Feminisme i dag

Jinan Younis besluttede at starte en feministisk klub på sin skole i England. Så kom reaktionen. Dette er 2013, and still we get this.

What I hadn’t anticipated on setting up the feminist society was a massive backlash from the boys in my wider peer circle. They took to Twitter and started a campaign of abuse against me. I was called a “feminist bitch”, accused of “feeding [girls] bullshit”, and in a particularly racist comment was told “all this feminism bull won’t stop uncle Sanjit from marrying you when you leave school”.

Our feminist society was derided with retorts such as, “FemSoc, is that for real? #DPMO” [don’t piss me off] and every attempt we made to start a serious debate was met with responses such as “feminism and rape are both ridiculously tiring”.

The more girls started to voice their opinions about gender issues, the more vitriolic the boys’ abuse became. One boy declared that “bitches should keep their bitchiness to their bitch-selves #BITCH” and another smugly quipped, “feminism doesn’t mean they don’t like the D, they just haven’t found one to satisfy them yet.” Any attempt we made to stick up for each other was aggressively shot down with “get in your lane before I par [ridicule] you too”, or belittled with remarks like “cute, they got offended”.

The situation recently reached a crescendo when our feminist society decided to take part in a national project called Who Needs Feminism. We took photos of girls standing with a whiteboard on which they completed the sentence “I need feminism because…”, often delving into painful personal experiences to articulate why feminism was important to them.

When we posted these pictures online we were subject to a torrent of degrading and explicitly sexual comments.

We were told that our “militant vaginas” were “as dry as the Sahara desert”, girls who complained of sexual objectification in their photos were given ratings out of 10, details of the sex lives of some of the girls were posted beside their photos, and others were sent threatening messages warning them that things would soon “get personal”.

We, a group of 16-, 17- and 18-year-old girls, have made ourselves vulnerable by talking about our experiences of sexual and gender oppression only to elicit the wrath of our male peer group. Instead of our school taking action against such intimidating behaviour, it insisted that we remove the pictures.

Unge kvinder, der insisterer på deres ligeværd, udsættes for chikane og hån – og omgivelsernes (i dette tilfælde skolens) bud på en reaktion er at bede dem lade være med sådan at provokere. Er det virkelig 2013, vi skriver?

Link: What happened when I started a feminist society at school

Højreorienteret chikane mod humanistiske debattører

Baggrunden for dette indlæg er, at jeg (og det er jo glædeligt nok) forleden, den 27. oktober,  havde dette læserbrev i Ekstra Bladet:

VELLYKKET DEMONSTRATION
Luk Lejren-demonstrationen har været meget vellykket og har vist  stor
opbakning til flygtningene i Sandholm,  hvilket  mange  af Sandholms
beboere har været glade for, og har været gennemført helt ikke-voldeligt
fra demonstranternes side.

Forholdene i Sandholm og racismen i dette land gør mig flov over at være
dansker – Luk Lejren gør mig en lille smule stolt igen.

Alle andre end Dansk Folkepartis kernevælgere burde være glade for denne
aktion.

I går fik jeg så en ufrankeret forsendelse (med tilhørende strafporto), der viste sig at indeholde denne besked:

Autentisk chikanebrev

Det mest irriterende ved sådan en besked er selvfølgelig, at det ikke er første gang, jeg får sådan en hilsen. Det er heller ikke tredje, eller femte. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvor mange gange, jeg har fået breve med beskyldninger om at være “landsforræder”, postkort med skydeskiver og besked om at under besættelsen ville jeg være blevet skudt, osv.

Man kunne sige, det er harmløst, og i grunden bekymrer det mig vel ikke så meget: En person, der endikke tør underskrive sine forblommede trusler, tør rimeligvis heller ikke gøre nogen form for alvor af dem.

Men på ytringsfrihedens og den offentlige debats vegne bekymrer det mig en del. Hvordan kan det være, at netop folk, der taler om værdighed og menneskelige forhold til alle, skal intimideres til at holde deres kæft. Hvordan kan det være, at netop debattører, der tør stå frem og sige tidens dominerende antisemitisme (nemlig den, der er rettet mod muslimer) midt imod og gøre opmærksom på, at deres muslimske naboer ikke har mindre ret til at være her og være i fred end alle andre,  skal kanøfles ud af debatten?

Og det er værre end som så: Dels er den chikane, jeg selv har været udsat for, forholdsvis mild i forhold til, hvad f.eks. fremtrædende indvandrerpolitikere har måttet tåle, dels er jeg måske også mere hårdhudet end så mange andre. Hvor mange humanistisk sindede mennesker har forsøgt sig med et enkelt læserbrev eller lignende, blot for at blive mødt af trusselsbreve af typen “vi ved, hvor du bor”, og hvor mange ender med pludselig at blive helt betænkelige ved ideen om at sige højt, hvad mange tænker?

Det er læserbrevsdebattens og lokalpolitikkens svar på de White Pride-bøller, der i Århus forsøger at chikanere venstrefløjen ud af bybilledet. Og som sådan er de en del af et spektrum, der går fra Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet; over en Mogens Camres åbenlyse krav om etniske udrensninger på europæisk plan af en skala, der ikke er set siden 30erne, og en Lars Hedegaard, der i sit grænseløse og nærmest sygelige had til muslimer og islam ikke kunne drømme om at mod- eller undsige en sådan udrensning; over den mere ekstreme, uformelle højrefløj i Den Danske Forening og blandt højrebloggere, der dagligt hepper på og drømmer om en sådan udrensning; over de anonyme stormtropper, der chikanerer debattører af mere “humanistisk”, indvandrervenligt tilsnit, truer dem og beskylder dem for at være landsforrædere; helt ud til de SA-lignende bøller og stormtropper i White Pride og Danmarks Nationale Front.

Er Dansk Folkeparti et fascistisk parti? Nej, hverken fascistisk eller eurofascistisk, som vi flere gange har fastslået. Fascismen er et kontinuum i dette land. White Pride og DNF er stolte af at stemme på Dansk Folkeparti, som de føler er dem, der bedst repræsenterer deres interesser. Dansk Folkeparti har et “pænt” image, men når Mogens Camre ruller sig ud med krav om storstilede etniske udrensninger, der ikke ville kunne undgå at resultere i storstilede massakrer, nægter partitoppen at tage afstand fra ham.

Højrebloggerne tager behørigt afstand fra White Prides afstraffelser af “landsforræderne”, men lægger med deres egen retorik og hyppige krav om atombomber over Mellemøsten i allerhøjeste grad selv op til det.

Og tværs gennem dette kontinuum finder vi bånd af samarbejde, venskaber, partitilhørsforhold og alle mulige andre former for forbindelser. Og intimideringen af folk, der vover at stikke hovedet frem i læserbreve, er blot ét aspekt.

Den bølleagtige udhængning i højreorienterede læserbreve og på højreblogs er et andet. Dansk Folkepartis dehumaniserende retorik over for muslimer, et tredje. Og det er derfor, jeg overhovedet gider at skrive om den platte, intimiderende hilsen, jeg har modtaget.

Dansk Folkeparti er måske ikke et fascistisk parti, men det er en del af et kontinuum, der i praksis fungerer som en fuldgyldig fascistisk bevægelse. Denne bevægelse har udpeget sine “jøder” (muslimer og andre “fremmede”) og er i fuld gang med at udgrænse dem. Og den har virtuelle stormtropper på plads for at true og skræmme debattører, der tør stikke hovedet frem og undsige racismen. Det kan godt være, det ikke lykkes særlig godt, men der kan ikke være nogen tvivl om, at målet med en sådan intimidering er at sætte ytringsfriheden ud af kraft, så Dansk Folkeparti med flere kan udføre sine mørke gerninger uden alt for megen kritik.

Og jeg ved ikke andet, end at en intimidering som den, jeg selv har været udsat for her, allerede reelt har skræmt mange fra at ytre sig af frygt for repressalier fra de højreorienterede. Det er vel derfor, jeg skriver om det her: Idioterne skal vide, at deres trusler ikke hjælper, at ingen er eller burde være bange for anonyme kujoner, der endikke tør underskrive deres hengemte præk med deres eget navn; og alle andre skal vide, at den slags altså forekommer i dette engang så tolerante land.