og føje den tilsyneladende evigt sure mand til listen af hadefulde, indskrænkede tågehorn.

Jeg har skrevet en anmeldelse af den nye indiske film FANAA ovre paa min anden blog – hvis du har lyst, er det blot at hoppe derover & laese den.

Her vil jeg maaske blot benytte lejligheden til at sige, at selvom jeg til hver en tid vil gentage min vurdering af filmen i denne anmeldelse – en ikke fejlfri film af den type, der kan tåle at blive set igen og igen – saa bliver det mere klart, at det underliggende plot halter paa et vaesentligt punkt: Filmen handler om at gribe kaerligheden og blive til intet i den, og den kvindelige hovedperson Zuni fungerer godt paa disse praemisser – men kontrasten mellem den kvindebedaarende turguide og den koldblodige terroristiske “mastermind” bliver lidt for stor for Rehan, den mandlige hovedperson.

Medmindre man opfatter dette plot som blot og bar staffage for at iscenesaette kaerlighedshistorien. Som saadan fungerer det vel fint nok … men maaske man alligevel kunne have oensket sig at der var gjort tanden mere ud af det i en ellers paa alle maader flot og stort opsat film.