Jesper Langballe tager bladet fra munden og går amok

Når Pia Kjærgsgaard er nødt til at gå ud og tage eksplicit afstand fra Søren Krarup og Jesper Langballe – noget, hun ellers aldrig før har gjort – er der grund til at tro, at Dansk Folkeparti så småt begynder at føle sig presset.

Det er også en slem én, Langballe dér har begået: Muslimske fædre myrder deres døtre og lader deres brødre voldtage dem. Det er faktisk så slemt, at den eneste rigtigt gode sammenligning er den gamle “blodløgn” om jøder. Kære læser, ville det overraske dem at høre, at Langballe ud over at være en yderligtgående muslimhader også er rabiat antisemit?

Men det er han. Engelbreth trækker tråden på sin Politiken-blog:

Langballes aktuelle påstand om, at muslimske fædre “nøjes med at slå døtrene ihjel” og så “vender det blinde øje til onklernes voldtægt” er med andre ord blot det seneste udfald i en række – det bør med andre ord ikke komme bag på nogen, og da slet ikke Dansk Folkepartis top, der burde have ekskluderet manden for længst.

Karakteren af de værste af hans antimuslimske udfald minder vel til tider i sine generaliseringer om det groteske jødehad, som Tidehverv eksponerede i 1999 med udgivelsen af bogen Mod tyrken og jøden, der indeholder tre yderst kontroversielle skrifter af den protestantiske reformator Martin Luther.

Her udtrykkes den mest uforsonlige dæmonisering af islam og jødedom, sidstnævnte i skriftet Om jøderne og deres løgne (1543), som også nazisterne anvendte i deres antisemitiske propaganda.

Luther beskylder jøderne for at være “giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst”. De er simpelthen ondskabens udspring, og “de har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn”.

‘Kuren’ mod jøderne parallelliseres med kirurgens indgreb mod koldbrand: “Når der er gået koldbrand i kroppen, går de ubarmhjertigt til værks og skærer, saver og brænder kød, årer, marv og ben bort. Således skal man også gøre her, nedbrænde deres synagoger …”

Dette møgfald af sludder, som ingen præst med respekt for sig selv længere kunne drømme om at tillægge saglig værdi i det 20. og 21. århundrede, og som hidtil kun var udgivet ufuldstændigt på dansk af nazisterne i 1938 og 1972, genudgav Tidehverv altså i 1999 – ikke som ‘historisk kuriosum’ eller ‘kildeskrift’, nej, som et epokegørende og fremragende skrift ifølge Jesper Langballe.

Han betegner det sågar som et af reformatorens teologiske hovedværker (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999) og kalder det for “Luthers fremragende teologiske stridsskrift”, der har for hans eget vedkommende ligefrem var “noget af en bibel-teologisk åbenbaring med hensyn til Det gamle Testamentes kristelige placering”.

Ifølge Langballe bliver det her “sagt og dokumenteret – jeg havde nær sagt videnskabeligt dokumenteret – at GT [Det Gamle Testamente] ikke er jødedommens bog”.

Hele Det Gamle Testamente – der som bekendt er nedfældet af jøder, og som indeholder jødernes helligste fundament, Torahen – bliver med Langballes pennestrøg revet ud af jødedommen.

Endelig tilføjer han, at “jødedommen i kraft af sin Kristus-fornægtendle lære er frafald og gudsbespottelse”.

Langballe er med andre ord et eksempel på, at det ikke altid er rigtigt at kalde tidens ubehagelige modvilje mod muslimer for “ny-antisemitisme“, som jeg ellers ofte har gjort – Langballe er hverken mere eller mindre end en god, gammeldags ægte antisemit, som har lige så meget imod muslimer, som han har imod jøder og omvendt.

På ét punkt kan jeg dog ikke helt følge Engelbreth, nemlig der, hvor han skriver, at Dansk Folkepartis ledelse “burde have ekskluderet manden for længst”.  For hvad forskel gør det, om Langballe ekskluderes eller ej? Krarup og Langballe og Espersen og deres had til muslimer og islam er Dansk Folkeparti. Uden denne frygt for “de andre” har Pia Kjærsgaard ingen sag og intet parti.

Dansk Folkeparti skal ikke reformeres og presses til at ekskludere sine ekstremister, Dansk Folkeparti skal bekæmpes og sættes helt uden for indflydelse. Der skal gøres en ende ikke blot på partiets indflydelse, men også på de andre partiers medløberi og højredrejning.

Dette har indtil videre lange udsigter, men i det mindste er partiet da så presset, at det er nødt til at tage afstand fra sine ideologiske bagmænds værste påstande. Dette er et lille skridt i den rigtige retning.

Forbyd systematisk overvågning af stræder og gader

Google Streetview er nu gået i luften og konkurrerer med Kraks lignende tjeneste. De to firmaer har haft biler kørerende med kameraer rundt i det meste af Danmark og filmet taget billeder af alt og alle. Derefter har de klippet billederne sammen og lagt det ud på nettet, til fri benyttelse.

Det lyder jo udmiddelbart som en god feature, sådan at kunne få et snapshot af et hvilket som helst sted, men faktum er at det er et kæmpe overgreb mod de folk der bevæger sig rundt i byen. Samt naturligvis de folk der befinder sig i privatsfæren bag vinduer i uheldige situationer.

Der har været 100vis af eksempler især fra USA hvor folk er blevet fanget solbadende, kommende ud fra pornobutikker, med elskerinden i hånden eller andre situationer, hvor Google maps og lignende tjenester har ødelagt deres liv, ved at invadere deres privatliv. I de få timer tjenesterne har været online i Danmark, har der da også allerede været eksempler på billeder af folk der bliver kørt ned, billeder ind af små børns vinduer, samt solbadende fanget i uheldige situationer.

Genindfør venligst privatlivets fred i Danmark – og forbyd systematisk overvågning af stræder og gader. Nu!

link til Google og Kraks svineri.

Ytringsfriheden og truslen mod den

Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff sætter fokus på SFs vanvittige forslag om at kriminalisere “terrorsurf” i  en veloplagt klumme i Dagbladet Arbejderen.

Hvis man undrer sig over et sådant forslag fra netop SF, skal man huske, at der er fortilfælde:

Det er sådan noget, der sker, når magten og indflydelsen bliver vigtigere end det, det oprindelig var meningen, den skulle bruges til.

Og ikke nok med det, vælgerne og de nye politiske sengekammerater må overbevises om, at man mener det alvorligt, hvilket ofte fører til en art ‘overkompensation’, hvor man i om muligt endnu højere grad spiller på befolkningens fordomme og hysteri. […]

Ethvert totalitært styre må først skaffe sig af med ytringsfriheden. Det er ikke populært, hvorfor man som bekendt har søgt at føre krigen over i fjendens lejr ved at publicere nogle tegninger af omtrent samme lødighed som nazisternes jødekarikaturer, og som den minoritet, man ønskede at lægge for had, måtte reagere på.

Men her taler vi ikke om et par sindsforvirrede øksemænd, men om et internationalt komplot med det formål at bringe enhver kritik til tavshed. Vi ser det i skueprocessen imod Foreningen Oprør, der meget vel kan give os vores første – men næppe sidste – samvittighedsfange, og hvor det politiske formål kun har yderst lidt at gøre med indholdet af anklageskriftet.

Hvad det i sidste ende drejer sig om, er retten til i tale og på skrift at solidarisere sig med undertrykte grupper og folkeslag. Statsmagten og de kapitalinteresser, den repræsenterer, vil nemlig altid bruge vold for at nå sine mål.

Tilbage står blot at stemple enhver form for nødværge som ‘terror’. Det er da også det, det omtalte forslag går ud på, nemlig at gøre ikke blot formidlingen, men selve tilegnelsen af information til en forbrydelse.

Det svarer med andre ord til forbuddet mod at lytte til BBC under krigen. Værnemagten ønskede meget naturligt ikke, at befolkningen skulle kende sandheden om dens ‘strategiske tilbagetog’, og på samme måde skal vi helst ikke få mistanke om, hvor hadede og foragtede som nation, vi er ved at blive.

Der er tale om ‘sider, der opfordrer til vold’, og hvad er så det? Sider, der viderebringer en forståelse for mennesker, der desperat forsvarer sig mod regeringernes folkedrab, deres situation og dens baggrund?

Eller blot alt andet end DR`s politiserier og øvrige slet skjulte propaganda? Det er med fuldt overlæg vagt formuleret og indbyder til ‘agtpågivenhed’ og selvcensur.

Det var den samme taktik, man benyttede for at undgå pinlige demonstrationer i forbindelse med klimatopmødet. I stedet for at udstede et udgangsforbud gjorde man det ved massearrestationer af uskyldige mennesker klart, at enhver lovlydig borger ved blot at opholde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt risikerede mishandling og tortur – hvad enten man så kalder det for futtog eller papegøjepind.

Link: Ytringsfrihed

Hvad blev der af de udviste irakere?

Informations Anton Geist har været i Irak og følge op på historien om de irakere, som efter mange år i danske asylcentre nu er blevet udvist til et krigshelvede, udenrigsministeriets egne delegationer ikke engang tør rejse ned til på fact-finding-mission.

Vi læser blandt andet om Arsad fra Kirkuk, som de danske myndigheder fik gennemtrumfet, ikke var fra Kirkuk – hvis han havde været det, skulle han nemlig have haft asyl:

»Jeg er ked af, det er gået sådan her. Jeg kunne have forsørget mig selv. Jeg kunne have betalt skat. Det havde været godt for både Danmark og mig,« siger Arsad.

Han er bitter.

»Jeg havde et liv. Det har jeg ikke mere. Efter otte år. Danmark har gjort mig til et nul,« siger han.

»Jeg er ingenting her. Jeg har ikke noget arbejde. Jeg er bange. Jeg tør ikke gå ud alene. Hvad har Danmark fået ud af at gøre det mod mig?«

Kirkuk er hårdt ramt af terror. Det er alle, Information taler med i provinsen, enige om. Og uden for provinsen har mange advaret os mod at tage dertil.

»Hvis det ikke var for jer, kunne jeg aldrig drømme om at tage dertil. Man ved aldrig, hvad der sker i Kirkuk,« som vores chauffør siger.

Men for et par år siden var situationen endnu mere kritisk i Kirkuk, er de fleste også enige om.

Netop dengang, da drabs- tallene toppede i provinsen, fik Arsad afslag fra Flygtningenævnet. Han havde søgt om genoptagelse af sin asylsag, blandt andet på baggrund af den seneste rapport fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR, der slog fast, at den etniske og sekteriske vold i Kirkuk var så udbredt, at alle derfra havde krav på asyl – hvilket ifølge UNHCR stadig er tilfældet.

Nævnet mente ikke, at »de nye oplysninger om situationen i Irak, herunder i Kirkuk, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at genoptage sagen«.

»De ved ikke, hvad de taler om. Hvis de var mig, ville de heller ikke kunne holde det ud,« siger Arsad.

Han flygtede i 2001 fra Irak, fordi repræsentanter fra Saddam Husseins Baath-parti flere gange havde opfordret ham til at melde sig til en af landets militsenheder. På det tidspunkt fik alle fra provinsen asyl i Danmark. Men Udlændingestyrelsen mente ikke, at han stammer fra Kirkuk.

Arsad besvarede ganske vist en lang række spørgsmål om Kirkuk korrekt og kunne tegne kort over byens gader og floder. Men et svensk firma foretog en analyse af hans dialekt og fandt frem til, at han brugte et for ‘kylling’, som man ikke bruger i Kirkuk, men lidt længere nordpå i den kurdiske by Sulaymaniyah.

Udlændingestyrelsen antog derfor, at Arsad stammede fra de kurdiske områder i det nordlige Irak, som ikke var under Saddam Husseins kontrol.

»Styrelsen finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder særlig UNHCR’s oplysninger vedrørende forholdende i det nordlige Irak, må lægges til grund, at du vil kunne vende tilbage til det nordlige Irak uden at risikere forfølgelse fra de irakiske myndigheders side,« skrev den ansvarlige embedsmand til Arsad.

Senere fastslog myndighederne i det nye demokratiske Irak, at Arsad rent faktisk stammer fra Kirkuk. Men på det tidspunkt var Saddam Hussein blevet væltet. Og de danske udlændingemyndigheder valgte ikke længere at lægge UNHCR’s anbefalinger til grund for deres beslutninger.

»Tænk at sådan noget kan ske i et civiliseret land,« siger Arsad. »Den slags beslutninger har ødelagt mit liv.«

Link: ‘Danmark har gjort mig til et nul’

Vampyrer og Magia Posthuma Q&A

Niels K. Petersen, hvis navn vil være en del  bekendt fra fan- og andre sammenhænge, bliver interviewet af Anthony Hogg på hans blog Diary of an Amateur Vampirologist.

Interviewet er i to dele og handler om Niels’ arbejde med vampyrer, ikke mindst på den engelsksprogede blog Magia Posthuma:

AH: You started your blog in 2007, but your readers probably aren’t aware that you’ve been writing about vampires for a lot longer. Could you give us a background?

NKP: Well, I edited a fanzine on vampires and horror fiction when I was pretty young, so I wrote some articles on vampires that were based on books like Anthony Masters’ The Natural History of the Vampire. Later on, I was asked to write a couple of articles on similar matters, including a history of vampire cinema for a Danish magazine on horror movies to coincide with Coppola’s movie Bram Stoker’s Dracula.

But for many years I wasn’t actively doing anything related to the subject apart from perhaps watching the occasional vampire movie. I had become a father and was busy with other things. And I was still pretty disillusioned with most of the books that were published at the time. I suppose I had more or less dropped the subject.

But in 2006 I decided to compile the material I had for a book in my native language, Danish. However, when I began working on it, I started looking for extra information and for some of the books I didn’t have. I also discovered papers and a few books published in recent years, mostly in German, and thanks to the internet I was able to finally get hold of some of the books that had been almost impossible to find earlier on. […]

AH: Part of the reason for your blog’s existence, was to relay your attempts at finding a copy of de Schertz’s famous Magia Posthuma, a work very few authors have read. Where did you find your copy and why do you think other writers have struggled to find a copy of this work?

NKP: If I wasn’t seriously searching for that book, I may never have started my blog, and probably would not have attempted to launch the term “magia posthuma” as a kind of brand for the topic. Magia Posthuma is famous because of Dom Calmet who wrote about it in his Dissertation, but apparently it wasn’t widely read or even known in the 18th century, and probably never has been. Because of Calmet and those who have cribbed from him it has become a well-known title, even becoming the name of a Belgian metal band for a short period.

I was finally able to read a copy thanks to the Royal Library in Copenhagen, but I had to help them by pointing in the direction of a copy. As far as I know now, there are two copies in the Czech Republic and one in France, the latter one probably the copy that Calmet himself read. […]

AH: Apart from finding a copy of de Schertz’s book, what would you say is your proudest achievement, so far, in your vampirological studies and aims?

NKP: I am happy to have inspired people in Vienna to arrange a conference on vampirism and to have participated. That certainly has been one of the highlights of my active interest in the subject. I also want to mention my delight in inspiring and helping various people in their studies and research. It seems that I have inspired a couple of students in their choice of thesis. I am frequently surprised at the kind of response I get from my blog. Some of the feedback I have received can be seen on the blog, but a lot of it is only communicated by e-mail.

Magia Posthuma er altså en blog om vampirismen og dens historie, eller for at sige det med dens egne ord:

On several occasions, particularly on the periphery of the Habsburg Empire during the 17th and 18th centuries, dead people were suspected of being revenants or vampires, and consequently dug up and destroyed. Contemporary authors named this phenomenon Magia Posthuma. This blog is dedicated to understanding what happened and why.

Med andre ord, et ofte spændende bekendtskab.
Link: Q & A with Niels K. Petersen, Part 1, Q & A with Niels K. Petersen, Part 2.

Burkaer og sygehuse – de signaler, man ikke sender

Ole Wolf har et meget præcist indlæg, hvor han konstaterer, at hvis det er så enormtvigtigt at “sende et signal” om, at det ikke er OK at gå i burka i Danmark, selv om der ganske vist ingen eller næsten ingen, der faktisk går i en sådan klædedragt, så er det i sig selv et signal om, at der er signaler, det ikke er vigtigt at sende.

Man vil gerne “sende et signal” om, at vi ikke bryder os om folk i muslimske klæder, men vi har åbenbart ikke så travlt med at forbyde folk at gå med skrårem og seler og gå i strækmarch, selv om det formentlig er mindst lige så stort et problem som de 0-3 (± undersøgelsens usikkerhed) burkabærende kvinder.

Men er åbenbart heller ikke så interesseret i at “sende signaler” om, at vi står vagt om sundhedsvæsnet og beskytter det mod fyringer, eller om at vi er modstandere af bankernes og pensionskassernes hensynsløse manipulation med og udplyndring af deres kunder. Og det er åbenbart heller ikke vigtigt at “sende et signal” om, at vi gerne vil gøre vores for at sikre mod global opvarmning og trække vores læs i begrænsningen af CO2-udslip. Alle disse og mange flere signaler er det åbenbart ikke så vigtigt at sende. Men burkaer …?

Som Ole siger:

Når man begår et valg, begår man også fravalg. Blandt mange mulige signaler har man valgt ét, der var det vigtigste. Politikernes valg af signaler fortæller hvilke signaler, de finder mindre vigtige.

Skulle regeringen have valgt beklædning, der symboliserer undertrykkelse og antidemokratiske holdninger, kunne regeringen have valgt at forbyde skrårem og seler. Ganske vist er der ingen (eller i det mindste temmelig få), der bærer denne beklædning, men da det ikke skorter på politikernes sammenligninger mellem islam og nazisme – og efterfølgende domme for racisme – så udtrykker dette fravalg, at man reelt opfatter islam som værre. I betragtning af den generelle højredrejning i dansk politik og det forhold, at Dansk Folkeparti har et glimrende forhold til nazister er nazismen ellers nærværende nok gennem dens noget tydeligere involvering i politiske spørgsmål, end muslimer tager sig tid til. Man udsender et signal om, at nazisme er mere acceptabelt end islam.

De Konservative kunne også have valgt at fremhæve f.eks. var klimaet og miljøet, den stigende fattigdom, fyringerne på sygehusene, finanskrisen eller andre, yderst nærværende problemer som deres højest prioriterede politik, men det blev alligevel burkaforbudet, der vejede tungest. Det sender det skjulte signal, at de Konservative ikke er specielt optagede af disse vigtige emner.

Regeringens partier og støtteparti overbyder hinanden med krav om højere straffe og flere forbud på grund af ganske få personer, og de indførte rockerlov, overvågning, lømmelpakke og en terrorlov, som endnu ikke har fanget en eneste terrorist. Samtidig slipper økonomiske forbrydere lige så billigt som hidtil, og rocker- og terrorlov bruges til at dømme folk (nogle gange for justitsmord), der ikke har den mindste relation til hverken bandekriminalitet eller terror, mens lømmelpakken bruges til at forhindre folk i at demonstrere mod et klimatopmøde, som de demonstrerende ønskede at gøre opmærksom på ville blive en monumental fiasko.

Men hver gang, regeringens partier fremsætter et lovforslag, udtaler sig principielt eller ønsker at sende signaler, er der en række lovforslag, de ikke fremsætter. Der er en række principper, de tier om, og der er en række signaler, de ikke sender. Tavshed kan være meget sigende, og de ord, regeringen ikke siger, når den buldrer frem med mange hårde ord, er næsten øredøvende.

Link: Skjult signalpolitik

Racisme i dækningen af jordskælvet på Haiti

På videoen ser man blandt andet, hvordan almindelige mennesker i Port-au-Prince hjalp hinanden og forsøgte at grave overlevende ud af ruinerne, mens FN og det internationale samfund pillede sig i …

Lidt inde ser man en dame, der spørger: “Jeg kan ikke se, at FN  er kommet for at hjælpe os? Hvor er de?”

Nu hopper Politiken så også med på historien om de plyndrende horder, der giver “sikkerhedsproblemer”, mens landets befolkning er dybt taknemmelige over hjælpen udefra. Men det er løgn. En amerikansk læge på et haitiansk hospital understreger, at der ikke er nogen “security issues” – overhovedet:

Two days ago, we began operating. We had four operating rooms up as quick as possible and have been using them ever since. We don’t have full proper anesthesia. We’re missing many of the materials we need. But that has been working. As of last night, we have some electricity on the campus, and we’ll be able to start operating twenty-four hours a day through this night and on through tomorrow.

I think, you know, the singing and the [inaudible], I know, is clear to many, certainly anyone who has followed Haiti and cared about this special country. One thing that I think is really important for people to understand is that misinformation and rumors and, I think at the bottom of the issue, racism has slowed the recovery efforts of this hospital. Security issues over the last forty-eight hours have been our—quote “security issues” over the last forty-eight hours have been our leading concern. And there are no security issues. I’ve been with my Haitian colleagues. I’m staying at a friend’s house in Port-au-Prince. We’re working for the Ministry of Public Health for the direction of this hospital as volunteers. But I’m living and moving with friends. We’ve been circulating throughout the city until 2:00 and 3:00 in the morning every night, evacuating patients, moving materials. There’s no UN guards. There’s no US military presence. There’s no Haitian police presence. And there’s also no violence. There is no insecurity.

Men det er jo ikke helt, hvad der fremgår af de historier, vi får serveret i den danske presse. Og hvorfor? Formentlig for, at vi kan få bekræftet forestillingen eller myten om, hvor “gode” de vestlige lande er, når de “hjælper” – mens kyniske og store økonomiske interesser møver sig ind ad bagdøren for at udnytte situationen, det bedste de har lært.

Som Lenin observer på sin grav, bliver disse løgne misbrugt til at forlange en undtagelsestilstand, der reelt vil give de amerikanske styrker i Haiti diktatoriske beføjelser:

This ‘security’ mytheme has also been used to justify the imposition of martial law, at the behest of the United States, which will be enforced by the US military:

Secretary of State Hillary Clinton had demanded the imposition of the emergency decree during her visit to Haiti on Saturday. “The decree would give the government an enormous amount of authority, which in practice they would delegate to us,” Clinton declared.

Haitian police and UN troops have already been firing at crowds characterised as ‘looters’, even if they didn’t necessarily have any purloined goods on them at the time. However, the US government is profoundly aware of its PR predicament, inasmuch as many people may refuse to be dazzled by the propaganda and notice the fact that the US has actually just invaded, taken control of the aid, blocked the entry of field hospitals and aid equipment on spurious grounds, and is now in the position of using its immense military advantages to impose martial law on an occupied country. So, the military bosses are telling anyone who will listen that “we’re not in Haiti to fight”. Well, of course they’re not. They genuinely expect people to do as they’re told without the question of a fight coming into it. Commentators can fulminate about machetes in Haitian hands, but 82nd Airborne has assault rifles and, if they consider it necessary, helicopter gunships, missiles, fighter jets, and behind them the entire galactically enormous arsenal of US imperialism. They are in a country whose GDP is a mere 1% of the US military budget in a single year. They are in a country that they have already tortured with death squads and terrorised under a UN mandate. Of course they don’t expect a fight.

Er der da ingen grænser for, hvor dybt danske journalister vil synke, og hvor grove og racistiske løgne, de vil lade sig misbruge til uden at stille selv det mindste lillebitte spørgsmålstegn? Man undres (desværre ikke helt så meget længere).

Via Lenin’s Tomb.

Ytringstvang og frygt

Interessant som debatten om Tegningekrisen nu handler mere om hvordan man kan tvinge folk til at ytre noget de ikke tør eller vil. Se blot Lauritz. com der ikke vil sælge Westergaards tegninger, fordi de frygter for deres medarbejderes sikkerhed – en lidt besynderlig holdning, da øksemanden næppe går efter auktionsmedarbejdere, men fair nok, angst er ofte irationelt.

Sørme om statsministeren nu går til angreb på Lauritz.com! Sammen med et sammenrend af højrerabiate, fyrer han følgende svada af:

“Det officielle Danmark gør, hvad det kan, for at beskytte Kurt Westergaard, men hvis resten af Danmark vender ham ryggen og siger: Det bliver ikke i min boghandel, vi sælger dine bøger, ikke i mit auktionshus, vi sælger din kunst, og ikke i min avis, vi trykker din tegning, så tager vi brødet ud af munden på ham og stigmatiserer ham”

Personligt vil jeg aldrig sælge noget af en overbevist racist som Kurt Westergaard, der gladeligt lader sig hylde på DFs landsmøde, men skulle vi ikke lade danskerne selv vurdere om det ligefrem er farligt at handle med manden? Måske burde regeringen i stedet for at kritisere Lauritz.com, forklare danskerne at risikoen for at nogle islamister skulle slå tilfældige medarbejder på auktionshuset ned er decideret ikke-eksisterende.

Men det vil regeringen naturligvis ikke – for den lever af frygten og de stemmer det giver på valgdagen.

link til regeringen der forsøger at holde frygten i live

Krydstogtskib gør holdt ved privat strand i Haiti, nyder livet få kilometer fra katastrofen

Fra Boing Boing, uden yderligere kommentarer:

The Royal Caribbean Cruise Lines’ ship Independence of the Seas went ahead with its scheduled stop at a fenced-in private Haitian beach surrounded by armed guards, leaving its passengers to “cut loose” on the beach, just a few kilometers from one of the worst humanitarian disasters in the region’s history. The ship’s owners justified it as a humanitarian call, because the ship also delivered 40 palettes of relief supplies while its passengers frolicked on zip-lines and ate barbeque within the 12-foot-high fence’s perimeter:

The Florida cruise company leases a picturesque wooded peninsula and its five pristine beaches from the government for passengers to “cut loose” with watersports, barbecues, and shopping for trinkets at a craft market before returning on board before dusk. Safety is guaranteed by armed guards at the gate.

The decision to go ahead with the visit has divided passengers. The ships carry some food aid, and the cruise line has pledged to donate all proceeds from the visit to help stricken Haitians. But many passengers will stay aboard when they dock; one said he was “sickened”.

“I just can’t see myself sunning on the beach, playing in the water, eating a barbecue, and enjoying a cocktail while [in Port-au-Prince] there are tens of thousands of dead people being piled up on the streets, with the survivors stunned and looking for food and water,” one passenger wrote on the Cruise Critic internet forum.

“It was hard enough to sit and eat a picnic lunch at Labadee before the quake, knowing how many Haitians were starving,” said another. “I can’t imagine having to choke down a burger there now.”

Cruise ships still find a Haitian berth

(Image: Frontal view, a Creative Commons Attribution photo from Bernt Rostad’s photostream)