bedrag – Modpress

Efterlønnen: Det store tyveri

I debatten om efterlønnen hører vi gang på gang, at vi ikke har råd til efterlønnen, at det er en kæmpestor post på statsbudgettet, som meningsløst postes ud for at forgylde velhavende pensionister, mens de plejer deres golfhandicap.

Virkeligheden er imidlertid, at efterlønnen hele tiden har været brugerfinancieret. Som fagforeningen 3F beretter på deres hjemmeside:

Da efterlønnen blev indført i 1979, blev a-kasse-kontingentet sat op fra 2,25 til 7,25 gange dagpengesatsen, netop med den begrundelse, at efterlønsordningen skulle være udgiftsneutral for statskassen. I forbindelse med efterlønsindgrebet i 1998 blev a-kassekontingentet sat lidt ned, men til gengæld blev der indført et efterlønsbidrag, så man tilsammen kan komme op på at betale 13 gange den daglige dagpengesats.

Du betaler altså ikke bare dit månedlige efterlønsbidrag på 439 kroner for din efterløn, men også via dit a-kasse-kontingent. I alt op til 11,75 gange dagpengesatsen, svarende til 736 kroner om måneden.

Men det stopper ikke her.

Skattereformen i 1993 indførte et såkaldt arbejdsmarkedsbidrag på otte procent bruttoskat. Arbejdsmarkedsbidraget gik sammen med indtægterne fra a-kasse-kontingentet ind i tre fonde, der skulle dække udgifterne til blandt andet aktivering, sygedagpenge, dagpenge og – efterløn.

Arbejdsmarkedsbidraget skulle sættes ned, hvis indtægterne herfra oversteg fondenes udgifter. Det skete rent faktisk i 1998. Men bidraget blev ikke sat ned. I stedet fik vi den såkaldte Pinsepakke, der slog de tre fonde sammen til én, Arbejdsmarkedsfonden, der nu også skulle dække de årlige udgifter på godt 20 milliarder kroner til førtidspension.

Men det stopper ikke her…

I 2008 var der, trods de nye udgifter til førtidspensionen, igen overskud i Arbejdsmarkedsfonden. Svaret var en ny reform, som simpelthen afskaffede fonden, men fastholder arbejdernes fulde brugerbetaling via arbejdsmarkedsbidrag, a-kassekontingent og efterlønsbidrag.

Så – indtil 2008 var status, at den arbejdende befolkning allerede havde financieret såvel efterløn som dagpenge gennem arbejdsmarkedsbidraget, der eksplicit var indført præcis med det formål, og derfor blev opsamlet i Arbejdsmarkedsfonden. I 2008 valgte regeringen så uden videre at tage pengene i arbejdsmarkedsfonden og bruge dem på skattelettelser (og sikkert også andre ting).

Og nu, hvor man i ro og mag har stjålet de penge, som almindelige mennesker har indbetalt for at financiere de løbende betalinger af efterløn, begynder man at himle op om, at vi ikke har råd til det. Er det frækt, eller hvad?

Stop multinasserne

Se, hvordan du gør som IBM, Nestlé, Kraft, Fujitsu Siemens og en lang række andre multinationale selskaber – snyd uden om din skat og få mange flere penge til dig selv – læs mere på den nye kampagneside multinasserne.dk.

Nogen stor nyhed er det ikke – her er, hvad jeg selv skrev om sagen for næsten fire år siden:

Hjem-Is er kun ét blandt mange multinationalt ejede firmaer, som ikke betaler skat i Danmark, hvilket vi i dag kan læse om på Jyllands-Postens hjemmeside:

Mens Hjem-Is producerer sine is på fabrikken i Esbjerg, så har Nestlé bestemt, at Premier Is skal importere alle sine is fra andre Nestlé-ejede fabrikker i udlandet.

Prisen for de udenlandske is er så høj, at Premier Is år efter år præsterer et solidt underskud i Danmark. Det vel at mærke selv om danskerne ifølge is-industrien selv er blandt ‘de mest isspisende folkefærd i verden’, og priserne på almindelig ispind de seneste 10 år er steget med langt over 100 procent.

Da Hjem-Is og Premier efter Nestlés overtagelse er fusioneret i ét selskab, æder det fiktive underskud på Premiers produkter rent fortjenesten på Hjem-Is. Summa Summarum: Millioner af kroner, stjålet lukt op af danskernes lommer.

Tilsvarende kunne Dagbladet Arbejderen allerede i 2002 afsløre, at McDonald’s aldrig har i de 24 år, de har opereret her i landet, har betalt så meget som en eneste krone i skat:

I 21 år har McDonald’s arbejdet i Danmark uden at tjene én eneste krone. Det koster altså penge, hver gang ekspedienterne svinger en burger over disken.

Det er i hvert fald, hvad koncernen oplyser til de danske skattemyndigheder. Derfor har den verdensomspændende gigant heller ikke betalt én eneste krone i skat i alle disse år.

Og det er jo bemærkelsesværdigt: Multinationale selskaber som Nestlé, McDonald’s og Coca-Cola vil jo gerne nyde godt af det danske samfund: De vil gerne have veje, som deres direktører kan slide på med deres BMW’er og Audier, de vil gerne nyde godt af de danske arbejdsmarkedsregler, så deres medarbejdere kan få sygdagpenge.

Den danske sygesikring, som tillader dem at slippe langt billigere mht. obligatoriske forsikringer end i lande, hvor sygesikring er noget, man tegner privat, er der heller ikke noget i vejen med: De vil bare ikke selv betale til det.

I stedet udnytter de huller i loven til kvit og frit at skovle milliarderne til udlandet. Tænk lidt over det, næst gang du overvejer at købe en cola eller en burger hos McDonald’s – eller noget så dansk som en Hjem-Is for den sags skyld.

Køb ikke hos McNasserøvene!

Men at det ikke er noget nyt, er mildt sagt ikke en grund til ikke at gøre noget ved det. Det klæder ikke virksomheder af en tyngde som IBM, Q8, Nestlé og så videre at ty til rene og skær juridiske fiktioner for at slippe for at bidrage til den fælles husholdning. Her er en værdig opgave for regeringen: Stop de multinationale nasserøve – få dem til at betale deres skat med glæde.

Link: Multinasserne

Søren Gade har overtrådt den vigtigste regel i politisk spin

Don’t get caught!

Som den enlige mor fra Glasgow sagde til sin søn, da han blev slæbt hjem af politiet: Don’t you ever get caught again!

Det er bare ikke godt det her, Søren. De ekstra esser hører hjemme i baglommen, ikke på bordet. Der er ikke meget, dine kumpaner i regeringen kan gøre for dig nu.

• Gades pressechef lækkede ‘Jæger’-bog

• Gades spindoktor lækkede oversættelse til DR

• Soldater mister tillid til forsvarstoppen

• Efterretningstjeneste renser spindoktor (!)

Ebberød Bank

50.000 boligejere truet af gældsfælde, læser vi i Politiken. Hvorfor?

Jo, de har såmænd købt deres boliger på afdragsfrie lån. Nu hvor boligboblen er bristet og priserne rasler ned, sidder disse mennesker tilbage med et hus med mere gæld, end det er værd. Hvordan kom det så vidt?

Den eneste mening, der kan være i at købe et hus på afdragsfrie lån er, hvis huspriserne stiger: Hvis huspriserne stiger med 20% om året, fordobles de på ca. 4 år, og hvis en familie køber et hus til 3 millioner, kan de efter efter fire år sælge det til seks, give restgælden videre og stikke tre millioner i lommen.

Problemet er selvfølgelig, at uden nævneværdig inflation kan priserne ikke blive ved med at stige på den måde. Hvis priserne falder eller blot ikke stiger, er afdragsfrie lån økonomisk galimatias: Man kommer reelt aldrig til at eje sin bolig, men bor til leje hos kreditforeningen uden nogen af de fordele, der følger med ved at være lejer frem for ejer (og typisk til en væsentlig højere husleje).

Derfor virker det også noget hyklerisk, når administrerende direktør i Realkredit Danmark Sven Holm afviser, at banker og kreditforeninger skulle have noget ansvar i form af dårlige kreditvurderinger:

Administrerende direktør i Realkredit Danmark, Sven Holm, afviser, at boligejere er blevet lokket i uføre og har fået nogle afdragsfrie lån, som de i realiteten ikke har råd til at nedbringe. Alle skal have luft i økonomien til at afdrage på gælden, understreger han.

Men kreditvurderingen kan ikke tage højde for uforudsete begivenheder som f.eks. arbejdsløshed eller privat overforbrug, mener Sven Holm:

»Vi kigger på, om kunden vil være i stand til at betale et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag. Men hvis han et splitsekund efter at have fået lånet, går ned og køber en ny BMW, så har vi ingen mulighed for at dæmme op over for det«.

Et “splitsekund”, ligefrem. Mig tykkes, den dårlige samvittighed stikker ud, et eller andet sted. Sandheden er vel nærmere, som enhver der har set kreditannoncer på TV de senere år er klar over, at forbrugerne er blevet lokket med afdragsfrie lån, og det i stor stil. Hvis formålet ikke har været at kapre kunder, der ellers ikke havde haft råd til at købe deres hus, eller som gerne ville have luft i økonomien til en BMW, må man gerne kalde mig Mads.

Banker og kreditforeninger har ganske enkelt lukreret på bølgen ligesom alle andre spekulanter – og det ganske rigtigt i nogle tilfælde på naive boligejeres bekostning.

En mindre pæn udlægning er, at pengeinstitutterne mæskede sig ved fadet sammen med de andre svin så længe det varede, og nu, hvor festen er forbi og boblen bristet, sidder pyramidespillets tabere tilbage med regningen – og samme pengeinstitutter spæner med lynets hast fra såvel det moralske som det økonomiske ansvar.

Opbyggeligt og lidet tillidsvækkende at se.

Keating: McCains ven, bedrageren

Palin og McCain er begyndt at gå meget hårdt til Obama, blandt andet fordi Obama vist har haft en vag, organisatorisk tilknytning til en person, der blev dømt for terrorisme begået mens den unge Barack var otte år gammel.

Så grimt går de til den, at nogen sågar taler om fascisme. Men skal der være gilde, så lad der være gilde. Obama-kampagnen er kommet i tanker om, at McCain var et fremtrædende medlem af Keating 5, 5 senatorer, der i 1991 fik en påtale for at intervenere og forsinke undersøgelser til fordel for Charles Keating, CEO for Lincon Savings and Loans Bank, der senere brød sammen og måtte reddes af den amerikanske regering. Redningen kostede skatteyderne 3,4 milliarder dollars, og Keating blev idømt først 10, senere 12½ års fængsel.

McCain havde til gengæld modtaget forskellige økonomiske “begunstigelser”, herunder kampagnebidrag og en ferierejse med alt betalt. Siger denne gamle historie noget om mandens dømmekraft i dag?

Hvis det skal handle om mudderkastning, lader Obama i alle tilfælde her til at have fundet noget lidt mere relevant at kaste sig over. Som Lawrence Lessig skriver på sin blog:

It has surprised me that this, the tremor before this recent financial disaster, the Keating Five scandal, has not been at the center of this campaign before. But now, apparently in response to Palin’s suggestion that the fact Obama knows Ayers is relevant to whether he should be president, the Obama campaign has released this very strong 15 minute documentary about the Keating scandal.

For those not old enough to remember, here’s the outline: 5 Senators, all of whom had received campaign funding from Charles Keating, intervene with regulators to get them to overlook criminal behavior by Keating, leading to the collapse of Lincoln Savings, leading to a $3.4 billion bill for Americans. The only one of those 5 Senators to receive both personal and political benefits from Keating: McCain.

Fair? Totally relevant to the question whether the judgment of this candidate is the sort that’s needed at this time. Totally relevant to the basic question whether his philosophy — deregulate — is what this sector needs at this time.

Wise? Not sure. I’m not sure Americans distinguish between hard-hitting-and-fair criticism (which this is) and hard-hitting-and-unfair criticism (which Palin’s is). One might worry that they’re “burn[ing] down the house to roast the pig” but I assume they’ve reckoned that.

Link: and then things got ugly (via Boing Boing).

Sarah Palin – professionel løgnhals

Rolling Stone har samlet en liste af 11 myter om Sarah Palin, suppleret med de hårde, verificerede fakta.

Det er lidt af en øjenåbner, især hvis man stadig har en eller anden forestilling om, at McCain er en gentleman, hvis ord man på nogen måde kan regne med:

1. THE MYTH: “She took the luxury jet that was acquired by her predecessor and sold it on eBay. And made a profit!” — John McCain, at a campaign stop in WisconsinTHE FACTS: No one bought the jet online. It was eventually sold through an aircraft broker — at a loss to taxpayers of nearly $600,000.

2. THE MYTH: “I told the Congress ‘Thanks, but no thanks’ on that Bridge to Nowhere.” — Sarah Palin, convention speech

THE FACTS: Supported the infamous pork project in her 2006 run for governor, even after Congress had killed the bridge; derided its opponents as “spinmeisters.” Reversed her stance a year later — but kept the money, doling out the $223 million in federal funds to other pork projects throughout the state.

3. THE MYTH: “We … championed reform to end the abuses of earmark spending by Congress.” — Sarah Palin, convention speech

THE FACTS: As mayor, employed a lobbyist who also worked for Jack Abramoff to secure $27 million in pork spending for Wasilla — more than $4,000 per resident. In her two years as governor, requested $453 million in earmarks. Alaska ranks first in the nation for pork, raking in seven times the national average.

Take note, punditokrater og andre!

Link: The Truth About Sarah Palin (via Boing Boing).