Fotograf Jørn Stjerneklar har en fremragende og rystende kronik i Politiken om forholdene i Congo:
»Tutsi-babyer er intet værd. De tog babyerne fra deres mødre, og så dræbte de kvinderne. Det var en ung mand, der havde babyerne. Han kom med dem i en kurv, som han bar på hovedet. Han bragte dem til grisene. De holdt grise. Babyerne var meget små, og der var rigtigt mange grise. På den her måde skulle spædbørnene mærke Tutsiernes smerte. De fodrede svinene med babyer. »Har du set det hér?« De pegede, når en gris tyggede en baby«.
Luften står stille og tiden stopper. For os begge. Flashbacks til folkedrabet i Rwanda kører i to mentale biografer. I min bif er filmen kun forbudt for børn under 18. Den lille kvinde foran mig kører en film på sit indre lærred, der ikke tåler at blive vist for nogen. (…)
Kommer der en dag, hvor vi påtager os det ansvar, vi historisk har, for at skabe fred i Congo – det rigeste jordlod på kloden? Jeg tvivler.
Men næste gang du sidder foran din PC, så tænk på Congo. Forestil dig, at det coltan, fabrikanten har brugt i din computer, er vasket i blodet fra millioner af døde mennesker.
Når du taler kærligt til din elskede i din mobiltelefon, så tænk på Congo. Forestil dig svedige unge mænd, der knokler under pres fra bevæbnede hooligans med at få hevet så meget coltan ud som muligt. Så du igen kan købe den nyeste mobilmodel.