Jeg har skrevet om det før, men VHS siger det meget godt:
Obama har fået folk til at håbe og ønske at tingenes tilstand kan være anderledes. Bevægelsen – som er langt større og meget mere end politikeren Obama – har fået en tiltro til at de kan forandre noget. Det stopper naturligvis ikke med blot at vælge en centrumpolitiker, og Obamas politik har nærmest intet med hans valgsejr at gøre. Det var hans retorik, som ikke bare ramte utilfredsheden blandt vælgerne men også talte til alle de der normalt ikke stemmer, og gav dem et løfte om at forandring er mulig. Hvis den energi og optimisme kan videreføres til alle andre dele af samfundet – de steder, hvor der føres rigtig politik og kan laves rigtig forandring, så kan der bestemt komme noget godt ud af dette valg. Ikke på grund af valget af Obama, men på grund af den energi og det håb, der er blevet antændt rundt omkring blandt den menige og ofte marginaliserede befolkning i USA, og som kan føre til meget mere end en udskiftning af beboerne i Det hvide hus. Obama er ingen revolution, men det håb, der fik ham valgt og som han var med til at antænde, kan bedre føre til grundlæggende forandringer end venstrefløjsvrede og afmagt.
Frygt og vrede er også stærke drivkrafter, men der kommer intet positivt ud af en politik eller bevægelse, der er baseret på disse negative værdier. Det var disse følelser, som McCain-Palin forsøgte at blive valgt på, og det er glædeligt, at den tendens tabte. Gid det samme paradigme-skift også måtte finde sted i Danmark, hvor hadet og mistroen stadig er dominerende i valgkampe.
Men det er ikke bare højrefløjen, som primært kører på vrede. Også venstrefløjen (i både Danmark og USA) har det problem, at vi i vor kritik af systemet får det til at fremstå som en uovervindelig modstander, man ikke kan gøre noget ved. Det appellerer i bedste fald til den aktive følelse, vrede, og i værste fald til passiviserende afmagt, og ingen af disse fører til positive, progressive forandringer. Venstrefløjen bør lære af Obamas retorik og fokusere på muligheden for forandring, der kan give det håb, der gør rigtig forandring mulig.
Jeg er enig. Kritik af systemet og af de kræfter, man er oppe imod er vigtig, ikke mindst af hensyn til at kunne afdække, dokumentere og oplyse om, hvad der foregår, men det er endnu vigtigere at gøre noget for at tilvejebringe de positive forandringer, man ønsker.
Dette er en grund til, at fri software-bevægelsen er vigtig, ikke mindst som eksempel: Richard Stallman og andre begyndte ikke at samle underskrifter ind mod Microsoft og IBM for at forlange, at de skulle åbne deres programmer, men skabte i stedet og fra grunden et nyt system, som det står alle frit for at bruge, det såkaldte GNU/Linux-system.
Det er også derfor, Luk Lejren er så vigtigt et initiativ: I stedet for blot at dokumentere, hvordan flygtninge behandles i Danmark og frugtesløst kræve, at regeringen skulle gøre noget ved det, tog man selv ansvar og forsøgte (symbolsk) at lukke Sandholmlejren på trods af myndighedernes protester. Både fri software og Luk Lejren er eksempler på direkte aktion, og Obamas grædsrodsbevægelse har mere end en rem af huden.
Begrebet “direkte aktion” leder tankerne hen på de tidlige anarkister, der i stedet for at reformere staten eller vente på, den skulle reformere sig, ønskede at opbygge et frit samfund nedefra og op ved hjælp af brugerstyrede kooperativer.
Og rent faktisk hedder VHS’ indlæg “Kropotkin om Obama og håb”. Kropotkins observation om Obamas kampagne var den enkle, at vellykkede revolutioner udspringer af håb, ikke af fortvivlelse. Det er muligt, at Obama ikke selv hverken vil eller kan forandre det helt store, men han har givet mange mennesker håb. Og det er måske i sig selv den bedst mulige begyndelse.