Det var så ikke århundredets overraskelse: Sammen med et forslag om at kopiere den katastrofale amerikanske three strikes and you’re out-regel, melder Dansk Folkeparti sig nu også på banen med støtte til socialdemokraternes lige så katastrofale “ghettoplan”, der reelt vil indføre apartheid ved at gøre eksplicit forskel på “danske” og “udenlandske” familier:
Indvandrerforældre med dårlige danskkundskaber skal sende deres etårige barn i vuggestue, hvis myndighederne vurderer, at barnets forudsætninger for at lære dansk er i fare, boligkvoter skal tvinge nordsjællandske kommuner til at bygge flere almennyttige boliger, og så skal folkeskolerne i de udsatte boligområder afspejle samfundet, hvilket vil sige færre elever med indvandrerbaggrund
Bemærk, at straffen til formastelige indvandrerforældre, der ikke vælger at sende deres etårige barn i vuggestue, er en statsautoriseret kidnapning tvangsfjernelse.
Socialdemokraternes ghettoplan indeholder også et forslag om, at indvandrerfamilier – og kun indvandrerfamilier – hvis børn har problemer kan tvinges på “forældrekurser” for at lære, hvordan man “opdrager børn her i Danmark” og kan idømmes bøder, hvis de ikke vil deltage.
Morten B. Nielsen gav en rammende karakteristik af socialdemokraternes forslag under overskriften “A er en høne uden hoved (og uden hjerte)“:
Med Socialdemokraternes seneste forslag om at tvangsfjerne børn af indvandrerfamilier, der undlader at sætte deres børn i danske vuggestuer, har de skøjtet højre om hele højrefløjen og sat bundrekord i afskyelig umenneskelighed.
Men Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen lader sig selvfølgelig ikke sådan overhale højre om og halser derfor efter den hovedløse høne, det bedste de har lært.
Hvis nogen nu sidder her og tænker, at det har de da bare godt af, de indvandrere, og så længe det kun er dem, der går ud over, skal det da nok hjælpe at tvinge børn i vuggestue under trussel om tvangsfjernelse og tvinge folk på “forældrekurser” ved hjælp af pengeafpresning:
Hvis disse ordninger indføres og bliver en “succes”, hvor længe tror I så egentlig det varer, før de også gælder for alle andre? Den, der ikke vil forsvare indvandrernes rettigheder fortjener også at miste sine egne – for det er, hvad der kommer til at ske.