Tag: Kurt Westergaard

Ytringstvang og frygt

Interessant som debatten om Tegningekrisen nu handler mere om hvordan man kan tvinge folk til at ytre noget de ikke tør eller vil. Se blot Lauritz. com der ikke vil sælge Westergaards tegninger, fordi de frygter for deres medarbejderes sikkerhed – en lidt besynderlig holdning, da øksemanden næppe går efter auktionsmedarbejdere, men fair nok, angst er ofte irationelt.

Sørme om statsministeren nu går til angreb på Lauritz.com! Sammen med et sammenrend af højrerabiate, fyrer han følgende svada af:

“Det officielle Danmark gør, hvad det kan, for at beskytte Kurt Westergaard, men hvis resten af Danmark vender ham ryggen og siger: Det bliver ikke i min boghandel, vi sælger dine bøger, ikke i mit auktionshus, vi sælger din kunst, og ikke i min avis, vi trykker din tegning, så tager vi brødet ud af munden på ham og stigmatiserer ham”

Personligt vil jeg aldrig sælge noget af en overbevist racist som Kurt Westergaard, der gladeligt lader sig hylde på DFs landsmøde, men skulle vi ikke lade danskerne selv vurdere om det ligefrem er farligt at handle med manden? Måske burde regeringen i stedet for at kritisere Lauritz.com, forklare danskerne at risikoen for at nogle islamister skulle slå tilfældige medarbejder på auktionshuset ned er decideret ikke-eksisterende.

Men det vil regeringen naturligvis ikke – for den lever af frygten og de stemmer det giver på valgdagen.

link til regeringen der forsøger at holde frygten i live

Terrortrussel mod JP – eller hvad?

Så er endnu et kæmpe terrorist-komplot mod de ansvarlige for Mohammedtegninger på JP blevet afsløret! Først og fremmest må man håbe danskerne kan huske det sidste “komplot”, hvor to uskyldige tunesere blev anklaget med samme selvsikkerhed som medierne i disse dage anklager to amerikanere. Dengang var de allerede dømt i nyhedsmedierne længe før det kom frem at der ikke var nogle beviser og anklagerne var baseret på løse rygter og hvad nu PET ikke kunne lide. Dengang blev to uskyldige familiefædre smidt ud af landet, så Ekstra Bladet kunne skrive at landet var blevet sikkert igen.

Men lad os satse på at historien er sand denne gang – der er vist allerede én af de anklagede der har indrømmet at de ville slå nogle på JP ihjel. Så er det naturligvis horribelt, og herfra Modpress skal der lyde en kæmpe støtte til Knud Vestergaard og Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose. Det er vigtigt at man i et demokratisk samfund støtter op om ytringsfriheden for alle – og når vi i Danmark giver ytringsfrihed til racister og islamofober – så er det vores valg og så skal nogle idioter ikke prøve at ødelægge det.

Lad os som konsekvens af denne terrortrussel fjerne den største indskrænkning af ytringsfriheden i Danmark, og vise islamisterne at vi har ægte ytringsfrihed i Danmark – og at vi er stolte af den. Lad os rulle terrorlovene tilbage – der indtil videre kun har betydet at Greenpeace og nogle demonstranter er blevet straffet, og istedet tilføje ekstra resurser til PET og FET.

JP og ytringsfriheden

Hvor hårdt kæmpede Jyllands-Posten for ytringsfriheden, før den blev ytringsfrihedens forkæmper?

Som forfatter og mangeårig JP-medarbejder Flemming Chr. Nielsen skriver i et åbent brev til Kurt Westergaard, kæmpede den i hvert fald ikke særligt hårdt for Kurt Westergaards ytringsfrihed:

I de år, hvor jeg var din kollega på Jyllands-Posten, kendte jeg dig som en fremragende tegner. Du tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede du dem med tre eller fire yppige bryster. Du tegnede præsident Clinton som sexual maniac med stor cigar, og du gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Men de tegninger gjorde dig sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. Du kom slu­køret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle dine tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor du blev kaldt til orden.

Den censur sad vi på dit kontor og morede os over. Og i et par uger holdt du dig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og din utæmmelige fantasi ved dig igen: Du tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyl­lands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for din dæmoniske tuschpen.

Ny akut opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og da kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: ”Stop pressen!” Altid reagerede du med det frække glimt i øjnene, som er liv og åndedræt for en bladtegner af dit format, en anarkist og dissident i det overdimensionerede parcelhus, som er Jyllands-Postens domicil i Viby J. Den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Ikke alene respekterede Jyllands-Posten som arbejdsgiver ikke Kurt Westergaards ytringsfrihed, den forsøgte endda på et tidspunkt og i strid med alle regler at tvinge Westergaard på “frivillig efterløn”:

Da fik de en friheds­kæmper at se. Du afviste alle krav. Du forlod dit tomme kontor og drog i eksil i bladhusets kælder. Man jager ikke en tegner som dig på porten. Du tegner, til du segner. Og du frydede dig dagligt over, at du havde besat din arbejdsplads.

Dengang burde Dansk Journalistforbund have bespist dig på Prytaneion, for du blev i din kælder, indtil Jyllands-Posten ka­pitulerede og erkendte, at man ikke med loven i hånd kunne beordre dig på efterløn.

Gad vide, om der er nogen ovre på Jyllands-Posten, der stadig ved, hvordan man staver til “hykleri”?

Link: Da Jyllands-Posten regelmæssigt krænkede Kurt Westergaards ytringsfrihed