J. K. Hugsted skriver, i et gæsteindlæg ovre på hovedsiden, om sin personlige erfaring med at være arbejdsløs og kæmpe for at blive selvforsørgende og alligevel ryge ud af dagpengesystemet til ingen verdens ting på grund af ren og skær vilkårlighed fra A-kassens side:
Vi bliver flere og flere i arbejdsløshedskøen, imens både vi selv og vore socialrådgivere brænder sammen i et inferno af regler, kurser, politiske tiltag, mediestemninger, og en økonomi og et arbejdsmarked, der ikke hænger sammen. Samtidig må vi arbejdsløse dagligt opleve, at alle disse strukturelle problematikker bliver reduceret til at være vores egne personlige problemer. Når dagen er omme og fjernsynet er slukket og kontoret er lukket, er det mig, der sidder med lorten. Det er mig, der ikke har nogen indtægt. Det er mig, der ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke kan komme i arbejde og må leve med denne daglige skuffelse og frustration, og det er mig, der pludselig er blevet frataget mine dagpenge og er ude af stand til at overskue konsekvenserne af at følge sagsbehandlerens afpresningsforsøg. Det er mig, der har lånt kontanter til at sætte i banken, så jeg kan betale mit månedlige afdrag på den gæld der virkede så lille, da jeg troede der var arbejde til mig efter endt uddannelse.
Jeg synes fandeme, at hver en dagpengekrone jeg har modtaget, har været surt tjent. Jeg er ved at brække mig over harmen over fattige Karina og dovne Robert. Jeg får dårlig mave af social dumping, løntrykkeri, dagpengestop og tomme tønder, der buldrer om jobgarantier. Jeg skider grønt næste gang et reality-show vil trække seere, eller en toppolitiker vil sutte vælgere, ved endnu en gang at træde på os tabersvin, der totalt selvforskyldt konstant hænger med røven i vandskorpen, fordi vi er snæversynede, inkompetente, dovne, dumme, underkvalificerede, overkompetente, eller sågar underoplyste. Ja, undskyld mit franske, men er det ikke sådan det er meningen vi skal opfatte os selv? – Hvilken anden grund kan der ellers være til at vi bliver behandlet som sådan?