Tag: fattigdom

Forsørgerpligt for kæresten er skattepligtig

Hvis du er i den sitation, at du får kontanthjælp og bor sammen med din kæreste, vil du nu ikke længere kunne få kontanthjælp, fordi din kæreste har forsørgerpligt (eller omvendt). Hvad du nok ikke havde regnet med er, at du også skal betale skat af din kærestes forsørgelse af dig.

Som man hører i DR P1:

Kommunerne skal i fremtiden ikke skele til, om kontanthjælpsmodtagere er gift eller bare bor sammen som par. Fremover får også ugifte pligt til at forsørge kæresten, hvis han eller hun bliver arbejdsløs. Det skal ikke længere være kommunens opgave.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen skriver på ministeriets hjemmeside, at “samlevende par (…) hermed ligestilles med ægtepar”. Men det viser sig nu slet ikke at passe.

Tværtimod stiller kontanthjælpsreformen fremover ugifte par langt ringere økonomisk end ægtefolk, der bor sammen. Ifølge skattereglerne, skal den ugifte mand eller kvinde, der bliver arbejdsløs nemlig betale skat af de penge, som vedkommende fremover skal ha’ af kæresten i stedet for kontanthjælp. Det skal ægtefolk ikke.

Og samtidig kan kæresten IKKE overtage den arbejdsløses bundfradrag, men skal også selv betale fuld skat af sin indkomst, som om han eller hun var enlig.

Det er en borger i Valby, Palle Jensen, der har gjort Folketinget opmærksom på disse øjensynlig uforudsete konsekvenser af kontanthjælpsreformen. Og en lektor i skatteret Inge Langhave Jeppesen fra Syddansk Universitet giver ham fuldstændig ret i, at kontanthjælpsreformen dermed ikke ligestiller samlevende par med ægtepar – sådan som ministereren siger. Tværtimod.

Ja, det manglede vel næsten bare.

Via Denmark Online.

Fattige lever et liv i lede og skam

Hvis man spørger sig selv, hvad LA og Metter Frederiksen og debatten om “nassere” på overførselsindkomster har opnået, kommer svaret blandt andet i en ny rapport fra Rådet for Socialt Udsatte.

Folk, der uden egen skyld er blevet syge og arbejdsløse, bliver i dag mistænkeliggjort, forfulgt, kontrolleret og lagt for had i en grad, så deres liv er fyldt med lede og skam over den rolle, de har fået i livet.

Ekstra Bladet opsummerer rapporten således:

Følelsen af at blive mistænkeliggjort, kontrolleret og ringeagtet af det offentlige system og andre borgere præger hverdagen for tusindvis af danskere, der er afhængige af offentlig forsørgelse. Det fylder deres liv med utryghed, angst og lede.

Det fremgår af Rapporten “Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt” fra Rådet for Socialt Udsatte. Citatet i indledningen er tager fra rapporten.

Rapporten tegner ikke et billede af kontanthjælpsmodtagere, der har det fint med at nasse på de offentlige kasser. Langtfra.

Derimod viser den et hæsligt billede af fattigdom som en bitter blanding af afsavn, skam, selvbebrejdelse, isolation, mindreværd og selvmordstanker.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, mener, at vi på mange måder har opbygget et system, som er med til at trykke mennesker længere ned i sociale problemer i stedet for at hjælpe dem op.- Der de tale om mennesker, som ofte har mange problemer at slås med, men det, som især trykker mange af dem, det er den mistro, de møder fra det omgivende samfund. Debatten og tonen er blevet urimelig hård i forhold til socialt udsatte, og det er bestemt ikke det, de har brug for, siger Jann Sjursen.

Så tillykke til Liberal Alliance og Helle Thorning og Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye og alle de andre socialliberale. Alle deres udtalelser om emnet har alene haft til formål at sparke fattige mennesker endnu længere ned i sølet, og det ser ud til, at det er lykkedes. Mission accomplished.

Glem Mjølnerparken

Beboer i Mjølnerparken i København Helene Larsen skriver på Faklen.dk om områdets faktiske problemer – som ikke har meget at gøre med det skræmmebillede, der pumpes ud i medierne:

Ghettoen Mjølnerparken ligner ikke et stykke af Danmark, det er en skamplet, der ikke skal gentages.

I de to år jeg har været her, er der ikke blevet repareret vægge udenfor eller malet grafiti over, og derfor er meget af graffitien på væggene flere år gammel. Det er så grimt, at man igen undrer sig og begynder at overveje selv at købe en spand maling og få det fjernet. Jeg har selv en vindueskarm, der faldt af en uge efter jeg flyttede ind samt fugtskader og en ødelagt stikkontakt og ditto telefonstik. Jeg har både ringet ind og meldt det og talt med en gårdmand om det flere gange; det første år, nu går jeg bare forbi dem, for de har faktisk travlt med at tømme skraldespandene fra kælderens containere – de laver stort set ikke andet …

Hele Mjølnerparken bliver lukket af et par gange om måneden. Der har været børn, der er blevet jagtet rundt i gårdene af politihunde, der har været politimotorcykler, der kørte runder rundt i gårdene til stor angst for børnene, og det sidste nye er, at man har hentet et par metalhegn, så man rigtig kan lave checkpoints. Der er nye metalhegn næsten hele vejen rundt om Mjølnerparken og lukket af med store gitterdøre med lås, og så står der et par løse hegn op ad hækken til brug i en nødsituation. Desuden er det nemt at blive anholdt i Mjølnerparken. Mange gange skal de unge drenge bare gå hjem… hvis de så er så uheldige, at der er ballade på vejen hjem, så tager man bare alle i området med.

Jeg så engang en kvindelig betjent, der havde trængt en lille dreng op i en krog ude ved parkeringspladsen en mørk aften, og hun stod og råbte og skreg ham ind i hovedet. Jeg troede først, at det var en narkoman, der var ved at slå drengen, men da jeg så hendes politi-refleks på ryggen, blev jeg helt forstenet, for der var ingen andre til stede, og drengen græd og råbte bare, at han ville hjem… jeg tænkte Gud må hjælpe ham, for jeg kan ikke, hende skal jeg ikke forstyrre i hendes arbejde, jeg har 4 børn, der sidder alene og venter på mig.

Link: Glem Mjølnerparken – riv bare det hele ned

David Cameron’s Big Society Bullshit

This is the reality of the Tory budget cuts:

The coalition’s spending cuts will hit the poorest in society 10 times harder than the richest as the health, social and education services they rely on are slashed, an extensive new study for the Trades Union Congress has found. The TUC general secretary, Brendan Barber, says the research proves that the Conservatives are breaching their election promise to introduce cuts fairly.

Lone parents and pensioners will suffer the most from the public spending cuts, the study finds, with everyone but the top 10% of earners losing more from cuts than from tax and benefit changes.

Excluding benefit cuts, single people will lose the equivalent, on average, of £817 a year in services, while a couple with no children will lose £1,012 and a single pensioner £1,017. A lone parent, meanwhile, will lose £1,880.

Wake-up call: Single parents and pensioners are already somewhat strained, financially – so this is really a nice early Christmas present from David Cameron’s “compassionate conservatism”.

And why do they make these cuts? Well, the truth is they make them “just because” – there’s no financial justification for them whatsoever. As economists like Paul Krugman and Joseph Stiglitz point out, these cuts can only exacerbate the crisis by boosting unemployment.

So when British people, especially pensioners and single parents, are now hurled into poverty by the hundreds of thousands, they need to know that David Cameron and his government are not doing this to fix he economy. They are doing it because, doing so, they can give more tax cuts and privileges to the rich. Let’s not forget what Cameron is made of.

Link: Coalition cuts will hit poor 10 times harder than rich

Tiggeri – en “trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse”

Berlingske citerer et Ritzau-telegram:

En 53-årig kvinde fra Slovakiet blev fredag i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet for at tigge to-kroner på gaden i København.

Kvindens brøde bestod i at ligge på knæ med fremstrakte hænder bag et skilt med ordene “Hav barmhjertighed. I Jusu navn velsign dig for 2 kroner”.

Et krav for at kunne varetægtsfængsle kvinden er, at hendes tiggeri skønnes at udgøre “en alvorlig trussel for en grundlæggende samfundsinteresse”. […]

Kvinden lever som hjemløs i Danmark, hvor hun lever af mad fra en kirke. Hun har tidligere fået to advarsler for at tigge i Danmark.

En “alvorlig trussel”, oven i købet. Og hvad er mon det for en samfundsinteresse, kvindens tiggeri “truer”? Er det selvgodheden og selvtilfredsheden ved illusionen om et land, hvor “få har for meget og færre for lidt”, eller er det den omhyggeligt skabte og vedligeholdte myte om, at der ikke findes fattigdom i Danmark, som “trues” af den slags tiggeri? Igen, jeg savner ord.

Læs også: Kan du undvære to kroner?, artikel af Niels K. Petersen i Hus Forbi nr. 27, 2003.

Socialministeren: Øget fattigdom er ‘glædeligt’

Flere danskere end nogensinde før søger julehjælp hos bl.a. Kirkens Korshær. På trods af, at man må formode, at den tunge og ydmyge tiggergang hos en godgørende organisation nok kan holde en del “værdigt trængende” væk, synes socialministeren, at det er en “glædelig” udvikling, skriver Information:

Det øgede antal henvendelser til velgørenhedsorganisationerne fik i sidste uge socialminister Karen Ellemann (V) til i de hjemløses blad ‘Hus Forbi’ at kalde det »glædeligt, hvis den stigende efterspørgsel på julehjælp er udtryk for, at de svagest stillede danskere er blevet bedre til at bruge de glimrende tilbud, som frivillige tilbyder.«

En udtalelse, der vækker hovedrysten hos AE-rådets chefanalytiker.

»Det er ikke glædeligt. Det er udtryk for en voldsom stigning i fattigdommen«, siger Jonas Schytz Juul, som netop har offentliggjort en stor undersøgelse af fattigdommen i Danmark.

Leder af Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen kalder socialministerens udtalelser for en falliterklæring.

»Det skal ikke være private, der har ansvaret for at løse fattigdomsproblemerne. Der er ikke nogen, som med glæde beder om almisser. Det er folk, som har det ad helvede til og som lever i stor nød og elendighed,« siger han.

Men for socialministeren er det altså “glædeligt”, hvis de fattige, som hendes egen regering har skabt, får lært at krybe til private velgørende organisationer for at få hjælp.

Link: Sociale organisationer raser over udtalelser om fattige

Update: Morten Nielsen skriver også om dette.

Til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages

Dette er Jesu budskab i det Nye Testamente, og hvis nu det havde handlet om jordiske goder, ville regeringen udmærke sig som rigtig gode kristne, skriver Den Lille Netavis:

Der er nemlig blevet flere og flere fattige i landet siden 2001. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at godt 430.000 danskere har svært ved at få pengene til at slå til. Forskeren Finn Kenneth Hansen Fra CASA siger, at undersøgelsens data blev indsamlet, før den økonomiske krise for alvor havde bidt sig fast i Danmark, og at det sikkert er værre endnu i dag.

Jeg er selv arbejdsløs for tiden og er lidt fortørnet over, hvor meget ringere den højeste dagpengesats er blevet siden min sidste dagpengeperiode i slutningen af 80erne. Som enlig forælder er det ikke meget, man har tilbage at rutte med, når skattefar har været der.

Det ville være rimeligt nok at sætte den op på et niveau, så i det mindste nyuddannede og håndværkere kunne komme rimeligt tæt på en ordentlig forsikring af deres bolig osv. Det kunne i det hele taget være rart at vende tilbage til et samfund, hvor “få har for meget og ingen for lidt”, som man fablede om engang.

Link: Helt bibelsk

Hjemløshed og fattigdom i det nye Danmark

Rune Engelbreth Larsen skriver på sin Politiken-blog om et aspekt af krisen, men især af regeringens økonomiske og sociale politik sidenn 2001, som i hvert fald jeg ikke har været opmærksom på før: Antallet af udsættelser fra private boligere ved fogedens hjælp – altså antallet af tilfælde, hvor fogeden simpelt hen dukker op og sætter folk på gaden, om nødvendigt med politiets hjælp er vokset støt og roligt de sidste 7-8 år, fra 1823 i 2002 over 3762 i 2008 med en prognose om at nå 4160 i 2009.

Eftersom vi må gå ud fra, at det i en del tilfælde er hele familier, det går ud over, er det altså mere end en promille af Danmarks befolkning, der i år må opleve at blive sat på gaden. Er det, hvad vi forstår ved “velstand”?

Engelbreth forklarer, hvordan det står til:

Udsættelser foregår på den måde, at en lejer, der ikke kan betale huslejen, sættes på gaden af fogedretten. Det sker på den rituelt ydmygende måde, at fogeden symbolsk sætter en af boligens stole ud på gaden, og hvis ikke udlejeren dernæst selv fjerner sine ejendele fra ejendommen, sørger politiet for, at et flyttefirma gør det. Herefter har man to måneder til at tilbagekøbe sine ting (og betale for flytteomkostningerne m.m.), ellers kan flyttefirmaet uden videre sælge indboet gennem et auktionshus.

Det hører undtagelserne til, at familier har mulighed for at tilbagekøbe deres ting, men det hænder – men det er heller ikke engang en rar oplevelse ifølge auktionsleder Kim Egegaard: “Det sker en gang imellem, at folk kommer for at købe deres ting tilbage. Det er ret ubehageligt og sjældent til at tage fejl af, fordi tårerne vælter ned ad kinderne på dem. Men så hersker der altså en slags uskreven regel om ikke at overbyde dem.” (24timer, 8.10.2009).

Alene for Svendborg Auktioners vedkommende kan Jan Helmer berette om en markant stigning: “Før havde vi måske en-to sager om året, mens vi i dag sælger tre-fire hjem om måneden, så jeg vil nærmest sige, at at vi oplever en eksplosion.”

Men er det så ikke alt sammen noget, der skyldes den økonomiske krise, der for alvor brød ud i 2008?

Den kunne selvfølgelig have en del af skylden – selv om det kan være svært at forstå, hvorfor private i givet fald skal bære så stor en del af byrden i en tid, hvor erhversliv og banker er blevet begavet med såvel skattelettelser som kæmpechecks som led i diverse “krisepakker”.

Men faktisk har stigningen som sagt været støt og rolig og skyldes ikke mindst regeringens indskrænkning/manglende regulering af kontanthjælpen:

Krisen kan mærkes, og blandt udsættelserne er der også velhavende, som er gået fallit, men tallene fortæller ikke om et pludseligt spring i antallet af udsættelser det sidste år under krisen – som nævnt er antallet derimod steget til mere end det dobbelte af niveauet i 2002 på ganske støt og stabil vis.

96 procent af de udsatte ender på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen, konstaterer Socialrådgiverforeningens formand Betina Post – og tilføjer: “Kontanthjælpen er simpelthen ikke fulgt med det generelle prisniveau i samfundet. (…) Flere er i den situation, at de er nødt til at vælge mellem at spise mad eller betale husleje.”

Her er der, hvilket er Engelbreths vinkel, stof til eftertanke over VKO-regeringens nuværende satsning på en hård linje, retspolitiske stramninger og lavere kriminel lavalder, når man samtidig underminerer de mest udsatte familiers økonomi i en grad, så en hel procent af Danmarks befolkning snart vil have oplevet at blive sat på gaden med fogedens hjælp.

Det giver også stof til eftertanke, hvad angår Dansk Folkepartis påståede “sociale profil”.

Men ikke mindst viser det den nuværende politiske udviklings sande ansigt: Pyt med menneskene, ind med systemtænkning og kæmpechecks til de økonomiske realiteters slipseklædte repræsentanter.

Alt det her med “de fremmede”, som Dansk Folkeparti excellerer i, er åbenbart ikke andet end en afledningsmanøvre, mens de tømmer vores tegnebog. Det var måske værd at tænke over, næste gang, du diskuterer med nogen,. som er faldet for den.

Link: VKO-cirklen: marginalisering – fattigdom – kriminalitet – margina …

I Danmark går fattige sultne i seng

SF forsøgte for nyligt at råbe partierne bag bl.a. startsydelsen op ved at invitere ofrene ind i tinget. VK og O kvitterede ved at ignorere fattigdommen i Danmark. SFs forslag om afskaffelse af fattigdomsydelserne blev også stemt ned af den såkaldte “borgerlige” fløj. Citat fra artiklen på information.dk.

Lidt opmærksomhed skaber Enhedslistens Line Barfoed dog, da hun læser højt af et håndskrevet brev. Brevet er fra Gro Pettersens to døtre og beskriver, hvordan døtrene går sultne i seng og ofte hører deres mor græde.

Gro Pettersen ser det hele fra tilhørerrækkerne. Hun er bevæget og forstår ikke, hvorfor halvdelen af salen ikke lytter til hendes historie.

“Jeg blev både vred, fordi de ikke lyttede, men også meget ked af det. Faktisk fældede jeg et par tårer,” fortæller Gro Pettersen.

Hun har ventet længe på at komme i kontakt med politikerne, for hun vil gerne fortælle dem, hvor fattig hun egentlig er på sin starthjælp.

“Jeg vil råbe de politikere op, der ikke vil høre, og vise, hvad der sker ude i virkeligheden,” siger hun.

Da Özlem Cekic tidligere på dagen gav frokost i Christiansborgs kantine, var det helt uvant for Gro Pettersen ikke at skulle tælle smørrebrødet. For selv den basale kost bliver der sparet på hos familien Pettersen.

“Vi har ikke råd til fødselsdage, og julen er et mareridt. Vi er heller aldrig mætte, og tit undlader jeg at spise. Alt det, andre tager for givet, kan vi ikke gøre, så vi er også socialt isolerede,” forklarer hun.

Tillykke til VK og O. I har skabt sult i et land der flyder af honning og mælk.

link til hån af fattige

Hetz mod fattige og førtidspensionister

Forfatteren Laila Ammitsbøl studser over onlinedebatten om fattigdom og arbejdsløshed på Politiken.dk og citerer bl.a.:

– Fattigdom findes ganske enkelt ikke i DK! Pensioner og bistandshjælp o.a. er helt i det niveau de bør være. Folk skulle hellere tilbydes kursus i bedre forbrugsvaner og lære at sætte ‘tæring efter næring’.

– Forhøj hellere beskæftigelsesfradraget og så kan det være, at flere af nasserøvene gad lette røven og gå på arbejde!

– Hvis man giver “fattige” flere penge, vil man fastholde dem i “fattigdommen”

– Jeg GIIIDER ikke høre om, at alle disse 800.000 ikke KAN arbejde pga. psykiske og fysiske problemer!

– Alle som kan skal arbejde, og hvis de nægter, skal straffen falde prompte: Nul overførselsindkomst! Vi har ikke plads til parasitter her!

Dette skal sammenlignes med en virkelighed, der i løbet af de seneste års opsving er blevet stadig mere barsk for netop arbejdsløse og førtidspensionister, som Ammitsbøl påpeger. Udover klapjagten på de arbejdsløse, der tvinges ud i menings- og udsigtsløs aktivering, er de materielle forhold efterhånden endog meget stramme.

Som Laila Ammitsbøl skriver:

Der har været nogle år, hvor man konstant hørte om, hvor fantastisk det gik for danskerne. Ja, de kære danskere nærmest væltede sig i penge. De var faktisk så rige, at da de først havde købt flotte huse, fyldt garagen med store biler og hvert et værelse med 42” fladskærms-tv, fået lavet samtalekøkkener og luksusbadeværelser, var de nødt til at investere i kunst, fordi de simpelthen ikke vidste, hvad de ellers skulle bruge pengene til. Og ja, så var det de fik skattelettelser af statsministeren, så de fik endnu flere penge, de ikke vidste hvad de skulle stille op med.

I samme tidsrum oplevede førtidspensionister som jeg selv, at huslejen steg, fødevarerne steg, alting steg for der var jo rigtig gang i hjulene. Det eneste der slet ikke steg i samme takt var førtidspensionen, så mens resten af Danmark badede i pengesedler på bedste Joakim Von And -manér fik førtidspensionisterne sværere og sværere ved at få pengene til at slå til.

Nu skal vi så til at betale regningen. Efter de 7 fede år, kan vi nu forvente 7 magre, så nu må vi alle sammen stå sammen. Alle ”staklerne” der nu bliver helt nervøse for at forbruget skal sættes ned, skal have skattelettelser igen, igen, så krisen ikke kommer til at tynge for hårdt på deres brede skuldre. Pengene skal komme fra grønne afgifter, der selvfølgelig rammer uforholdsmæssigt hårdt hos de der har få penge, som f. eks førtidspensionisterne.

Nogle gange kan man få den bitre tanke, at vi sgu bare skal helt ned i skidtet. Så langt ned så vi ikke mere magter at åbne vores usle munde og ytre noget som helst.

Så nu, hvor krisen begynder at kradse og 500.000 danskere kan forvente at miste deres jobs, lader det til, at politikernes “løsning” er flere skattelettelser – og en strammet skrue overfor arbejdsløse og pensionister, der mere eller mindre uundgåeligt kastes ud i storstilet fattigdom; alt sammen taktfast akkompagneret af den “almindelige dansker”s småfascistiske foragt, som eksemplificeret af de kun alt for almindelige kommentarer fra Politiken.dk.

Det viser dog i hvert fald noget om den danske, eller i hvert fald den Dansk Folkeparti’ske folkesjæl: Hvis der ikke er nogen indvandrere, vi kan hade, skal der nok være nogle syge eller fattige, vi kan kaste os over i stedet. Fremtiden tegner sandelig lyst i disse recessionstider!