økonomi – Page 2

Too big to fail – hit med overskuddet eller bliv delt

Finanskrisen fik med et sat spotlys på hvilken risiko hele samfundet tager, når infrastrukturen og økonomien er afhængige af private firmaer. Det blev pinligt bevist at de største amerikanske banker, simpelthen ikke måtte gå ned – de var “too big to fail”, og derfor måtte skatteyderne til lommerne og kaster milliarder ned i det kæmpe hul som bankernes grådighed havde skabt.

Ligeså i Danmark – hver eneste gang Danske Bank har været i problemer har den danske stat garanteret deres fortsatte eksistens. Danske Bank udgør ca. 1/3 af al dansk bankaktivitet (Nordea en anden tredjedel og resten fordelt på de resterende banker), og hvis Danske Bank går under, så vil det have en katastrofal virkning på hele Danmarks økonomi.

Altså har skatteyderne måtte kaste milliarder efter Danske Bank for at redde den, da krisen viste at banken havde satset alt for risikabelt. Og risikoen blev taget af de danske skatteydere, ikke aktionærer og bestyrelsen.

Alle disse lån og garantier har Danske Bank fået ganske gratis, og kan tilmed fortsætte som en mastodant i den danske bankbranche. Nu ved banken blot at uanset hvor mange risici der bliver taget af banken, vil den aldrig nogensinde få problemer med finansering og sikkerhedsstillelse.

Altså er markedskrafterne reelt sat ud af kraft når det gælder Danske Bank – normalt risikerer banken og bestyrelsen en masse penge og i yderste konsekvens at gå under – en risiko der medfører en vis forsigtighed. De danske skatteydere har nu al risiko – og Danske Bank kan tage al overskuddet.

Denne situation er naturligvis ikke holdbar – private firmaer skal ikke misbruge milliarder af skattekroner på den måde. Og slet ikke tage hele samfundet som gidsel. Så herfra skal lyde et krav om reformer af banksektoren. Hvis en bank bliver estimeret til at være “too big to fail”, må der være én af to konsekvenser. Enten bliver banken delt op i mindre dele – og dermed fjernes risikoen. Eller også må banken betale en større del af sit overskud til en statslig fond, der kan trækkes på, når situationen kræver det.

Politikerne går rundt om den varme grød og tør ikke hive i Danske Banks hale – det er ynkeligt at se på, og får banken til at tro på sin egen udødelighed – se blot hvordan Danske Banks direktør ønsker at fjerne en masse småbanker i Danmark – når det i virkeligheden kun er to banker der bør fjernes/deles i Danmark – Danske Bank og Nordea.

VK-regering har lavet historisk dårlig økonomistyring

145 mia kroner. Eller 145.000.000.000 kroner har fosset ud af den danske statskasse på under et år. Og 2009 bliver dermed det værste år i Danmarks historie når det gælder økonomistyring. 85 mia kr. bliver statens underskud på – det største nogensinde!

Claus Hjort Frederiksen får dermed titlen som den dårligste finansminister nogensinde – han har formøblet ufattelige beløb og kastet penge i grams uden dækning. Finansministeriet peger selv på at det største økonomiske problem er de ufinanserede skattelettelser til de rigeste som regeringen har lavet, i blind tiltro til at skattelettelser medførte vækst. Det gør de så ikke – og det må vi så tage til efterretning.

Danmarks dårligste finansminister gennem tiderne

Samtidig med at regeringen har givet 20 mia kroner i skattelettelser om året via skattestoppet har de altså givet endnu flere via skattereformen. Samtidig har de kørt en håbløs ekspansiv politik, hvor de har satset på at man ved at kaste penge efter forbrugerne kunne skabe arbejdspladserne. Velvidende at offentlige investeringer er 5 gange mere effektivt til netop dette (finansministeriets egne tal!).

Sørme om Cepos mfl. nu vil have pengene ind igen ved at skære i velfærden – naturligvis. Men skulle man ikke starte med at skrotte skattestoppet – der udover at koste 20 mia. kr. om året også har øget den finansielle krises virkning i Danmark. Og de ufinanserede skattelettelser. Så er vi på den grønne gren og kan som S og SF foreslår bruge 35 mia på at sparke gang i økonomien på en fornuftig måde.

Der var en gang V og K havde et ry for at føre en fornuftig økonomisk politik – nu viser det sig at de har kørt den danske økonomi i sænk.

link til fallitboet.

Blanket af med bankens hjælp

Finn Nørbygaard, der efter eget udsagn ikke har en tøddel forstand på investeringer, fortæller til epn.dk, hvordan han lavede en kanoninvestering i IT Factory og Stein Bagger – på Danske Banks klare anbefaling:

Han støttede sig til sin revisor og Danske Banks folk, der endog mente, at hans andel af IT Factory var op mod det dobbelte af det officielle beløb på 400 mio. kr. værd.

“Jamen det var jo fantastisk. Og jeg troede jo på det – hvad skulle jeg ellers gøre – og gik sådan og jokede med det over for mine drenge og mine venner, at nu kunne jeg forsørge mine tipoldebørn, hvis de skulle få brug for det. Det var sådan en dejlig fornemmelse inden i at kunne gøre det,” lyder det fra Finn Nørbygaard.

Men IT Factory-pengene forsvandt som dug for solen, da Stein Bagger stak af og blottede et af danmarkshistoriens største bluffnumre.

Men når nu det faktisk er Danske Bank, der har fucked up, må man vel forvente, at de tager deres del af ansvaret og for eksempel er til at tale med, når det handler om at vise konduite eller give så meget respit, at Finn Nørbygaard måske kunne redde noget af sin formue i land?

“Jeg har sagt, at jeg tror og håber på, at Danske Bank og jeg finder en mindelig ordning på det her. For jeg har været kunde i mange, mange år og har fået en god behandling, og har tiltro til, at det gør jeg også i denne sag. Det håb er her over sommeren brast, og jeg har mistet alt, hvad jeg ejer og har, og jeg må gå fra hus og hjem,” siger Finn Nørbygaard i radioprogrammet.

Entertaineren håbede til det sidste, at han kunne få lidt respit i banken, hvis nu bare aktiepriserne eller huspriserne rettede sig.

“Men det kunne der ikke være tale om. Så flyttebilen er bestilt, og vi skal flytte fra hus og hjem meget snart.”

Ingen konduite, ingen henstand – Peter Straarup skulle jo nødig risikere sin millionbonus. Gad vide, hvor mange hundrede tusind almindelige danskere, der ikke er lige så kendte som Finn Nørbygaard og som vi derfor ikke hører om i medierne, der bliver tørret af samme bank og på samme konto?

Link: Nørbygaard: “Jeg må gå fra hus og hjem”

Her går det godt – fogeder eller ej

Det går ufatteligt godt i Danmark, vi rider krisen af, det lysner i øst og vi går mod bedre tider: Nå ja, bortset fra den lille detalje med, at antallet af fogedsager vokser, og antallet af deciderede udsmidninger er fordoblet siden 2006:

I første kvartal af 2009 har 105.452 familier været gennem fogedretten. Det er 28.000 flere end i samme kvartal sidste år – en stigning på 36 procent.

»Krisen er uden tvivl grund til, at flere bliver sat ud af deres hjem. Folk bliver fyret og kan pludselig ikke betale deres regninger«, forklarer Kim Valentin, privatøkonom fra Finanshuset i Fredensborg. (…)

I 2006, som SFI undersøgte, blev 2.589 familier smidt ud – i år ser antallet ud til at fordobles.

Men de mennesker, der bliver smidt ud, da – de kan vel få hjælp og ender med at få en anden, evt. billigere, bolig et andet sted?

Ikke altid:

Flertallet af dem bliver enten hjulpet af kommunen eller finder selv et nyt hjem, men 25 procent dukker ikke op på en ny adresse.

»De er i teknisk forstand hjemløse og lever på må og få rundt omkring«, fortæller Torben Christiansen, forsker hos SFI.

Så alene i år må vi altså forvente 12-1300 flere hjemløse alene på den konto. Næste år lige så mange, måske endnu flere. Er det bare mig eller er det ret mange for et land på Danmarks størrelse?

Men nej, lad os da endelig bare snakke om de skrækkelige indvandrere i stedet, mens velfærdsstaten afvikles. Som en anden blogger på et tidspunkt konstaterede:

Hvor slukørede bør vi ikke blive ved tanken om, at de nyliberalistiske storme over verden ikke blot er midlertidige justeringer i en historisk dans mellem frihed og lighed, som standardforklaringen vist stadig er, men uoprettelig kulturel hærværk. Det netværk af jura og institutioner, der kaldtes “kapitalkontrol”, som begrænsede de grådigstes handlefrihed, og som man fra slutningen af 70’erne væltede med et pennestrøg, kan næppe stilles op igen i vores levetid. Her gælder massevirkningsloven, og den inddæmmede kraft tenderer mod sin ekspansion, hvorfor en ny dæmning må nedsænkes med kran, i eet stykke, international korporation i et ganske andet politisk klima.

Link: Fogeden smider flere på gaden

Økonomi: Hvorfor brød det hele sammen?

I USA, altså – her er finansverdenen vist ikke ligefrem brudt sammen endnu.

Økonomen Peter Schiff, der foreslog sammenbruddet i USA allerede før 2007, forklarer Jon Stewart, hvad der i hans øjne gik galt. Han advokerer noget så enkelt men i vore dage kættersk som at nøjes med at bruge de penge, man har …

Vestens hykleri om økonomiske kriser

Nobelpristager og økonom Joseph Stiglitz skriver om de fattige landes vrede og vantro over forskellen mellem den reaktion på økonomiske kriser, IMF og den amerikanske regering prædiker for andre, bygget over princippet om “lad falde hvad ikke kan stå” og “markedet redder alt”, og så den måde, de håndterer deres egen krise på:

Among critics of American-style capitalism in the Third World, the way that America has responded to the current economic crisis has been the last straw. During the East Asia crisis, just a decade ago, America and the I.M.F. demanded that the affected countries cut their deficits by cutting back expenditures–even if, as in Thailand, this contributed to a resurgence of the aids epidemic, or even if, as in Indonesia, this meant curtailing food subsidies for the starving. America and the I.M.F. forced countries to raise interest rates, in some cases to more than 50 percent. They lectured Indonesia about being tough on its banks–and demanded that the government not bail them out. What a terrible precedent this would set, they said, and what a terrible intervention in the Swiss-clock mechanisms of the free market.

The contrast between the handling of the East Asia crisis and the American crisis is stark and has not gone unnoticed. To pull America out of the hole, we are now witnessing massive increases in spending and massive deficits, even as interest rates have been brought down to zero. Banks are being bailed out right and left. Some of the same officials in Washington who dealt with the East Asia crisis are now managing the response to the American crisis. Why, people in the Third World ask, is the United States administering different medicine to itself?

Many in the developing world still smart from the hectoring they received for so many years: they should adopt American institutions, follow our policies, engage in deregulation, open up their markets to American banks so they could learn “good” banking practices, and (not coincidentally) sell their firms and banks to Americans, especially at fire-sale prices during crises. Yes, Washington said, it will be painful, but in the end you will be better for it. America sent its Treasury secretaries (from both parties) around the planet to spread the word. In the eyes of many throughout the developing world, the revolving door, which allows American financial leaders to move seamlessly from Wall Street to Washington and back to Wall Street, gave them even more credibility; these men seemed to combine the power of money and the power of politics. American financial leaders were correct in believing that what was good for America or the world was good for financial markets, but they were incorrect in thinking the converse, that what was good for Wall Street was good for America and the world.

Link: Wall Street’s Toxic Message (via Boing Boing)

1 million kroner for et job..

Så er konklusionen af regerings kasinoøkonomiske overvejelser ved at være der. Ca. 16 mia. kroner er blevet pumpet ud af samfundet – hvilket skulle give 16.000 jobs på den korte bane (vel i ca. 1 år indtil pengene er brugt). Regeringen har altså brug 1 mio. kroner per job – hvilket vel betyder at ca. 65% af de udbetalte penge er gået op i ingenting.

Pengene fosser mildest talt ud af statskassen for tiden – regeringen har således formøblet næsten 120 mia kroner på et halvt år – kastet ud til skattelettelser til de rigeste og bankpakker. Altsammen til gavn for de rigeste. Samtidig er der nu 61.000 flere arbejdsløse, end for et halvt år siden.

Konklusionen må være at regeringen er dumpet på alle områder. Det startede med afreguleringen af finansområdet som VKO stod bag for 3-4 år siden – der betyder at Danmark lider ekstra under finanskrisen- og er endt med et forsøg på at redde økonomien ved at pumpe penge ud til de rigeste. Uden nogen mærkbar effekt – blot et dundrende hul i statskassen.

Lars Løkke burde blive rullet i tjære og fjer og blive rullet ud af folketinget. Sjældent har en regering smadret en god økonomi så eftertrykkeligt.

link til fiasko SP

link til gysertal

Liberalismens sande ansigt – fattigdom, hjemløshed og sult

Peter Nedergaard, professor i økonomi ved Københavns Universitet, skriver på sin JP-blog om en nylig undersøgelse fra CEPOS, der konkluderer, at visse typer indvandrere økonomisk set er en “netto-gevinst” for landet, mens andre er en “netto-udgift”.

Jeg har ikke læst undersøgelsen og kan derfor ikke kommentere dens konklusioner, men jeg vil gerne opponere mod hele forestillingen om, at gøre menneskers værdi op i, om de giver et positivt eller negativt bidrag til “samfundshusholdningen”, et af de mest småligt-nærige udtryk man overhovedet kan forestille sig.

Peter Nedergaard går dog et stykke videre end at citere undersøgelsens konklusioner, han drager den konklusion, at velfærdssamfundets goder herefter må tilhøre dem, der har gjort sig fortjent til dem:

Beregningerne kalder på, at man indfører et optjeningselement i de offentlige ydelser. Det betyder, at man ikke uden videre kan forvente at få kontanthjælp, starthjælp, pension, førtidspension osv., før man selv har gennem en årrække har demonstreret, at man er villig til at yde noget til andre i det danske samfund. Det ville i virkeligheden være at genindføre det gamle slogan fra arbejderbevægelsen barndom: Gør først din pligt og kræv derefter din ret. Først gør man sin pligt for fællesskabet, før man kræver, at fællesskabet skal yde én en hjælpende hånd til gengæld. Et sådant optjeningselement i de offentlige ydelser ville samtidig gøre, at danske offentlige ydelser blev udbetalt på samme måde som i de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med.

For det første er jeg ikke helt klar over, hvilken planet Peter Nedergaard har boet på de sidste år – for eksempel kan man faktisk kun få pension i hvert fald i skikkelse af folkepension, hvis man har boet et ganske betydeligt antal år i Danmark.

Ah, men det kunne jo være, at nogen havde boet her et sådant betragteligt antal år, men ikke har haft arbejde i alle disse år, og derfor ikke havde “bidraget” nok til i Nedergaards øjne at gøre sig fortjent til folkepension. Alternativet? Ja, de kan vel blive posedamer, kan de …

Tilsvarende lader økonomi-professoren ikke til at være klar over, at princippet i ydelser som kontanthjælp og starthjælp er, at de er trangsbestemte. Det har at gøre med en forestilling om, at vi har et solidarisk samfund, hvor vi ikke ønsker at se nogen sulte eller på anden måde lide nød, hvorfor vi som en selvfølge sørger for at have en dækning, en slags samfundets laveste underligger, hvor alle som en selvfølge (i teorien) er sikret mad i munden og en bolig af en vis standard.

Det er dette princip, Nedergaard vil bryde med for folk som ikke “gennem en årrække har demonstreret, at man er villig til at yde noget til andre i det danske samfund”, for eksempel folk, som har været så uheldige ikke at kunne finde arbejde. Konsekvensen for de, der falder igennem dette net og ikke længere kan betale deres husleje, er hjemløshed og sult.

Konsekvensen for samfundet som helhed er, hvis den økonomiske krise bliver ved med at stramme til, et samfund med overfyldte boliger og en underklasse uden arbejde, uden velfærdsydelser og dermed uden mad og boliger, henvist til underbeskæftigelse og indkvartering i teltbyer, skurvogne og ventilationsriste. En tilbagevenden til det 19. århundrede, bortset fra, at forringelsen af folkesundheden og den øgede usikkerhed og kriminalitet formentlig ville gøre hele eksperimentet dyrere end de velfærdsydelser, vi kender i dag.

Herimod må hele pointen med et velfærdssamfund først som sidst være solidaritet: Vi skal alle sammen være her, og det er vigtigere, at ingen sulter og er hjemløse, end at de velhavende har råd til den største ville og den nyeste bil. Og hvis vi skal holde fast i det, er vi nødt til at komme ud over det forkvaklede menneskesyn, hvor et menneskes værdi gøres op i dets økonomiske “værd”. Der er andet i livet end politik, som Rune Engelbreth Larsen af og til siger, men der er sandelig også andet i livet end økonomi og penge.

Link: … der forklarer, hvorfor velfærdsstaten skal afskaffes for dem, der har brug for den

Økonomisk støtte til fri software

Den hurtigste måde at komme i gang med at lave noget ny software er ofte at basere sig på nogle af de mange, mere eller mindre standardiserede, biblioteker, der allerede findes.

Som oftest vil disse komponenter være fri/Open Source og dermed gratis at bruge i ens eget produkt – vil man have et indtryk af, hvor (svimlende) mange, der egentlig er, kan man kaste et blik på Savannah eller freshmeat.

Men det betyder, at man som mindre virksomhed let risikerer at blive afhængig af software, som andre stiller gratis til rådighed. Hvordan ved man, at folkene bag vil blive ved med at opdatere, fejlrette og generelt vedligeholde de biblioteker, man skal bruge?

For de helt store projekters vedkommende er det klart nok – Linux eller Apache har en så massiv opbakning, at de nok skal blive ved med at være der.

De fleste Open Source-projekter er imidlertid små og drives enten i folks fritid og/eller af enkelt- eller fåmandsfirmaer, der lever af at hjælpe folk med at få deres egne programmer til at virke eller lave skræddersyede udvidelser til dem.

Hvis et firma er i den situation at være afhængig af et bestemt stykke fri software, kan det altså forekomme at være en særdeles god investering at bidrage til projektet bag for at sikre dets fremtid – og hvis ikke med råd eller dåd, så gerne med et økonomisk bidrag i ny og næ.

Da et sådant frivilligt bidrag må kunne sidestilles med de udgifter, man kan have til licenser på kommerciel software, må det også kunne trækkes fra i skat. Eller hur?

Annette Sand driver på sin blog en brevkasse med Q/A for iværksættere, og her finder vi bl.a. dette spørgsmål og svar:

• Kan frivillige bidrag til Open Source trækkes fra i moms eller skat?

Jeg har min egen lille personlige etmandsvirksomhed, og jeg bruger stort set fri software til alt. Derfor vil jeg meget gerne give noget igen til forskellige projekter, og ofte er der en donationsmulighed på de forskellige projekters hjemmeside, f.eks. via PayPal.

Hidtil har jeg antaget, at hvis et projekt ikke har annonceret at de har fået bevilliget en eller anden status som organisation, så kan beløbet ikke fradrages hverken i moms eller skat. Men nu er jeg kommet i tvivl om sidstnævnte, altså muligheden for i det mindste at anføre mine “udgifter” til software under skatteberettigede fradrag. Og selvom et stort projekt har fået en offentlig anerkendelse fra f.eks. de amerikanske myndigheder, så er det vel næppe noget, man kan bruge i sit regnskab her i Danmark?

• Momsmæssigt er der ingen tvivl: For at man kan trække momsen fra, skal der være tale om en regning, hvoraf momsbeløbet fremgår. (Og kun dansk moms i det danske momsregnskab.) Så du kan ikke trække momsen fra dine donationer.

Om udgiften til dine donationer kan trækkes fra skattemæssigt er mere usikkert. Grundlæggende mener jeg ikke, de er fradragsberettigede, fordi udgiften ikke direkte medgår til at “erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten” i din virksomhed. Hvis du på den anden side driver en virksomhed baseret på opensource software og kan tiltrække kunder netop på det grundlag, herunder at du reklamerer med at “firma xx støtter følgende opensource projekter….:” på f.eks. hjemmeside og i andet reklamemateriale, kan man måske argumentere, at der er tale om en fradragsberettiget reklameudgift.

Bidrager du med et beløb til direkte udvikling af et modul/program/koncept, som du skal bruge i din egen virksomhed, kan man ligestille udgiften med køb af software – som så bare stilles til rådighed for andre også.

Svaret er ikke helt tilfredsstillende, fordi et løbende, frivilligt bidrag til et projekt, der leverer en komponent, som ens egen virksomhed afhænger af, kan forekomme lige så “nødvendigt” som en Word-licens (hvis nogen altså gider bruge det skrammel) og derfor burde kunne trækkes lige så meget fra i skat.

I USA er nogle foreninger, der producerer fri software, for eksempel Free Software Foundation, godkendt som velgørende organisationer, så bidrag til dem kan trækkes fra i skat.

Måske man burde indføre noget lignende i Danmark eller på europæisk plan; man kunne forstille sig, at et projekt blot skal godkendes som værende seriøst, og så snart det er godkendt, kan bidrag til det automatisk trækkes fra, fordi projektets formål (at bidrage til den samlede pulje af fri software) anses for at være samfundsnyttigt i sig selv.

Eller noget – mere fornuftige forslag modtages gerne.

Tak for tippet til Rene, der skriver:

Jeg er selv begyndt at se meget på det økonomiske aspekt af FOSS. Da mange af de programmer, jeg hyppigt gør brug af, ofte er så små, at de ingen seriøse sponsorater har, så formoder jeg, at udviklerne ville sætte pris på et ekstra incitament i form af et tilskud til huslejen.

Nogle få udviklere (f.eks. Paul Davis fra Ardour) giver mulighed for, at man kan donere med et fast månedligt beløb (typisk 10 USD). Jeg håber lidt, at andre tager idéen op, for i praksis må det være guld værd, at man har en omtrentlig formodning om hvor meget, der kommer ind i bidrag hver måned. Hvis de er rigtigt heldige, så kan de finde et deltidsjob for resten, og dermed dedikere sig rimelig samvittighedsfuldt til deres projekt.

Link: Støtte til Open Source-projekter

Krise, hvilken krise? Her går det godt

Ja, selvfølgelig, nyhederne snakker dårligt nok om andet. Men sådan har det ikke altid været, synes jeg lige, jeg ville minde om. Billedet viser nedgangen i Japans økonomi 4. kvartal 2008 (hugget fra hr. Kommentar).

I Storbritannien er man tæt på 2 millioner arbejdsløse, et tal, man forventer vil stige til 10 i løbet af de næste måneder (ud af en befolkning på ca. 60 millioner mennesker).

Og i Danmark? I Danmark er hvert femte firma nu tæt på konkurs, som Politiken skriver:

Antallet af selskaber med usund økonomi er steget med næsten 30 procent på et år, viser tal fra kredit- og analysevirksomheden Experian – det tidligere RKI.

»Det er en stærkt bekymrende udvikling. Vi har ikke set så kraftig en stigning og så mange nødlidende virksomheder i mange år, så vi har langt fra mærket det sidste til krisen«, siger Experians kommunikationschef, Camilla Rose.

I international målestok er danske firmaer ekstraordinært hårdt ramt. Det viser en netop offentliggjort analyse fra det internationale kreditforsikringsselskab Atradius, der har sammenlignet antallet af konkurser i tredje kvartal 2008 med året før i en stribe vestlige lande.

Bare læs det hele. I må undskylde mig for bare at blive ved med at ride min kæphest, men hvis du har forstand på GNU/Linux (Ubuntu, OpenSUSE, Fedora, Gentoo, whatever) og open source/fri programmer, er det snart tid at overveje at begynde for dig selv, ikke mindst, hvis det job du har i forvejen er blandt dem, der ryger ud over kanten: I et konkurshærget og pengefattigt erhvervsliv tror jeg, at udsigten til at spare 10.000+ pr. arbejdsplads pr. år i softwarelicenser pludselig kan begynde at ligne en value proposition.

Link: Hvert femte firma er tæt på konkurs