En uhyggeligt tankevækkende video om den uhyrlige ulighed, der er blevet den økonomiske virkelighed i USA. Måske “krisen” i virkeligheden hele tiden blot har været en fordelingskrise.
Via Mashable.
Kultur, natur og modstand
En uhyggeligt tankevækkende video om den uhyrlige ulighed, der er blevet den økonomiske virkelighed i USA. Måske “krisen” i virkeligheden hele tiden blot har været en fordelingskrise.
Via Mashable.
Sidder du ned? På en stol? Er du mæt? Er dine børn mætte?
Så er det hele måske ikke så skidt endda – så det kunne være du skulle give en hånd til de allerfattigste – du kunne fx samle ind til en velgørende organisation – eller hvis du er til den dovne side, støtte en indsamling på nettet.
Du bør også gå til SU-demostration i dag kl. 15 på Christiansborg.
De sidste par dage har tydeligt vist at når politikerne regner med at folket har travlt nok med at holde næsen oven vande, så pisser de på dem. Så ud af sofaen – og gør en forskel.
Disclaimer: Har min daglige gang i Folkekirkens Nødhjælp – og har haft megen glæde af SU, så er så biaset som man kan blive
Hr. Kommentar skriver:
Arbejdsløshed i sig selv er ikke et kæmpe problem. Det er godt for miljøet, og det giver folk mulighed for at opdage det vidunderlige i at have tid, men ingen penge, i stedet for at have penge og ingen tid.
Det er en gigantisk socialiseringsmaskine, men det er ikke nogen særligt spændende mennesker, der kommer ud af maskinen. Det holder også uligheden nede, men det er fordi man har besluttet, at arbejde er den primære mekanisme for fordeling af velstanden – det kunne ændres.
Men det er et problem, hvis samfundets værdier drejer sig omkring det at arbejde. Når der ikke er arbejde nok til alle, og dem uden arbejde får at vide, at det er fordi de er dovne og selviske, så er det meget skidt for dem, der ikke kan få arbejde.
Så knep jer, der skælder ud på arbejdsløse, mens I får folk fyret i massevis. Knep jer i røvhullet med en rusten morgenstjerne, for I er ondskabsfulde, ækle mennesker, der ikke fortjener bedre.
Jeg kunne vist ikke have sagt det bedre selv. Hvad er det nu, der er galt med slagordet “arbejde gør fri”?
Der er ingen tvivl om, at det er svære tider for aviserne i disse år. Annonceindtægterne skrumper efterhånden som annoncerne forsvinder ud på nettet og ikke mindst Google opsuger det meste af avisernes før så lukrative marked.
Samtidig er ethvert kommercielt medie nu om dage nødt til at have en elektronisk udgave, og der har været forskellige filosofier om, hvordan den kan realiseres – bortset fra annoncekronerne er det jo småt med indtægter, hvis man lige så godt kan læse aviserne på nettet, som man kan købe papirudgaven.
Nogle aviser forsøger at råde bod på dette ved fortsat at lægge nyhederne på nettet, men kun gøre dem tilgængelige for abonnenter. Politikens læserredaktør Flemming Ytzen forklarer her om Politikens tilgang:
Efter mange års tilløb gør vi om kort tid op med gratisprincippet for de nyheder og det baggrundsstof, vi lægger ud på nettet. For politiken.dk bliver en betalingsavis i slutningen af maj.
Det indebærer, at brugerne uden beregning kan læse 25 artikler om måneden på den stationære eller bærbare computer, den smarte mobiltelefon eller iPaden og dens konkurrenter.
Men for dem, hvor nysgerrigheden og videbegærligheden giver lyst til mere, kommer der et betalingskrav. De vil blive bedt om at tegne et digitalt abonnement til 44 kr. om måneden. (…)
Man kan bebrejde os, at vi lod gratisprincippet regere for længe.
Men disse tider er uigenkaldeligt forbi. Heldigvis. Velkommen til den digitale betalingsvirkelighed. Den er kommet for at blive.
Nuvel, to ting. For det første: Hvis man gerne vil læse 25 artikler gratis, skal man først registrere sig som bruger for overhovedet at få adgang til det?
Men for det andet, og væsentligere: Jeg har ikke i sinde at tegne det nye abonnement på 44 kroner om måneden. Det er ikke, fordi jeg finder beløbet urimeligt – det er faktisk helt rimeligt, hvis man til gengæld kan læse alle artikler i Politiken, svarende til “en god kop kaffe”, som Ytzen anfører. Det er heller ikke, fordi Politiken er en dårlig avis. Med nyere folk som Tarek Omar og Rune Engelbreth Larsen om bord har den i de senere år såmænd udviklet sig til Danmarks ubestridt bedste avis, en titel som Jyllands-Posten ellers (rent journalistisk, og til trods for dens ofte højreekstreme holdninger) besad i mange år.
Det er selvfølgelig heller ikke, fordi jeg ikke har råd til det. Det er, fordi jeg ikke tror på paywalls som løsning på avisernes økonomiske og journalistiske problemer og derfor heller ikke ønsker at støtte en sådan løsning. Det eneste, Politiken vil opnå ved at sætte betalingsmuren op, er at eliminere sin egen relevans som netmedie og dermed at eliminere sin egen relevans som medie overhovedet. Det er let at se, at avisbranchen er i knibe og at truslen fra det store net er reel – men det er til gengæld ikke let at se, hvilken forskel 44 kroner pr. læser pr. måned skulle gøre i en branche, hvor produktet reelt aldrig har været financieret af løssalget, men af annoncekroner. Læg hertil, at en lige så reel trussel fra nettet er, at det undergraver avisernes status som eneste nyhedskilde – vi køber ikke længere én avis og læser den, men skimmer i stedet hurtigt 3-10 aviser og får som bonus et indtryk af deres forskellige vinklinger.
Med en betalingsmur opnår aviserne blot, at deres sider ikke længere kan ses og indekseres af søgemaskinerne – og det vil sige, at nye læsere ikke finder vej til deres mest interessante artikler. Betalingsmuren er ikke Internetavisens redning, men dens død. Hvad der så er redningen, kan jeg desværre ikke umiddelbart svare på – måske aviserne virkelig og slet og ret er ved at dø, eller måske der skal noget helt nyt til for at genoprette dem såvel som den professionelle, dybdeborende kvalitetsjournalistik. Jeg ved det ikke – men jeg ved, at paywalls ikke er løsningen.
Farvel, Politiken.dk, og lad mig endelig vide, når du er kommet på bedre tanker.
En dansk mesterkok indvier de udenlandske seere i det danske cuisines mysterier og intime og velkendte forhold til dansk kultur.
En tiltrængt oplysningskampagne for de af vore medmennesker, der er så uheldige at være født uden for Danmarks grænser. Et must for enhver, der ønsker at forstå den finere danske madkultur.
Hvis du undrer dig over, hvor DA og regeringen med flere gerne vil hen, når de taler om at “forbedre konkurrenceevnen” og skære i arbejdsløshedsforsikringen:
Inside Amazon’s flagship factory in Rugeley, Staffordshire, a new way of working is evolving. There is a strong topnote of distrust, evinced by the full-body scanners that workers have to pass, every time they leave, to prove they haven’t stolen anything. The profound insecurity built into the employment model is dressed up as discipline – which is to say, Amazon expects huge seasonal fluctuations in the number of people it needs, yet likes to mask their dismissals behind a misdeameanour, so a lot of people get axed for crimes like being ill. There’s a lifesized blonde lady made of cardboard at the entrance, with a think bubble coming out of her head that says, “This is the best job I’ve ever had!” If that detail alone is enough to make your blood run cold, marry it to the testimony of the chairman of nearby Lea Hall Miners Welfare Centre and Social Club: “The feedback we’re getting is that it’s like being in a slave camp.”
Of all the details revealed by the Financial Times, the one that sank my spirits was the electronic tagging – workers have a handheld device directing them to goods. But these devices also measure their productivity in real time. If they lag behind, the machine bugs them. They are issued with constant warnings not to talk to one another or tarry for any reason. A lot of people find it quite stressful. Call them crazy.
Ja, Amazon.
Tesco, en af verdens største supermarkedskæder, kan også godt:
Meanwhile, in Tesco’s Donabate distribution centre in Dublin, workers wearing these tags are awarded percentages for their speediness (100% if they perform a task in the time estimated, 200% if they’re twice as fast, and so on), but claim they are docked if they take a loo break; afterwards, they find they have to work much faster – to get back up to their 100%. To put it in context, workers routinely scoring 110% are reported to be sweating quite hard for most of the day. So making up your targets is no walk in the park.
Så hvis du undrer dig over, hvorfor dagpengene partout skal forringes, de sociale ydelser skæres og mindstelønnen skæres ned, så er svaret her: De skal sættes ned og helst afskaffes, for at folk kan blive desperate – for at du kan blive desperat – efter at få lov til at tage sådan et job til 80 kroner i timen. Det er dét, som regeringen og DA mener, når de taler om “konkurrenceevne” og “de lande, vi normalt sammenligner os med”.
Denne blog er fra i dag udspaltet til et selvstændigt domæne, det vil sige at de sider, som tidligere lå under www.modspil.dk/wordpress nu ligger under www.modpress.dk.
Årsagen er dels, at vi gerne vil give denne blog mere fokus som selvstændig politisk blog og dels, at det er en god idé at undgå for megen forvirring om forholdet mellem de blogs, der tidligere lå på samme domæne. Dette er en politisk/kulturel blog med foreløbig to bidragydere, og modspil.dk er mere snævert min (Carsten Aggers) hjemmeside, der ganske som i dag men i endnu højere grad vil være tæt knyttet til mine bøger, læserbreve i avisen, offentlige arrangementer og så videre. Både jeg og Allan glæder os til at sende nogle suveræne salutter og gedigne mavepustere fra det nye domæne.
Link: www.modpress.dk
Dette er en intens, underholdende og i grunden ret trist film om grundlæggerne af The Pirate Bay og den retssag, de tabte for godt et år siden med fængselsdomme og erstatninger i millionklassen til følge. Du kan se filmen på YouTube som herover, eller du kan downloade en torrent fra Pirate Bay. Bemærk, at den sidste mulighed er fulgt lovlig, da filmens ophavsmand selv ønsker den spredt på denne måde.
Bemærk også, at selve hjemmesiden The Pirate Bay fortsætter for fuld styrke, selv om den altså foreløbig har kostet sine grundlæggere både fængsel og økonomisk ruin. Man aner, som talsmanden Peter Sunde observerer et sted i filmen, måske kimen til en sejr i det, som foreløbig er endt med et juridisk nederlag.
I no particular order.
Og så er der naturligvis de gode gamle:
Cryptoparty handbook, kapitel 2:
Social Networking as we know it with FaceBook, Twitter (and earlier MySpace) are certainly far from ‘free’. Rather, these are businesses that seek to develop upon, and then exploit, a very basic anxiety: the fear of social irrelevance. As social animals we can’t bear the idea of missing out and so many find themselves placing their most intimate expressions onto a businessman’s hard-disk, buried deep in a data center in another country – one they will never be allowed to visit.
Despite this many would argue that the social warmth and personal validation acquired through engagement with Social Networks well out-weighs the potential loss of privacy. Such a statement however is only valid when the full extent of the risks are known.
The risks of Social Networking on a person’s basic right to privacy are defined by:
- The scope and intimacy of the user’s individual contributions.
- A user posting frequently and including many personal details constructs a body of information of greater use for targeted marketing.
- The preparedness of the user to take social risks.
- A user making social connections uncritically is at greater risk from predators and social engineering attacks.
- The economic interests and partners of the organisation providing the service.
- Commissioned studies from clients, data mining, sentiment analysis.
- Political/legal demands exerted by the State against the organisation in the jurisdiction(s) in which it is resident.
- Court orders for data on a particular user (whether civilian or foreigner).
- Surveillance agendas by law enforcement or partners of the organisation.
- Sentiment analysis: projections of political intent.
Problemet er måske størst ved Facebook, hvor nogle mennesker anbringer dokumentation for overraskende mængder af private forhold. Dette er ikke mindre alvorligt i betragtning af, at netop Facebook gang på gang har demonstreret, at de ikke er til at stole på, hvad diverse privatlivsindstillinger angår. Hvis du har ting og billeder på sådanne sider, som du ville have det dårligt med at alle kan se i morgen, når det private firma, der tjener penge på dig og dine data, har ændret reglerne, er det måske værd at overveje, hvor god en idé det er at have dem der.
Jeg bruger selv sociale medier, så det er ikke for at være hellig – men som med alt i dette liv er det en afvejning. Og du har aldrig kunnet forvente andet, end at i morgen kan enhver privatlivsbeskyttelse på sådanne sider være pist væk, og det kan måske have større konsekvenser, end de fleste lige gør sig klart.
Dette primært for lige at berøre et emne, vi formentlig ikke når at dække (i hvert fald ikke tilfredsstillende) til det kommende Cryptoparty på Hovedbiblioteket i Århus.