Gellerups kriminalitet bruges som påskud for videovervågning

Jeg har lige set TV2-Østjylland, hvor en bekymret socialdemokratisk folketingsmand ville løse Gellerups problemer med ildspåsættelse og kriminalitet ved at opsætte videoovervågningskameraer stort set overalt i hele bebyggelsen.

I Stiftstidende læser vi, at ideen også har borgmesterens bevågenhed:

Videoovervågning er en af vejene til at få stoppet ildspåsættelser og kriminalitet i Gellerup.

Det mener borgmester Nicolai Wammen (S) og den konservative borgmesterkandidat, Marc P. Christensen. Sammen med Brabrand Boligforening lægger de to nu an til en tur til København for at overbevise Folketingets Retsudvalg om, at ideen er så god, at der skal skaffes ekstra ressourcer til den politimæssige del af overvågningen.

»Borgerne i Gellerup skal kunne færdes sikkert og trygt i deres eget nabolag. Det kan videoovervågning være med til at sikre«…

Nuvel, det er muligt, at opsætning af videokameraer hist og pist kan være med til at give nogle mennesker en følelseaf større tryghed – måske folk alligevel opfører sig pænere, når Big Brother er med på en kigger.

Ikke desto mindre er det måske værd at undersøge, hvilken effekt et sådant tiltag egentlig kan forventes at have, før man iværksætter det. Sådanne erfaringer har de i rigt mål i Storbritannien, som er et af verdens mest videoovervågede samfund.

I Storbritannien er det sådan, at alle undersøgelser af videoovervågningens indvirkning på kriminaliteten har vist, at overvågningen ikke har påvirket kriminalitetens omfang overhovedet. Se f.eks. her for nærmere forklaring.

En stor undersøgelse af sammenhængen mellem overvågning og kriminalitet i hele London-området gav sidste år det samme resultat: Storlondons kameraer har kostet over 200 millioner pund, men de har ikke gjort et eneste kvarter sikrere, og der er ikke umiddelbart nogen forskel på kriminaliteten i sammenlignelige kvarterer med og uden overvågningskameraer. Erfaringerne fra Storbritannien er med andre ord, at overvågningen som “tryghedsskabende foranstaltning” er penge hældt lige lukt i afløbet!

Bortset fra, at det lærer folk, at deres private gøren og laden i det offentlige rum er offentlighedens ejendom, og at ingen har ret til sådan noget som et “privatliv” uden for deres egen dør. Opsætning af overvågningskameraer i Gellerup vil med andre ord krænke beboernes privatliv – og det uden nogen som helst målbar virkning på kriminaliteten.

Var det ikke værd at overveje, før man begynder at sætte kameraerne op? Eller er der simpelt hen tale om, at Gellerup bruges som påskud – som løftestang og “rambuk” – for en overvågning, man i virkeligheden kunne tænke sig at indføre over det hele?

Højreorienteret terror mod Århus Byråd

De sidste måneder har der, som vi tidligere har været inde på, været en del højreorienteret terror mod den århusianske venstrefløj – den halvt jødiske folketingskandidat Sarah Victoria Bruun blev udsat for et voldeligt overfald med antisemitiske overtoner, ligesom Enhedslisten flere gange har fået vinduerne til sine lokaler knust – senest fik Peter Hegner Bonfils slået et par tænder ud, da han blev overfaldet af de højreorienterede bøller.

Århus Stiftstidende kan i dagens forsidehistorie fortælle, at den højreorienterede terror rammer bredere end som så – stort set samtlige byrådsmedlemmer med indvandrerbaggrund har således været udsat for overfald eller trusler på den konto. Cemal Metin fra SF fortæller, hvordan truslerne har tvunget ham til at dæmpe sig, rent politisk:

»Da det blev offentliggjort, at jeg var kandidat til Århus Byråd, begyndte jeg at få breve af en meget ubehagelig karakter. Nogle af dem havde racistisk indhold,« ­siger Cemal Metin.

Indholdet i brevene var så groft, at Cemal Metin blev urolig for sin sikkerhed. Han kontaktede politiet, der efterforskede sagen og gav politikeren gode råd om, hvordan han skulle opføre sig.

Oplevelsen har efterfølgende lagt en dæmper på ­Cemal Metin som politiker.

»Når jeg udtaler mig, sker det på en måde, så det ikke får de store konsekvenser. Det skal jeg være ærlig og sige.«

»Du lægger simpelthen en dæmper på dig selv i nogle situationer?«

»Ja, jeg har været lidt forsigtig med at udtale mig. Jeg har en familie, som jeg skal tage hensyn til, og jeg har ­ikke kunnet lade være med at tænke på, om mine børn kunne komme i farezonen.« …

Også Reza Teremian fra Socialdemokraterne har et par gange oplevet trusler.

»Jeg fik et par anonyme ­breve. Det var ikke trusler på livet, men man ville lukke munden på mig. Det var lidt ubehageligt,« siger han.

Ali Nuur fra Venstre op­levede til gengæld den trussel, han fik, som meget ubehagelig.

»Det skete i forbindelse med en diskussion om integration. Så var den nogle der sagde: »Vi ved, hvor du bor!«. Det blev jeg ked af, og jeg følte, at det var ubehageligt,« siger han.

“Heldigvis virker det ikke”, kunne man sige om denne terror. Bortset fra, at det gør den så faktisk alligevel: Cemal Metin holder sine meninger tilbage, og andre indvandrere har af byrådsmedlemmernes oplevelser lært, at en politisk karriere for dem er lig med en spidsrod gennem trusler, chikane og overfald.

Den højreorienterede terror mod venstrefløj og indvandrere er reelt et forsøg  på censur af det politiske liv – en censur, der ligesom chikanen mod venstreorienterede, indvandrervenlige læserbrevsskribenter, nok desværre kun virker alt for godt. Hvem ville ikke reagere som Cemal Metin og blive betænkelig, hvis de har familie at beskytte og samtidig ser, hvordan det er gået Peter Hegner Bonfils og andre venstreorienterede aktivister?

Og dog er det netop nu, at det er vigtigt at vise, at vi ikke giver efter – at vi ikke er bange for de racistiske bøller. Politikerne fra Århus Byråd kunne passende vise det ved at gå med, næste gang Antiracistisk Netværk og andre indkalder til demonstration mod de racistiske bøller og deres medløbere i det politiske liv.

Link: Racister chikanerer og truer politikere

Nyt højreorienteret overfald i Århus – talsmand for Antiracistisk Netværk slået og sparket

Dette kommer kun knap en måned efter at folketingskandidat Sarah Victoria Bruun blev udsat for et politisk motiveret overfald med antisemitiske overtoner. Den overfaldne er Peter Hegner Bonfils, talsmand for Antiracistisk Netværk og medarrangør af sidste måneds vellykkede demonstration mod racistisk vold i Århus.

JP-Århus skriver om overfaldet:

I nat kl. 2.45 blev talsmand for Antiracistisk Netværk, Peter Hegner Bonfils overfaldet, slået og sparket af en gruppe på 10-15 hætteklædte mænd bag ved Huset i Vester Allé.

Ifølge Antiracistisk Netværk var de 10-15 hætteklædte fra den højreorienterede gruppe White Pride.

Peter Hegner Bonfils var sammen med sin kammerat Rune H. Jakobsen på vej ind i Huset, men bag bygningen lå de 10-15 mænd på lur, og det lykkedes dem at få fat i Peter Hegner Bonfils.

Forinden var der blevet ringet til politiet, og overfaldsmændene forsvandt, da en politibil kom til stedet. Den overfaldte tog efterfølgende på skadestuen, hvor det kunne konstateres, at han havde flækket en læbe og mistet en tand.

Overfaldet omtales også i Politiken, hvor vi læser, at politiet “ikke ved noget sikkert om gerningsmændene, men naturligvis i efterforskningen vil være særligt opmærksomme på visse personer i det højreorienterede miljø”.

En ting: Jyllands-Postens dækning er sådan nogenlunde OK, men overskriften er helt i skoven og proklamerer: “Nyt voldeligt højre-venstre-sammenstød“. Det fremgår helt klart af både Politikens og JP’s historie, at der ikke er tale om noget “højre-venstre-sammenstød”, men om et simpelt, uprovokeret overfald fra én part mod talsmanden fra Antiracistisk Netværk. Jyllands-Posten indsætter altså bevidst en misvisende overskrift, formentlig for at pleje deres helt egne politiske interesser i sagen.

Der findes indtil flere ord for dette, men ingen af dem er særligt pæne, og jeg skal derfor lade dem være usagte her på bloggen. I denne omgang.

I mellemtiden vil jeg gerne opfordre alle med interesse for det politiske liv i Århus og Danmark i det hele taget at udstrække deres sympati og solidaritet til Peter Hegner Bonfils, Antiracistisk Netværk og den århusianske venstrefløj  i en klar markering af, at den fortsatte højreorienterede terrorvirksomhed ikke er acceptabel.

Update: Århus Stiftstidende gør, hvad JP burde og dækker begivenheden objektivt og uden innuendo.

Update, 2. november: Politiken har i dag en fyldigere dækning og interviewer bl.a. Bonfils om overfaldet.

Læs også:
Demonstration mod racistisk vold i Århus, 11. oktober 2008
Antisemitisk, højreekstremistisk overfald på åben gade i Århus
Højreorienteret chikane mod humanistiske debattører
Århus: Højreekstremister angriber unge i Huset

Giv Århus smilet tilbage

Der er demonstration mod højreekstremisme og racistiske overfald i Århus i morgen, den 11. oktober 2008.

Mere på Enhedslistens hjemmeside:

I den seneste tid har Århus oplevet en uhyggelig bølge af vold fra nazistiske grupperinger. Lørdag kan du være med til at give Århus smilet tilbage.
Lørdag d. 11. oktober kl. 13 står “Antiracistisk Netværk Århus” bag en stor, flot og folkelig demonstration, der forventes at samle flere tusinde. Anbefalerne tæller bl.a. LO-Århus, FOA-Århus, BUPL-Århus, og Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske-Århus
Enhedslistens Folketingsmedlem Per Clausen er blandt talerne til demonstrationen.

Århus med plads til alle
“Vi ønsker at Århus skal være en by for alle – uanset hudfarve, seksuel eller religiøs overbevisning. Det kan ikke passe, at en gruppe voldelige racister skal sætte dagsordenen og skabe utryghed i nattelivet og på fodboldstadion,” Fortæller Peter Hegner Bonfils, der både er medlem af Antiracistisk Netværk Århus og Enhedslisten.

For to uger siden blev en 19-årig Folketingskandidat fra Enhedslisten overfaldet. Læs historien her.

Se pressemeddelelse om demonstrationen her.
Se plakaten her.

Billede fra demonstration i Århus 2005 efter angrebet på den venstreorienterede Café Oscar

Jeg regner selv med at komme forbi til denne fredelige manifestation af afstandtagen fra Dansk Folkeparti og den pestånde, de blæser over landet. Voldelige overgreb mod politiske aktivister, som vi gentagne gange har set det i Århus, kan og skal ikke accepteres.

Antisemitisk, højreekstremistisk overfald på åben gade i Århus

Tankevækkende:

Det kan være farligt at være politisk aktiv i Århus. Det måtte Enhedslistens 19-årige folketingskandidat Sarah Victoria Bruun sande, da hun blev slået ned på gaden i weekenden. Hun var på vej til fest i Huset.

»Jeg var på vej til fest, da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, og så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Jeg røg direkte i asfalten«, siger Sarah Victoria Bruun til B.T.

Hun har stadig sår i ansigtet efter at have ramt asfalten. Da hun lå på jorden, blev der råbt ad hende.

»Jeg hørte ham sige: »Det er din egen skyld, Sarah«, og han sagde også »Jøde«. Det var ret uhyggeligt, at han kendte mit navn og åbenbart også min baggrund, for jeg er halvt jøde. Jeg har ellers ikke gjort mig bemærket, udover at jeg er opstillet for Enhedslisten …«

Det har længe været klart, at Århus er samlingssted for højreekstremister af enhver art, men det er trods alt sjældent, man ser et så åbenlyst politisk overfald, beregnet på at tage modet fra en folketingskandidat.

De plejer vist at holde sig til at knuse ruderne i Enhedslistens lokaler i nærheden, men på det sidste har der været flere tilfælde. Måske et eksempel på, at volden er ved at brede sig fra Dansk Folkepartis og Camres Endlösung-retorik og ud på gaden?