Liberal Alliance kræver frit valg mellem højre- og venstrekørsel

Rokokoposten skriver:

Simon Emil Ammitzbøll, har tidligere kritiseret forbud mod solariebrug, fri abort og parfume på offentlige arbejdspladser, og nu er det altså loven om højrekørsel, der står for skud.“Staten insisterer på at blande sig i alt, hvad vi gør. Så må man ikke gå i solarium, så må man ikke ryge på en restaurant, og hvis man har en bil, som man ærligt og redeligt har købt for egne penge, må man lige pludselig heller ikke selv om, hvor man vil køre i den,” siger Ammitzbøll og understreger, at det frie valg mellem højre- og venstrekørsel naturligvis også gælder for cykler, lastvogne og andre transportmidler.

Her er en borger muligvis i færd med at protestere mod regeringens totalitære færdselspolitik.

Anders Samuelsen er enig:

“Det er som om, vi ikke er voksne mennesker længere, men måbende får, der skubbes frem og tilbage af totalitære hajtænder og Big Mother-agtige vejbomme. Men Liberal Alliance vil give magten tilbage til borgerne.”

For at vise, hvordan et samfund sagtens kan fungere til alles bedste uden bureaukratiske færdselsregler, vil både Samuelsen og Ammitzbøll resten af ugen skifte frit mellem at køre i højre og venstre side af vejen.

Link (se også).

LA-kandidat: Skattelettelser kan være usundt

Det er en mulighed, at rige mennesker, som får skattelettelser, begynder at drikke mere, ryge mere og bevæge sig mindre. Dermed får de et mere usundt liv og lever kortere tid end folk med almindelige indkomster, der betaler deres skat med glæde.

Sådan lyder den meget kontroversielle melding fra Bole Blip, folketingskandidat for Lidenhæftig Adventisme. På Facebook har det synspunkt allerede givet voldsom debat.

– Bole Blip, har du tal, som beviser din påstand?

– Nej, og det er ingen påstand. Jeg siger bare, at det er en mulighed. At det kan tænkes, at man rører sig mindre, når man ikke behøver arbejde, drikker lidt mere god rødvin, når man har flere penge, og ryger, når man kan sidde ved poolen på Tenerife eller Costa og se sine aktier stige og ikke behøver gå hen på en arbejdsplads med rygeforbud.

– Men hvad er din pointe med at lufte den provokerende pointe?

– At det kan være ligeså rigtigt, som alle dem, der påstår, at folk har godt af at få skattelettelser. Jeg siger bare, at det godt kan være, at rige mennesker lever kortere, hvis de får skattelettelser, fordi de mange penge betyder, at folk lever mere usundt.

Netop Lidenhæftig Adventisme er meget ivrig tilhænger af skattelettelser.

OBS: Satire over denne artikel i Ekstra Bladet.

Sverigesdemokraterne vil forbyde jazzmusik

Jyllands-Posten proklamerede her til morgen under overskriften “Svenske vælgere trodsede eliten” ganske åbenlyst fryder sig over, at Sverige nu også har et højreekstremistisk og grundlæggende racistisk parti repræsenteret i parlamentet. Ja, er der ikke aldeles herligt:

Förutom diverse retorik gentemot de etablerade partierna, vilka SD uppfattar som elitister, var det mest förvånande Jimmie Åkessons krav på ett totalförbud mot Jazzmusik;
– Detta är en osvensk musiktradition som inte hör hemma i Sverige, jazzmusiken leder svenska ungdomar in i ett icke-svenskt leverne, Jazzen är dessutom en inkörsport till icke-skandinaviska relationer.

Åkesson menar att det finns åtskilliga risker förknippade med den Afroamerikanska musikstilen;
– Svenska ungdomar som lyssnar på den här musiken förleds lätt av det djuriskt rytmiskt erotiska i den. Över hela Sverige har jag hört om sammankomster där sån här “djungelmusik” spelats, efter ett par timmar är de unga männen aggressiva och kvinnorna överkåta, och det slutar nästan alltid i bråk. Som alternativ till den Afroamerikanska musiken vill Jimmie Åkesson istället ha en svensk folkdans-revival …

Så – ud med trompeterne og de store bløde guitarer og ind med halm og træsko …

🙂

Link: SD vill ha förbud mot Jazz

Offentlige toiletter ind i kampen mod terror

Regeringen vil undersøge mulighederne for at indføre skærpet overvågning af de offentlige toiletter. I modsætning til alle andre offentligt tilgængelige områder er toiletter friholdt, idet de kun er udsat for såkaldt “almindelig” overvågning i form af stikprøvekontrol.

Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg. Ministeriet oplyser til udvalget, at der ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiet er “en stigning i de problemer, som brugen af offentlige toiletter udgør i forbindelse med efterforskningen af sager om terrorisme og organiseret kriminalitet”.

Problemet opstår, fordi de kriminelle kan udnytte det frirum, de kan finde på de offentlige toiletter, til at mødes og udveksle planer. På samme måde vil regeringen finde ud af, om det er muligt at registrere og identificere gæster i folks hjem, ligesom man ønsker at opstille overvågningskameraer i alle private sove- og badeværelser i stedet for som nu blot i alle husets øvrige rum.

PET oplyser nemlig, at “den stadig stigende aktivitet i almindelige menneskers soveværelser” indebærer “tiltagende problemer for politiets og efterretningstjenestens muligheder for at efterforske sager om terrorisme og organiseret kriminalitet, hvor aflytning og overvågning ofte er et afgørende efterforskningsredskab”.

SFs Marina Johansen Duhmhardt har “ingen problemer med”, at der bliver indført skærpet overvågning på de offentlige toiletter.

“Det virker urimeligt, at kriminelle kan slippe af sted med at udveksle planer, blot ved at bruge de offentlige toiletter,” siger hun.

Til gengæld tvivler hun på, at det nytter noget at indføre overvågning af folks soveværelser.

“De, der ønsker at udveksle planer til kriminelle formål, har formentlig ikke behov for at gøre det i soveværelset”, siger hun:

“Jeg har svært ved at forestille mig, at det er et stort problem. Der er ingen grund til at lave bureaukrati og nye regler, hvis der ikke er et problem.”

Dansk Folkepartis Peter Skaarup erklærer sin tilfredshed med de nye regler:

“Men i den praktiske verden kan der være vanskeligheder. De offentlige toiletter er selvfølgelig lukket land for fremmede og subsistensløse, men man ved aldrig, hvad der gemmer sig under et ellers tilforladeligt ydre. Bør folk ikke altid identificeres, f.eks. med foto, før de lukkes ind?”.

Skaarup tilføjer, at man bør overveje at montere et kamera af webkameratypen nede i selve cisternen: “Man ved aldrig, hvilke tatoveringer de forskellige terrorist-typer render rundt med, og måske det kan lette identifikationen. Hvis man ikke har noget at skjule, har man heller ikke noget at være bange for”.

Nåhnej – egentlig handlede Berlingskes artikel jo om biblioteker. Her er et pluk fra den rigtige artikel, som jeg næsten citerer ovenfor:

Regeringen vil nemlig undersøge, om brugere af bibliotekerne fremover skal fremvise identifikation såsom pas eller sygesikringskort og lade sig registrere, hvis de vil bruge bibliotekernes computere til at komme på internettet.

På samme måde vil regeringen finde ud af, om det er muligt at registrere og identificere kunder, der køber taletidskort i kiosker, benytter internetcafeer eller trådløse netværk, såkaldte hotspots, rundt omkring på hoteller, cafeer osv.

Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg. Ministeriet oplyser til udvalget, at der ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiet er »en stigning i de problemer, som brugen af uregistrerede taletidskort udgør i forbindelse med efterforskningen af sager om terrorisme og organiseret kriminalitet«.

Dertil kommer, at »den stadig stigende udbredelse af gratis hotspots på offentligt tilgængelige steder« indebærer »tiltagende problemer for politiets og efterretningstjenestens muligheder for at efterforske sager om terrorisme og organiseret kriminalitet, hvor telefon- og internetaflytning ofte er et afgørende efterforskningsredskab«.

Smil, kære ven – dit privatliv er historie, eller rettere sagt: I dag er det PET, der ejer rettighederne til dit livs historie.

Link: Biblioteker ind i kampen mod terrorister (via The Citizen).

Foto: Ian Britton, published under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 3.0 License