Vor nye statsminister henviste i sin tiltrædelsestale som formand for Venstre til Janteloven, skriver peerplus:
I den sammenhæng henviste han til den forhadte Jantelov, som Aksel Sandemose formulerede som et skrækeksempel på den form for “de undertryktes selvundertrykkelse”, som han så som noget typisk dansk og som var et centralt element i hans roman En flygtning krydser sit spor fra 1933.
Janteloven lyder:
Du skal ikke tro, du er noget.
Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
Du skal ikke tro, at du er mere end os.
Du skal ikke tro, at du dur til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
Den slags tanker skal vi sætte os ud over, sagde Løkke, men fortsatte så: “Vi bør tage et opgør med den form for lighedsmageri, der vil klippe alt ned i samme højde og som hænger ved fra Janteloven”.
Og de brave venstrefolk klappede begejstret, mens landets statsminister i et mageløst litterært fupnummer tog en af tredivernes største kulturradikale bekæmpere af småborgerlighed som gidsel i sit eget ulighedsprojekt uden smålig skelen til hvad Sandemose faktisk stod for.
Sandemose var hykleriets, dobbeltmoralens og fordommenes bekæmper, intet mindre. Og Sandemoses holdninger gik stik mod den form for statslig drevet jokken på samfundets svageste, som Løkke i dag prøvede at gøre ham til fortaler for.
Aksel Sandemose var socialist, men i vor nye leders forskruede litterære tankespin kan den store forfatters tanker bruges til at legitimere en liberalistik økonomisk politik med skattelettelser til samfundets rigeste.
Og det er jo morsomt, som alt kan forvrænges.