Tag: irak

Rejsevejledning – Irak

Når man ser Birthe Rønn og DF udtale sig om de nu udsmidte irakeres forhold i Irak, får man det jo helt varmt om hjertet. Så sikkert er det blevet i Irak. Herligt. Afsted med børn og forældre hurtigst muligt.

Her er så udenrigsministeriets rejsevejledning til Irak:

Rejsevejledningen er senest ændret den 16. marts 2009. Udenrigsministeriet fraråder stadig alle rejser til Irak, med undtagelse af rejser til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya, hvortil alle ikke nødvendige rejser stadig frarådes.

Alle rejser til Irak, med undtagelse af rejser til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya, frarådes og danskere opfordres til at forlade landet. Selvom situationen i de kurdiske provinser er bedre end i det øvrige Irak er der risiko for terrorhandlinger og kidnapninger. Man bør være opmærksom på den øgede risiko for kamphandlinger langs grænsen til Tyrkiet. Rejser, der ikke er nødvendige til de kurdiske provinser, frarådes.

Der har været og er fortsat mange angreb på udlændinge og udenlandske interesser i Irak, herunder en lang række politisk og økonomisk motiverede kidnapninger af udenlandske statsborgere. Således blev 5 britiske statsborgere i maj 2007 kidnappet fra det irakiske finansministerium i Bagdad. I en række tilfælde er de bortførte blevet dræbt.

Ud over den generelle terrortrussel i landet er der, som følge af militante ekstremistiske gruppers skærpede fokus på Danmark, en risiko for, at terrorangreb og bortførelser kan blive rettet direkte mod danskere i landet. Det gælder specielt i tilfælde, hvor personer umiddelbart kan identificeres som danske.

Beskyttelse i Irak
Vælger man at rejse til Irak eller blive i Irak, bør man sikre sig den professionelle beskyttelse, som er nødvendig. Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Bagdad har ikke mulighed for at hjælpe med at arrangere en sådan beskyttelse for privatpersoner, virksomheder eller private organisationer, men ambassaden kan bistå med kontakt til lokale sikkerhedsfirmaer.

De kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya
Alle rejser, der ikke er nødvendige, til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya frarådes. Selvom situationen i de tre provinser er bedre end i det øvrige Irak er der risiko for terrorhandlinger og kidnapninger. Således blev en terrorbombe bragt til sprængning i Erbil i maj 2007 efter flere års ro i de tre provinser, hvorved mindst 7 personer blev dræbt og flere sårede.

Rejsende opfordres kraftigt til at sikre sig den beskyttelse, som er nødvendig for at opholde sig i de tre provinser.

Link til rejsevejledninger

lidt flere fester i kurdistan

Birthe Rønn undrer sig over muslimer i folkekirke..(!)

Stands udvisningerne

Det er desværre ikke meget, jeg kan gøre fra pladsen bag min computer – i hvert fald ikke lige nu, på det konkrete plan. Og det er jeg ked af – for nogen burde tage sig sammen og forhindre udvisningen af de afviste irakiske asylsøgere.

Vi – hvor kategorien “vi” skal forstås som det Danmark, som ved sin stiltiende tavshed eller al for valne modstand har påtaget sig et medansvar for regeringens politik – har selv været med til at forvandle disse menneskers land til et rygende hul i jorden ved en fejlslagen invasion. Og i dag, hvor forholdene i landet er alt andet end sikre, udviser vi altså rask væk flygtninge ned til den morderiske misere, vi selv har skabt.

Den dag, danske ministre som Lars Løkke Rasmussen, Birthe Rønn Hornbech og Per Stig Møller kan gå frit rundt i Baghdad uden for den grønne zone og uden livvvagt, og det i flere dage i træk og uden den mindste betænkelighed og med danske flag påsyet rygsækken, den dag kan vi så meget som overveje at begynde at sende asylsøgere retur til Irak. Men det kan de flygtninge, der er her, ikke vente på. Der er ikke andet at gøre end at give dem alle asyl.

Og nu er der en gruppe irakere, som har søgt tilflugt i Vor Frue Kirke i håb om at undgå at blive sendt hjem. Jeg kan kun ønske dem lykke til – og håbe, at der er nogle behjertede mennesker med mere mod og initiativ end undertegnede, som kan træde til og forhindre Danmark i at begå denne skændsel.

Mubeen: Frihed og demokrati

Af Özcan Ajrulovski & Mubeen Yusuf. Kunstnerne beskriver selv produktionen således:

Dette er en musik video som jeg (Özcan) og Mubeen selv 100% har optaget, redigeret og sammensat. Et amatør produktion med et professionelt resultat Kunsteren er Mubeen Lyrikken er af Mubeen Budget: 16.50 kr. (Køb af 1 stk. Jyllands-Posten).

Tortur brugt til at ‘påvise’ forbindelse mellem Irak og al-Qaeda

Tortur virker ikke, men kan bruges til at få folk til at bevise ting, de ikke har gjort.

Når de terrormistænkte Khalid Sheikh Mohammed og Abu Zubaydah blev waterboarded henholdsvis 183 og 83 gange, var det for at tvinge dem til at “tilstå” en forbindelse mellem al-Qaeda og Saddam Hussein, skriver Marjorie Cohn, formand for det amerikanske Advokatråd og professor i jura ved Thomas Jefferson School of Law:

Why the relentless waterboarding of these two men? It turns out that high Bush officials put heavy pressure on Pentagon interrogators to get Mohammed and Zubaydah to reveal a link between Saddam Hussein and the 9/11 hijackers, in order to justify Bush’s illegal and unnecessary invasion of Iraq in 2003, according to the newly released report of the Senate Armed Services Committee. That link was never established.

In startlingly clinical and dispassionate terms, the authors of the newly-released torture memos describe and then rationalize why the devastating techniques the CIA sought to employ on human beings do not violate the Torture Statute (18 U.S.C. sec. 2340).

The memos justify 10 techniques, including banging heads into walls 30 times in a row, prolonged nudity, repeated slapping, dietary manipulation, and dousing with cold water as low as 41 degrees. They allow shackling in a standing position for 180 hours, sleep deprivation for 11 days, confinement of people in small dark boxes with insects for hours, and waterboarding to create the perception they are drowning. Moreover, the memos permit many of these techniques to be used in combination for a 30-day period. They find that none of these techniques constitute torture or cruel, inhuman or degrading treatment.

Waterboarding, admittedly the most serious of the methods, is designed, according to Jay Bybee, to induce the perception of “suffocation and incipient panic, i.e. the perception of drowning.” But although Bybee finds that “the use of the waterboard constitutes a threat of imminent death,” he accepts the CIA’s claim that it does “not anticipate that any prolonged mental harm would result from the use of the waterboard.” One of Bradbury’s memos requires that a physician be on duty during waterboarding to perform a tracheotomy in case the victim doesn’t recover after being returned to an upright position.

Obama ønsker som bekendt at “se fremad” og lade de skyldige i disse forbrydelser slippe for retsforfølgelse og straf. Marjorie Cohn is having none of that:

Obama has made a political calculation to seek amnesty for the CIA torturers. However, good faith reliance on superior orders was rejected as a defense at Nuremberg and in Lt. Calley’s Vietnam-era trial for the My Lai Massacre. The Torture Convention provides unequivocally, “An order from a superior officer or a public authority may not be invoked as a justification for torture.”

The President must fulfill his constitutional duty to ensure that the laws are faithfully executed. Obama said that “nothing will be gained by spending our time and energy laying blame for the past.” He is wrong. There is more to gain from upholding the rule of law. It will make future leaders think twice before they authorize the cruel, illegal treatment of other human beings.

Link: Torture Used to Try to Link Saddam with 9/11

Det går rigtig godt i Irak

Eller, det er i hvert fald, hvad man hører i medierne, og hvad krigens oprindelige støtter går og siger til sig selv og hinanden: Nu har vi haft the surge og taget et fast greb om ondets rod, så nu må der snart være fredeligt og roligt og rart at være – eller hvad?

Den uafhængige journalist Dahr Jamail er netop vendt tilbage fra et ophold i Bagdad og tegner et lidt mindre opmuntrende billede:

Nearly every day of the month I spent there saw a car bomb attack somewhere in the capital city. Nearly every day the so-called Green Zone was mortared. Every day there were kidnappings. On good days there were four hours of electricity on the national grid, in a country now into its seventh year of being occupied by the U.S. military, and where there are now over 200,000 private contractors.

There ‘s no normal life in Baghdad. While it’s accurate and technically correct to say there is less violence compared to 2006, when between 100 and 300 Iraqis were slaughtered on a daily basis, Iraq resembles a police state more than ever. U.S. patrols consisting of huge, lumbering mine-resistant vehicles rumble down streets congested with traffic. It’s impossible to travel longer than five minutes without encountering an Iraqi military or police patrol – usually comprised of pickup trucks full of armed men, horns and/or sirens blaring. Begging women and children wander between cars at every intersection. U.S. military helicopters often rumble overhead, and the roar of fighter jets or transport planes is common. There’s no talk of reparations for Iraqis for the death, destruction and chaos caused by the occupation.

Neighborhoods, segregated between Sunni and Shia largely as a result of the so-called “surge” strategy, provide a blatant view of the balkanization of Iraq. Neighborhoods of 300,000 people are completely surrounded by 10-foot high concrete blast walls, rendering normal life impossible. The fear of a resurgence of violence weighs heavy on Iraqis, as the current so-called lull in violence feels tenuous, unstable, and possibly fleeting. Nobody there can predict the future, and to hope for a sustained improvement in any aspect of life feels naive, even dangerous.

Link: Iraq in fragments

Menneskerettigheder i det frie, demokratiske Irak


Et samfund skal som bekendt måles på, hvordan det behandler sine oprørere, sine afvigere og sine modstandere.

Så hvad sker der, hvis man i Irak kaster sko efter George W. Bush? Ideelt set kunne man forestille sig, at vedkommende blev anholdt, visiteret og afhørt med henblik på at få klarlagt, om han evt. skulle have været i besiddelse af ting, der kunne tyde på, han var til større fare – f.eks. våben. Når afhøringen er afsluttet ville det være tid til at løslade ham med en advarsel, evt. med mulighed for sigtelse for forstyrrelse af den offentlige orden eller lignende.

Yeah right:

Some of my contacts in Baghdad assured me that the Iraqi Journalist who threw the shoes at bush today was heavily beaten (you can actually hear him scream in pain in this released video)

After beating him, the Iraqi authorities arrested Mr. Al-Zeidi. Here is a statement issued by Al-Baghdadia (the TV channel he works with):

(rough translation)

Al Baghdadia asks the Iraqi authorities to immediately release our employee Montather Al-Zeidi in line with the Iraqi and US promises of democracy and freedom of expression. Any action taken against Montather Al-Zeidi will remind us of the behavior we experienced during the time of the dictatorship era that when we witnessed violence, arbitrary arrests, mass graves and the confiscation of public freedoms and private.

We also call for press and media institutions and the Arab world to stand in solidarity with Montather Al-Zeidi and call for his release.

(end translation)

I started an online petition to ask for the immediate release of Montather. Please visit and sign it here. I’ll print the petition and hand it over to the Iraqi embassy in DC in case he was not released this week.


Klik her for at skrive under på at Montather skal løslades!

Som der står herover, vil underskrifterne blive afleveret til den irakiske ambassade i Washington DC.  Selveste Noam Chomsky har allerede skrevet under, så hvad venter du på?

Muntadhar al-Zaidi er dagens helt i Irak

Marionetregeringen vil anklage ham for “mordforsøg mod statsoverhoved”, og i følge hans familie har han allerede fået sine første bank i fængslet.

Men for mange irakere er al-Zaidi manden, der gjorde, hvad der skulle til og viste Bush, hvor velkommen han er i irak.

Sami Ramadani skriver i The Guardian:

Strip the words away, and his and the Iraqi people’s cry of deep pain, anger and defiance would amount to no more than a shoe-throwing insult. But the words were heard. “This is the farewell kiss, you dog,” he shouted as he threw the first shoe. The crucial line followed the second shoe: “This is from the widows, the orphans and those who were killed in Iraq.” Once those words were heard, the impact of a pair of shoes became electrifying. A young journalist has put aside the demands of his profession, preferring to act as the loudest cry of his long-suffering people. If one considers the torture and killings in Iraqi and US jails that Muntadhar often mentioned in his reports for al-Baghdadia satellite TV station, he was certainly aware he risked being badly hurt.

As the Iraqi and Arab satellite stations switched from the live press conference to reporting reaction to the event, the stunned presenters and reporters were swept away by popular expressions of joy in the streets, from Baghdad to Gaza to Casablanca. TV stations and media websites were inundated with messages of adulation. The instant reply to any criticism of “insulting a guest” was: “Bush is a mass murderer and a war criminal who sneaked into Baghdad. He killed a million Iraqis. He burned the country down.”

al-Zaidi har formået at skære igennem alle religiøse, politiske og etniske skillelinjer i det hærgede og splittede land: Ingen spørger, hvor han kommer fra eller om han er sunni eller shia, alle beundrer ham for at vise George Bush, hvad de mener om ham og hans “befrielse” af landet.

Link: The shoes we longed for

Arven efter Bush

En gammel nyhed, men altså:

On the heels (gettit?) of the now-notorious incident in which an Iraqi journalist threw his shoes at some guy named George Bush, the world press has rushed to tell us that throwing shoes is a really bad thing in the Arab world. Not like here in the west, where it’s a gesture of affection.

“In Arab cultures, throwing shoes is a grave show of disrespect.” —Bloomberg.com

“The act is an Arab symbol of contempt.” —Christian Science Monitor

“Throwing shoes at somebody is a supreme insult in the Middle East.” —Reuters

“In Iraqi culture, throwing shoes at someone is a sign of contempt.” —Associated Press

Those Mysterious Easterners, So Different From You and Me

Citeret fra Boing Boing.

Støt Daniel Karim Rostam

Daniel Karim Rostam er en ung mand, der er født i Kuwait og opvokset i Danmark, men som efter en dom på tre et halvt års fængsel blev udvist til Irak, et land, hvor han aldrig har været og ikke har nogen familie – et land, hvortil han ikke har nogen tilknytning overhovedet.

De første uger af hans ophold i Irak tilbragte Daniel i fængsel, hvor han fik at vide, at han kunne rådne op til evig tid. Nu er der imidlertid sket noget, og dette har i dag fået hans støttegruppe til at udsende denne appel:

En tre uger lang kampagne førte den 16. november til at den tvangsudsendte Daniel Karim Rostam blev løsladt fra Baghdads Lufthavnsfængsel, hvor han havde været indespærret siden han blev udvist den 2. juni i år.

I første omgang var det en sejr for de mere end 1000 mennesker, derigennem tre uger ringede til den irakiske ambassade i Danmark for at spørge til Daniels situation og kræve ham løsladt; på grund af det kontinuerlige pres blev han sluppet fri af det fængsel, hvor han havde
fået at vide, at han kunne sidde og rådne op. Mange af jer har sikkert selv været aktive i denne kampagne og vi takker jer herfor.

Men, Daniel er stadig ikke fri. Uden for fængslets mure har han ingen og intet. Ingen penge, ingen mad, ingen folk der kan hjælpe ham. Han har aldrig før været i Irak, da han oprindeligt kommer fra Kuwait og derfor aldrig skulle have været udvist fra Danmark.

Vi beder jer nu om hjælp endnu en gang. Daniel har brug for penge, så han kan komme til Kuwait, hvor han har en tante og hvor han ikke hver nat skal frygte for at blive anholdt, fordi han overtræder udgangsforbuddet. Vi ansøger derfor om ethvert bidrag, I måtte kunne undvære, så vi hurtigst muligt kan sende ham en sum penge.

Det er vigtigt, at vi ikke overlader Daniel til sig selv, men fortsætter kampagnen til han er i sikkerhed.

Såfremt i vil støtte Daniel, kan i sætte penge ind på:
Reg : 1671 Konto nr : 0001209043

Jeg vil gerne opfordre alle til at give et lille bidrag, hvis de kan. Mange bække små. Lad os tage det ansvar, den danske stat med Fogh som butler og Pia Kjærsgaard i sadlen er for smålig og for ligeglad med de mennesker af kød og blod, den regerer, til at påtage sig.

Læs også: Tvangsudvist løsladt fra fængsel i Irak