Solidariteten går kun én vej.

Aviserne og politikerne roser den overenskomst som industrien og fagforeningerne har indgået de næste to år. JP skriver bl.a. i en leder:

“For en lønmodtagerorganisation er det nok en bitter pille at skulle præsentere et forhandlingsresultat, som uvægerligt vil betyde reallønsnedgang for medlemmerne de næste to år, men hvorom alt er, så er det også udtryk for ansvarlighed og iskold realitetssans. (..)

Hvorfor er det så lige, at fagbevægelsen ikke er på barrikaderne? Hvorfor er det så lige, at der ikke allerede er afsendt strejkevarsler?

Forklaringen ligger lige for. Fagbevægelsens forhandlere ved lige så godt som forhandlingsmodparten, at den magre overenskomst er en simpel nødvendighed, hvis landet skal have en chance for at fastholde sin konkurrencekraft og bevare industriarbejdspladser på danske hænder.”

Fagforeningerne har været solidariske, ansvarlige og realistiske. Fornuftige og mådeholdende. Lyder det fra alle sider.

Hvad skal man så sige til at topchefernes lønninger det sidste år er steget 13%(!)??. Mens manden på gulvets lønninger bliver spist af inflationen og reallønnen dykker nedad, får cheferne råd til en ekstra luksusbil eller sommerhus. Om året. Argumenterne er sølle, noget med international konkurrence og en sammenligning med elitefodboldspillerne. Til den internationale konkurrence kan kun siges at den næppe er stor. Mon ikke den internationale konkurrence er lige så stor efter en sygeplejerske som chefen for Vestas eller Amagerbanken?
Angående elitefodboldspillerne så er det naturligvis det rene pladder. Naturligvis er topchefere som oftest dygtige til deres job – ellers havde de næppe fået det. Men overskuddet i firmaet er ikke deres fortjeneste men en holdindsats. Det tror jeg de bedste topchefer ved.
Tilbage er det kun én forklaring og det er god, gammeldags nepotisme. Det er bestyrelserne der bestemmer topchefernes løn, og de er gode venner og golfvenner med topchefen, så naturligvis får han lige en million til på bankkontoen årligt. Det skulle  jo nødigt hedde sig når man er i England og møde kollegaerne er det jo pinligt kún at få 4 mio årligt.

Der er kun én ting at sige om topchefernes lønfest – det er et udtryk for højeste uansvarlighed, usolidarisk og et tegn på en manglende virkelighedssans. Enhver chef der vil lade sin egen løn stige 13% mens arbejderne går ned i løn er naturligvis ikke egnet til at være leder og bør afskediges øjeblikkeligt. Dette komme næppe til at ske – dertil er indspistheden i toppen af Danmark for stor. Men kvalmende – det er det.


Danmarkshistoriens dårligste topchef – Peter Strårup fra Danske Bank fik over 3.1 mio i pension om året resten af livet,
som tak for at smadre danske økonomi ved elendige investeringer i irske banker

Ny arbejdsgruppe om fri software i Aarhus

Som jeg også fik annonceret til sidste T3-foredrag i Open Space Aarhus, starter vi en ny arbejdsgruppe om fri software i Open Space Aarhus, Bryggervej 30 i Risskov.

Gruppen vil arbejde politisk og socialt med fri software, idet vi holder fokus på værdierne bag fri software. Der er allerede meget fokus på “open source”, og hvordan man kan spare penge og få “smartere” programmer ved at “vælge open source”.

Selv for open source-bevægelsens succes har de helt fundamentale politiske og filosofiske ideer bag fri software dog vist sig at være vigtigere. Det, der gør en forskel, og som i længden vil tillade os at beholde vore almindelige borgerrettigheder også i et digitaliseret samfund, er muligheden for at undersøge, ændre, dele og videreudvikle de computerprogrammer, vi arbejder med i det daglige. Dette er forklaret nærmere i min artikel: Fri software – filosofi og baggrund samt i en masse gode artikler rundt om på nettet, for eksempel på gnu.org.

Møderne vil foregå i regi af Free Software Foundation Europe (FSFE), og de vil fungere som et regelmæssigt “Fellowship Meeting“, som det allerede foregår i 21 byer rundt omkring i Europa. Så hvis du allerede er Fellow i FSFE, er disse møder for dig. Hvis ikke, er de også for alle, som er interesserede i at mødes med arbejdet omkring fri software i Danmark.

Den nye arbejdsgruppes formål er:

  • at arbejde for at udbrede kendskabet til fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede bevidstheden om værdierne bag fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede brugen af fri software i Danmark.

Hvad der kan arbejdes med til møderne vil i høj grad være op til deltagerne. Ideer og hænder er velkomne!

Selv vil jeg gerne fokusere på tiltag, der kan gøre en reel forskel i forhold til gruppens formål. Jeg forestiller mig, at man kan skrive til folketingspolitikere, til partiernes IT-politiske ordførere og til lokalpolitiske nævn og udvalg.

En anden god idé vil være at skrive indstillinger til Smart Aarhus, hvor vi lægger vægt på, at al kommunikation med den nye digitale infrastruktur skal kunne foregå med fri software. Man kan også skrive til offentlige hjemmesider og gøre opmærksom på PDF Readers fremfor kun “Adobe Acrobat”, samt arrangere foredrag og afholde events i forbindelse med “mærkedage” som Software Freedom Day. Man kan også oversætte, skrive og uddele løbesedler og flyers. Mulighederne er mange, og som sagt forestiller jeg mig selv at fokusere på tiltag, som hurtigt kan gøre en reel forskel i forhold til mødernes formål. Men det kan du selv være med til at bestemme ved at møde op og komme med dine egne forslag.

Møderne vil foregå én gang om måneden, som udgangspunkt den sidste mandag i hver måned. Vi mødes første gang

Mandag d. 27. februar kl. 19.00

og det foregår som sagt i Open Space Aarhus, Bryggervej 30 i Risskov.  Vel mødt den 27. februar!

http://openspaceaarhus.dk/wiki/index.php/Location

Til regeringen: Når venstre side leger borgerlige, rydder højrefløjen bordet

Den nye danske regering er hurtigt kommet til at sidde fast i “realistisk”, det vil sige: meget borgerlig, politik. Støtte til ACTA, skattelettelser til de rige, besparelser frem for kickstart (i hvert fald på europæisk plan).

Den sandsynlige ende på den galop er, at S-SF-Rs egne vælgere mister modet og ikke gider stemme ved næste valg, hvorefter de borgerlige kan sidde med et absolut flertal uden overhovedet  at gå frem.

Det er i hvert fald, hvad der skete i Spanien, påpeger Ignacio Escolar i The Guardian:

The conservative absolute majority is not built on the unstoppable rise of the right. Mariano Rajoy, the new prime minister, won 10.8m votes in the November election, only 500,000 more than in 2008, when he lost to José Luis Rodríguez Zapatero. Opinion polls do not show an ideological shift to the right either. According to the Centre for Sociological Investigations, the majority of Spaniards describe themselves as centre-left, ahead of right or centre-right. Rajoy’s landslide at the polls was down to the abstention and break-up of the left, not the growth of his social base.So what caused the electoral collapse of the Spanish left? It’s a problem of supply, not of demand: in government the left was incapable of living up to the ideas and discourse of its voters. During the years of the property bubble, the PSOE embraced liberal economic policies, especially in terms of taxation. “Lowering taxes is of the left,” Zapatero frivolously declared as he introduced numerous tax cuts that greatly benefited the upper classes. Then came the recession, and Zapatero was slow to react, lost in an absurd semantic debate about the word “crisis”.

The point of no return came on 12 May 2010, when the prime minister, cornered by the pressure of the markets on Spanish bonds, announced the biggest public spending cuts in Spain’s history. Instead of looking for a social democratic way forward, Zapatero utterly embraced liberal recipes to resolve the crisis. Instead of putting taxes for the richest back up, he cut workers’ pay. Instead of tapping the profits of the banking sector, he froze pensions.

Did Zapatero have an alternative? There was without doubt space for other policies, even in the context of the austerity imposed from Europe. But how to apply policies of the left in the midst of the crisis, in a globalised economy and in a European Union where most states are governed by conservative parties? Zapatero’s cuts were seen by a huge number of those who had elected him as an intolerable betrayal. Voters turned their back on the PSOE. If the only way out of the crisis was to support the right, then better the original than a copy.

Med andre ord, når de venstreorienterede politikere ikke længere tør være sig selv bekendt – som især Villy Søvndal og de fleste SF-politikere ikke længere tør stå ved andet end det mest primitive udsalg til magten for magtens skyld, rydder dem, der godt tør stå ved sig selv, bordet. Og det tør Dansk Folkeparti desværre. Hvis ikke regeringen bliver presset til at udgøre en reel modvægt mod Dansk Folkepartis nationalisme og Liberal Alliances neoliberale afskaffelse af velfærdsstaten, er det kun et spørgsmål om tid, før disse borgerlige kræfter vender tilbage til magten.

“It cannot be true that the same welfare state that paid for (the recovery of) broken, ruined postwar Europe is today an unsustainable utopia”, som Escolar skriver. Og det er noget nær sagens kerne: Velfærdsstaten kan ikke være en utopi, som vi ikke længere har råd til. Hvis vi vælger at afvikle den, er det et bevidst, men ikke et nødvendigt valg. Og dog insisterer også den danske regering på at gå med i EUs nye “finanspagt”, der må betragtes netop som en del af Merkels og Sarkozys felttog mod den europæiske velfærdsstat på bekostning af “de økonomiske realiteter”. Hvis ikke den danske venstrefløj fra S og ud tør gå imod dette, vil folk gå trætte hjem eller stemme på de rigtige borgerlige i stedet.

Og så kommer Dansk Folkeparti til magten igen. Jeg håber ikke, det er sådan, det kommer til at gå, men husk: Du så det først her.

ACTA er ikke en ‘sejr’: Svar til Pia Olsen Dyhr m.fl.

Pia Olsen Dyhr, vores venstreorienterede og p.t. meget lobby-bukkende handelsminister, skrev et indlæg i Information, hvor hun påstod at ACTA er “en sejr for Danmark“. Indlægget består mest af udenomssnak – Olsen Dyhr taler om “forfalskning” af tasker, sko og andre mærkevarer, mens hun slet ikke kommer ind på konsekvenserne for folks brug af Internettet.

Tech-journalisten Glyn Moody svarer hende og sætter et par ting på plads. Værd at læse, ikke mindst fordi det nok ikke er sidste gang, vi kommer til at høre den type argumenter:

The minister highlights problems with counterfeit goods. These undoubtedly exist, and are especially worrying for things like medicines or spare aircraft parts. But this does not address the real problem with ACTA: that it seeks to apply the same harsh legislation aimed at curbing dangerous counterfeit goods to the simplest digital copyright infringement.

For example, Article 9 of ACTA states: “In determining the amount of damages for infringement of intellectual property rights, a Party’s judicial authorities shall have the authority to consider, inter alia, any legitimate measure of value the right holder submits, which may include lost profits, the value of the infringed goods or services measured by the market price, or the suggested retail price.”

For physical counterfeits, that might make sense, but it doesn’t for digital copies. What is the lost profit from sharing one file? One Euro – the cost of the copy – or the millions that the copyright industries claim has been lost as a result of the multiple copies around the Net?

Not only that, but Section 4 on Criminal Enforcement uses a definition of “piracy on a commercial scale” that includes “indirect economic or commercial advantage.” Obviously, everyone that shares digital files without paying derives indirect economic advantage; and because there is no *minimum* level of infringement specified in ACTA, that means that sharing a single MP3 could in principle lead to criminal charges and imprisonment.

Moreover, another clause stipulates that signatories “shall ensure that criminal liability for aiding and abetting is available under its law.” Even linking to a site that holds unauthorised copies of copyright materials is clearly aiding someone download them, and therefore in principle, because of the very broad definitions employed by ACTA, anyone on Facebook or Twitter who points to a video clip that has not been authorised, and which has some advertising around it (thus making it “commercial”) could be subject to criminal charges and imprisonment.

These are just some of the examples of the way in which the inclusion of digital infringement alongside counterfeits has led to a situation where ordinary users of the Internet may find themselves threatened with criminal proceedings and imprisonment.

Other major issues include the fact that ACTA requires authorities to “order an online service provider to disclose expeditiously to a right holder information sufficient to identify a subscriber whose account was allegedly used for infringement.” That is, guilty upon accusation, and no right to privacy.

Since ACTA has been drawn up and agreed behind closed doors, there is now no way to amend these problematic passages. In order to protect European citizens from the disproportionate punishments that ACTA provides for, to preserve their privacy and the assumption of innocence before being proved guilty, the only solution is for the European Parliament to reject ACTA when it is presented for ratification, and for new treaties to be drawn up that deal with counterfeits and digital infringement separately.

Og mens den danske regering og andre har travlt med at stikke blår i øjnene på os alle sammen, er der forhandlinger i gang om TPP, en opfølger til ACTA, der ganske enkelt vil udstede retningslinjer for, hvordan en computer overhovedet må virke, hvis den skal kunne afspille musik. Der er virkelig og for alvor grund til at være på vagt og stoppe ACTA nu!

Stop ACTA

ACTA er en ny international traktat til beskyttelse af varemærker og ophavsret, der vil give rettighedshavere helt nye og usete muligheder for at gribe ind over for private borgere ved mistanke om piratkopiering. De værste afsnit er blevet nedtonet, men traktaten lægger stadig op til, at

  • Internetudbydere kan straffes, hvis der er mistanke om, at deres kunder udfører piratkopiering. Det svarer lidt til at retsforfølge postvæsnet, fordi der blev sendt piratkopier ud pr. brev. Det kan have en ødelæggende virkning, fordi det kan true udbyderne til at udelukke folk som kunder alene på mistanker og trusler om sagsanlæg. At være uden adgang til nettet er allerede i dag stort set det samme som at være meldt ud af samfundet.
  • Internetudbydere kan pålægges at udlevere oplysninger om deres kunders brug af internettet direkte til f.eks. film- eller pladeselskaber – uden, at sagen kommer for nogen form for dommer. Det vil reelt sige, at rettighedshaverne (som der lægges op til) skal kunne få udleveret oplysninger om din private færden på nettet på mistanke alene.
  • ACTA åbner for straf for “medvirken til brud på ophavsretten”. Det vil reelt true søgemaskiner som Google og andre sider, som indsamler links til spændende steder på Internettet. Det åbner også og igen for at straffe Internetudbydere for deres kunders handlinger.

ACTA blev forhandlet igennem i dybeste hemmelighed, uden nogen form for demokratisk proces. Parlamenterne i 22 EU-lande har nu underskrevet den – herunder Danmark.  Igen uden, at der har været nogen reel debat om det.  Ikke desto mindre er det en traktat, der kan få alvorlige konsekvenser for alle, der bruger Internettet.

Hjemmesiden effekts.dk forklarer, hvad du kan gøre for at standse ACTA:

Kontakt din MEP.

Læs mere om hvorfor her. I første omgang må der lægges pres på Danmarks MEP’er for at få dem til at stemme imod ACTA. Her er deres kontaktinformationer. Kontakt gerne mere end en, og helst dem alle:

Deltag i debatten og den globale underskriftindsamling mod vedtagelsen af ACTA.

Tving den danske presse til at informere befolkningen.

På trods af gentagne formelle klager[1] over mangelen på officiel mediedækning af disse kritiske begivenheder, har nuværende kun Ekstra Bladet en enkelt artikel om ACTA.

Vi opfordrer til at man kontakter de danske medier og høfligt spørger dem, hvorfor de ikke synes vi må få at vide hvad der sker i Polen og – mere nærværende – hvad Danmarks fulde rolle har været og er i forhandlingnerne om ACTA.

Til formålet kan man kan benytte de følgende e-mail adresser[2]:

Informer venner og familie.

Alle der bruger internettet fortjener fuld forståelse for de mulige konsekveser af de beslutninger der bliver truffet i deres navn. Skal vi indføre et totalitært overvågningssamfund, så lade os i det mindste gøre det med åbne øjne.

Jeg kan kun opfordre til at følge opfordringen og skrive til EU-parlamentarikerne – helst straks. Skriv roligt og venligt og forklar dine argumenter. Det er vigtigt at koncentrere sig om dem, der endnu er for traktaten. [Note, update: Bemærk, at i ovenstående liste er angivet, om parlamentarikerne er for eller imod at stamme NEJ. Når der står, at Margrete Auken og Morten Messerschmidt er FOR, betyder det altså, at de vil stemme IMOD. Det er altså vigtigere at skrive til dem, der er IMOD at stemme nej og som altså vil stemme FOR.]

Du kan læse mere om ACTA hos effekts.dk og hos La Quadrature du Net (på engelsk). Electronic Frontier Foundation har også en glimrende intro, og det samme har EDRI.

Dagens citat: Shelley og litteraturhistoriens ironi

Richard Holmes, i hans bog Shelley: The Pursuit:

Those celebrated late Italian lyrics – ‘To a Skylark’, ‘The Cloud’, ‘To Jane’, ‘When the Lamp is Shattered’ – which subsequently established his reputation among a sentimental Victorian reading public, and among generation after generation of schoolchildren, were never of serious concern to Shelley. For the most part they were products of periods of depression and inactivity, haphazard acts of inattention when the main work could not be pushed forward.

DRM og retten til at eje en computer

Cory Doctorow har en lang artikel på Boing Boing, hvor han forklarer hvorfor DRM aldrig vil virke, og hvorfor kampen for at gennemtvinge kopibeskyttelse og afbryde adgangen til The Pirate Bay og diverse andre “uønskede” hjemmesider kun kan lykkes, hvis man forbyder folk at have computere.

Doctorow sammenligner denne type lovgivning med den situation, der ville opstå, hvis man med henvisning til et stigende antal bankrøverier ville forbyde biler at have hjul. Det er et vigtigt argument. Artiklen er værd at læse i sin helhed, men nedenstående citat fanger en central politisk pointe:

The important tests of whether or not a regulation is fit for a purpose are first whether it will work, and second whether or not it will, in the course of doing its work, have effects on everything else. If I wanted Congress, Parliament, or the E.U. to regulate a wheel, it’s unlikely I’d succeed. If I turned up, pointed out that bank robbers always make their escape on wheeled vehicles, and asked, “Can’t we do something about this?”, the answer would be “No”. This is because we don’t know how to make a wheel that is still generally useful for legitimate wheel applications, but useless to bad guys. We can all see that the general benefits of wheels are so profound that we’d be foolish to risk changing them in a foolish errand to stop bank robberies. Even if there were an epidemic of bank robberies—even if society were on the verge of collapse thanks to bank robberies—no-one would think that wheels were the right place to start solving our problems.

However, if I were to show up in that same body to say that I had absolute proof that hands-free phones were making cars dangerous, and I requested a law prohibiting hands-free phones in cars, the regulator might say “Yeah, I’d take your point, we’d do that.”

We might disagree about whether or not this is a good idea, or whether or not my evidence made sense, but very few of us would say that once you take the hands-free phones out of the car, they stop being cars.

We understand that cars remain cars even if we remove features from them. Cars are special-purpose, at least in comparison to wheels, and all that the addition of a hands-free phone does is add one more feature to an already-specialized technology. There’s a heuristic for this: special-purpose technologies are complex, and you can remove features from them without doing fundamental, disfiguring violence to their underlying utility.

This rule of thumb serves regulators well, by and large, but it is rendered null and void by the general-purpose computer and the general-purpose network—the PC and the Internet. If you think of computer software as a feature, a computer with spreadsheets running on it has a spreadsheet feature, and one that’s running World of Warcraft has an MMORPG feature. The heuristic would lead you to think that a computer unable to run spreadsheets or games would be no more of an attack on computing than a ban on car-phones would be an attack on cars.

And, if you think of protocols and websites as features of the network, then saying “fix the Internet so that it doesn’t run BitTorrent”, or “fix the Internet so that thepiratebay.org no longer resolves,” sounds a lot like “change the sound of busy signals,” or “take that pizzeria on the corner off the phone network,” and not like an attack on the fundamental principles of internetworking.

The rule of thumb works for cars, for houses, and for every other substantial area of technological regulation. Not realizing that it fails for the Internet does not make you evil, and it does not make you an ignoramus. It just makes you part of that vast majority of the world, for whom ideas like Turing completeness and end-to-end are meaningless.

Læs det hele.

Ophavsretten er en pest for kunsten og kunstnerne

Det er ikke mig, der siger det, det er Bjørn Bredal i Politiken. Jeg ville ikke selv gå helt så vidt, se herunder. Men først Bredal:

Senest satte EU ’beskyttelses’-perioden for musikoptagelser op fra 50 år til 70 år. Et lodret vanvid, som følger op på det samme vanvid, som i 1990’erne førte til udvidelse af ’beskyttelses’-perioden for døde komponister, forfattere, malere etc.: Kunstnerne dør – og så skal de beskyttes!

Logikken er til at græde over, og det var slemt nok, så længe ’beskyttelsen’ var 50 år: Vi taler helt enkelt om en syg mekanisme, der flytter penge over fra den levende kunst og de levende kunstnere til deres arvinger og især til hele den industri, der administrerer rettigheder.

Lige for tiden er det især filmindustrien, der forlanger sig bedre ’beskyttet’. Folk downloader film fra nettet uden at betale, og det går selvfølgelig ud over filmindustriens indtægter. Og muligvis er der ræson i at bremse den trafik på en eller anden måde – i nogle få år efter at en ny film har haft premiere.

Det er frygtelig forkert, når fortalere for ’mere beskyttelse’ på et eller andet område straks sætter sig op på en høj moralsk hest og taler om ’tyveri’ og ’kriminalitet’ hos dem, der glad og gratis bruger løs af kunsten.

Billedsproget spærrer for udsigten til de praktiske problemer, der skal løses, og fører til det ødelæggende galimatias, som rettighedsindustrien er blevet. Det er forfærdeligt, at Det Kongelige Teater ikke kan opføre en opera af Richard Strauss uden at betale en formue til den for længst døde komponists oldebørns advokater; at lærere på skoler og universiteter ikke kan vise et billede af Picasso uden at begå en ulovlighed; ja: eller at en gymnasielærer ikke kan vise den lille dumme kommentar, du læser netop nu, til sine elever, uden at gymnasiet skal betale royalty for det.

Jeg vil så meget hellere have, at 100 gymnasieelever læser min kommentar, end at jeg får et par hundrede kroner udbetalt fra et firma, der for tiden vokser fuldstændig vildt i sin egen ødelæggende logik og hedder Copydan eller Tekst og Node, eller hvad det aktuelle navn nu er for den rettighedsindustri, der søger at hindre, fordyre og forkrøble udbredelse af tanker og ideer.

Bjørn Bredal og Politiken kunne selv gøre noget for at gøre det muligt for gymnasieelever at læse Bredals kommentar uden at betale for det – de kunne blot udgive bidrag fra Politikens egne skribenter under en Creative Commons-licens, der tillader ikke-kommerciel genanvendelse, hvilket også dækker uddannelsessystemet.

Generelt om ophavsret har den amerikanske juraprofessor Lawrence Lessig foreslået en “totrinsraket”: At ophavsretten gælder 21 år efter udgivelse og herefter mod et gebyr kan fornys i endnu 21 år. And that’s it.

Det ville formentlig løse de fleste af de problemer, Bredal her påpeger.

Endnu en familie splittes af udlændingereglerne

Klasse, Danmark! Denne gang er det pensionistægtepar, der ekspederes ud af landet, fordi de angiveligt har “større tilknytning” til USA end til Danmark.

Jorden kalder S og SF: Hvorfor har i ikke for længst, som noget af det allerførste i gjorde, afskaffet tilknytningskravet helt og aldeles?

I alle tilfælde ligger landet således, som vi læser i Jydske Vestkysten:

Den tidligere medinstruktør af blandt andet tv-serien M*A*S*H har et beløb svarende til fire millioner kroner ståede på to bankkonti i USA og i en amerikansk pensionsordning.

Martin Lowenheim bor i Oksbøl og er gift med Carol Jørgensen, der oprindelig er amerikaner, men blev dansk statsborger i 1988.

Begrundelsen for at udvise Martin Lowenheim er, at parret har større tilknytning til USA end til Danmark.

Ifølge Udlændingeservice skal den aldrende amerikaner altså udvises i morgen søndag den 8. januar, selv om han kan klare sig selv økonomisk.
Advokat Erik Astrup har anket den afgørelse til justitsminister Morten Bødskov (S), og Martin Lowenheim rejser ikke i morgen, som Udlændingeservice forlanger.

– Så vidt jeg kan se, er sagen ikke behandlet af Udlændingeservice. Der er tale om et standardbrev, siger Erik Astrup.

Han vil blandt andet slå på, at Martin Lowenheim er for syg til at klare en tur over Atlanten. Tv-manden har en dårlig bugspytkirtel, og han går dårligt, sidder helst i kørestol.

Åh Danmark, hvornår får vi et land, der ikke insisterer på at p***e på folk, bare fordi de ikke er født her i landet?

Lidt baggrund om den svenske “kopireligion” Kopimi

Fildeling og “piratkopiering” er nu anerkendt som religion i Sverige, med CTRL-C og CTRL-V som hellige symboler. Man må forstå, at juridiske indgreb mod The Pirate Bay fremover vil være at betragte som en krænkelse af religionsfriheden. Bag initiativet, der selvfølgelig skal betragtes som en slags spøg, ligger en elegant finte over for musik- og film-industriens “pirat”-bekæmpere:

In an interview in 2007 or 2008 (I believe, not sure about the date) the swedish lawyer for the MPAA, Monique Wasted, got a question about her views on the people advocating file sharing. Her answer was that “It’s just a few people, very loud. They’re a cult. They call themselves Kopimists.”

She called file sharers “a cult”. But she should know, because besides working for Hollywood she’s also been working as a swedish legal counsil for the church of Scientology. She has for instance helped them sue the swedish government over copyright infringement for putting their bible up as publicly viewable evidence in a court case.

It made me think that it might be benefits to look at what we do as a religious movement. One of the fun things working with The Pirate Bay has always been that we’ve started lots of fun crazy projects. Some work, some (most) fail. I started researching what kind of angle it would give us if we registered a religion.

When the Swedish state church was split from the government, a law about religions was passed to make it possible for anyone to get their religion accepted as long as they had some sort of organisation. The law states that the content of the religion itself is never tried, only that the organisation is there. The law is hence very wide and in order to not be abused for economical reasons, that part of the religion is a separate step, So you won’t get any money from the government (or tax benefits) without a lot of more bureaucracy. But that’s not interesting in this case.

The more interesting thing is that religions in general (I will not go into details here, it’s fun to find out for people in the end) are a bit more protected than political movements. In Sweden the law about freedom of religion is absolute – which means that no other law is higher. That means that laws that is designed to, for instance spy on you, might not be allowed if you commit yourself to your religious act.

In some religions (I don’t know about Kopimistsamfundet yet, maybe they can answer) there’s a Seal of Confession – which means that when you talk to a priest in the congregation, the priest have to keep what you say confidential. This is respected in some countries as law, where the courts can not make the priest testify against the individual. And some religions – at least the Mormons as far as I know – consider all members of the church to be a priest. This is probably the thing that I love the most with kopimism as a religion – we can have yet another form of P2P communication – Priest2priest. With no legal right for anyone to listen in to the conversation perhaps. This must be researched.

Since I’ve had a lot of things to do, projects to start, my church was never started. My working name for it was Church of Copying Kopimists (or short: C.O.C.K. just for the lulz). I told some friends about my idea and in the end they really liked it. This is one of the essential things with how the internet and kopimism works – if you don’t do it, someone else will. I didn’t have to do the work, since the idea that spread was good enough. After a year of iterations it actually worked.

Link: Kopimi as  religion