Berlingske Tidende blokerer for folk, der afviser reklamer

Vel, fuck you too, Berlingske Tidende.

Med den overflod af lydafspillende, grafikkortmisbrugende, processorbelastende Flash-, splash- og Javascriptreklamer samt Facebook-, Twitter-, Twingly og 127.000 andre widgets, er en ordentlig reklameblokker ganske enkelt uundværlig for overhovedet at kunne læse de sider uden at risikere, at ens PC går ned eller går i stå, med mindre det er den allernyeste quad core CPU med 8GB RAM og det vildeste grafikkort, man bruger.

Hvis I gerne vil have, at folk ser på jeres reklamer, så lav dem bare lidt mindre omfattende og indgribende. Flashreklamer er en uskik. Reklamer, der af sig selv afspiller lyde, er en krænkelse af folks personlige rum. Widgets fra alle mulige og umulige sociale sites er en plage, der gør siden gumpetung at indlæse og svær at læse på en bare lidt ældre computer.

Så længe de danske dagblades sider er sovset ind i alt det møg, er AdBlock Plus eller andre reklameblokerende hjælpeprogrammer ganske enkelt en helt uundværlig del af ens færden på Internettet. Hvis I vil det anderledes, så lav et bedre sidelayout og hold reklamerne på et bare lidt lavere niveau. Indtil da har I mistet mig som kunde, både på nettet og i den virkelige verden.

Nyhedsavisen går ned med flaget

Som vi læser i Politiken – konkurrenterne glæder sig ikke overraskende.

Det gør jeg egentlig også – Nyhedsavisen har udmærket sig ved en helt enestående overfladisk journalistik, et forvirrende layout og en aggressiv markedsføring, der har ført til Danmarkshistoriens vel nok største spild af papir. En tid fik vi den sågar uopfordret smidt i brevsprækken hver morgen, så en del af min faste morgenrutine blev at smide den ulæst i affaldsskakten (jeg skulle have smidt den i en postkasse i stedet, mærket “Retur til afsender” og “modtager betaler portoen”).

For min skyld måtte den faktisk gerne tage de andre gratisaviser med sig. Ritzau-journalistikken underminerer hele forestillingen om journalistisk research, og avisernes evige kamp om læsere og annoncekroner har ført til et enestående svineri i de større byer. Jeg plejer ikke at læse papiraviser, men hvis jeg endelig skal, vil jeg hellere betale for en med lidt kød på end plages med de “gratis” varianter.

Mere interessant er det, hvad der så sker med hele Nyhedsavisens blog-univers. Hjemmesiden forsvinder vel, artikler forsvinder, kommentarer forsvinder – vil vi se en storstilet migrering til Blogger, Urbanblog og Smartlog?

Men det er en mindre komplikation – Nyhedsavisens bloggere og kommentarskrivere skal nok finde andre steder at gå hen, eller måske endda andre ting at tage sig til. Som wolf også gør opmærksom på, har Nyhedsavisen “udmærket sig” ved et meget højtråbende og ubehøvlet kommentarunivers, som ikke vil blive savnet.

I det store billede: One down, tre to go.