Iran

To ting:

1. Det er stadig slet ikke sikkert, at Ahmadinejad virkelig tabte det valg. Det ved vi ikke, med mindre der kommer en pålidelig omtælling.

2. Folk er meget, meget vrede i Iran, og der er mange af dem.

Det spiller bare ikke længere så stor en rolle, om der blev svindlet med valget eller ej. Det er tydeligvis slet ikke længere det, men hele regimet, det handler om. Hvordan vil det ende?

Jeg vil ikke kloge mig på det. Må præstestyret give sig, eller ender vi med at se en jernnæve, der knuser al videre modstand? Begge muligheder står åbne lige nu. Men Iran er et stort land med en meget gammel kultur – det kunne være rart at se det vende politisk og kulturelt tilbage til verden som et frit land, som det ikke har været i hvert fald siden 1953; det år, shahen kom til magten ved et kup.

Hærdebrede danske betjente uskadeliggør livsfarlig, samfundstruende 16-årig pige

Det er ikke kun i USA, de kan – her i Danmark er vi også med på noderne. I dette tilfælde er der desværre ikke nogen video af heltedåden, men mon ikke retfærdigheden også her kommer til at ske fyldest, så de pågældende betjente inden længe kan stå til politiparaden med deres medaljer som “Korpsets Pryd”?

Modkraft har historien:

Et voldsomt møde med nogle betjente i forbindelse med en ungdomshusdemonstration sendte 16-årige Catrine Rex Hinrichs en tur på hospitalet med mistanke om brud på nakkehvirvlen. Den unge pige slap heldigvis med skrækken.

I alt blev det til to voldsomme skub i ryggen, et hårdt spark i maven, fire slag med knippel og en efterfølgende indlæggelse på Bispebjerg Hospital til undersøgelse, bl.a. for muligt brud på nakkehvirvlen.

Catrine Rex Hinrichs befandt sig kort før klokken 21 på fortovet ud for Jagtvej 69, hvor står hun og taler med en ven, 16-årige Louis Albeck Grandjean. Begge har tidligere på dagen deltaget i en annonceret demonstration fra Gammel Torv i det indre København og ud til Nørrebro.

Pludselig stormer talstærkt politi stedet, bl.a. fordi nogle af de tilstedeværende har antændt et bål ude på Jagtvej. Synet af de fremstormende betjente med hævede knipler får de to unge til at gå ind på den tidligere ungdomshusgrund for at komme væk ad den vej.

Ifølge betjentene flytter den unge pige sig ikke hurtigt nok. I hvert fald skubber en politimand ifølge Catrine Rex Hinrichs hende på et tidspunkt så hårdt i ryggen, at hun med stor kraft falder ned i asfalten og slår hovedet.

Da hun forsøger at komme op at stå, sparker en betjent hende i maven. Ifølge pigen får sparket hende til at krybe sammen i fosterstilling.

Da det lidt efter lykkes hende at komme halvt op at stå, skubbes hun igen voldsomt i ryggen af en betjent og falder på ny ned i asfalten. Liggende dér tildeles hun fire knippelslag, bl.a. i ryggen, på skulderen og på albueleddet.

Herefter lader betjentene hende være, og det lykkes for Louis Albeck Grandjean at komme hende til undsætning.

Efterspillet er, som det fremgår, at Catrine Hinrichs indlægges til observation med mistanke om brud på nakkehvirvlen. Så det er godt, vi har vort tapre og effektive politi. For hvordan ville det ikke gå, hvis samfundsskadelige, 16-årige piger fik lov til at deltage i en fredelig og lovlig demonstration bare sådan uden videre?

Men sådan er det heldigvis ikke, og det kan vi takke politiets dygtige ledelse og den handlekraftige borgerlige regering for. Sager som disse viser, at vi har lige præcis det politi, der skal til for at håndtere en vanskelig situation som den København står i lige nu. Eller noget.

Link: Pige anklager betjente for vold