Tag: borgerrettigheder

Tip + Qu’est-ce Que Fück? ACTA

Denne tråd her på bloggen er ved at udvikle sig til en af de væsentligste diskussioner om ACTA, rettighedsforvaltning, fildeling og fornyelse af branchen, som jeg har set længe – med deltagelse af anti-ACTA-aktivister, KODAs kommunikationschef og direktør, diverse bloggere og et par professionelle musikere. Værd at læse, hvis du overhovedet interesserer dig for nogle af de emner. Læs KODAs multiple, ofte selvmodsigende, forklaringer, hør deres argumenter og se dem få tørt på af deres egne medlemmer.

Herover ses den video, som Aarhus-bandet Qu’est-ce Que Fück? indspillede som protest mod ACTA og i protest over at Koda nægtede dem tilladelse til at spille deres egen musik til lørdagens demonstration, og som altså nu er lagt på YouTube.

ACTA er ikke en ‘sejr’: Svar til Pia Olsen Dyhr m.fl.

Pia Olsen Dyhr, vores venstreorienterede og p.t. meget lobby-bukkende handelsminister, skrev et indlæg i Information, hvor hun påstod at ACTA er “en sejr for Danmark“. Indlægget består mest af udenomssnak – Olsen Dyhr taler om “forfalskning” af tasker, sko og andre mærkevarer, mens hun slet ikke kommer ind på konsekvenserne for folks brug af Internettet.

Tech-journalisten Glyn Moody svarer hende og sætter et par ting på plads. Værd at læse, ikke mindst fordi det nok ikke er sidste gang, vi kommer til at høre den type argumenter:

The minister highlights problems with counterfeit goods. These undoubtedly exist, and are especially worrying for things like medicines or spare aircraft parts. But this does not address the real problem with ACTA: that it seeks to apply the same harsh legislation aimed at curbing dangerous counterfeit goods to the simplest digital copyright infringement.

For example, Article 9 of ACTA states: “In determining the amount of damages for infringement of intellectual property rights, a Party’s judicial authorities shall have the authority to consider, inter alia, any legitimate measure of value the right holder submits, which may include lost profits, the value of the infringed goods or services measured by the market price, or the suggested retail price.”

For physical counterfeits, that might make sense, but it doesn’t for digital copies. What is the lost profit from sharing one file? One Euro – the cost of the copy – or the millions that the copyright industries claim has been lost as a result of the multiple copies around the Net?

Not only that, but Section 4 on Criminal Enforcement uses a definition of “piracy on a commercial scale” that includes “indirect economic or commercial advantage.” Obviously, everyone that shares digital files without paying derives indirect economic advantage; and because there is no *minimum* level of infringement specified in ACTA, that means that sharing a single MP3 could in principle lead to criminal charges and imprisonment.

Moreover, another clause stipulates that signatories “shall ensure that criminal liability for aiding and abetting is available under its law.” Even linking to a site that holds unauthorised copies of copyright materials is clearly aiding someone download them, and therefore in principle, because of the very broad definitions employed by ACTA, anyone on Facebook or Twitter who points to a video clip that has not been authorised, and which has some advertising around it (thus making it “commercial”) could be subject to criminal charges and imprisonment.

These are just some of the examples of the way in which the inclusion of digital infringement alongside counterfeits has led to a situation where ordinary users of the Internet may find themselves threatened with criminal proceedings and imprisonment.

Other major issues include the fact that ACTA requires authorities to “order an online service provider to disclose expeditiously to a right holder information sufficient to identify a subscriber whose account was allegedly used for infringement.” That is, guilty upon accusation, and no right to privacy.

Since ACTA has been drawn up and agreed behind closed doors, there is now no way to amend these problematic passages. In order to protect European citizens from the disproportionate punishments that ACTA provides for, to preserve their privacy and the assumption of innocence before being proved guilty, the only solution is for the European Parliament to reject ACTA when it is presented for ratification, and for new treaties to be drawn up that deal with counterfeits and digital infringement separately.

Og mens den danske regering og andre har travlt med at stikke blår i øjnene på os alle sammen, er der forhandlinger i gang om TPP, en opfølger til ACTA, der ganske enkelt vil udstede retningslinjer for, hvordan en computer overhovedet må virke, hvis den skal kunne afspille musik. Der er virkelig og for alvor grund til at være på vagt og stoppe ACTA nu!

MI5 kendt skyldig i tortur, nådesløs kritik fra dommer – ville det ske i Danmark?

Sagen er alvorlig, og vi har skrevet om den før:

Den britiske borger Binyam Mohamed, som blev holdt fange og torteret i Pakistan og senere sendt til Guantanamo, efter at han havde læst en satirisk artikel om, hvordan man bygger en atombombe, blev udsat for voldsom tortur. Det brtiske efterretningsvæsen MI5 medvirkede i denne tortur, hvilket såvel  tjenesten selv som den britiske regering lige siden har forsøgt at dække over ved løgnagtige påstande om “hensyn til fremmede magter”, nemlig USA.

En dommer har nu afgjort, at MI5 var medskyldig i denne tortur, og har i en helt usædvanligt voldsom kritik karakteriseret tjenesten som uhæderlig, løgnagtig og uden respekt for menneskerettighederne.

The Guardian skriver om sagen:

Amid mounting calls for an independent inquiry into the affair, three of the country’s most senior judges – Lord Judge, the lord chief justice, Sir Anthony May, president of the Queen’s Bench Division, and Lord Neuberger – disclosed evidence of MI5’s complicity in Mohamed’s torture and unlawful interrogation by the US.

So severe were Neuberger’s criticisms of MI5 that the government’s leading lawyer in the case, Jonathan Sumption QC, privately wrote to the court asking him to reconsider his draft judgment before it was handed down.

The judges agreed but Sumption’s letter, which refers to Neuberger’s original comments, was made public after lawyers for Mohamed and media organisations, including the Guardian, intervened.

They argued that Neuberger had privately agreed with Sumption to remove his fierce criticisms without giving then the chance to contest the move.

In his letter, Sumption warned the judges that the criticism of MI5 would be seen by the public as statements by the court that the agency:

• Did not respect human rights.

• Had not renounced participation in “coercive interrogation” techniques.

• Deliberately misled MPs and peers on the intelligence and security committee, who are supposed to scrutinise its work.

• Had a “culture of suppression” in its dealings with Miliband and the court.

Sumption described Neuberger’s observations in his draft judgment as “an exceptionally damaging criticism of the good faith of the Security Service as a whole”.

His letter also refers to the MI5 officer known as Witness B, who is understood to have interrogated Binyam Mohamed in Pakistan in 2002. Witness B gave evidence in the hearings and is now at the centre of a Scotland Yard investigation. Sumption’s letter implies that Neuberger did not believe that Witness B was acting alone and that the judge believed that Witness B’s conduct was “characteristic of the service as a whole”.

Kritikken kunne ikke ret godt være voldsommere og har kastet hele efterretningstjenesten ud i en krise, som i allerhøjeste grad smitter af på den regering, der hele tiden og med stort set alle midler har forsøgt at dække over skandalen til skade for sagens offer Binyam Mohamed, der under sit fangenskab blev udsat for den mest ubegribelige tortur:

As many will recall, Mohamed was seized by the Pakistanis in April 2002, turned over to the Americans for a $5,000 bounty, abused for three months, rendered to Morocco, tortured with razor blades to the genitals, rendered on to the “Dark Prison” in Kabul, tortured some more, and then held for five years without charge or trial in Bagram air force base and Guantánamo Bay.

Og dog viser sagen noget om Storbritannien, som man ikke ville se her i Danmark: Storbritannien har faktisk et fungerende, uafhængigt retsvæsen, der en gang i mellem trækker en streg i sandet.

I en tilsvarende sag i Danmark, hvor domstolene fødes i en usund symbiose med det øvrige retsvæsen og især Justitsministeriet, ville der blive dækket over en sag, der var så uheldig for regeringen, og en skræmt dommer ville lade sig forlede til at fastslå, at der ikke var noget at komme efter.

I mellemtiden kan man så undre sig over, hvad der egentlig blev af det åbne samfund, man skulle forestille at “forsvare”, i den her krig mod terror: Hvorfor en sådan eftergivenhed overfor menneskeretskrænkelser, og det i et land, som normalt har ry for at være så civiliseret, at det forbød tortur allerede i middelalderen, mens hjul og stejle drejede lystigt herhjemme?

Der venter vist et større opgør ovre på den anden side af Nordsøen.

Glidebanen i aktion: Britisk politi anklaget for at waterboarde narkomistænkte

Faktisk ikke så meget “narko”, kun pot – men effekten er den samme:

Six members of London’s metropolitan police force are the focus of a criminal investigation after a corruption probe revealed allegations by a serving officer that detectives waterboarded suspects allegedly caught with a “large amount” of marijuana.

“The officers under investigation were among 10 based in Enfield, north London, who were suspended in February in one of the worst allegations of corruption to hit the Metropolitan police in recent years,” reported The Telegraph.

“The part of the inquiry focusing on alleged police brutality has been taken over by the Independent Police Complaints Commission (IPCC),” reported the Times Online. “It is examining the conduct of six officers connected to drug raids in November in which four men and a woman were arrested in Enfield and Tottenham.

The British publication added: “Police said they found a large amount of cannabis and the suspects were charged with importation of a class C drug. The case was abandoned four months later when the Crown Prosecution Service said ‘it would not have been in the public interest to proceed.’ It is understood that the trial, by revealing the torture claims, would have compromised the criminal investigation into the six officers.”

I gamle dage talte man om, hvordan “krigen mod stoffer” udgjorde en retspolitisk glidebane, fordi metoder, som man ellers ikke ville acceptere – ubegrænset isolationsfængsling, aflytninger uden dommerkendelse – pludselig blev acceptable, når det var disse væmmelige stoffer, det handlede om.

Og nu ser vi så, hvordan “krigen mod terror” har smittet af på bekæmpelsen af narkokriminalitet ved at gøre tortur acceptabelt blandt i hvert fald nogle politifolk. Måske denne udvanding af retspolitikken er det eneste formål, der nogen sinde har været med at proklamere noget så tåbeligt som en “krig mod terror”.

Link: UK cop accuses colleagues of waterboarding pot suspects (via Boing Boing)

Internetcensur – også i Danmark

Det kan godt være, at vi hører mere om internetcensur i lande som Kina og Iran, men det er også et problem her i Danmark. Dels er der den latterlige blokering af The Persian Bay, dels er der “børnepornofiltret”, som er en “frivillig” blokering af en lang række hjemmesider og servere, hvoraf de fleste formentligt ikke indeholder børneporno, som også dette blogindlæg fra Computerworld afslører:

Godt i gang med arbejdet sidder man og leder efter lidt info på noget SQL, men midt i det hele er man ved gå kløjs i sin kaffe for lige pludselig bliver man mødt med en meget stor og faretruende side hvor på der står “STOP” med rødebogstaver, nedenunder er der henvisning til straffelov og hvor meget straffe man nu kan få får at kigge på børneporno, hele den side fik jeg frem ved at skrive “how to write ldf to database” i google og vælge et af linksne som var hen på en “teknisk” side hvor der ingen nøgne damer var ej hellere børn påklædt eller gansch nude.

Da jeg så endelig havde fået kaffen op af den forkerte hals og ikke ud på skærmen, så blev jeg sgu sur hvad fanden i en i helvede Fullrate skal sgu ikke bestemme over hvad jeg vil se på nettet, det gælder om det er seksuelle billeder med sko der parre sig eller nøgne børn, ikke at jeg billiger det men da jeg bestilte internet hos Fullrate stod der intet sted at jeg købte ydelsen “bredbåndsforbindelse til det internet vi mener du bør se” nej jeg har bestilt ydelsen 20/2 til internettet, i givet fald så kunne de i realiteten bare have internettet i æske og stikke ledningen ind i æsken og sige det er internettet.

Nå men der er jo en mailadresse man kan skrive til og brokke sig hvis man mener indholdet ikke er for frækt eller indeholder nøgne børn, her det så jeg tænker hvordan i hede hulen skulle man vide det egentlig hvis man ikke kan se siden så kan man jo hellere ikke vide hvad der skulle være der – men så langt har Fullrate ikke tænkt, men afsted med mailen mere fordi jeg vil vide hvor i aftalevilkårne der står at de kan censurere, men nej mail kommer tilbage kontoen findes ikke hos Fullrate – her rejste jeg mig op og klappede af Fullrate, det satme god stil.

Den rigtige løsning på sider med ulovligt indhold er ikke at bortcensurere dem ved en teknisk filtrering, men at man sætter ind mod ulovlighederne med det juridiske system. Dette er en gammel erfaring – problemer forsvinder ikke ved, at man stikker hovedet i busken, men ved at man faktisk gør noget for at løse dem.

I stedet misbruges strudseadfærden til at udrulle en komplet infrastruktur til bortcensurering af alle ytringer, man af den ene eller den anden art ikke bryder sig om; en infrastruktur af samme type som den, de bruger i Iran, Kina og Saudi-Arabien.

Link: Nu er censuren sneget sig ind på min PC

Iranske dissidenter i fængsel – takket være Nokia og Siemens

Tænk på dette, næste gang du køber en Nokia-telefon eller en Fujitsu Siemens-computer. Begge firmaer tjener med største fornøjelse millioner på at levere overvågningsudstyr til et regime, der bruger det til at sætte folk, der siger deres mening eller organiserer protester, i fængsel:

Nokia Siemens Networks (NSN), a joint venture between the Finnish cell-phone giant Nokia and German powerhouse Siemens, delivered what is known as a monitoring center to Irantelecom, Iran’s state-owned telephone company.

A spokesman for NSN said the servers were sold for “lawful intercept functionality,” a technical term used by the cell-phone industry to refer to law enforcement’s ability to tap phones, read e-mails and surveil electronic data on communications networks.

In Iran, a country that frequently jails dissidents and where regime opponents rely heavily on Web-based communication with the outside world, a monitoring center that can archive these intercepts could provide a valuable tool to intensify repression.(…)

Ben Roome, a spokesman for NSN, said, “We provide these systems to be used under the applicable laws in their countries and make sure we are abiding by U.N. and [European Union] export regulations and code of conduct. We provided the monitoring center to Irantelecom. We are not going to comment on the use of it. It is there to record lawful intercepts.”

But William Daly, a former CIA signal-intelligence officer for the agency’s Office of Science and Technology who retired in 2000, said the monitoring center in Iran will be used to “monitor dissidents and those ayatollahs who oppose the Supreme Leader [Ayatollah Ali Khamenei].” (…)

Mohsen Sazegara, a founder of Iran’s Revolutionary Guards who became a democracy advocate and was arrested in 2003 for his opposition to the Islamic republic, said there were rumors in Iranian opposition circles that the Germans had sold the state powerful new technology that would make their monitoring efforts more effective.

“My first reaction is, ‘Wow! Why do they do this?’ Don’t they know that this will be used against the people of Iran?” said Mr. Sazegara, who now lives in the United States.

“They facilitate a regime which easily violates human rights in Iran and the privacy of the people of Iran. They have facilitated the regime with a high technology that allows them to monitor every student activist, every women’s rights activist, every labor activist and every ordinary person.”

Update, 23/6 kl. 21.30: Politiken har nu også historien (25 timer efter modspil.dk 🙂 )

Link: Fed contractor, cell phone maker sold spy system to Iran

Dagens citat: Terrorbekæmpelse

Cory Doctorow på Boing Boing:

Al Quaeda are not anti-aviation activists. They want to create terror, not ground airplanes. You fight that by arresting them, not by sticking airports in safes and throwing away the keys.

Link: Fight terrorism by arresting terrorists, not by looking at our genitals at airports

Digitale borgerrettigheder – præcisering og status

Som opfølgning på dette indlæg om den forhåbentlige afværgelse af de muligheder for filtrering og vilkårlig udelukkelse fra Internettet, der var bygget ind i EUs nye telekompakke.

Status er mere præcist, at telekompakken, som introducerer en række vigtige og meget efterspurgte reformer på telekom-området er vedtaget, men betinget af det ene ændringsforslag, som sikrer, at private borgere ikke vilkårligt kan fratages retten til at søge information på Internettet. Dette ændringsforslag forhindrer blandt andet den franske three strikes-lov, hvorefter folk ville kunne smides af nettet efter tre beskyldninger om (bemærk, der ikke står “domme for”) ulovlig fildeling.

Borgerens rettighed til at søge information på Internettet er sikret, hvis EUs ministerråd accepterer telekompakken med dette ændringsforslag. De kan vælge at afvise den, i hvilket fald hele pakken skal genforhandles. I så fald skal ikke blot spørgsmålet om borgerrettigheder, men en lang række andre kontroversielle punkter tages op igen.

Viviane Reding, som er komissær for området, opfordrer Ministerrådet til at acceptere indstillingen med den garanti af de digitale borgerrettigheder, der er opnået:

“I welcome the European Parliament’s strong endorsement of the reform of the EU telecoms rules. All three reports on the reform have been voted today by the Parliament with overwhelming majorities. There was one amendment voted by the Parliament today that was not included in the initial deal agreed between the three EU institutions. This amendment is an important restatement of the fundamental rights of EU citizens. For many, it is of very high symbolic and political value. I call on the Council of Ministers to assess the situation very carefully, also in the light of the importance of the telecoms reform for the sector and for the recovery of our European economy.

Den enkleste løsning for alle parter er altså at lade ændringsforslaget stå; eller også må underholdningsindustrien stå frem og sige, at de er villige til at sabotere hele aftalen, fordi de ønsker deres mulighed for at smide brugere af, der mistænkes for ulovlig fildeling.

Hr. Kommentar mener, at garantien for at borgere ikke vilkårligt kan udelukkes fra at søge information på nettet repræsenterer en uforholdsmæssig overdragelse af beføjelser til EU. Det mener jeg ikke – jeg er i princippet selv modstander af EU, men derfor kan man godt interessere sig for, hvilke vilkårlige og totalitære tiltag, der presses ned over hovedet på os fra Bruxelles. Som jeg skrev i en kommentar til hr. k’s indlæg:

Der er ikke tale om en indblanding i retspolitikken, men i infrastrukturpolitikken. Telekom-pakken vedrører fremtidens elektroniske infrastruktur, og det er et område, hvor EU (ikke kun EU-parlamentet, som du skriver, men hele EU, dvs. også kommissionen og rådet) har kompetence.

I telekompakken var der efter fransk pres eksplicit lagt op til, at three-strikes-love var mulige i hele EU, uanset hvad den lokale lovgivning sagde. Denne bestemmelse er med det vedtagne ændringsforslag erstattet af en, der sikrer borgeren nogle elementære rettigheder. Men der er tale om, at disse elementære rettigheder sikrs på et område, hvor EU allerede har kompetence.

Og spørgsmålet er ikke så perifert, som det kan synes: At være smidt af Internettet er i stigende grad at være smidt ud af samfundet. Plus, at hvis den franske regel var blevet vedtaget ville næste skridt for de lobbyer, der står bag kravet, være at kræve, at det blev en obligatorisk regel i hele EU. Nu er de planer slået tilbage til square one.

Med mindre altså Ministerrådet  afviser hele pakken, men det ville efterhånden ligne en ren magtdemonstration. Men det illustrerer måske også den tovtrækning, EUs langsigtede lovgivning kan blive til: Stærke interesser forsøger at (mis-)bruge EUs institutioner til at trække groteske og halvtotalitære bestemmelser ned over ale EU-lande på en gang, og en mindre gruppe aktivister og borgerretsbevægelser forsøger – med vekslende held – at afværge det. Denne gang lykkedes det, men næste gang  – hvem ved? Den onde vilje hos diverse lobbyer er ikke til at tage fejl af.