Tag: efterløn

Tanker om efterlønnen

Dette indlæg var oprindelig en kommentar på Ole Wolfs blog, men fortjener egentlig sit eget indlæg her.

Der tales meget, især fra borgerligt hold, om “nødvendigheden” af at afskaffe efterlønnen.

Det er selvfølgelig klart, at der ikke er nogen naturlov, der siger, at der skal være en underligt kompliceret ordning ved navn “efterløn”, som tillader folk at trække sig tilbage, når de bliver 60 (eller 62, som det nu er blevet).

Det ville være meget nemmere at have en universel ydelse, der hed borgerløn, der tillod alle at trække sig tilbage præcis, når de havde lyst, no questions asked.

Når det så er sagt, virker det mere eller mindre oplagt, at man ikke sparer penge på at afskaffe efterlønnen i en tid med udsigt til kronisk arbejdsløshed – som Engelbreth også har påpeget i en glimnrende analyse. Folk forsvinder ikke, fordi de ikke får efterløn, og der opstår ikke på magisk vis nye jobs, fordi vi afskaffer den. Med mindre man vil sætte arbejdsløse seniorer på starthjælp eller helt fratage dem enhver støtte, er der altså ikke en eneste krone at spare på en afskaffelse.

Afskaffelsen af efterlønnen handler altså overhovedet ikke om at spare penge. Det handler, om overhovedet noget,  om at forringe vilkårene for folk, der arbejder, ved at  øge udbuddet af arbejdskraft og samtidig skære ned på det sociale sikkerhedsnet. Er dit arbejde surt? Lavtlønnet? Råber chefen ad dig, og er du tvunget eller presset til ulønnet overarbejde?

Surt show – find dig i det eller stil op i køen til suppekøkkenet. Nedskæringerne i det sociale sikkerhedsnet handler ikke om at spare, de handler om at gøre forholdene for den arbejdende befolkning mere slavelignende. Ret beset handler det om den gradvise genindførelse af slaveriet og stavnsbåndet for hele den arbejdende befolkning, det slaveri, der betyder, at man er villig til at finde sig i hvad som helst, det være sig ydmygelser eller seksuel chikane, for ikke at miste sit job.

Den bedste modvægt også mod et sådant slaveri ville være en borgerløn, der sikrede alle et værdigt, omend enkelt liv. Indtil da er den næstbedste modvægt, at vi holder godt fast i de solidariske ydelser og det sociale sikkerhedsnet, vi har.

LA-kandidat: Skattelettelser kan være usundt

Det er en mulighed, at rige mennesker, som får skattelettelser, begynder at drikke mere, ryge mere og bevæge sig mindre. Dermed får de et mere usundt liv og lever kortere tid end folk med almindelige indkomster, der betaler deres skat med glæde.

Sådan lyder den meget kontroversielle melding fra Bole Blip, folketingskandidat for Lidenhæftig Adventisme. På Facebook har det synspunkt allerede givet voldsom debat.

– Bole Blip, har du tal, som beviser din påstand?

– Nej, og det er ingen påstand. Jeg siger bare, at det er en mulighed. At det kan tænkes, at man rører sig mindre, når man ikke behøver arbejde, drikker lidt mere god rødvin, når man har flere penge, og ryger, når man kan sidde ved poolen på Tenerife eller Costa og se sine aktier stige og ikke behøver gå hen på en arbejdsplads med rygeforbud.

– Men hvad er din pointe med at lufte den provokerende pointe?

– At det kan være ligeså rigtigt, som alle dem, der påstår, at folk har godt af at få skattelettelser. Jeg siger bare, at det godt kan være, at rige mennesker lever kortere, hvis de får skattelettelser, fordi de mange penge betyder, at folk lever mere usundt.

Netop Lidenhæftig Adventisme er meget ivrig tilhænger af skattelettelser.

OBS: Satire over denne artikel i Ekstra Bladet.

Efterlønnen: Det store tyveri

I debatten om efterlønnen hører vi gang på gang, at vi ikke har råd til efterlønnen, at det er en kæmpestor post på statsbudgettet, som meningsløst postes ud for at forgylde velhavende pensionister, mens de plejer deres golfhandicap.

Virkeligheden er imidlertid, at efterlønnen hele tiden har været brugerfinancieret. Som fagforeningen 3F beretter på deres hjemmeside:

Da efterlønnen blev indført i 1979, blev a-kasse-kontingentet sat op fra 2,25 til 7,25 gange dagpengesatsen, netop med den begrundelse, at efterlønsordningen skulle være udgiftsneutral for statskassen. I forbindelse med efterlønsindgrebet i 1998 blev a-kassekontingentet sat lidt ned, men til gengæld blev der indført et efterlønsbidrag, så man tilsammen kan komme op på at betale 13 gange den daglige dagpengesats.

Du betaler altså ikke bare dit månedlige efterlønsbidrag på 439 kroner for din efterløn, men også via dit a-kasse-kontingent. I alt op til 11,75 gange dagpengesatsen, svarende til 736 kroner om måneden.

Men det stopper ikke her.

Skattereformen i 1993 indførte et såkaldt arbejdsmarkedsbidrag på otte procent bruttoskat. Arbejdsmarkedsbidraget gik sammen med indtægterne fra a-kasse-kontingentet ind i tre fonde, der skulle dække udgifterne til blandt andet aktivering, sygedagpenge, dagpenge og –  efterløn.

Arbejdsmarkedsbidraget skulle sættes ned, hvis indtægterne herfra oversteg fondenes udgifter. Det skete rent faktisk i 1998. Men bidraget blev ikke sat ned. I stedet fik vi den såkaldte Pinsepakke, der slog de tre fonde sammen til én, Arbejdsmarkedsfonden, der nu også skulle dække de årlige udgifter på godt 20 milliarder kroner til førtidspension.

Men det stopper ikke her…

I 2008 var der, trods de nye udgifter til førtidspensionen, igen overskud i Arbejdsmarkedsfonden. Svaret var en ny reform, som simpelthen afskaffede fonden, men fastholder arbejdernes fulde brugerbetaling via arbejdsmarkedsbidrag, a-kassekontingent og efterlønsbidrag.

Så – indtil 2008 var status, at den arbejdende befolkning allerede havde financieret såvel efterløn som dagpenge gennem arbejdsmarkedsbidraget, der eksplicit var indført præcis med det formål, og derfor blev opsamlet i Arbejdsmarkedsfonden. I 2008 valgte regeringen så uden videre at tage pengene i arbejdsmarkedsfonden og bruge dem på skattelettelser (og sikkert også andre ting).

Og nu, hvor man i ro og mag har stjålet de penge, som almindelige mennesker har indbetalt for at financiere de løbende betalinger af efterløn, begynder man at himle op om, at vi ikke har råd til det. Er det frækt, eller hvad?