I anledning af, at medierne anført af Dansk Folkeparti nu går i selvsving over nogle få karikaturtegninger på Danmarks Løvers Facebook-gruppe, har Løvernes initiativtagere Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen udsendt en pressemeddelelse for at sætte tingene på plads:
Danmarks Løver tager afstand fra nazi-hån af DF
Danmarks Løver er et løst netværk uden anden fælles platform end hjemmesiden Loever.dk og en kronik, som initiativtagerne offentliggjorde i Politiken i august 2009 (http://www.loever.dk/manifest.php).
Facebook-gruppen, der opstod efter kronikkens offentliggørelse, har over 32.000 støtter, og initiativtagerne til Loever.dk er ikke ansvarlige for eller kan tages til indtægt for, at en lille håndfuld støtter på Facebook-gruppen i nogle få tegninger har fremstillet Dansk Folkeparti på så hånlig, spottende, latterliggørende, usaglig og fejlagtig vis, at partiet ligestilles med nazisterne. Sådanne grovkornede karikaturer tager vi klart afstand fra.
Tegningerne er fjernet fra Facebook-gruppen. Den officielle hjemmeside for “Danmarks Løver” er:
Initiativtagere til Danmarks Løver
Flemming Chr. Nielsen og Rune Engelbreth Larsen
Læg hertil, som Engelbreth også gør opmærksom på, at disse karikaturer var aldeles ubetydelige i det store billede, som i disse år tegnes af Dansk Folkepartis dæmonisering af muslimer og politiske modstandere, og billedet er komplet. En række alt for ukritiske medier har endnu en gang rakt Dansk Folkeparti en hjælpende hånd ved at gå i selvsving over ingenting.
Og mere er der så vidt jeg selv som med-administrator i Facebook-gruppen kan se, ikke at sige om den sag.
Link: Overdreven hån, spot og latterliggørelse af hyklerisk DF