Fra prologen til Aladdin (1805):
Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild Det samme som et hærdet Demant-Sværd, Der mangler en varmblodig Muskel-Arm, For stærkt at svinges. Blomsten, sund af Frøe, Til Solen trænger, for at giennemglødes; Og bliver der for langt et Mellemrum, Før Asianerne til Norden drage, For at forædle Slægten, varme den — Da bliver Slægten, som du seer desværre! En Blomst, forlængst engang fra Syden hentet, Men som vantrives Aar for Aar, hentørres, Blier bleg af Farve, søvnig, mat — og døer.
Uden indvandring sydfra ville den nordiske race hensygne og dø – og da dette kunne have lange udsigter, måtte Danmark i 1805 altså lade sig nøje med Oehlenschlägers orientalske digt om en fattig, utilpasset muslim og hans vej gennem, tilværelsen. Skarpt set af Oehlenschläger dengang.
Siden har vi fået den ægte vare (om man så må sige), og der kan næppe være tvivl om, at kulturblandingen har gjort Danmark til et bedre og mere helstøbt og spændende land, som Oehlenschäger forudsagde allerede for 205 år siden.