I mit sidste indlæg skrev jeg om de oprindelige folk i det nordøstlige Brasiliens store, prærie- og ørkenagtige bagland , at de er “gennemsyret af den sertão-kultur, som præger områdets landbefokning.”
Og det gælder begge veje. Catimbó, der som vi har set opstod ud fra de oprindelige folks religiøse praksis, praktiseres primært af mennesker, der ikke identificerer sig som “indianere”, men bare som sertanejos. De forskellige strømninger – de oprindeligt adskilte europæiske, afrikanske og indfødte kulturelementer – har blandet sig og er blevet til en fælles kulturel baggrund.
Noget lignende kan siges om candomblé – orishaerne og myterne om dem har bredt sig og har fundet en plads i det brasilianske samfund og kulturliv, som rækker langt ud over deres egentlige tilhængerskare.
Et eksempel er musikken, hvor utallige sange til orishaerne synges, produceres og distribueres som del af den almindelige populærkultur.
Lia de Itamaracá (f. 1944) fra den nordøstbrasilianske stat Pernambuco er berømt for at synge den folkelige brasilianske musikform (med tilhørende dans) ciranda. I nedenstående video synger hun “Mar de fogo”, som er en decideret påkaldelse af Exu.
Denne musikvideo blev lanceret i anledning af Brasiliens nationale umbandadag 15. november 2021, og det fremgår klart, at sangerinden måske nok er troende katolik, men også står candomblé meget nær.
Men elementer fra candomblé genfindes i mange flere dele af den nordøstbrasilianske kultur. Et andet eksempel er capoeira, den populære afro-brasilianske kampform, der kombinerer meget smidige og dynamiske kombinationer med musik og sang.
Det mest centrale element i capoeira er, når udøverne samles for at spille i en roda, en kreds eller ring. I rodaen samles deltagerne i en cirkel, hvor de spiller på deres instrumenter, synger og klapper, mens to deltagere spiller capoeira i midten. Du kan se, hvordan det foregår, i videoen herunder.
I rodaen skaber musikken og sangen en kollektiv energi, som vekselvirker med de to spillere i midten. Det er en praksis med mange formål, hvoraf et meget væsentligt er, at det ganske enkelt er sjovt. Den kollektive energi, der som sagt skabes af sangen, musikken og de to spillere i midten formidles også til deltagerne, der går styrkede derfra. Selve spillet er også kompliceret med en uendelighed af finter og subtile bevægelser, som det tager mange år at beherske på højt niveau. Capoeira er således en fysisk, musikalsk, intellektuel og spirituel praksis med dybe rødder i afro-brasiliansk kultur.
Til gengæld har capoeira ikke umiddelbart noget med candomblé at gøre. For det første er capoeira i modsætning til candomblé udsprunget af de bantutalende folks kultur, det vil sige blandt folk fra Congo-Angola-området.
Capoeira er heller ikke en religion, det er tværtimod en praksis, som pr. definition er åben for alle, uanset hvilken religion, de dyrker eller ikke dyrker. Til gengæld voksede både capoeira og candomblé betydeligt blandt den sorte befolkning i delstaten Bahia, ikke mindst i hovedstaden Salvador, i løbet af det 20. århundrede, og der har traditionelt været et stort sammenfald mellem deres udøvere.
Capoeira-sange[1] følger et kald-respons-format: Den, der synger først, synger en eller flere strofer, hvorefter resten af deltagerne svarer i kor. Det er ofte enkle sange med et folkeligt præg. Når de ikke åbenlyst handler om capoeira i sig selv, er de som regel fulde af metaforer og dobbelte betydninger.
Et meget simpelt eksempel er denne sang:
O facão bateu em baixo C: A bananeira caiu O facão bateu em cima C: A bananeira caiu Cai, cai, bananeira C: A bananeira caiu | Macheten ramte forneden K: Banantræet faldt Macheten ramte foroven K: Banantræet faldt |
Denne sang kan for eksempel synges, hvis en meget høj spiller overmandes i rodaen – han sammenlignes med banantræet, der falder.
Capoeira har et antal sange, der også bruges i candomblé – hvad enten de så er “lånt”, eller der er tale om “folkesange”, som begge traditioner har taget til sig. Mere interessant er måske de tilfælde, hvor orishaerne og candomblés verdensbillede i øvrigt hentydes til i sange, der lader til at være opstået i capoeira.
Én sang, der kan fungere som optakt til selve spillet i rodaen (en såkaldt chula), begynder for eksempel således[2]:
Nessas águas cristalinas onde eu fui mergulhar na praia de Amaralina meu barco foi naufragar Antes de entrar na água | I det krystalklare vand hvor jeg kom til at svømme ved stranden Amaralina forulykkede min båd Før jeg sank ned i vandet |
Efter denne “forsang” skiftes til kald-respons-formatet:
A canoa virou, marinheiro que em mar naufragou C: A canoa virou, marinheiro Lá no fundo do mar tem dinheiro C: A canoa virou, marinheiro | Kanoen kæntrede, sømand som forulykkede på havet K: Kanoen kæntrede, sømand Der er penge på havets bund K: Kanoen kæntrede, sømand |
Der kan komme mange flere vers, og der kan også improviseres nye vers i en given situation.
Men hvad betyder denne tekst? På overfladen er det en simpel sang om en sømand, hvis båd vælter på havet og som synker og måske endda drukner. Havets vuggen af en båd er en populær metafor for de vuggende og glidende bevægelser i et elegant capoeira-spil, så man kunne måske synge den, hvis én af spillerne af en eller anden grund kommer mindre heldigt fra det (“kanoen kæntrede”).
Det virker også naturligt, at sømanden hilser på havgudinden i det øjeblik, hvor han stiger ned i havet. Men der er mere i det, for hvad er det for nogle “skatte” (“tesouros”, jfr. engelsk “treasure”), som man kan søge efter i havet? Sunkne skibe med guldmønter, måske?
Iemanjá er gudinde for havet som vi kender det, men hun er også urhavet, gudernes moder. Hendes dybder er skabelsens dybder, skabelsen før skabelsen, den arketypiske livmoder. At søge sine skatte i dybet er at søge efter de ultimative svar på, hvem man er og hvor man kommer fra[3]. Og man kan tage sine skatte med tilbage, nye erkendelser, ny indsigt, nye evner, som man har fundet i urdybet. Som tidligere nævnt er Iemanjá tæt knyttet til kulten for ori, menneskets personlige skæbne.
Men når en capoeirista synger sådan i forbindelse med en roda, kan det også forstås metaforisk: Rodaen er havet, og de skatte, der søges, er indsigt i capoeira-spillet, ikke blot de fysiske bevægelser, men også den dybe indsigt i og overblik over spillets natur, som det tager år at opbygge.
Som vi ser, kan en på overfladen simpel sømandssang indeholde store dybder, som er intimt knyttet til hele det nordøstbrasilianske magisk-religiøse verdensbillede, som også candomblé er en del af. Men …
Betyder det så, at sangen betyder alt dette, hver gang, der er nogen, der synger den? Selvfølgelig ikke. Man kan synge den som kommentar til spillet i rodaen, eller fordi det er en flot sang; fordi den er en simpel sømandssang; fordi man gerne vil opfordre til et dybt og indsigtsfuldt spil; eller simpelt hen bare fordi man kan sangen og godt kan lide den. Nogle mennesker vil synge indledningen, fordi de er i nærheden af havet og gerne vil ihukomme Iemanjá, men andre vil synge den uden at have nogen tilknytning til gudinden overhovedet. Nogle gange betyder det måske virkelig alt det, jeg har skitseret herover, andre gange vil folk bare have det sjovt uden at man skal lægge for meget i det – og så kan der være alle mulige trin dérimellem.
Og her er pointen: Denne sang har i kraft af sine kulturelle allusioner et spektrum af betydninger, der strækker sig fra kanoen på overfladen til urhavets dybder. Og denne form for allusioner med mange forskellige lag af betydninger går igen ikke blot i mange capoeirasange, men overalt i den folkelige kultur i området. Det er dette verdensbillede, hvori candomblé indgår som et naturligt element, som får denne religion og dens guder til at dukke op langt uden for dens egen kontekst.
Som endnu et eksempel kan du herunder se Lia de Itamaracá synge sangen Eu vi mamãe Oxum na cachoeira, “jeg så min mor Oxum ved vandfaldet”:
Noter
[1]: Capoeirasange og områdets folkelige sange er et meget stort emne, som vi slet ikke kan dække tilfredsstillende her – et godt sted at begynde er Rune Hjarnø Rasmussens bog Capoeirasange, eget forlag 2014.
[2]: Tak til mestre Renato fra Grupo de Capoeira Ginga Mestre Agostinho i Aarhus for at lære mig denne sang.
[3]: Tak til Tainá Santos for denne erkendelse.
