Modpress

 

Jeg følte ikke den ringeste trang til at deltage i gårsdagens nazi-, regerings- og Dansk Folkeparti-støttede demonstrationer mod Hizb-ut-Tahrirs møde i Det Kongelige Biblioteks “Sorte Diamant”, men ville (hvis ikke jeg havde opholdt mig i Århus) måske snarere have deltaget i selve mødet for at høre, hvad de havde at sige.

I stedet nøjedes jeg med at følge arrangementet live på deres hjemmeside khilafah.dk, og det inspirerede mig til en række kommentarer på Twitter.

Det overordnede indtryk af arrangementet er, at det var meget velforberedt, og foreningens PR-afdeling havde gjort et glimrende arbejde med at vække folks interesse for mødet – der er nok mangen en forening med et tilsvarende lavt medlemstal, der kun kan drømme om en så massiv mediereklame for deres arrangementer, som Hizb-ut-Tahrir her fik foræret af deres såkaldte modstandere.

Selve arrangementet var delt i to, først en dokumentarfilm og en række oplæg fra panelet om krigen i Afghanistan, herefter en noget kortere debat-del, hvor det var muligt at stille spørgsmål.

Mit overordnede indtryk er som sagt, at der var tale om et særdeles velforberedt arrangement, og oplæggene bar præg af stor intelligens og viden om baggrunden for krigen i Afghanistan. Deres analyser af krigens årsager og resultater, og deres lammende kritik af det nuværende korrupte styre i Afghanistan og de grusomme krigsherrer, som det i vid udstrækning hviler på, var både berettiget og præcis. Og det er fuldstændig korrekt at gøre opmærksom på, at civile, og det er både mænd, kvinder og børn, lemlæstes og myrdes af vestlige soldater i en krig, der kan virke komplet udsigts- og formålsløs.

Med mindre altså krigens formål har meget mere at gøre med storpolitiske skaktræk samt olie og naturgas og rørledninger til disse ting end med afghanernes velbefindende. Og hvis det sidste er rigtigt, kan vi vel alle blive enige om, at så har Danmark intet at gøre i denne krig.

Det er også korrekt, at hvis afghanske borgere, lokalområder eller stammer oplever at blive invaderet af fremmede, fjendtlige soldater, så har de ret til at forsvare sig mod disse soldater. Det siger sig selv, og er ganske rigtigt også det argument, som vi i dag bruger til at forsvare den danske modstandsbevægelse (som af datidens medier og politikere netop  blev beskrevet og betragtet som kriminelle terrorister).

Denne del af Hizb-ut-Tahrirs oplæg fremstod som en intelligent, veltilrettelagt analyse med mange pointer, som må være særdeles smertefulde for tilhængere af krigen i Afghanistan. Deres egne forslag til løsning af konflikten var imidlertid ikke specielt overbevisende – det kunne, om noget, give associationer til den revolutionære venstrefløjs revolutionsplaner i 70erne, der nok var funderet i al mulig marxistisk teori og udtænkt til punkt og prikke på det intellektuelle plan, men som ikke ville have haft skyggen af en chance i praksis.

Hizb-ut-Tahrir mener, at alle krigshandlinger i Afghanistan skal indstilles omgående, fra alle sider (de opfordrer altså ikke til angreb på danske eller andre soldater dernede, som det er blevet påstået). Herefter skal det afghanske folk have lov til at vælge en kalif, og denne kalif skal ligesom de fire første kaliffer i Medina regere med folkets opbakning og efter folkets ønsker, idet han holdes på plads og kontrolleres af et uafhængigt domstolsvæsen. Kvinder har fuld stemmeret, og det enkelte individs rettigheder skal sikres. Hvis de vestlige magter nægter at trække sig ud, skal Pakistan udstede et ultimatum om, at de selv vil rykke ind og etablere dette kalifat. Kalifatet vil nu udnævne landets olie og gas til at være samfundets ejendom, og i stedet for at fore den afghanske “præsident” Hamid Karzais og families schweiziske bank-konti vil kaliffen bruge pengene på at udvikle og industrialisere landet til gavn for alle.

Så smuk denne vision end kan være,  er det ikke særligt overbevisende, at det er det, der faktisk ville ske, hvis de vestlige tropper trak sig ud. Al Hizb-ut-Tahrirs tale om “det afghanske folk” kan ikke skjule, at Afghanistan faktisk er et meget fragmenteret land med mange etniske grupper, som aldrig har haft nogen særligt stærkt centralmagt – eller nogen klar forestilling om at være ét “afghansk folk”, for den sags skyld.

Den smertefuldt præcise analyse af krigens ulykker blev altså fulgt op af en rent teoretisk og utopisk løsning, der i praksis (og desværre) ikke har gang på jord.

To spørgere satte i særlig grad fokus på netop det aspekt. En afghaner rejste sig og gjorde opmærksom på, at Afghanistan p.t. har valgt “det onde” – krigsførende, kolonialistisk kapitalisme, som han selv udtrykte det – for at undgå “det ondeste”, nemlig den fundamentalistiske fanatisme, som Taleban repræsenterer. Han beskyldte Hizb-ut-Tahrir for ikke at kende nok til forholdene i Afghanistan og spurgte, hvilken organisation, en eventuel afghansk frihedskæmper kunne eller skulle slutte sig til.

Panelets svar afslørede, at  Hizb-ut-Tahrirs forsvar for modstandskampen er rent teoretisk og principielt – de har ikke som sådan nogen reelt eksisterende modstandsgrupper i Afghanistan, som de støtter og anbefaler.

En kvinde, efter lokalkendskabet at dømme med pakistansk baggrund (hvilket dog var umuligt at afgøre ud fra hendes aldeles flydende danske) gjorde tilsvarende opmærksom på, at deres forslag om, at Pakistan skulle gå ind i konflikten og stille et ultimatum til USA, er fuldstændig urealistisk: Pakistans regering er for det første i lommen på USA, for det andet har den ikke engang fuld kontrol over sit eget territorium, og for det tredje kunne en sådan handling udløse en international krig, som ingen ville vinde.

Svarene på disse og andre spørgsmål viste klart Hizb-ut-Tahrirs retoriske model, som hurtigt blev monoton: Taleren begynder venligt og sagligt med at redegøre for sammenhængen, som han selv ser den, fortsætter med at tale og dvæler ved vestmagternes forbrydelser og de korrupte islamiske regeringers tyveri og depravitet, og ender med at tale vredt og indtrængende om, hvordan disse forbrydelser skal stoppes. Svarene begyndte typisk med sagligt korrekte argumenter og oplysninger, men endte i en følelsesmæssig appel, der i sidste ende betyder: Kvinder og børn dør, og derfor har jeg ret – eller vil du måske, at kvinder og børn dør? Ganske politikeragtigt, i grunden.

Der er ingen tvivl om, at mødets arrangører er både engagerede og velmenende – men deres svar på de to kritiske spørgsmål, som jeg har refereret her, var ikke specielt overbevisende. Analysen af, hvad der er galt i Afghanistan, er egentlig god nok, men deres løsningsforslag kan umuligt omsættes i praksis.

Betyder det så, at Hizb-ut-Tahrir afslørede sig selv som lige så “farlige”, som moddemonstranterne forsøgte at gøre opmærksom på? Nej, ikke i mine øjne. Det er svært ikke at sympatisere bare en lille smule med deres mod og deres engagement i arbejdet mod de forbrydelser, der faktisk begås i Afghanistan. Det urealistiske i de konkrete planer minder mere end noget andet om 70ernes og 80ernes virkelighedsfjerne, men uskadelige universitetsmarxister, hvis revolutionsromantik kunne udfolde sig frit, ubesudlet af noget forsøg på faktisk at aktualisere den som virkelighed.

Og som med universitetsmarxisterne kunne man ønske, at de engagerede unge mennesker kom ind i kampen og bidrog til ting, der helt konkret kunne gøre livet bedre for folk i Afghanistan – frem for luftige planer, der forudsætter, at man først gennemfører en socialistisk revolution eller et kalifat, eller udskifter regimet i Pakistan. I den forstand var Hizb-ut-Tahrirs møde rigt på oplysning, analyser og spørgsmål, men fattigt på brugbare svar.

Se også: Afghanistan – drømmen og virkeligheden