Af Lukas Sherfey.
Tag: fascisme
Barack Hussein Obama
Gør et mellemnavn den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama til en mindre pålidelig person, end han ellers ville have været? Forfatteren Khaled Hosseini bemærker, at Obamas mellemnavn kun adskiller sig fra hans eget efternavn ved to vokaler, men sætter herefter hårdt og brutalt fingeren på det rigtig ømme punkt:
The real affront is the lack of firm response from either McCain or Palin. Neither has had the moral courage, when taking the stage, to grasp the microphone, turn to the presenter and, right then and there, denounce the use of Obama’s middle name as an insult. Instead, they have simply delivered their stump speeches, lacing into Obama as if nothing out-of-bounds had just happened. The McCain-Palin ticket has given toxic speeches accusing Obama of being a friend of terrorists, then released short, meek repudiations of some of the rough stuff, including McCain’s call Friday to “be respectful.” Back in February, the Arizona senator apologized for the “disparaging remarks” from a talk-radio host who sneered repeatedly about “Barack Hussein Obama” before a McCain rally. “We will have a respectful debate,” McCain insisted afterward. But pretending to douse flames that you are busy fanning does not qualify as straight talk.
What I find most unconscionable is the refusal of the McCain-Palin tandem to publicly condemn the cries of “traitor,” “liar,” “terrorist” and (worst of all) “kill him!” that could be heard at recent rallies. McCain is perfectly capable of telling hecklers off. But not once did he or his running mate bother to admonish the people yelling these obscene — and potentially dangerous — words. They may not have been able to hear the slurs at the rallies, but surely they have had ample time since to get on camera and warn that this sort of ugliness has no place in an election season. But they have not. Simply calling Obama “a decent person” is not enough.
Is inaction tantamount to consent? The McCain campaign certainly thinks so when it comes to Obama and incendiary remarks from the Rev. Jeremiah Wright. By their own inaction, then, are McCain and Palin condoning these slurs? Or worse, are they willfully inciting the angry and venomous response that we have been witnessing at their rallies? If not, then what reaction are they hoping to evoke by their relentless public suggestions that Obama is basically an anti-American liar who won’t put “country first” and has an affection for terrorists? Do they not understand the kind of fire they are playing with?
Svaret er nok desværre, at de kun er alt for godt klar over, hvilken ild, det er de leger med. Alt for sejren, kan man sige.
Wikipedia om Jyllands-Postens tunge, fascistiske arv
Online-leksikonnet Wikipedia kritiseres ofte for ikke at være helt pålideligt og for ikke at vægte sit stof rigtigt, fordi det ikke har nogen egentlig redaktion.
Den danske udgaves opslag om Jyllands-Posten er dog særdeles informativt hvad avisens historiske rødder angår:
Historisk er avisen kendt for at indtage en klar højrekonservativ linje. I 1920’erne og 30’erne vakte avisen opsigt med dens udtalte sympati for fascismen og forståelse for det tyske nazi-diktatur. Da Benito Mussolini i 1922 blev leder af en fascistisk koalitionsregering i Italien, skrev avisen: “Den meget stærke mand, som Mussolini ubetinget er, er netop, hvad det misregerede italienske folk trænger til” [1]. I 1933 argumenterede avisen sågar for indførelse af diktatur i Danmark: “Nu ved vælgerne, at folkestyret er forvandlet til et rent partistyre, uden hvilket saglige hensyn skubbes til side for de partipolitiske. Og derfor kan man gå ud fra, at et flertal af vælgerne oprigtigt ønsker diktaturet som den eneste udvej til sunde forhold i statsstyret”.
Avisen var også meget positiv over for Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland og Weimar Republikkens fald. Avisen skrev således i marts 1933: “Der vil også kun blive grædt tørre tårer ved Weimar-forfatningens grav . . . Hvor ejendommeligt det måske end kan lyde, er den kun 12-årige tyske forfatning med dens enkammersystem, dens lave valgretsalder – 20 år – og forholdstalsvalgmåden nemlig allerede forældet…” og senere samme måned: “Det tyske diktatur betyder således både en fordel og en fare for Europa. En fordel, fordi der derved er rejst et stærkt bolværk mod kommunismen, og socialdemokratiet på samme tid er blevet sat grundigt på plads. Og en fare, fordi det foreløbig ikke kan undgå at forøge spændingen og nervøsiteten for en ny krig.”
I juni 1933 skrev avisen yderligere blandt andet: “Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske syndflod, som et udueligt parlamentarisk styre havde gjort det modent til, og ingen kan vel bestride, at hans diktatur har været en velgerning for det italienske folk. Tyskland stod foran en lignende katastrofe, da Hitler banede sig vej til magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig udrensning i de marxistiske partier, der har hovedansvaret for den skæbnesvangre udvikling . De partipolitiske godtfolk, der bavler mest om demokrati og frihed, er her som alle andre steder de sletteste statsstyrere, og de må følgelig sættes helt ud af spillet, inden genrejsningen kan gennemføres…” [2]
(…)
Den 15. november 1938, blot få dage efter krystalnatten, hvor nazisterne i Tyskland ødelagde mere end 1000 synagoger, flere tusinde jødiske forretninger og hjem, og fordrev omkring 30.000 jødiske mænd til koncentrationslejre, bragte Jyllands-Posten en leder hvori man udtrykte sympati for aktionen og for det nazistiske syn på jøderne. Avisen skrev blandt andet: “Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne, ogsaa hvis man ser bort fra de Raceteorier, der betyder saa meget i den nationalsocialistiske Verdensopfattelse […] Vi ved, at Titusinder af Jøder fordømmer de jødiske Forretningshajer, de jødiske Pornografispekulanter og de jødiske Terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de Erfaringer, som Tyskerne – som mange andre Fastlands-Folk – har gjort med Hensyn til Jøderne, danner en vis Basis for deres Forfølgelser. Man maa indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder.” [5]
Og tiderne har ikke ændret sig meget siden da – ser man på avisens lille stunt med Muhammed-karikaturerne og på avisens ledere om emner som arbejdsløshed, indvandring og muslimer eller integration, ser man at Jyllands-Posten har været hundrede procent på linje med de allermest rabiate høge på den internationale højrefløj – en slags Dansk Folkepartis menighedsblad i tiende potens.
Og ser man på avisens historie, opdager man altså, at det ingenlunde er tilfældigt: Også i trediverne var Jyllands-Posten fascisternes og medløbernes avis. Carsten Juste og Flemming Rose kommer ikke ud af intet, men følger en stolt tradition.