Tag: dkpol

Fattige lever et liv i lede og skam

Hvis man spørger sig selv, hvad LA og Metter Frederiksen og debatten om “nassere” på overførselsindkomster har opnået, kommer svaret blandt andet i en ny rapport fra Rådet for Socialt Udsatte.

Folk, der uden egen skyld er blevet syge og arbejdsløse, bliver i dag mistænkeliggjort, forfulgt, kontrolleret og lagt for had i en grad, så deres liv er fyldt med lede og skam over den rolle, de har fået i livet.

Ekstra Bladet opsummerer rapporten således:

Følelsen af at blive mistænkeliggjort, kontrolleret og ringeagtet af det offentlige system og andre borgere præger hverdagen for tusindvis af danskere, der er afhængige af offentlig forsørgelse. Det fylder deres liv med utryghed, angst og lede.

Det fremgår af Rapporten “Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt” fra Rådet for Socialt Udsatte. Citatet i indledningen er tager fra rapporten.

Rapporten tegner ikke et billede af kontanthjælpsmodtagere, der har det fint med at nasse på de offentlige kasser. Langtfra.

Derimod viser den et hæsligt billede af fattigdom som en bitter blanding af afsavn, skam, selvbebrejdelse, isolation, mindreværd og selvmordstanker.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, mener, at vi på mange måder har opbygget et system, som er med til at trykke mennesker længere ned i sociale problemer i stedet for at hjælpe dem op.- Der de tale om mennesker, som ofte har mange problemer at slås med, men det, som især trykker mange af dem, det er den mistro, de møder fra det omgivende samfund. Debatten og tonen er blevet urimelig hård i forhold til socialt udsatte, og det er bestemt ikke det, de har brug for, siger Jann Sjursen.

Så tillykke til Liberal Alliance og Helle Thorning og Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye og alle de andre socialliberale. Alle deres udtalelser om emnet har alene haft til formål at sparke fattige mennesker endnu længere ned i sølet, og det ser ud til, at det er lykkedes. Mission accomplished.

Vold mod børn i Danmark i 2012

Medarbejdere fra Næstved Kommune fjerner den 13-årige Amy Rebecca Steen fra en plejefamilie, hun ikke ønsker at forlade. Bemærk udover billederne lydsiden i de dele af videoen, vi ikke ser.

Der er sikkert mange sider af denne sag, som Næstveds borgmester forsøger at gøre opmærksom på i sin ikke ret flatterende optræde – men uanset hvad: Hvordan er den “indsats”, vi ser her, ikke et strafbart, voldeligt overgreb? Jeg gruer personligt ved tanken om den tilværelse, den stakkels pige nu går ind til, hvor det er sådanne bøller, der “passer på” hende.

DR skriver:

Avisen [Sjællandske] overværede, da den 13-årige Amy skrigende og protesterende blev slæbt ud af det hjem, hun har haft i 11 måneder:

– Slip mig, slip mig skreg pigen som et såret råvildt før bildøren smækkede i. Den hærdebrede pædagog måtte lægge sig ovenpå pigen, før det lykkedes ham at lukke bildøren, skriver avisen. […]

Pigens bisidder fra Børns Vilkår har anket beslutningen om, at hun skal fjernes, til Ankestyrelsen. Afgørelsen ventes at komme om kort tid, men nu er pigen fjernet og anbragt i en ny familie, inden hun skal videre til et opholdssted.

Når man ser “omsorgen” i et sådant forløb er det svært at tro andet, end at det handler om, at kommunen vil spare penge. Opløftende er det i hvert fald ikke.

Nej til NemID

NemID, den centrale login-løsning til offentlige hjemmesider, som bankerne og regeringen vil tvinge os til at bruge, er noget skidt. Den lever ikke op til kravene for en PKI-infrastruktur, den er bygget op med en central server som “single point of failure” så alt kan sættes ud af spillet på én gang, den lægger vore bankkonti og personlige oplysninger åbne for Man in the Midle-angreb, og den kræver, at brugeren installerer en Java-applet, som tillader DanID at læse alle brugerens filer. Det har jeg skrevet en masse om før.

Hjemmesiden Nej til NemID samler de mange problemer med NemID ét sted og fungerer også som underskriftindsamling, så du ad den vej kan tilkendegive din utilfredshed med NemID. Som der står på hjemmesidens afsnit om de tekniske problemer med NemID: “Sikkerheden i NemID ligger kun hos regeringen og Bankerne. Der er ingen sikkerhed for forbrugeren”.

Link: Nej til NemID

Til regeringen: Når venstre side leger borgerlige, rydder højrefløjen bordet

Den nye danske regering er hurtigt kommet til at sidde fast i “realistisk”, det vil sige: meget borgerlig, politik. Støtte til ACTA, skattelettelser til de rige, besparelser frem for kickstart (i hvert fald på europæisk plan).

Den sandsynlige ende på den galop er, at S-SF-Rs egne vælgere mister modet og ikke gider stemme ved næste valg, hvorefter de borgerlige kan sidde med et absolut flertal uden overhovedet  at gå frem.

Det er i hvert fald, hvad der skete i Spanien, påpeger Ignacio Escolar i The Guardian:

The conservative absolute majority is not built on the unstoppable rise of the right. Mariano Rajoy, the new prime minister, won 10.8m votes in the November election, only 500,000 more than in 2008, when he lost to José Luis Rodríguez Zapatero. Opinion polls do not show an ideological shift to the right either. According to the Centre for Sociological Investigations, the majority of Spaniards describe themselves as centre-left, ahead of right or centre-right. Rajoy’s landslide at the polls was down to the abstention and break-up of the left, not the growth of his social base.So what caused the electoral collapse of the Spanish left? It’s a problem of supply, not of demand: in government the left was incapable of living up to the ideas and discourse of its voters. During the years of the property bubble, the PSOE embraced liberal economic policies, especially in terms of taxation. “Lowering taxes is of the left,” Zapatero frivolously declared as he introduced numerous tax cuts that greatly benefited the upper classes. Then came the recession, and Zapatero was slow to react, lost in an absurd semantic debate about the word “crisis”.

The point of no return came on 12 May 2010, when the prime minister, cornered by the pressure of the markets on Spanish bonds, announced the biggest public spending cuts in Spain’s history. Instead of looking for a social democratic way forward, Zapatero utterly embraced liberal recipes to resolve the crisis. Instead of putting taxes for the richest back up, he cut workers’ pay. Instead of tapping the profits of the banking sector, he froze pensions.

Did Zapatero have an alternative? There was without doubt space for other policies, even in the context of the austerity imposed from Europe. But how to apply policies of the left in the midst of the crisis, in a globalised economy and in a European Union where most states are governed by conservative parties? Zapatero’s cuts were seen by a huge number of those who had elected him as an intolerable betrayal. Voters turned their back on the PSOE. If the only way out of the crisis was to support the right, then better the original than a copy.

Med andre ord, når de venstreorienterede politikere ikke længere tør være sig selv bekendt – som især Villy Søvndal og de fleste SF-politikere ikke længere tør stå ved andet end det mest primitive udsalg til magten for magtens skyld, rydder dem, der godt tør stå ved sig selv, bordet. Og det tør Dansk Folkeparti desværre. Hvis ikke regeringen bliver presset til at udgøre en reel modvægt mod Dansk Folkepartis nationalisme og Liberal Alliances neoliberale afskaffelse af velfærdsstaten, er det kun et spørgsmål om tid, før disse borgerlige kræfter vender tilbage til magten.

“It cannot be true that the same welfare state that paid for (the recovery of) broken, ruined postwar Europe is today an unsustainable utopia”, som Escolar skriver. Og det er noget nær sagens kerne: Velfærdsstaten kan ikke være en utopi, som vi ikke længere har råd til. Hvis vi vælger at afvikle den, er det et bevidst, men ikke et nødvendigt valg. Og dog insisterer også den danske regering på at gå med i EUs nye “finanspagt”, der må betragtes netop som en del af Merkels og Sarkozys felttog mod den europæiske velfærdsstat på bekostning af “de økonomiske realiteter”. Hvis ikke den danske venstrefløj fra S og ud tør gå imod dette, vil folk gå trætte hjem eller stemme på de rigtige borgerlige i stedet.

Og så kommer Dansk Folkeparti til magten igen. Jeg håber ikke, det er sådan, det kommer til at gå, men husk: Du så det først her.

ACTA er ikke en ‘sejr’: Svar til Pia Olsen Dyhr m.fl.

Pia Olsen Dyhr, vores venstreorienterede og p.t. meget lobby-bukkende handelsminister, skrev et indlæg i Information, hvor hun påstod at ACTA er “en sejr for Danmark“. Indlægget består mest af udenomssnak – Olsen Dyhr taler om “forfalskning” af tasker, sko og andre mærkevarer, mens hun slet ikke kommer ind på konsekvenserne for folks brug af Internettet.

Tech-journalisten Glyn Moody svarer hende og sætter et par ting på plads. Værd at læse, ikke mindst fordi det nok ikke er sidste gang, vi kommer til at høre den type argumenter:

The minister highlights problems with counterfeit goods. These undoubtedly exist, and are especially worrying for things like medicines or spare aircraft parts. But this does not address the real problem with ACTA: that it seeks to apply the same harsh legislation aimed at curbing dangerous counterfeit goods to the simplest digital copyright infringement.

For example, Article 9 of ACTA states: “In determining the amount of damages for infringement of intellectual property rights, a Party’s judicial authorities shall have the authority to consider, inter alia, any legitimate measure of value the right holder submits, which may include lost profits, the value of the infringed goods or services measured by the market price, or the suggested retail price.”

For physical counterfeits, that might make sense, but it doesn’t for digital copies. What is the lost profit from sharing one file? One Euro – the cost of the copy – or the millions that the copyright industries claim has been lost as a result of the multiple copies around the Net?

Not only that, but Section 4 on Criminal Enforcement uses a definition of “piracy on a commercial scale” that includes “indirect economic or commercial advantage.” Obviously, everyone that shares digital files without paying derives indirect economic advantage; and because there is no *minimum* level of infringement specified in ACTA, that means that sharing a single MP3 could in principle lead to criminal charges and imprisonment.

Moreover, another clause stipulates that signatories “shall ensure that criminal liability for aiding and abetting is available under its law.” Even linking to a site that holds unauthorised copies of copyright materials is clearly aiding someone download them, and therefore in principle, because of the very broad definitions employed by ACTA, anyone on Facebook or Twitter who points to a video clip that has not been authorised, and which has some advertising around it (thus making it “commercial”) could be subject to criminal charges and imprisonment.

These are just some of the examples of the way in which the inclusion of digital infringement alongside counterfeits has led to a situation where ordinary users of the Internet may find themselves threatened with criminal proceedings and imprisonment.

Other major issues include the fact that ACTA requires authorities to “order an online service provider to disclose expeditiously to a right holder information sufficient to identify a subscriber whose account was allegedly used for infringement.” That is, guilty upon accusation, and no right to privacy.

Since ACTA has been drawn up and agreed behind closed doors, there is now no way to amend these problematic passages. In order to protect European citizens from the disproportionate punishments that ACTA provides for, to preserve their privacy and the assumption of innocence before being proved guilty, the only solution is for the European Parliament to reject ACTA when it is presented for ratification, and for new treaties to be drawn up that deal with counterfeits and digital infringement separately.

Og mens den danske regering og andre har travlt med at stikke blår i øjnene på os alle sammen, er der forhandlinger i gang om TPP, en opfølger til ACTA, der ganske enkelt vil udstede retningslinjer for, hvordan en computer overhovedet må virke, hvis den skal kunne afspille musik. Der er virkelig og for alvor grund til at være på vagt og stoppe ACTA nu!

DRM og retten til at eje en computer

Cory Doctorow har en lang artikel på Boing Boing, hvor han forklarer hvorfor DRM aldrig vil virke, og hvorfor kampen for at gennemtvinge kopibeskyttelse og afbryde adgangen til The Pirate Bay og diverse andre “uønskede” hjemmesider kun kan lykkes, hvis man forbyder folk at have computere.

Doctorow sammenligner denne type lovgivning med den situation, der ville opstå, hvis man med henvisning til et stigende antal bankrøverier ville forbyde biler at have hjul. Det er et vigtigt argument. Artiklen er værd at læse i sin helhed, men nedenstående citat fanger en central politisk pointe:

The important tests of whether or not a regulation is fit for a purpose are first whether it will work, and second whether or not it will, in the course of doing its work, have effects on everything else. If I wanted Congress, Parliament, or the E.U. to regulate a wheel, it’s unlikely I’d succeed. If I turned up, pointed out that bank robbers always make their escape on wheeled vehicles, and asked, “Can’t we do something about this?”, the answer would be “No”. This is because we don’t know how to make a wheel that is still generally useful for legitimate wheel applications, but useless to bad guys. We can all see that the general benefits of wheels are so profound that we’d be foolish to risk changing them in a foolish errand to stop bank robberies. Even if there were an epidemic of bank robberies—even if society were on the verge of collapse thanks to bank robberies—no-one would think that wheels were the right place to start solving our problems.

However, if I were to show up in that same body to say that I had absolute proof that hands-free phones were making cars dangerous, and I requested a law prohibiting hands-free phones in cars, the regulator might say “Yeah, I’d take your point, we’d do that.”

We might disagree about whether or not this is a good idea, or whether or not my evidence made sense, but very few of us would say that once you take the hands-free phones out of the car, they stop being cars.

We understand that cars remain cars even if we remove features from them. Cars are special-purpose, at least in comparison to wheels, and all that the addition of a hands-free phone does is add one more feature to an already-specialized technology. There’s a heuristic for this: special-purpose technologies are complex, and you can remove features from them without doing fundamental, disfiguring violence to their underlying utility.

This rule of thumb serves regulators well, by and large, but it is rendered null and void by the general-purpose computer and the general-purpose network—the PC and the Internet. If you think of computer software as a feature, a computer with spreadsheets running on it has a spreadsheet feature, and one that’s running World of Warcraft has an MMORPG feature. The heuristic would lead you to think that a computer unable to run spreadsheets or games would be no more of an attack on computing than a ban on car-phones would be an attack on cars.

And, if you think of protocols and websites as features of the network, then saying “fix the Internet so that it doesn’t run BitTorrent”, or “fix the Internet so that thepiratebay.org no longer resolves,” sounds a lot like “change the sound of busy signals,” or “take that pizzeria on the corner off the phone network,” and not like an attack on the fundamental principles of internetworking.

The rule of thumb works for cars, for houses, and for every other substantial area of technological regulation. Not realizing that it fails for the Internet does not make you evil, and it does not make you an ignoramus. It just makes you part of that vast majority of the world, for whom ideas like Turing completeness and end-to-end are meaningless.

Læs det hele.

Faklen.dk arkiveres

I 1996-2001 udkom et tidsskrift ved navn FAKLEN. Det vakte en del opsigt med en skarp kritik af den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 og en humanistisk vinkel på højredrejningen og den udbredte racisme i Danmark, som på længere sigt ville underminere menneske- og borgerrettighederne og true retsstaten. Samtlige 21 numre var redigeret af Rune Engelbreth Larsen med hjælp fra et stort antal frivillige medarbejdere. Jeg bidrog selv med nogle få artikler og stod for dele af tidsskriftets hjemmeside fra 1998 og frem.

Mange rystede dengang på hovedet af disse forudsigelser (som historisk interesserede især kan genfinde i tidsskriftets faste sektion Samfundsudsigten), men under VKO-regeringen 2001-2011 blev denne hovedrysten desværre kun gjort alt for grundigt til skamme. Dette gælder ikke mindst under den “rædselsperiode” under Løkke (2009-2011), hvor Dansk Folkeparti nærmest kunne få, hvad de pegede på i form af pointsystemer, udvisninger, lømmelpakke og helt uhørte retspolitiske stramninger, endda med S og SF-stemmer. Med regeringsskiftet i september 2011 synes udviklingen at være på vej i en anden retning. Den meget faretruende udvikling 2001-2011 understreger desværre, at Faklens analyse kun var alt for præcis, og bladet selv en kun alt for nødvendig humanistisk stemme dengang i 1990erne.

I perioden 2001-2011 har hjemmesiden Faklen.dk fungeret dels som arkiv over tidsskriftet, dels som et “webtidsskrift”, der jævnligt har bragt humanistiske indlæg fra den offentlige debat og vægtige originale indlæg.

Men 15 år er længe nok, og Faklen havde selvfølgelig sin egentlige betydning i de fem år, det udkom som tidsskrift. Faklen.dk vil derfor fra i dag ikke længere blive opdateret, men vil fungere som et rent arkiv over perioden 1996-2011. Hvis du har lyst, står det dig frit for at gå på opdagelse i artiklerne fra det trykte tidsskrift, et udvalg af hjemmesidens artikler fra 2002-2006 samt alle dem fra 2007-2011. Hvis du har udenlandske venner, er du velkommen til at anbefale dem den engelske sektion.

Arkivet vil blive liggende som tidsdokument over perioden 1996-2011, men der vil ikke blive tilføjet nye artikler, som sidens introtekst nu forklarer:

Faklen.dk er et online-arkiv, der bevarer perspektiver og analyser, som har bidraget til humanistiske vinkler på kultur og politik i en turbulent politisk periode i Danmark fra 1996-2011.

Og mere er der vel ikke at sige. God fornøjelse, hvis du kommer den vej forbi.

“Europagtens” nyttesløse, neoliberale chokterapi

Angela Merkels meget opreklamerede “europagt”, som Storbritannien nu har sagt nej til og Sverige tilsyneladende også er ved at sige nej til, er simpelt hen en juridisk grundfæstelse af den neoliberale politik, som under økonomen Milton Friedmans ledelse led et fuldstændigt nederlag i 1970ernes Chile, skriver Claus Elholm Andersen:

I, hvad der bedst kan betegnes som et ideologisk korstog, har Merkel vist, at hun sætter sine liberalistiske grundsætninger over EU-samarbejdets overlevelse. Og hun har afsløret, at gældskrisen for hende først og fremmest er en undskyldning for, at presse sin politiske dagsorden igennem, koste hvad det koste vil.Man skulle næsen tro, at der var tale om en skoleeksempel på det, som neoliberalismens fader, Milton Friedman, i sin tid kaldte ‘chokterapi’. Termen referer til, at enhver krise skal udnyttes til at få gennemtrumfet en neoliberalistisk økonomisk politik, hvor privatiseringer og kolossale offentlige nedskæringer netop skal indføres så pludseligt, at det kommer som et chok.

Det var under et besøg i Chile i 1975, at Milton Friedman første gang talte om chokterapi offentligt. Han var blevet inviteret til landet af diktatoren Augusto Pinochet, der havde korresponderet med Friedman i et par år og fulgt hans råd om økonomiske reformer.

Men chokterapien havde ikke virket efter hensigten. Afviklingen af det tætteste, noget sydamerikansk land nogensinde har været på en velfærdsstat, havde ført til en inflation på hele 375%, og det var derfor, at den amerikanske økonom, hvis anvisninger Pinochet havde fult til punkt og prikke, blev tilkaldt. Og Friedmans kur var klar: chokterapi, mere chokterapi og så mere endnu.

Knap var Friedman rejst, før Pinochet skrev til ham og fortalte, at Friedmans økonomisk plan “i dette øjeblik er ved at blive ført ud i livet.” I konkrete termer betød det en 27% nedskæring i alle offentlige udgifter fra den ene dag til den anden, samt yderligere privatiseringer og afvikling af toldmure. Men stik mod Friedmans forudsigelse, førte denne chokterapi ikke til masser af nye jobs i den private sektor, men tværtimod til øget arbejdsløshed og armod i en befolkning, som ikke kunne gøre indsigelse, fordi de blev holdt i jerngreb af diktatoren selv.

Den dag i dag forsøger de fleste neoliberalister at glemme, at Chile under Pinochet er det tætteste på en opfyldelse af deres ideologi, som verden nogensinde har set. Og det er ingen hemmelighed, at der går en direkte forbindelse fra Pinochet, og udlevelsen af den neoliberalistiske utopi, til den konservativisme, der personificeret i Margaret Thatcher, ramte Europa i begyndelsen af 1980′erne.

Det var ikke blot den samme ideologi som Pinochet, som Thatcher abonnerede på. Som Pinochet korresponderede også Thatcher med en af neoliberalismens koryfæer, Friedrich Hayek, der fortalte hende om nødvendigheden af chokterapi og opfordrede hende til bruge Chile som model økonomiske reformer, hvis hun ville gøre op den økonomiske politik, der i en engelsk sammenhæng i årtier havde baseret sig på økonomen John Maynard Keynes’ tanker.

Og Thatcher lod sig skam inspirere af Chile. Hun talte om “den imponerende succes med den chilenske økonomi,” som et “lysende eksempel på økonomisk reform, som vi kan lære meget af.” Ja, hendes beundring for Chile og den chilenske økonomi udviklede sig til et venskab med Pinochet, som jævnligt besøgte hende i London, mens hun forsvarede ham og krævede ham løsladt, og endda besøgte ham flere gange, da den tidligere diktator i slutningen af 1990′erne sad i husarrest i London.

Præcis, som der går en linje fra Pinochet til Thatcher, går der også en lige linje fra Thatchers opgør med keynesianismen og frem til det, som vi ser i EU i disse dage. For med Merkels påbud om strengere krav til, hvor stort de forskellige landes underskud må være, er der helt i Milton Friedmans ånd tale om opgør med et central element i Keynes økonomiske teori: At den bedste måde at komme igennem en lavkonjunktur er via offentlige investering, der kan sætte gang i hjulene igen.

Læs endelig det hele.