Jørgen Bæk Simonsen, i Politikens bog om Islam (JP/Politikens Forlagshus 2008), s. 139-41:
Det er ikke kun i den klassiske islamiske tradition, at man kan forledes til at tro, at islam ved Muhammeds død var en fuldt færdig religion. Samme opfattelse af islam anføres også i adskillige værker forfattet af ikkemuslimer, der forklarer læserne, at den islamiske verden med de store erobringer blev skabt som ved et trylleslag, men intet er i virkeligheden mere forkert. […]
Den islamiske verdens historie har fra begyndelsen været præget af en dynamisk og vedvarende diskussion om, hvordan Koranens anvisninger kan og skal oversættes til daglig religiøs praksis, og den diskussion finder fortsat sted, hvor muslimer nu engang lever sammen. Derfor er det afgørende at fastholde, at et ønske om at vide, hvad islam mener om dette eller hint, ikke er helt så ligetil at besvare. Islam fortolkes ligesom alle andre religioner hele tiden af sine troende, og de er sjældent enige. Der er i Koranen forestillinger og antagelser, som har udgjort centrale elementer af det fundament, hvorpå islam som religion er funderet, eksempelvis troen på den ene Gud, og udsagn om det er blevet diskuteret og formuleret som dogmer og teologiske udsagn. På samme måde findes allerede i Koranen juridiske anvisninger, der siden er blevet suppleret med regler, som har fundet tilslutning hos større grupper af muslimer. Det er det, der med visse forbehold gør det muligt at sige noget generelt om islam. Men det er vigtigt at fastholde, at islam ikke er noget i sig selv, ikke er noget uden muslimer. Religionen islam giver ikke af sig selv svar, de(t) gives og formuleres af troende muslimer, fordi det er dem, der i fortolkningen omsætter anvisningerne i en social praksis, de opfatter som rigtig, også selvom de igen og igen har måttet sande, at deres fortolkninger er blevet draget i tvivl af andre.
Noget lignene kan siges om kristendommen. Men centralt er her udsagnet om, at islam (som alle bogreligioner) ikke er noget i sig selv, men er, hvad dens tilhængere gør den til.