eurofascisme – Modpress

Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet – nyttige idioter for fascister

Lars Hedegaard byder Filipe Dewinter og Frank Vanhecke fra Vlaams Belang velkommen til Danmark

Trykkefrihedsselskabet afholdt i lørdags et arrangement med repræsentanter for det nyfascistiske, belgiske parti Vlaams Belang, der havde mulighed for at komme og forklare deres politik.

Det er der som udgangspunkt ikke noget problem i, mødet skal vel forstås som en slags pendant til VUs nylige møde med Jonni Hansen og andre danske nynazister – det vil sige, en mulighed for at give ordet til folk, man absolut ikke har noget tilfælles med.

Eller, måske ikke helt – på Trykkefrihedsselskabets egen side om arrangementet fremgår det, at

Partiet vedkender sig, at det bærer på en tung historisk arv, idet det via forskellige mellemstationer historisk udspringer af den flamske separatistbevægelse, hvis ledere under 2. Verdenskrig valgte at samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt for at fremme sit separatistiske program…

Imidlertid er det faldet den belgiske centralregering, venstrefløjen og EU-bureaukratiet for brystet, at Vlaams Belang er stærkt islam-kritisk og følgelig modstander af den massive muslimske indvandring til Belgien. Hertil kommer, at den opløsning af den kunstigt skabte belgiske stat, som VB har på programmet, bliver opfattet som en direkte trussel mod den unionstanke, som EU-bureaukratiet forsøger at udbrede.

Baggrunden for Trykkefrihedsselskabets invitation er tilsyneladende, at Vlaams Belangs ytringsfrihed er truet: “Politivold, retssager på tvivlsomt grundlag og en konstant pressehetz hører til dagens orden.”

Man kunne frygte, at dette er en lidt ukritisk gengivelse af partiets egen fremstilling. Men man kan så formode, at man ved selve mødet har haft en mere kritisk tilgang til de fine gæster med den problematiske baggrund?

Næppe. I sit referat af mødet på sappho.dk kalder Lars Hedegaard mødet med Filip Dewinter og Frank Vanhecke fra Vlaams Belang for “en øjenåbner”, hvor han hylder disse forkæmpere for Europas frihed og mod “islamiseringen”, samtidig med, at han temmelig ukritisk gengiver deres udlægning af forholdene i Flandern og Belgien.

Og det skulle den gode Lars Hedegaard måske ikke have gjort – de er nemlig ikke helt pålidelige, og især den charmerende Filip Dewinter er berygtet for at afstemme såvel budskab som fakta efter publikum.

Lars Hedegaards referat af Dewinters og Vanheckes indlæg kommer derfor til at forme sig som en lang række af ukritisk videregivne usandheder og løgne, og ikke meget andet.

Vi nævner i flæng:

Det forklares korrekt, at Vlaams Belang er et nyt navn for Vlaams Blok, der ” blev tvangsopløst efter en 10-år lang politisk proces”. Dette er ikke rigtigt – partiet opløste sig selv, da tre af dets “underorganisationer” blev dømt for racisme ved den belgiske Højesteret.

Dette sætter den følgende påstand om, at da “VBs politiske modstandere ikke kunne få det normale belgiske retsvæsen til at forbyde partiet, selv om de forsøgte fire gange, nedsatte de en politisk udpeget særdomstol, som var villig til at gøre arbejdet”, lidt i perspektiv – partiet blev overhovedet ikke forbudt, og det er måske at trække den at kalde den belgiske Højesteret for “en politisk udpeget særdomstol”.

Det er ikke korrekt, at befolkningen i Belgien består af “65 pct. hollandsk-talende flamlændere i nord og 35 pct. fransktalende vallonere i syd”. Ca. 10% af Belgiens befolkning bor i Bruxelles-området, og man kan kun være nået frem til disse tal ved at regne disse for hollandsk-talende flamlændere, og det plejer Vlaams Belang da også at gøre – men det er kontroversielt, eftersom Bruxelles-området er meget overvejende fransk-talende. VBs manipulation rykker ikke meget ved de faktiske procentsatser, men den rykker – og måden, den rykker på, nemlig ved at gøre Bruxelles-området til flamsk-talende, er betegnende.

Hedegaard skriver, at Vlaams Belang “har 24 pct. af stemmerne og er således Belgiens største politiske parti”. Nogle tal skal man nok bare ikke have fra hestens egen mund – jeg kan i hvert fald ikke få dem til at stemme. i 2006 fik VB 20.6% af stemmerne ved lokalvalgene i Flandern alene, og det var dengang en kæmpemæssig fremgang. Ved parlamentsvalget i 2007 fik de 12% af stemmerne. Og nej, VB blev ikke “Belgiens største politiske parti” ved det valg, de fik en tredjeplads.

Det hedder sig, at Vallonien, Belgiens fransktalende provins, er “socialistisk-styret” og “nærmest stalinistisk”. Nu skal man jo aldrig spæge sine ord, men faktisk regeres området af en koalition mellem det socialdemokratiske socialistparti og et kristen-demokratisk parti; man skal nok ikke vente at se hverken Gulag eller femårsplaner, hvis man besøger området.

Det er en ganske utrolig påstand, at politiet i Bruxelles “for en stor dels vedkommende sympatiserer med Vlaams Belang”. Bruxelles er overvejende fransktalende, og det er bestemt ikke der, de flamske nationalister har deres højborg. Hele forestillingen om, at den belgiske diktaturstat havde indkaldt “vallonsk politi fra Liège” til at knægte folkets vilje falder lidt til jorden i det lys. Københavns Politi indkalder også forstærkninger fra provinsen af og til.

Det er omvendt rigtigt, at det belgiske politi ved lejligheder har slået hårdt ned på Vlaams Belang, herunder Filip Dewinter. Jeg vil ikke forsvare politivold og mener, politiet altid bør optræde værdigt og korrekt. Omvendt kan man måske mene, at også parlamentsmedlemmer har en forpligtelse til at optræde værdigt og korrekt. Hvis man ligefrem forsøger at stjæle bilnøglerne ud af et salatfad for at befri sine kammerater, som Dewinter tilsyneladende gør på klippet herunder, mener selv jeg, at man må forvente én eller anden form for reaktion.

Om Vlaams Belangs “historiske arv” sagde Frank Vanhecke, som ukritisk gengivet af Lars Hedegaard, at

Partiets forgænger havde samarbejdet med tyskerne under besættelsen fra
1940 til 1945. Det var en historisk kendsgerning, som man måtte vedkende
sig, selv om dagens VB er et normalt demokratisk parti og hverken
racistisk eller antisemitisk. Kollaboration med tyskerne var i øvrigt
normalt blandt andre undertrykte befolkninger, der naturligt nok
betragtede de tyske hære som befriere.

Der var imidlertid både belgiere og flamlændere, der så tyskerne som alt andet end befriere, og de fleste belgiere anerkendte aldrig landets kapitulation til tyskerne. Det er korrekt, at besættelsen førte til et opsving for pro-tysk højreorienteret nationalisme, men Belgien havde som andre lande sin modstandsbevægelse, og Vlaams Belangs pro-nazistiske forgængere under krigen blev af andre flamlændere opfattet som landsforrædere, ganske som Schalburg-korpset og Frikorps Danmark blev i vort eget land.

Men man må forstå, at når folk i Flandern modtog tyskerne med så åbne arme, som tilfældet (alligevel ikke) var, skyldtes det, at folk i Flandern havde lidt under den fransksprogede, vallonske undertrykkelse og nu opfattede det, som om de blev befriet af deres germanske brødre:

Man måtte forstå, sagde Vanhecke, at flamlænderne havde været undertrykt helt indtil den tyske besættelse. Deres sprog var forbudt i officielle sammenhænge. Der var forbud mod flamsk-sprogede skoler, og flamske børn blev undervist på fransk. Det tyske besættelsesmagt tillod derimod, at der for første gang siden oprettelsen af den kunstige belgiske stat i 1830 kunne oprettes flamske skoler.

Det eneste, der er galt med dén forklaring, er at den er løgn fra ende til anden. Hollandsk og fransk havde været ligeberettigede som officielle sprog siden 1898 – det er rigtigt, at indtil 1883 fandtes kun underskoler med undervisning på hollandsk, men efter den dato bredtes sproget ud også til mellem- og realskoler. Og der er unægtelig et vist tidsrum fra 1883 til 1940!

Jeg har tidligere skrevet om, hvad Vlaams Belang egentlig er for nogen, men denne gennemgang kan måske sætte tingene lidt i relief, også for folk med sympati for Trykkefrihedsselskabet.

Hvordan kan en professionel historiker som Lars Hedegaard, der om nogen skulle kende til kildekritik og historisk baggrund, ukritisk videregive en så manipulerende og løgnagtig retfærdiggørelse af samarbejdet med de tyske “befriere” under 2. Verdenskrig? Hvordan kan han ukritisk videregive en så oplagt og elementær løgn som den om forbud mod flamske skoler indtil 2. Verdenskrig?

Det er svært at undgå den konklusion, at Hedegaard i sin iver efter at applaudere alt, hvad der bare lugter af islamkritik, her er kommet til at spille nyttig idiot for en nyfascistisk bevægelse af den mest oplagte slags. Eller også er han vitterlig med på alt, herunder åbenlyse løgne og pronazistisk manipulation, når blot det på én eller anden måde kan bruges til at sværte og tilsvine muslimer og islam.

Hvordan det end forholder sig, kan det ikke undgå at påvirke vores bedømmelse af hans og Trykkefrihedsselskabets troværdighed. I ugunstig retning, hvis nogen skulle være i tvivl.

Tak til Øyvind Strømmen og Margrethe Monika Hansen for hjælp med et par faktuelle detaljer – billede hugget fra Lady in Red.

Anti-islamisme = antisemitisme, 2

Det er ikke kun her i Europa, vi kan se lighederne mellem den klassiske antisemitisme og højrefløjens “islamkritik”. I Israel kan de også, og sandt at sige springer parallellerne da også lige op i hovedet.

Typisk for de islamkritiske ekstremister, f.eks. Trykkefrihedsselskabet og de højreorienterede blogs, er at alle med en kras, rabiat kritik af islam bliver båret i guldstol som en genfunden broder. Et eksempel på dette er en debattør som Ayaan Hirsi Ali, der nærmest har opnået helgenstatus i visse kredse, på trods af, at hendes skriverier om kvinder og islam faktisk afslører fordomsfuldhed og stor uvidenhed om emnet.

En anden er den britiske “historiker” Bat Yeor eller Gisèlle Littman. Det følgende er et åbent brev fra den israelske fredsaktivist Adam Keller til forlaget Shocken, der havde besluttet at udgive Littmans bog “Eurabia” på hebraisk:

Yours is one of the oldest and most respectable publishing houses in Israel. Every year, you are undertaking the translation into Hebrew of books from other languages. Your choice in such matters is dictated (or so I was led to believe) not only by the commercial consideration of which books might sell well among the Israeli public (a completely valid and legitimate concern for a commercial publisher) but also by your judgement of which books might make a useful and constructive contribution to the Israeli public discourse.

In 1886 the French antisemite Edouard Drumont published `La France Juive` (Jewish France), creating the false nightmarish image of a France dominated by Jews, and sowing the poisonous seeds which came to fruit when Vichi French officials collaborated in the mass murder of French Jewry. Drumont`s book was never, as far as I know, translated into Hebrew – either by yourselves or by any other publishing house. That is to be regretted, since making Drumont`s book available to Israelis in their own language might have considerably contributed to their understanding of the disastrous effect of modern antisemitism on Twentieth Century Jewish history – as well as their perception of the workings of populist racism in general, whoever its target.

This year, however, you have seen fit to select – out of tens of thousands of potentially interesting and useful books published worldwide – to produce and present to the Hebrew-reading public a translation of `Eurabia: The Euro-Arab Axis` by Gisèle Littman aka `Bat Yeor`, a British inflammatory writer who presumes to be a historian and who, I regret to note, is Jewish.

In this book – which, like the other works of this writer, is little more than a rabid anti-Muslim tract – `Bat Yeor` follows in notorious footsteps indeed by creating the false nightmarish image of a Europe dominated by Arabs and Muslims. As Edouard Drumont sought to arouse the French people to persecute and kill their Jewish neighbours, so does Ms. Littman intend to drive Europeans into a continent-wide orgy of hatred and violence against the Muslim immigrants who are now a significant ethnic minority throughout the continent, and the great majority of whom seek nothing but to live useful and fruitful lives in their new homelands.

Ms. Littman`s reasons for writing her racist and inflammatory book are all too obvious. The reasons why you, a respectable publishing house, have chosen to present it to the Israeli public are far more obscure. Whatever these reasons might be, surely – now that you already taken this step – it would be appropriate to complete your task and produce also a companion volume, i.e. a Hebrew translation of `La France Juive`? After all, the informed Israeli reading public deserves to be given the chance of comparing the classical work of a master racist demagogue with that of his loyal present-day disciple and successor.

Som vi før har set, har Littman tætte kontakter til det eurofascistiske, belgiske parti Vlaams Belang såvel som til danske ekstremister omkring Trykkefrihedsselskabet og blandt højrebloggere.

En parallel til den klassiske antisemitisme er måske den overraskende ukritiske tilgang til åndsfæller; det er ligemeget, hvor useriøs og dårligt funderet enhver rabiat kritik af islam er, når blot den er hadefuld og rabiat nok.

Egentlig skulle man således forvente at folk som Lars Hedegaard eller en “pæn” nyfascist som Vlaams Belangs Filip Dewinter ville holde sig på kædelig afstand af en rabiat konspirationsteoretiker som Littman, hvis ideer om Eurabia går ud på, at EUs projekt siden 70erne i virkeligheden er en skjult plan om at overdrage magten i Europa til de arabiske lande, en teori, der ikke burde få mange til at ligge vågne om natten.

Omvendt skulle man egentlig forvente, at Littman med sin jødiske baggrund ville holde sig på lang afstand af en person som Filip Dewinter, hvis parti har en lang tradition for Holocaust-fornægtelse og antisemitisme og hvis historiske rødder er flamske nationalisters kollaboration med den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Men sådan er det ikke, fordi de kan bruge hinanden. Og de kan bruge hinanden, fordi de bestyrker hinanden i dette: Et ubegrundet had til muslimer og islam, på samme måde som diverse antisemitiske grupperinger i det 20. århundrede kunne enes i deres had til jøderne.

Antisemitismen er virkelig kommet tilbage til Europa, denne gang i en ny forklædning; men ellers er der ingen forskel. Når der skal en israeler som Adam Keller til at påpege det, er det måske ikke så underligt – netop i Israel har de trods alt megen, om ikke god, erfaring med europæisk antisemitisme.

Link: Drumont’s Jewish Disciple (tak til SHansen for tippet!).

Anti-islamisme = antisemitisme

Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: Fra den danske højrefløj gjalder et taktfast kor af støvletramp.

Denne gang er det den anonyme kujon skribent “Skjoldungen” på “Hodjas blog”, der ruller sig ud:

En muslim kan ikke være dommer i et civiliseret samfund. Punktum.

Æhhh, skal vi prøve at lave et lille eksperiment?

a) “En jøde kan ikke være dommer i et civiliseret samfund. Punktum“.

Nej, det lyder ikke så godt, vel? Hvad så med:

b) “En neger kan ikke være dommer i et civiliseret samfund. Punktum“.

Men hvad er så forskellen mellem Skjoldungens “islamkritik” og god gammeldags racisme og antisemitisme? Nul, nada, zero, zippo, zip. Denne gang er det blot ikke jøder eller sorte, det går ud over – men ellers er der ingen forskel.

Men vil det sige, at Skjoldungen og hans åndsfæller er “ekstremister” i klassisk forstand, medlemmer af Jonni Hansens naziparti e.l.?

Svaret er: Nej, ikke i det danske politiske billede. Disse mennesker er trofaste støtter af og nært knyttet til Dansk Folkeparti, som ikke på nogen måde kan betragtes som marginalt. Men ekstremt kan man desværre ikke nægte, at det er.

Men det må være derfor, højrefløjen med Dansk Folkeparti i spidsen og diverse pundits som trofaste klakører altid har så travlt med at beklage sig over humanisternes og de “politisk korrektes” angivelige totalitære tendenser: Tyv tror, hver mand stjæler. Det er tryllekunstneren, der vil have dig til at kigge på den anden hånd, mens han tømmer din tegnebog.

Og så er der endda stadig “progressive” og “liberale”, der går på den med samlede ben og tager “islamkritikken” alvorligt, når den nøgne racisme og antisemitisme stirrer dem lige op i fjæset. Verden vil bedrages.

Eurofascisme i danske blogs – underligt sammentræf

Øyvind Strømmen om sin definition af Eurofascisme:

Instead of worrying about Islamofascism, European politicians should worry about not-so-good, old-fashioned European fascism, which increasingly makes it presence known in a number of European countries. Groups on the socalled far right use the onesidedness of the media to their advantage; and are gaining a momentum. The spokesmen of fascism are once again being listened to as wise and daring voices, voices who speak out against the «occupation» of Europe by «strangers».

Skjoldungen ovre på Hodjas blog:

[Filip Dewinter er et] fremtrædende medlem af Vlaams Belang (Flanderns Sag), et politisk parti som arbejder for løsrivelse fra den kunstige, anakronistiske stat Belgien, EUSSR’s hovedstad. Dette parti deler på mange måder skæbne med Dansk Folkeparti således at forstå at det konstant udsættes for de sædvanlige skældsord, som racister, rystende menneskesyn, ikke stuerene, islamofobe o.s.v., o.s.v.. – hele den primalreflektoriske floskulatur.

I Filip Dewinter har Europa en politiker af den rette støbning. Her er der ingen “uld i mund” eller “jeg må på det bestemteste tage afstand fra”. Han siger tingene lige ud.

Og hvad er det så for ting, Dewinter “siger lige ud”? Et citat: “Islam does not belong in Europe, not yesterday, neither today, and certainly not tomorrow.”

Ligesom Mogens Camre, med andre ord: “Islam” skal ud af Europa, og ikke et ord om, hvad det får af konsekvenser for vore muslimske medborgere. Underligt sammentræf, som sagt. Der er også andre ting, det minder mig om.

Det er dog ikke sikkert, at alle de mennesker, som “eurofascismen” og den nye antisemitisme appellerer til, selv kan se sammentræffet. Øyvind Strømmen fortsætter, i den artikel, vi citerede ovenfor:

The modern-day fascists come in all kinds of clothing, some of them dressing like liberals and some of them like conservatives. Many modern-day fascists will deny being so. But fascism is not as easy to recognise as in «V for Vendetta», not in most cases. European fascists have learnt to dress themselves in the robes of political correctness, that is – in a suit and with a tie. This is what Eurofascism looks like, and it even appeals to people who are not fascists at all. You will find both misguided conservatives and confused liberals joining forces with the descendants of brownshirts. Pointing out who they are hanging out with is sometimes contraproductive. The role of the martyr fits these people well.

Har vi lige påvist en sammenhæng?

Læs også:

Camre: “Islam ud af Europa”

Mogens Camre holdt søndag middag en tale til Dansk Folkepartis årsmøde, hvor han kræver “islam ud af Europa”, skriver Berlingske Tidende:

“Islam kan ikke integreres. Islam vil dominere Europa. Og islam er uforenelig med vores værdier. Derfor skal islam sendes ud af Europa,” tordnede Mogens Camre og modtog efterfølgende et stort bifald fra salen.

Berlingske Tidende påpeger, at forhenværende medlem af Dansk Folkeparti Merethe Egeberg Holm sidste år sagde næsten det samme fra samme talerstol, da hun udbrød “Ud med alle muslimer i Europa og ind med jøderne i stedet!”

Holm blev efterfølgende ekskluderet fra Dansk Folkeparti. Det vil næppe overgå Camre, men man må unægtelig indrømme, at hans krav rejser nogle praktiske problemer. Hvordan vil man smide “islam” ud af Europa? Islam er et abstrakt begreb, der er til stede, overalt hvor der er muslimer.

Der bor en del muslimer i Europa. Hvad vil Camre gøre ved det? Smide alle muslimer ud – men hvor skulle de i givet fald tage hen? Tvangskonvertere dem, der ønsker at blive? Og hvad med konvertitter og andre europæiske statsborgere, som trods alt har 100% lige så meget ret til at være her som alle andre, ja, som Camre selv?

Og hvad så med det, der bliver tilbage af samfundet? I Storbritannien ville sundheds- og skolevæsnet nærmest forsvinde, hvis det ikke var for indvandrere fra nær og fjern. Og hvad så i øvrigt med muslimer i Bosnien og Albanien, som også er en slags Europa?

Og hvad med religionsfriheden?

Enhver journalist med respekt for sig selv burde fra nu af gå ud fra, at hvis Mogens Camre ikke bliver smidt ud af Dansk Folkeparti for dette her, så er det Dansk Folkepartis officielle politik, at alle muslimer skal smides ud af Europa, og indrette deres spørgsmål til partiets talsmænd efter det.

Problemet er ikke, at jeg tror, det ikke kunne lade sig gøre at smide “islam ud af Europa”. Det 20. århundredes historie viser uhyggeligt og smerteligt, at det kan lade sig gøre. Men … ønsker Dansk Folkeparti med Camre i spidsen virkelig at lade præcis den samme retorik føre os ud over den samme kant én gang til?

Det virker helt utroligt.