Jardim das folhas sagradas (2011, på dansk: “De hellige blades have”) er en brasiliansk film om en mand, der er fanget i et utilfredsstillende og indholdstomt liv og har tabt forbindelsen til sine rødder – og om hans vej tilbage til netop disse rødder, der i filmen repræsenteres af den afro-brasilianske religion candomblé. Samtidig handler den om candomblés vilkår og mulige udvikling i en hypermoderne nutid med hurtigt skiftende normer.
Candomblé er kort fortalt (for en grundigere forklaring henviser jeg til min gamle artikel om emnet) en moderne afro-brasiliansk religion, der adskiller sig fra vores vante begreber om religion ved at være levende: Guderne (de såkaldte orishaer eller orixás) er ikke fjerne, abstrakte entiteter, som man “tror på”, de handler aktivt i verden og manifesterer sig gennem besættelse af særligt indviede.
Miguel Bomfim er en sort bankmand i Bahias hovedstad Salvador. Han er gift og lever det gode middelklasseliv med lejlighed, bil og en mandlig elsker. Han er dog utilfreds med dette liv og længes tilbage til den afro-brasilianske kultur og det candomblé-tempel, hvor hans mor var præstinde.
Ved filmens begyndelse er han netop begyndt at komme der igen. Folkene i templet er meget glade for at se ham igen og spørger, hvorfor han forsvandt? Bomfim er også glad for at være tilbage og begynder at komme der mere. Dette udløser imidlertid en voldsom reaktion fra hans kone, der er evangelisk kristen og siger, at hun vil bede for, at han kan komme ud af dette “djævelskab” og blive frelst i Jesus og det evige liv ligesom hun selv. Bomfim bliver rasende og siger, at candomblé er en religion, ikke noget djævelskab, og oven i købet en religion, hvor man tror på et liv før døden.
Bomfim er nu splittet mellem arbejdet og bankverdenens latente men umiskendelige racisme, hustruens religiøse intolerance og templets verden af natur, åndelighed og venlige, hvidklædte præstinder. Som følge af denne splittelse får han foretaget en divination med kauriskaller (merindilogun) i templet, og den giver det overraskende resultat, at hans skæbne er at videreføre traditionen ved at åbne et candomblé-tempel og og lade guderne manifestere sig dér.
Bomfim har bedre forudsætninger for dette end de fleste – hans mor var nemlig gravid med ham, da hun blev indviet, og derfor blev han selv indviet sammen med hende, før han blev født. Bomfims orixá eller gud er yorubaguden Ossain, der er gud for blade, især for bladenes iboende kraft eller axé i rituel og medicinsk sammenhæng. Bomfim vægrer sig ved ideen om at åbne et tempel – han har ikke beskæftiget sig med candomblé i mange år og slet ikke som ansvarlig præst. Hvordan skal han nogensinde lære alle de ting, han har brug for? En af hans venner, der er antropolog, opmuntrer ham og forsikrer, at mange ville være glade for at komme i et tempel drevet af Bomfim.
Kort efter oplever Bomfim en episode på arbejdet, hvor hans hudfarve kommer op, fordi han tager en ligeledes sort rengøringsmedarbejder i forsvar og en kollega antyder, at de “brune” (os morenos) jo alle holder sammen. Bomfim mister besindelsen og råber, at han ikke er brun, han er sort, sort, SORT!
Bomfim ser nu, at han er nødt til at følge sin skæbne og finder et stykke jord tæt på en flod og anden paradisisk natur i udkanten af en af Salvadors favelaer. De næste år opbygger han gradvist et tempel med mange tilhængere og indvier sine egne præstinder eller filhas de santo (åndedøtre). På trods af modstand fra lokale kristne og trusler om udsmidning, da Bomfims skøde på grunden viser sig at være af tvivlsom gyldighed, klarer templet sig igennem og udvikler sig efterhånden til et kendt og populært terreir0.
Der er dog stadig en grundlæggende uenighed mellem Bomfim og den mere traditionelle candomblé: Som indviet til Ossain er han skeptisk over for de dyreofringer, der normalt praktiseres i candomblé. Denne modstand fastholder han trods mange advarsler fra folk, der gør opmærksom på, at man har brug for blod for at grundfæste et tempel, og at guderne ikke i længden vil acceptere et tempel, der ikke følger denne regel. Bomfim føler, som andre Ossain-præster før ham (bl.a. den meget berømte Agenor Miranda Rocha (1907-2004), der i starten af filmen netop citeres for sin modvilje mod dyreofringer), at der er givet blod nok allerede, så man i hans tempel vil kunne nøjes med planter og “planternes blod” i form af plantesaft.
Denne kontrovers ender, da tordenguden Xangô bliver vred over de manglende blod-ofre og brænder templet ned til grunden. Bomfim er sønderknust og begynder sammen med sine venner og medpræster at genopbygge templet – men indser samtidig, at han er nødt til at give sig og vende tilbage til den traditionelle candomblé også på dette punkt.
Filmen behandler spændingsfeltet mellem modernitet og tradition i nutidens Brasilien. Hvor langt kan man komme væk fra sine rødder og de traditioner, man er vokset op med, uden at miste sig selv? Hvis man vender tilbage til den religiøse fordi det er dér, der er mest rigdom og liv, og vender det moderne middelklasseliv – eksemplificeret ved bankverdenen og den evangeliske kristendom – ryggen, hvor meget kan man så rokke ved traditionerne, hvis det stadig skal give mening?
Nogle af de konklusioner, som filmen drager, er at Bomfim var faret vild, da han havde vendt sine forældres religiøse kultur ryggen og ladet sig opsluge af hverdagslivets tryghed og rigdom; og at hans tilbagevenden først for alvor lykkedes, da han accepterede hele den tradition han havde forladt, også de blodofre som han både som moderne menneske og som Ossain-præst havde svært ved at acceptere. Disse konklusioner taler direkte ind i candomblés udvikling i Brasilien i disse år, hvor traditionen og det moderne liv presser mod hinanden, hvilket resulterer i mange udfordringer og mange (ofte spændende) fornyelser.
Og denne diskussion er også relevant for os her i den vestlige verden og ikke mindst i Danmark, hvor folk også kan føle, at de er faret vild og uden forbindelse til den type tradition eller åndelig praksis, som de burde være knyttet til. Blot har vi ikke som i Bahia en levende praksis som candomblé at falde tilbage på. En af de store kulturelle opaver de næste mange år kan netop være at genopbygge en sådan levende, åndelig tradition, der kan bringe os tættere på livet før døden og de kræfter, der virker i det. I denne opgave kan vi vælge at genopfinde hjulet og genopbygge det hele from scratch, eller vi kan vælge at lære af andre kulturer, der har en levende og velfungerende praksis – som for eksempel brasiliansk candomblé.
Herom mere senere.
Trailer: