Den handler, som altid, om berigelse og økonomiske intereser.
Tag: afghanistan
Demoen mod Hizb ut-Tahrir – en lærestreg for den antiracistiske opposition
Lars Henrik Carlskov fra Enhedslisten i Århus skriver på sin blog:
Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.
På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:
”…sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”
Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO’s besættelse som legitim.
Hvis vi skal følge den særegne Barfoed’ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO’s krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.
Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.
Zap over og læs det hele, det er ulejligheden værd.
SF’eren Trine Pertou Mach, som selv deltog i demonstrationen, kommer i øvrigt til ungefær samme resultat: Demonstrationen mod Hizb ut-Tahrir var et fejlskud.
Hizb-ut-Tahrir og Afghanistan
Jeg følte ikke den ringeste trang til at deltage i gårsdagens nazi-, regerings- og Dansk Folkeparti-støttede demonstrationer mod Hizb-ut-Tahrirs møde i Det Kongelige Biblioteks “Sorte Diamant”, men ville (hvis ikke jeg havde opholdt mig i Århus) måske snarere have deltaget i selve mødet for at høre, hvad de havde at sige.
I stedet nøjedes jeg med at følge arrangementet live på deres hjemmeside khilafah.dk, og det inspirerede mig til en række kommentarer på Twitter.
Det overordnede indtryk af arrangementet er, at det var meget velforberedt, og foreningens PR-afdeling havde gjort et glimrende arbejde med at vække folks interesse for mødet – der er nok mangen en forening med et tilsvarende lavt medlemstal, der kun kan drømme om en så massiv mediereklame for deres arrangementer, som Hizb-ut-Tahrir her fik foræret af deres såkaldte modstandere.
Selve arrangementet var delt i to, først en dokumentarfilm og en række oplæg fra panelet om krigen i Afghanistan, herefter en noget kortere debat-del, hvor det var muligt at stille spørgsmål.
Mit overordnede indtryk er som sagt, at der var tale om et særdeles velforberedt arrangement, og oplæggene bar præg af stor intelligens og viden om baggrunden for krigen i Afghanistan. Deres analyser af krigens årsager og resultater, og deres lammende kritik af det nuværende korrupte styre i Afghanistan og de grusomme krigsherrer, som det i vid udstrækning hviler på, var både berettiget og præcis. Og det er fuldstændig korrekt at gøre opmærksom på, at civile, og det er både mænd, kvinder og børn, lemlæstes og myrdes af vestlige soldater i en krig, der kan virke komplet udsigts- og formålsløs.
Med mindre altså krigens formål har meget mere at gøre med storpolitiske skaktræk samt olie og naturgas og rørledninger til disse ting end med afghanernes velbefindende. Og hvis det sidste er rigtigt, kan vi vel alle blive enige om, at så har Danmark intet at gøre i denne krig.
Det er også korrekt, at hvis afghanske borgere, lokalområder eller stammer oplever at blive invaderet af fremmede, fjendtlige soldater, så har de ret til at forsvare sig mod disse soldater. Det siger sig selv, og er ganske rigtigt også det argument, som vi i dag bruger til at forsvare den danske modstandsbevægelse (som af datidens medier og politikere netop blev beskrevet og betragtet som kriminelle terrorister).
Denne del af Hizb-ut-Tahrirs oplæg fremstod som en intelligent, veltilrettelagt analyse med mange pointer, som må være særdeles smertefulde for tilhængere af krigen i Afghanistan. Deres egne forslag til løsning af konflikten var imidlertid ikke specielt overbevisende – det kunne, om noget, give associationer til den revolutionære venstrefløjs revolutionsplaner i 70erne, der nok var funderet i al mulig marxistisk teori og udtænkt til punkt og prikke på det intellektuelle plan, men som ikke ville have haft skyggen af en chance i praksis.
Hizb-ut-Tahrir mener, at alle krigshandlinger i Afghanistan skal indstilles omgående, fra alle sider (de opfordrer altså ikke til angreb på danske eller andre soldater dernede, som det er blevet påstået). Herefter skal det afghanske folk have lov til at vælge en kalif, og denne kalif skal ligesom de fire første kaliffer i Medina regere med folkets opbakning og efter folkets ønsker, idet han holdes på plads og kontrolleres af et uafhængigt domstolsvæsen. Kvinder har fuld stemmeret, og det enkelte individs rettigheder skal sikres. Hvis de vestlige magter nægter at trække sig ud, skal Pakistan udstede et ultimatum om, at de selv vil rykke ind og etablere dette kalifat. Kalifatet vil nu udnævne landets olie og gas til at være samfundets ejendom, og i stedet for at fore den afghanske “præsident” Hamid Karzais og families schweiziske bank-konti vil kaliffen bruge pengene på at udvikle og industrialisere landet til gavn for alle.
Så smuk denne vision end kan være, er det ikke særligt overbevisende, at det er det, der faktisk ville ske, hvis de vestlige tropper trak sig ud. Al Hizb-ut-Tahrirs tale om “det afghanske folk” kan ikke skjule, at Afghanistan faktisk er et meget fragmenteret land med mange etniske grupper, som aldrig har haft nogen særligt stærkt centralmagt – eller nogen klar forestilling om at være ét “afghansk folk”, for den sags skyld.
Den smertefuldt præcise analyse af krigens ulykker blev altså fulgt op af en rent teoretisk og utopisk løsning, der i praksis (og desværre) ikke har gang på jord.
To spørgere satte i særlig grad fokus på netop det aspekt. En afghaner rejste sig og gjorde opmærksom på, at Afghanistan p.t. har valgt “det onde” – krigsførende, kolonialistisk kapitalisme, som han selv udtrykte det – for at undgå “det ondeste”, nemlig den fundamentalistiske fanatisme, som Taleban repræsenterer. Han beskyldte Hizb-ut-Tahrir for ikke at kende nok til forholdene i Afghanistan og spurgte, hvilken organisation, en eventuel afghansk frihedskæmper kunne eller skulle slutte sig til.
Panelets svar afslørede, at Hizb-ut-Tahrirs forsvar for modstandskampen er rent teoretisk og principielt – de har ikke som sådan nogen reelt eksisterende modstandsgrupper i Afghanistan, som de støtter og anbefaler.
En kvinde, efter lokalkendskabet at dømme med pakistansk baggrund (hvilket dog var umuligt at afgøre ud fra hendes aldeles flydende danske) gjorde tilsvarende opmærksom på, at deres forslag om, at Pakistan skulle gå ind i konflikten og stille et ultimatum til USA, er fuldstændig urealistisk: Pakistans regering er for det første i lommen på USA, for det andet har den ikke engang fuld kontrol over sit eget territorium, og for det tredje kunne en sådan handling udløse en international krig, som ingen ville vinde.
Svarene på disse og andre spørgsmål viste klart Hizb-ut-Tahrirs retoriske model, som hurtigt blev monoton: Taleren begynder venligt og sagligt med at redegøre for sammenhængen, som han selv ser den, fortsætter med at tale og dvæler ved vestmagternes forbrydelser og de korrupte islamiske regeringers tyveri og depravitet, og ender med at tale vredt og indtrængende om, hvordan disse forbrydelser skal stoppes. Svarene begyndte typisk med sagligt korrekte argumenter og oplysninger, men endte i en følelsesmæssig appel, der i sidste ende betyder: Kvinder og børn dør, og derfor har jeg ret – eller vil du måske, at kvinder og børn dør? Ganske politikeragtigt, i grunden.
Der er ingen tvivl om, at mødets arrangører er både engagerede og velmenende – men deres svar på de to kritiske spørgsmål, som jeg har refereret her, var ikke specielt overbevisende. Analysen af, hvad der er galt i Afghanistan, er egentlig god nok, men deres løsningsforslag kan umuligt omsættes i praksis.
Betyder det så, at Hizb-ut-Tahrir afslørede sig selv som lige så “farlige”, som moddemonstranterne forsøgte at gøre opmærksom på? Nej, ikke i mine øjne. Det er svært ikke at sympatisere bare en lille smule med deres mod og deres engagement i arbejdet mod de forbrydelser, der faktisk begås i Afghanistan. Det urealistiske i de konkrete planer minder mere end noget andet om 70ernes og 80ernes virkelighedsfjerne, men uskadelige universitetsmarxister, hvis revolutionsromantik kunne udfolde sig frit, ubesudlet af noget forsøg på faktisk at aktualisere den som virkelighed.
Og som med universitetsmarxisterne kunne man ønske, at de engagerede unge mennesker kom ind i kampen og bidrog til ting, der helt konkret kunne gøre livet bedre for folk i Afghanistan – frem for luftige planer, der forudsætter, at man først gennemfører en socialistisk revolution eller et kalifat, eller udskifter regimet i Pakistan. I den forstand var Hizb-ut-Tahrirs møde rigt på oplysning, analyser og spørgsmål, men fattigt på brugbare svar.
Sindsyge danske soldater
Krig er møgbeskidt – og krig gør folk sindsyge. Også danske soldater, som i offentligheden alt for længe er blevet beskrevet som kompetente engle, der var bedre end de amerikanske, engelske og tyske tropper tilsammen.
De danske nyhedsmedier har en stor del af skylden – de har alt for længe kørt en alt for patriotiske linje, der ikke stillede spørgsmål til vores soldaters adfærd. Og kun få stemmer har forsøgt at vise virkeligheden – stemmer der på brutal vis er blevet undertrykt af regeringen.
Nu pipper endnu en mod sjæl – Janus Metz. Han har lavet en film om de danske troppers krigsindsats og har faktisk haft nosser til at være ude i selve krigsområderne, istedet for at sidde i lejrene og se propaganda-indlæg som de fleste andre journalister.
Der er kommet en spillefilm ud af hans tur – og den påviser ganske tydeligt at det er gået helt galt for de danske soldater. De viser flere gange deres ligegyldighed overfor den afghanske befolkning – de slår fx en lille pige ihjel ved et uheld og slår det hen med et skuldertræk – “Der dør jo så mange mennesker hernede”. Og de dræber gerne sårede fjender, der ikke kan gøre modstand – og blærer sig derefter over deres “fangst”.
Konklusionen må være at flere af de udsendte soldater er blevet så rå og umenneskelige at de bør sendes hjem øjeblikkeligt. Og modtage enten en dom for krigsforbrydelser eller intensiv psykologbehandling. De soldater agerer nemlig som rovdyr – sindsyge og uden menneskelige grænser. Og det bør man tage seriøst.
Særbehandling til sårede soldater?
Jyllands-Posten har skrevet om en række temmelig absurde sager, hvor soldater er kommet hjem fra krigen i Afghanistan uden fingre, arme eller ben, men ikke desto mindre har fået afslag fra deres kommune på de mest elementære og nødvendige handicap-hjælpemidler.
Jyllands-Postens eksempler var bl.a.:
I marts 2008 mistede Benjamin Kragsskjold sin kind, næse, tænder og den nederste del af højre ben i Afghanistan-krigen. Han har søgt om en løbeprotese. Rødovre Kommune har givet afslag.
I juli 2009 mistede Martin Paszkiewicz Aaholm begge ben og fem fingre i Afghanistan-krigen. Han har søgt om elektroniske gardiner, særligt bestik og en invalidescooter. Københavns Kommune har givet afslag.
I august 2009 mistede Chris Larsen begge ben fra knæene og ned i Afghanistan-krigen. For flere måneder siden søgte han om en kørestol og et handicapskilt. Ringsted Kommune har stadig ikke taget stilling.
Og her er det jo, man tager sig til hovedet – går bevillinger om nødvendige hjælpemidler til folk med så store skader ikke blot glat igennem? Åbenbart ikke i vore dages kommuner, der er sneet inde i uigennemtrængeligt bureaukrati og hermed forbundet administrativt besvær, hvortil skal lægges sparekravene i kølvandet på regeringens skattestop.
I dag er oberst og tidligere chef for Hærens Produktdivision Lars R. Møller så fremme med krav om særbehandling til soldaterne: De har ydet en særlig indsats, og derfor skal de også foran alle andre i diverse kommunale køer:
»I dag må vores krigsveteraner vente i behandlingssystemet på linje med gamle fru Jensen eller ham, der har røget så meget junk, at der er gået koldbrand i benet. Er det rimeligt, bare fordi vi har ligebehandling i Danmark? Det mener jeg ikke. Soldaterne tilhører en særlig gruppe. Folketinget stemmer om at sende dem på arbejde, og ingen andre faggrupper arbejder et sted, hvor andre forsøger at slå dem ihjel. Når de så kommer til skade, må vi som samfund påtage os et helt særligt ansvar. Rigtig mange steder bør det være en selvfølge, at soldaterne kommer foran i køen.«
Man kan forstå frustrationen over de dårlige forhold, som soldaterne kommer hjem til, men ikke desto mindre er tanken om at lade soldaterne komme foran en rigtig, rigtig, rigtig dårlig idé.
De åbenlyse problemer med kommunernes dårlige behandling af handicappede løses faktisk ikke ved at gøre soldater til en slags overmennesker, der skal foran i denne og guderne må vide hvor mange andre køer – de løses nok meget bedre ved ganske enkelt at reparerere systemet.
Hvis ingen syge eller skadede mennesker i dette land blev udsat for urimelige ventetider og uforståelige afslag, så ville heller ingen soldater blive det. Tanken om at ophøje udsendte soldater til en særlig ophøjet klasse, der fortjener særbehandling på andre patienters bekostning er derimod en farlig og skadelig blindgyde.
For hede hule helvede, Per Stig…
Nu skal man eddermame til at høre den samme gang mundl***t fra regeringen.
Soldaternes fagforeninger bringer de danske soldater i Afghanistan i fare, når de udtrykker tvivl om formålet med Afghanistan-missionen og kræver en exit-strategi. Det mener udenrigsminister Per Stig Møller (K), som afviser en hver tanke om at sætte en dato for, hvornår Nato skal trække sig ud.
»Det er direkte farligt for vores soldater, fordi jo mere vi taler om, at vi helst vil væk, jo vanskeligere bliver det overhovedet at være en moderat eller en udviklingsorienteret afghaner. De vil jo tænke, hvem skal beskytte os, for de stikker jo af alligevel«, siger Per Stig Møller.
»Så hver gang man tøver, og hver gang man antyder exit, så skaber man flere talebanere, og der vil være flere, som ikke tør være moderate«.
Mon regeringen tror befolkningen har en så kort hukommelse at de ikke kan huske at regeringen brugte PRÆCIS den samme argumentation i Irak – og at de efter at have forsøgt at standse al kritik og krav om tilbagetrækning, pludselig selv begyndte at snakke om exit-strategi i Irak – uden at de dermed følte de støttede oprørerne eller skabte flere oprørere. NEJ, man er ikke enten for eller imod os i den slags krige – der er nuancer. Og gid regeringen gad stå ved det.
link til Per Stigs hjerneblødning ver. 2.0
Opdatering – citater fra 2004-5
Nov. 2004, Fogh: At trække sig ud af Irak – endsige at diskutere at trække sig ud af Irak – er at spille terroristernes spil.
Sept. 2004:”borgerlige debattører kritiserer ligefrem Helveg for at være skyld i,
at de danske soldaters liv nu bringes i fare ”
2004, Langballe: “Den danske venstrefløj går terroristernes ærinde”
2005, Fogh: Alt andet er dårlige bortforklAringer, og det er i virkeligheden at gå terroristernes ærinde
2005, Bendt Bendtsen,: Derfor er jeg glad for, at man afviser at gå terroristernes ærinde og lade dem styre den danske politik.
Pladen kører på repeat…man må konkludere at da Fogh trak Danmark ud af irakkrigen, gik han ifølge sine egen overbevisning terroristernes ærinde!
Hvis de så talte arabisk i Afghanistan
Den berygtede Jæger-bog – som jeg har forsøgt at læse flere gange, men konstant er faldet i søvn over, har nu været i folketingets forsvarsudvalg. Og der har forsvarsministeren påvist at bogen er til fare for de danske soldater i Afghanistan, ved at fortælle at den allerede er oversat til arabisk.
På wikipedia, kan man se at det mest talte sprog i Afghanistan er:
- Persian (officially designated as Dari): 50%
(majors include Hazaragi language)
- Pashto: 35%
- Turkic languages (primarily Uzbek and Turkmen): 11%
- 30 minor languages (primarily Balochi and Pashayi): 4%
Måske må man konkludere at forsvarsministerens uvidenhed er en risiko mod rigets sikkerhed?
Det viser sig at arabisk som læsesprog er ganske udbredt i visse dele af Afghanistan Arabisk er ganske rigtig ikke noget man læser i Afghanistan – hvad der naturligvis leder Berlingske Tidende til konklusionen at den må være målrettet Al-Qaeda. Hvad dælen skal forsvarsministeren med en spindoktor, når Berlingske Tidende er der til at lave fantasier ud i det blå? Teksten som forsvarsministeren har henvist til, er blevet oversat ved hjælp af Google Translate – og derfor er det rene volapyk. Derfor stadig ren idioti og direkte pinligt for forsvarsministeren
link til dem der tog 5 minutter til at kigge på teksten
Skulle bog forbydes for at dække over udlevering til tortur?
Det er mere og mere af en gåde, hvorfor Forsvarskommandoen pludselig ville have nedlagt fogedforbud mod jægersoldaten Thomas Rathsacks bog “Jæger – i strid med eliten”.
Dette så meget mere, som de faktisk har kendt til hans planer i et års tid nu.
Men måske det handler om at mørklægge en sag, hvor en afghansk fange blev udleveret til tortur hos amerikanerne – og måske en masse andre, lignende sager?
Det antyder selveste kammeradvokaten i hvert fald, skriver Politiken:
Kammeradvokaten kæder nu overraskende torsdagens retsmøde sammen med den kommende erstatningssag, som en tidligere afghansk fange har rejst mod Forsvarsministeriet i Østre Landsret.
»De hensyn, der varetages i denne her sag i relation til bogen, og de hensyn, der varetages i erstatningssagen i Østre Landsret, er de samme«, siger kammeradvokaten, der har begge sager.
Men sagen kan få langt flere konsekvenser.
Torsdag vil kammeradvokaten bede retten om at lukke dørene i sagen om den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog, der de seneste dage har skabt voldsom debat. Herefter vil det være op til dommeren at fastslå, om der skal nedlægges fogedforbud mod bogen.
En tidligere afghansk fange har anlagt en erstatningssag mod den danske regering. Han hævder at være blevet mishandlet, efter at han blev overført af danske specialstyrker til amerikansk varetægt i Afghanistan i 2002.
Min fremhævelse. Måske det handler om, at spredte oplysninger i bogen – som Rathsack måske ikke selv har været opmærksom på – kunne bruges til at dokumentere en langt større beredvillighed til udlevering til tortur og til Guantanamo, til at tillade hemmelige overflyvninger, til at tie stille med amerikanernes krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan, og så videre, end regeringen hidtil har været ved? Så måske det slet ikke handler om “nationens sikkerhed”, men om, hvad der er politisk pinligt for det danske forsvar og den danske regering?
Dette er endnu spekulation, naturligvis – men kammeradvokatens bemærkninger peger afgjort i den retning.
Den store løgn om Afghanistans ‘befrielse’
Forhenværende medlem af det afghanske parlament Malalai Joya, der på baggrund af sit virke som poltiker er blevet kaldt “den modigste kvinde i Afghanistan“, skriver i dagens Guardian om den store løgn, som hun kalder det, om Vestens “befrielse” og “humanitære indsats” i Afghanistan:
In 2005, I was the youngest person elected to the new Afghan parliament. Women like me, running for office, were held up as an example of how the war in Afghanistan had liberated women. But this democracy was a facade, and the so-called liberation a big lie. […]
On behalf of the long-suffering people of my country, I offer my heartfelt condolences to all in the UK who have lost their loved ones on the soil of Afghanistan. We share the grief of the mothers, fathers, wives, sons and daughters of the fallen. It is my view that these British casualties, like the many thousands of Afghan civilian dead, are victims of the unjust policies that the Nato countries have pursued under the leadership of the US government
You must understand that the government headed by Hamid Karzai is full of warlords and extremists who are brothers in creed of the Taliban. Many of these men committed terrible crimes against the Afghan people during the civil war of the 1990s.
In the constitution it forbids those guilty of war crimes from running for high office. Yet Karzai has named two notorious warlords, Fahim and Khalili, as his running mates for the upcoming presidential election. Under the shadow of warlordism, corruption and occupation, this vote will have no legitimacy, and once again it seems the real choice will be made behind closed doors in the White House. As we say in Afghanistan, “the same donkey with a new saddle”.
Jamen, hvad så med ligestillingen og Afghanistans kvinder, som vi så ofte hører om. Gør vore soldater ikke en uvurderlig indsats for at også Afghanistans kvinder kan få en chance for at deltage i samfundet?
Ikke, hvis man skal tro Malalai Joya – om noget er de med til at gøre det hele værre:
Like many other Afghans, I risked my life during the dark years of Taliban rule to teach at underground schools for girls. Today the situation of women is as bad as ever. Victims of abuse and rape find no justice because the judiciary is dominated by fundamentalists. A growing number of women, seeing no way out of the suffering in their lives, have taken to suicide by self-immolation.
Men er vi ikke nødt til at blive i Afghanistan for at redde afghanerne fra sig selv, for at undgå, at landet går til i en langvarig, opslidende borgerkrig?
I have a different message to the people of Britain. I don’t believe it is in your interests to see more young people sent off to war, and to have more of your taxpayers’ money going to fund an occupation that keeps a gang of corrupt warlords and drug lords in power in Kabul.
What’s more, I don’t believe it is inevitable that this bloodshed continues forever. Some say that if foreign troops leave Afghanistan will descend into civil war. But what about the civil war and catastrophe of today? The longer this occupation continues, the worse the civil war will be.
Morale: Lad os få de danske, canadiske, britiske og amerikanske ud af Afghanistan og hjem hurtigst muligt. Indsatsen koster store tab og gør ikke for fem øre gavn for den afghanske befolkning. Det er galimatias at fortsætte.
Hvor mange skal dø, før vi endelig forlader Afghanistan?
Det spørger Seumas Milne om i dagens Guardian. I stedet for at hænge sig fat i BBCs og andres prædiken af myten on “den gode krig”, hvor vores indsats “gør en forskel”, skærer Milne ind til benet:
This was a war, after all, launched by George Bush and Tony Blair with the stated aim of killing or capturing Osama Bin Laden and the Taliban leader Mullah Omar – and destroying al-Qaida. Eight years later, not one of those objectives has been accomplished. Bin Laden and Omar are still at large, while al-Qaida has spread into Pakistan, Iraq and dozens of other countries around the world.
Nor have any of the other fast-changing war aims – from bringing democracy, development and good governance, to ending the oppression of women and cracking down on opium production – fared much better. British and other Nato troops are now defending one of the world’s most corrupt governments, a cabal of narco-trafficking warlords rubber-stamped by a fraudulent election in which political parties weren’t even allowed to stand; Afghanistan has become the heroin capital of the world; and the position of many women, as women’s leaders such as the suspended Afghan MP Malalai Joya argue, is now worse than it was under Taliban rule.
Most absurd of all is the government’s claim that the Afghan war is preventing terrorism on the streets of Britain. The exact opposite is the case. There were no al-Qaida-style terror attacks in the UK before 2001. And Britain’s role in the invasion and occupation of Afghanistan and Iraq, along with its support for Israel’s occupation of Palestinian land – cited both by the bombers themselves and a string of intelligence reports – has been a central factor in motivating would-be jihadists, who have in any case been mostly home-grown and can train in Leeds as well as Lashkar Gah if they want to carry out atrocities.
Mine fremhævelser. Noget lignende kan siges om den danske indsats, som jeg også skrev i Information for næsten præcis et år siden: Danske soldaters tilstedeværelse i Afghanistan slider på de soldater vi har dernede, og den gør ikke for femogtyve øre gavn.
I mellemtiden er der så sket det, at nogle flere soldater er dræbt dernede, og at femogtyveøren er afskaffet og gjort værdiløs. Nu mangler vi bare at trække vores soldater hjem fra endnu en fejlslagen krig – jo før jo bedre.
Men vil det ikke bare “overlade afghanerne til Taleban” og et blodbad?
Som Milne påpeger, kan en vestlig tilbagetrækning som “garant” for et dybt korrumperet regime bane vejen for en reel aftale, der involverer alle implicerede og måske kunne være første skridt på vejen mod en løsning:
The pressing alternative is presented by the war’s supporters as “abandoning” Afghanistan to a “bloodbath”. That is to stand reality on its head. The only way to end the war is the withdrawal of foreign troops as part of a wider political settlement negotiated with all significant Afghan forces on the ground, including the Taliban – and guaranteed by regional powers and neighbouring states: Pakistan, Iran, China and India.
Such a process is bound to take place eventually – whether or not the British government has the guts to follow the example of Canada and The Netherlands and announce plans to pull out earlier.
Og den bedste forskel Danmark kunne gøre i dén henseende er måske at følge Canadas og Hollands eksempel og sætte en (snarlig) afrejsedato. Som sagt, det er ikke vores krig, den hjælper ikke afghanerne, og den beskytter ikke danskerne mod terror. Lad os se at få de soldater hjem.