Tag: Danske Bank

Too big to fail – hit med overskuddet eller bliv delt

Finanskrisen fik med et sat spotlys på hvilken risiko hele samfundet tager, når infrastrukturen og økonomien er afhængige af private firmaer. Det blev pinligt bevist at de største amerikanske banker, simpelthen ikke måtte gå ned – de var “too big to fail”, og derfor måtte skatteyderne til lommerne og kaster milliarder ned i det kæmpe hul som bankernes grådighed havde skabt.

Ligeså i Danmark – hver eneste gang Danske Bank har været i problemer har den danske stat garanteret deres fortsatte eksistens. Danske Bank udgør ca. 1/3 af al dansk bankaktivitet (Nordea en anden tredjedel og resten fordelt på de resterende banker), og hvis Danske Bank går under, så vil det have en katastrofal virkning på hele Danmarks økonomi.

Altså har skatteyderne måtte kaste milliarder efter Danske Bank for at redde den, da krisen viste at banken havde satset alt for risikabelt. Og risikoen blev taget af de danske skatteydere, ikke aktionærer og bestyrelsen.

Alle disse lån og garantier har Danske Bank fået ganske gratis, og kan tilmed fortsætte som en mastodant i den danske bankbranche. Nu ved banken blot at uanset hvor mange risici der bliver taget af banken, vil den aldrig nogensinde få problemer med finansering og sikkerhedsstillelse.

Altså er markedskrafterne reelt sat ud af kraft når det gælder Danske Bank – normalt risikerer banken og bestyrelsen en masse penge og i yderste konsekvens at gå under – en risiko der medfører en vis forsigtighed. De danske skatteydere har nu al risiko – og Danske Bank kan tage al overskuddet.

Denne situation er naturligvis ikke holdbar – private firmaer skal ikke misbruge milliarder af skattekroner på den måde. Og slet ikke tage hele samfundet som gidsel. Så herfra skal lyde et krav om reformer af banksektoren. Hvis en bank bliver estimeret til at være “too big to fail”, må der være én af to konsekvenser. Enten bliver banken delt op i mindre dele – og dermed fjernes risikoen. Eller også må banken betale en større del af sit overskud til en statslig fond, der kan trækkes på, når situationen kræver det.

Politikerne går rundt om den varme grød og tør ikke hive i Danske Banks hale – det er ynkeligt at se på, og får banken til at tro på sin egen udødelighed – se blot hvordan Danske Banks direktør ønsker at fjerne en masse småbanker i Danmark – når det i virkeligheden kun er to banker der bør fjernes/deles i Danmark – Danske Bank og Nordea.

Blanket af med bankens hjælp

Finn Nørbygaard, der efter eget udsagn ikke har en tøddel forstand på investeringer, fortæller til epn.dk, hvordan han lavede en kanoninvestering i IT Factory og Stein Bagger – på Danske Banks klare anbefaling:

Han støttede sig til sin revisor og Danske Banks folk, der endog mente, at hans andel af IT Factory var op mod det dobbelte af det officielle beløb på 400 mio. kr. værd.

“Jamen det var jo fantastisk. Og jeg troede jo på det – hvad skulle jeg ellers gøre – og gik sådan og jokede med det over for mine drenge og mine venner, at nu kunne jeg forsørge mine tipoldebørn, hvis de skulle få brug for det. Det var sådan en dejlig fornemmelse inden i at kunne gøre det,” lyder det fra Finn Nørbygaard.

Men IT Factory-pengene forsvandt som dug for solen, da Stein Bagger stak af og blottede et af danmarkshistoriens største bluffnumre.

Men når nu det faktisk er Danske Bank, der har fucked up, må man vel forvente, at de tager deres del af ansvaret og for eksempel er til at tale med, når det handler om at vise konduite eller give så meget respit, at Finn Nørbygaard måske kunne redde noget af sin formue i land?

“Jeg har sagt, at jeg tror og håber på, at Danske Bank og jeg finder en mindelig ordning på det her. For jeg har været kunde i mange, mange år og har fået en god behandling, og har tiltro til, at det gør jeg også i denne sag. Det håb er her over sommeren brast, og jeg har mistet alt, hvad jeg ejer og har, og jeg må gå fra hus og hjem,” siger Finn Nørbygaard i radioprogrammet.

Entertaineren håbede til det sidste, at han kunne få lidt respit i banken, hvis nu bare aktiepriserne eller huspriserne rettede sig.

“Men det kunne der ikke være tale om. Så flyttebilen er bestilt, og vi skal flytte fra hus og hjem meget snart.”

Ingen konduite, ingen henstand – Peter Straarup skulle jo nødig risikere sin millionbonus. Gad vide, hvor mange hundrede tusind almindelige danskere, der ikke er lige så kendte som Finn Nørbygaard og som vi derfor ikke hører om i medierne, der bliver tørret af samme bank og på samme konto?

Link: Nørbygaard: “Jeg må gå fra hus og hjem”

Kammerateri og pamperi i Danske Bank

Politiken har en historie i dag om hvorledes Peter Straarup, direktør i Danske Bank afstår fra bonus og lønforhøjelse i 2009 af hensyn til finanskrisen. Citat:

»Aktionærerne har haft en svær periode. Derfor har Peter Straarup besluttet at afstå fra lønstigning og bonus i 2009«, siger Jonas Torp, pressechef i Danske Bank, til Ritzau.

En fin lille historie, serveret af Danske Banks pressechef, der gerne skulle vise at bankerne tager krisen alvoligt. Men i virkeligheden viser det at bestyrelsen i Danske Bank er helt og aldelelse fra snøvsen! For de har tilsyneladende TILBUDT Peter Straarup en bonus og en lønforhøjelse! Et tilbud tilsyneladende baseret på hvorledes bankdirektøren har misholdt og smadret banken og dens aktier? For hvis bankdirektørerne har “ansvaret” og “skal belønnes” når bankerne i opgangstider får succes, så har de det vel også i nedgangstider? Men bestyrelsen i Danske Bank mener tilsyneladende at Peter Straarup kun har ansvaret når det går godt – når det går skidt så skal han da have en trøstebonus?

I virkeligheden viser denne sag lige præcist hvorfor der er en finanskrise lige nu. Det er ganske almindelig kammerateri og pamperi der foregår. Der er ingen konsekvenser når bankdirektører laver fejl – og deres millionlønninger har intet at gøre med størelsen af deres ansvar eller evner – det har noget at gøre med en branche hvor man deler millionerne og overskuddet ud til dem man kender. I politik ville det være dybt ulovligt – i bankbranchen er det skik og brug.

link til pamperi af værste slags